"Bare numser i sneen" af Annika Leone

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*

"Bare numser i sneen" (org. titel "Bara rumpor på backen") af Annika Leone, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2021). Læst på dansk (org. sprog svensk), oversat af Camilla Schierbeck. 

★★★★☆

Fra bagsiden:

Mira skal på skiferie med mor og far. Hun glæder sig til at stå på ski, og familien skal også prøve at vinterbade. Men bader man ikke kun udenfor om sommeren? I saunaen er der rigtig meget at kigge på - en masse nøgne kroppe, der ligner hinanden, og så alligevel ikke ...

Billedbøgerne om Mira og hendes oplevelser både i svømmehallen, på nudiststrand eller nu i sneen er meget populære hos mine børn. Endnu en gang savnede jeg dog lidt flere beskrivelser af kroppene, og alle deres forskelligheder. Men "Bare numser i sneen" er en rigtig god, sød og sjov billedbog, om Mira der er på skiferie med sine forældre, og skal ud og vinterbade. 

Jeg holder meget af Mira. Hun er en sød og nysgerrig pige, der tør kaste sig ud i mange nye ting. Selv de ting hun synes er lidt underlige, som f.eks. at vinterbade. Men hun gør det, og hun bliver overrasket over det.

"Bare numser i sneen" er på ca. 32 sider. Sproget er holdt let forståeligt, og der er ikke meget tekst på siderne. Bettina Johanssons illustrationer pryder endnu en gang historien, og de supplerer handlingen så godt. De søde illustrationer er fyldt med humor og barnlig naivitet, som klæder historien og Mira rigtig godt. Illustrationerne viser på humoristisk vis mange forskellige kropstyper, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Alt bliver vist, alt lige fra deller, appelsinhud, rynker, store, små, firkantede og runde numser, runde, hængende og strittende bryster. Der er tissemænd i forskellige størrelser, og kropsbehåring samt tatoveringer i forskellige mængder. Det hele bliver vist, men uden at det bliver for meget, da det bliver gjort med et glimt i øjet.

Jeg kan godt lide når bøger forsøger, at give et realistisk billede af, hvordan menneskekroppen ser ud, og ikke på en glansbillede agtig måde. Kroppen bliver vist som den er, og det er utrolig vigtigt. Billedbogen er skrevet af den svenske kropspositivist Annika Leone, som gerne vil give børn et sundt blik på deres kroppe og samtidig stille spørgsmålstegn ved folks krops- og nøgenhedsangst, hvilket jeg synes er en rigtig god idé. Jeg synes også at det lykkes, og uden særlig meget tekst får hun fortalt i samarbejde med illustratoren Bettina Johansson, hvordan vi alle ser forskellige ud og at alle kropstyper og mennesker er rigtige, og det bliver gjort på en fin og sød måde. I denne bog er der endda en illustration af en mand i kørestol med, og det synes jeg er fedt, da det igen viser, hvor mange forskellige typer mennesker der findes, men at det hele er naturligt, og ikke noget vi skal være bange for at snakke om. Til gengæld synes jeg godt kroppene kunne være blevet beskrevet mere i teksten, lige som i den første billedbog. I denne billedbog er kroppene ikke fokusset for selve historien, men det synes jeg egentlig heller ikke de er i illustrationerne, som i de to forrige. Kroppene bliver nærmest gemt for meget væk i denne bog, og personernes ben skjuler faktisk det meste. Jeg synes det er ærgerligt, når det jo er det bogen også gerne vil vise. Jeg ville have elsket at både have set mere, men især at høre Miras beskrivelser, for beskrivelserne er sjove og så lige til, og giver billedbøgerne den barnlige charme. Der er dog stadig masser at snakke med ens børn om, da illustrationerne er meget detaljerede, og så kan man jo passende høre deres tanker om de forskellige kroppe, og hvad man siger højt.

"Bare numser i sneen" er en sød og underholdende billedbog, der tør provokere lidt med især dens illustrationer. Jeg kunne rigtig godt lide den, selvom jeg savnede at se og høre mere om kroppene. Men jeg havde et smil på læben hele vejen igennem, og begge mine drenge på henholdsvis 4 år og 2 år, har hygget sig med den. Den fungerer rigtig godt til højtlæsning fra omkring 3-4 år og op, og den ligger op til nogle gode snakke. De tre billedbøger om Bare numser er gode til små og store, og vil med garanti få folk til at smile. 

"Heartstopper" (Heartstopper #2) af Alice Oseman

*Lånt på biblioteket"

"Heartstopper 2" (org. titel "Heartstopper wolume 2") af Alice Oseman, for Politikens Forlag, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Anne Matthiesen.

★★★★★

Fra bagsiden:

Nick og Charlie er bedste venner. Nick ved, at Charlie er homoseksuel, og Charlie er sikker på, at Nick ikke er det. Men kærlighedens veje er uransagelige, og Nick opdager alt muligt om sine venner, sin familie...og sig selv. 

Jeg elskede seriøst den første bog i Heartstopper serien, og jeg glædede mig til at læse bog 2. Jeg endte da også med at sluge den ud i en køre, og endnu en gang var det som et varmt kram. "Heartstopper 2" er fantastisk, rørende og fin, og jeg smilte hele vejen igennem min læsning. 

Jeg holder meget af både Charlie og Nick.

I denne bog er det meste af fokus dog på Nick, da han går igennem noget af en identitetskrise efter han har kysset med Charlie. Nick har altid troet, at han var heteroseksuel, da han aldrig har følt forelskelse overfor en dreng før, så han er ret forvirret. Han prøver at finde svar på internettet, men han ender med at finde forståelse hos en pige han kender, der er homoseksuel. Han ved bare, at han rigtig godt kan lidt Charlie og har lyst til at kysse og holde i hånden med ham. Det er så fint og sårbart at følge Nick i denne proces, hvor han er ved at finde ud af, hvem han er, og den accept af at det er okay.

Charlie er bare den sødeste. Han forsørger at hjælpe Nick alt det han kan, og give ham plads og lytte til hans tvivl og forvirring, så Nick føler sig tryg i det. 

Begge drenge udvikler sig gennem hele bogen. I starten er de begge meget usikre, både på hinanden, men også på dem selv. De er til gengæld rigtig gode til at tale om tingene, være åbne og uden at dømme, sådan at tingene bliver nemmere, hvilket er super vigtigt i både et venskab, men også i et forhold.

Derudover hører vi meget mere til deres forskellige vennegrupper i denne bog, da de begynder at hænge mere ud sammen. Det var ret interessant at opleve de forskellige dynamikker, der er i de forskellige grupper.

"Heartstopper 2" er en bog om kærlighed, identitet, familie, venskab og det at acceptere sig selv og dem omkring en. Vi er alle forskellige, men der skal være plads til alle. Bogen har meget fokus på identitet og det at sige højt, hvem man er. Nick vil rigtig gerne fortælle sin mor at han er biseksuel, men det er rigtig svært for ham, da han ikke ved, hvordan hun vil reagere. Den episode i bogen er bare så fin, rørende og hjertevarmende, og man bliver helt glad. Det er jo sådan det burde være, selvom jeg godt er klar over, at det kan være svært. 

Bogen tager mange tabubelagte emner op, som f.eks. homofobi, transfobi, mobning, jalousi og ensomhed, hvilket er godt, for det er utrolig vigtigt at der bliver talt højt om disse ting. Bøgerne i serien prøver at aftabuisere nogle af tingene, hvilket er rigtig godt, og det bliver gjort på en fin og respektfuld måde. Desuden er de meget inkluderende, både i forhold til forskellige kønsidentiteter og seksualitet, men også i forhold til etnicitet, hvilket er fedt. Det giver alle noget af spejle sig i, hvilket er vigtigt i ungdomslitteraturen. 

"Nick...lad være med at tro, at du skal springe ud over for nogen, før du er klar. Rygterne løber virkelig hurtigt på vores skoler...Det kan være rigtig svært at klare, hvis man dårligt selv ved, hvem man er."

Det er en graphic novel, hvor historien foregår meget i illustrationerne, og hvor sproget er holdt nemt. Man flyver bare igennem den, da man bliver så engageret i drengenes liv og følelser. "Heartstopper 2" er et virkelig godt eksempel på, hvordan en graphic novel med billeder og meget lidt tekst, kan fascinere, fange og vække følelser, der både sætter tænker i gang, men som også varmer én om hjertet. Jeg kan virkelig godt lide illustrationerne, som Alice Oseman selv har lavet. Hun er virkelig dygtig, og formår at putte en masse humor, mimik og personlighed ind i illustrationerne, og det er meget imponerende. 

"Heartstopper 2" er en helt igennem skøn, sød, hjertevarmende, rørende og tankevækkende bog, der fik mig til at smile, grine og faktisk næsten græde. Jeg er vild med denne serie, og jeg kan næsten ikke vente til bog 3 bliver oversat, så jeg kan fortsætte Nick og Charlies historie, for det kan kun blive godt. Jeg vil virkelig anbefale alle at læse serien. Vi kan alle lære noget af Heartstopper serien, da den giver god indsigt i nogle problematikker vi ikke alle kender til, da vi ikke selv har oplevet det. Så tag lige og læs dem!

"Heartstopper" (Heartstopper #1) af Alice Oseman

*Lånt på biblioteket*

"Heartstopper 1" (org. titel "Heartstopper wolume 1" af Alice Oseman, af Politikens Forlag, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Anne Matthiesen.

★★★★★

Fra bagsiden af bogen:

Dreng møder dreng. Drenge bliver venner. Drenge forelsker sig. Charlie og Nick går på samme skole, men har aldrig mødt hinanden...før de en dag bliver placeret ved siden af hinanden i klassen. De bliver hurtigt venner, og snart forelsker Charlie sig i Nick, selvom han ikke tror, at han har en chance. Men kærlighedens veje er uransagelige, og Nick er mere interesseret i Charlie, end nogen af dem var klar over. 

Jeg har hørt så meget godt om denne serie, så der var slet ingen tvivl om at den skulle læses. Nu har jeg læst den, og hold nu op, hvor er det bare en fantastisk, tankevækkende og rørende bog. Den fortjener fuldt ud den hype den har fået! Det er en af de bedste bøger jeg har læst i år!

Charlie er en meget sød, kreativ og omsorgsfuld person. Han er dog lidt usikker på sig selv, hvilket giver god mening eftersom han blev mobbet en del efter han sprang ud som homoseksuel, og er blevet udnyttet af en anden dreng. Han prøver at finde sin plads, og bliver noget forvirret da Nick begynder at snakke til ham. 

Nick er også bare skøn. Han er sød, imødekommende og omsorgsfuld, og beskytter virkelig dem han holder af. Han bliver dog meget forvirret over sine følelser for Charlie, da han aldrig har følt sådan for en anden dreng før, og indtil nu har troet han var heteroseksuel. 

Begge drenge udvikler sig en del igennem bogen. De åbner mere op, og tør vise hvem de er, overfor hinanden. De giver hinanden plads og lytter til hinandens tanker og bekymringer, hvilket var rart at se.

Derudover holder jeg meget af Charlies søster, som er helt utrolig ærlig, men det er skønt.

"Heartstopper" er en bog om venskab, familie, kærlighed og forelskelse, identitet og at finde ro og acceptere sig selv og de mennesker som er omkring én. Det er en bog med fokus på rummelighed og empati overfor hinanden og vores forskelligheder, for alting er ikke så sort og hvidt som nogle går og tror. Bogen tager mange tabubelagte emner op, som f.eks. homofobi, mobning, jalousi og ensomhed, og det er fedt, for det er utrolig vigtigt at der bliver talt højt om disse ting. For selvom vi ville ønske verden så anderledes ud, så sker de her ting stadig, og det bliver ikke bedre af, at der ikke bliver talt om det. Derfor er en bog som "Heartstopper" vigtig, da den prøver at aftabuisere nogle af disse ting. Desuden er den meget inkluderende, både i forhold til etnicitet men også når man taler om kønsidentiteter, hvilket igen er rigtig godt at se. Det giver alle noget af spejle sig i, hvilket er vigtigt for at skabe åbenhed. 

"Man kan ikke se på folk, om de er homoseksuelle. Og homoseksuel eller heteroseksuel er ikke de eneste to muligheder. Under alle omstændigheder er det uhøfligt at gætte på andre folks seksualitet. Gå hjem, gutter."

Det er en graphic novel, og den er hurtig at læse, da meget af historien foregår i illustrationerne. Jeg har de sidste par år bevæget mig mere og mere ind i denne genrer, og er blevet ret vild med den. Det fascinerer mig virkelig, hvordan billeder og så lidt tekst kan vække store følelser og røre en, som mange graphic novels kan. "Heartstopper" er et fantastisk eksempel, den rørte mig, varmede mit hjerte og fik mig til at smile. Både igennem dialogen, men lige så meget i humoren og mimikken i illustrationerne. Det er Alice Oseman selv der har illustreret bogen, og hun gør et eminent stykke arbejde. Det eneste er dog at de to hovedpersoner ser ældre ud i illustrationerne, så jeg blev lidt overrasket over, at de "kun" er 14 og 16 år, men det er bare en mindre ting, for historien er som sagt skøn.

"Heartstopper" er en virkelig fantastisk, sød, hyggelig og hjertevarmende bog, der fik mig til at grine, varmede mit hjerte og satte tanker i gang. Det er en serie alle kan lære noget af, da den giver god indsigt i nogle problematikker vi ikke alle kender til, da vi ikke selv har oplevet det. Jeg ærgrede mig dog over at jeg ikke havde lånt bog 2 med hjem også, så jeg kunne begynde på den med det samme, for jeg kunne næsten ikke vente. Men nu ligger den klar, og jeg glæder mig helt vildt til at fortsætte Charlie og Nicks historie, og se hvordan det hele udvikler sig. Jeg kan virkelig ikke anbefale denne bog nok, for jeg synes virkelig at alle burde læse den. Det er rigtig feel good læsning, på trods af emnerne. Jeg har bare lyst til at kramme bogen og blive venner med drengene. Læs den!

"Darling Daniel" af Charlotte Fischer

*Lånt på biblioteket.*

"Darling Daniel" af Charlotte Fischer, af forlaget Tellerup, udgivet i 2021.

★★★★☆

Fra bagsiden:
16-årige Daniel er lige flyttet til Hellerup med sin mor og lillesøster. På den elitære privatskole, Agathe Kilde, tager smukke Ama og Mynte godt imod ham, og han forelsker sig hurtigt i Ama. Pigerne styrer skolen, og de vil ikke dele Daniel med nogen. Slet ikke Huda som er deres BFFN - best friend for never. Daniel begynder at tvivle på deres hensigter da mystiske ulykker rammer skolen. Én falder og kommer voldsomt til skade. Én bliver kørt ned. Én døde.
Han mistænker at alle tre piger skjuler noget, og snart er han selv en del af løgnene. Men hemmeligheder kan ikke holdes gemt for evigt, og det er for sent at sige fra. 'Vi gør alt sammen' er Ama og Myntes motto. Du er enten med dem eller i vejen. Og nogen kommer i vejen...

Jeg har tidligere læst en bog af Charlotte Fischer, som jeg egentlig ikke var så begejstret for. Jeg blev dog alligevel nysgerrig på "Darling Daniel" og den endte med at overraske mig positivt. "Darling Daniel" var spændende og dramatisk, og jeg var fanget fra start til slut.  

Daniel er en meget sød og venlig skaterdreng fra Jylland, der med sin mor og lillesøster flytter til Hellerup i Nordsjælland. Hans far døde, da han prøvede at redde en hest, der sad fast og det var Daniel som fandt ham. Daniel har dog stadig en kærlighed til heste og ridesport. Han har det skønneste forhold til sin mor og lillesøster, men i hans forsøg på at passe ind på privatskolen mister han sig selv.
Huda er den lidt mystiske, men virkelig søde nabopige. Hun har en del hemmeligheder, men hun er sød ved Daniels lillesøster. Hende og Daniel får hurtigt et nært forhold, selvom det ikke er lige nemt.
Ama og Mynte er ret vilde, og er vant til at få lige det de peger på. De har ikke rigtig nogle grænser, og de forstår at udnytte deres kroppe til deres fordel. Mynte følger bare efter Ama, som bestemmer det meste.
Medlemmerne af Lapin Vert er meget specielle, og det virker lidt som en slags sekt, selvom de selv ser sig som en studenterloge. Man ved ikke helt, hvor man har dem og om man reelt kan stole på dem.

"Jeg kunne ikke stoppe det. Jeg ville have det. Æren, succesen. Følelsen af at være i toppen af hierarkiet. Jeg havde begæret. Drivet. Talentet. Jeg burde have været bange. Jeg blev advaret. Men jeg kunne ikke se det. Og hun var en del af rusen. Pigen med porcelænshuden og det blonde hår."

Bogen er opbygget så man følger historien fra Daniels perspektiv. Han fortæller, hvad der skete optil den skæbnesvangre og dramatiske begivenhed, som selve bogen starter med. Det var en ret interessant måde at gøre det på og det fungerede rigtig godt. Man blev som læser virkelig nysgerrig på, hvad der har ført til det øjeblik, hvor der virkelig ikke er nogen vej tilbage, så siderne vendte nærmest sig selv. 

"Darling Daniel" er en bog om identitet, magt, stoffer, overgreb og voldtægt, grænser, gruppepres samt det at turde sige fra og stå op for sig selv uden af føle skam. Det er mange emner, men det er emner som er vigtige at tage op, både for drenge og piger. Det at historien bliver fortalt fra en drengs synspunkt, synes jeg var meget forfriskende, det er i hvert fald ikke noget jeg har oplevet før.  Jeg håber at der kommer flere bøger med denne type emner, hvor det er en dreng som er hovedpersonen. For drenge kan jo også blive udsat for grænseoverskridende adfærd og overgreb, og det er vigtigt at det bliver vist og talt højt om.

Nogle gange mindede bogen mig om en blanding af Riverdale, Pretty little liars og Jussi Adler-Olsens "Fasandræberne". Den er lidt overdrevet til tider, men det er måske også der der gør historien fascinerende og skræmmende, for kunne det egentlig ske i virkeligheden? Jeg håber ikke det foregår ude i virkeligheden, for det er rimelig fucked, men samtidig ville det overhovedet ikke undre mig, hvis det gør. Desuden var historien en gang imellem ret forudsigelige, men der var til gengæld også mange ting som jeg troede, jeg havde regnet ud, men som nogle ret vilde plottwist hurtigt ændrede på, og jeg endte alligevel med at blive overrasket flere gange.

"Darling Daniel" er en rigtig god, spændende og voldsom bog selvom den var lidt overdrevet. Det er en bog fyldt med mørke hemmeligheder, mysterier og begær. Jeg var grebet af historien lige fra første side, og jeg måtte bare læse videre. Den gav mig ondt i maven flere gange under min læsning, og til tider sad jeg nærmest på kanten af stolen af spænding. Jeg slugte den råt.

Så hvis du mangler en bog der giver dig ondt i maven, så er denne et godt bud. 

"Bare numser på stranden" af Annika Leone

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*

"Bare numser på stranden" (org. titel "Bara rumpor på stranden") af Annika Leone, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2020). Læst på dansk (org. sprog svensk), oversat af Camilla Schierbeck.

★★★★☆

Fra bagsiden:

Mira er på ferie i Italien. Hun skal bade i havet for første gang, og hun glæder sig til at prøve sine nye dykkerbriller. Men findes der hajer i Italien? På stranden er der rigtig meget at kigge på - en masse nøgne kroppe, der ligner hinanden, og så alligevel ikke... 

"Bare numser" har længe været en af de store favoritter herhjemme, hos både børn og voksne. Begejstringen var derfor stor, da jeg så denne ville komme. "Bare numser på stranden" levede dog ikke helt op til mine forventninger, men det meget, meget tæt på, jeg savnede bare lidt flere beskrivelser af kroppene. Men "Bare numser på stranden" er en sød, hyggelig og underholdende billedbog, om Mira der skal bade i havet for første gang, og lidt ved et uheld havner på en nudiststrand.

Mira er en sød og nysgerrig pige, som er begejstret for det meste. I denne bog er hun dog meget nervøs for at skulle bade i havet, for er der mon hajer? Men stranden giver nogle andre overraskelser, men nok mest for Miras forældre. Mira finder sig snart en ny ven, som hun hygger sig rigtig godt med.

"Bare numser på stranden" er på 32 sider. Sproget er holdt let og der er ikke særlig meget tekst. Den fungerer rigtig godt til højtlæsning fra omkring 3-4 år og op. Den er illustreret af Bettina Johansson, hvis illustrationer fint supplerer historien. De søde illustrationer er fyldt med humor og barnlig naivitet, som klæder historien og Mira rigtig godt. Til tider fortæller de nærmest deres egen lille historie, da de viser forskellige situationer som ikke er beskrevet i teksten. Illustrationerne viser på humoristisk vis mange forskellige kropstyper, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Alt bliver vist, alt lige fra deller, rynker, store, små, firkantede og runde numser, små, store, lange, runde, hængende og strittende bryster. Der er store, små, tynde, brede og skæve tissemænd, og kropsbehåring af forskellige karakter. Det hele bliver vist, men uden at det bliver for meget, fordi det bliver gjort med et glimt i øjet.

Jeg synes det er fedt med denne type bøger, der forsøger at give et realistisk billede af, hvordan menneskekroppen ser ud, og ikke på en glansbillede agtig måde. Kroppen bliver vist som den er. Billedbogen er skrevet af den svenske kropspositivist Annika Leone, som gerne vil give børn et sundt blik på deres kroppe og samtidig stille spørgsmålstegn ved folks krops- og nøgenhedsangst, hvilket jeg synes er en rigtig god idé. Jeg synes også at det lykkes ret godt, og uden særlig meget tekst får hun fint fortalt i samarbejde med illustratoren Bettina Johansson, hvordan vi alle ser forskellige ud og at alle kropstyperne er rigtige, og det bliver gjort på en fin og sød måde. Dog synes jeg godt kroppene kunne være blevet beskrevet mere i teksten, lige som i den første billedbog. I denne billedbog er kroppene ikke fokusset for selve historien, men det er de i den grad i illustrationerne. Alle de nøgne kroppe der optræder i baggrunden ligger virkelig op til samtale med ens børn, omkring hvordan kroppe kan se forskellige ud, og det var fedt. Det kunne bare have været virkelig sjovt, at høre Miras tanker og umiddelbare reaktioner om alt det hun ser.

"Bare numser på stranden" er en sød og underholdende billedbog, der tør provokere lidt med især dens illustrationer. Jeg kunne rigtig godt lide den, selvom jeg savnede nogle beskrivelser af de forskellige kroppe. Jeg sad dog med et smil på læben hele vejen igennem, og Njord på 3 år var også rigtig glad for den. Både "Bare numser" og "Bare numser på stranden" ligger op til nogle gode snakke om kroppen, og så er det bare sådan nogle bøger alle burde læse, også selvom man ikke har børn, fordi de er virkelig underholdende og anderledes, og vil med garanti få folk til at smile.

"Bare numser" af Annika Leone

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*

"Bare numser" (org. titel "Bara rumpor") af Annika Leone, af forlaget Carlsen, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog svensk). 

★★★★☆

Fra bagsiden:

Endelig er det lørdag! Mira skal i svømmehallen og hoppe i det store bassin - helt alene! Tør hun? I svømmehallen er der rigtig meget at kigge på - en masse nøgne kroppe, der ligner hinanden, og så alligevel ikke...

Jeg er vild med titlen på denne bog, og at den så er skrevet af en kropspositivist, der ønsker at give børn et positivt og alsidigt billede af kroppen, gjorde mig bare endnu mere nysgerrig på at læse den. "Bare numser" er en sød, hyggelig og underholdende billedbog, om en lille piges tur i svømmehallen og alle de mange kroppe der findes, og den fik mig til at smile flere gange.

Mira er en skøn lille pige, som er dejlig nysgerrig og begejstret over det meste. Hun er så dejlig umiddelbar og kommer med nogle søde, lidt naive og tå krummende kommentarer, som man nogle gange kan opleve børn komme med, og som mange vil synes er ret pinlige, og det kan jeg virkelig godt lide hende for. Derudover kunne jeg rigtig godt lide, at hun vælger Spiderman badebukser frem for prinsesse badedragten, da det igen bryder lidt med stereotyperne. 

"Bare numser" er på 32 sider. Sproget er holdt let og der er ikke særlig meget tekst. Den fungerer rigtig godt til højtlæsning fra omkring 3-4 år og op. Den er illustreret af Bettina Johansson, hvis illustrationer fint supplerer historien. De søde illustrationer er fyldt med humor og barnlig naivitet, som klæder historien og Mira rigtig godt. Til tider fortæller de nærmest deres egen lille historie, da de viser forskellige situationer, som kun hurtigt bliver beskrevet i teksten. Illustrationerne viser på humoristisk vis mange forskellige kropstyper, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Alt bliver vist, alt lige fra deller, rynker, store, små, firkantede og runde numser, små, store, lange, runde, hængende og strittende bryster, og kropsbehåring af forskellige karakter, samt forskellige mængder af tatoveringer og piercinger. Det hele bliver vist, men uden at det bliver for meget, fordi det bliver gjort med et glimt i øjet. Jeg savnede dog at mandekroppen også blev vist, for de er jo lige så forskellig som kvindekroppen. Til gengæld kan jeg rigtig godt lide humoren i forhold til at der er mange med håndværkersprækker og solbrændthed i form af cykelrytterarme. 

Jeg synes det er fedt med denne type bøger, der forsøger at give et realistisk billede af, hvordan menneskekroppen ser ud, og ikke på en redigeret, glansbillede agtig måde. Her bliver kroppen vist som den er. Bogen er skrevet af den svenske kropspositivist Annika Leone, som gerne vil give børn et sundt blik på deres kroppe og samtidig stille spørgsmålstegn ved folks krops- og nøgenhedsangst, hvilket jeg synes er en rigtig god idé. Jeg synes også at det lykkes ret godt, og uden særlig meget tekst får hun fint fortalt i samarbejde med illustratoren Bettina Johansson, hvordan vi alle ser forskellige ud og at alle kropstyperne er rigtige, og det bliver gjort på en fin og sød måde. Med sådanne bøger, kan man godt være bekymret for at man bliver påduttet et budskab, på en meget belærende måde, som gør at det bliver lidt for meget, men det synes jeg ikke "Bare numser" gjorde. Den viste derimod de mange forskellige typer kroppe der er at finde ude i virkeligheden, men med et glimt i øjet og masser af humor, selvom bogens budskab træder tydeligt frem. 

"Bare numser" er en sød og underholdende bog, der tør provokere lidt med dens kommentarer, men så sandelig også med dens illustrationer. Jeg kunne rigtig godt lide den, og sad med et smil om læben hele vejen igennem. Det er sådan en bog alle burde læse, ja egentlig også selvom man ikke har børn, fordi den er virkelig underholdende og anderledes. Den ligger op til samtale med ens barn omkring kroppe, og så er det jo oplagt at tage sit barn med i svømmehallen efter endt læsning, om ikke andet så fordi det er hyggeligt. 

Bogen udkommer d. 6. januar 2020.

"XY" af Nicole Boyle Rødtnes

"XY" af Nicole Boyle Rødtnes, af forlaget Alvilda, udgivet i 2015. Anmeldereksemplar fra Alvilda, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

"XY" handler om 15-årige Asta, hvis verden falder sammen, da hun får meldingen om, at hun er en XY-pige og derfor genetisk set er en dreng. Hun kæmper med vrede og selvmordstanker - men så møder hun Christoffer. Han har selv forsøgt at begå selvmord, og med ham kan hun tale om alt det, som de andre ikke forstår. Langsomt forelsker Asta sig i Christoffer. Men kan man elske uden køn?

Jeg havde ikke læst noget af Nicole Boyle Rødtnes før jeg læste "XY", men jeg havde hørt meget godt om hendes bog "Hul i hovedet", og var derfor spændt på at læse denne her. Jeg er dog rigtig glad for, at jeg fik den læst, da det er en virkelig sød og rørende historie!

Asta er en sød pige, med gode veninder og en sød kæreste. Hun drømmer om at vinde en skøjtekonkurrence, som hun har trænet op til rigtig længe. Hele hendes verden ramler derfor sammen, da hun finder ud af, at hun genetisk set er en dreng. Hun reagerer med vrede, og følelsen af at være dum, da hun føler hun burde have vidst det. Desuden bliver hun så usikker og føler sig meget forkert, hvilket giver hende selvmordstanker. Jeg kunne rigtig godt lide, at følge Asta og alle hendes tanker og følelser omkring, det at være en XY-pige, da jeg synes hendes reaktioner virker meget realistiske og autentiske. Jeg tror vi alle ville reagere som Asta og blive forvirrede og sure, hvis vi fandt ud af, at vi var anderledes indvendigt, og derfor ende med en form for identitetskrise. Asta udvikler sig dog rigtig meget gennem hele bogen, og jeg synes det var rigtig interessant, da hun virkede troværdig hele vejen igennem. 

Desuden kunne jeg rigtig godt lide hendes far, der bare tager hele situationen helt afslappet, selvom han selvfølgelig er meget berørt af det, men han forsøger hele tiden at støtte Asta i alle hendes valg. Her er hendes mor ikke helt så cool, og hører ikke rigtig efter, hvad Asta fortæller hende, når hun prøver at dele sine tanker og forvirring med sin mor, og jeg blev ærlig talt lidt irriteret på hende. 

Og så er der Christoffer, der simpelthen bare er så sød og skøn. Christoffer kæmper selv med nogle ting, men han er der for Asta når hun har brug for det. Han lytter og udfordrer hende, og presser hende til at se de svære ting i øjnene, og prøve nogle grænser af, i hendes søgen efter, hvem hun er nu. 

"Jeg ved ikke, om jeg skal være vred eller give ham ret. Sandheden er, at jeg slet ikke aner, hvem jeg er mere." 

Jeg synes det er fedt, at Nicole tager et emne som XY-piger og transkønnede op, da det desværre ikke er noget man hører så meget om, selvom det er noget der er meget relevant. Derfor er det godt, at der kommer en ungdomsbog som tager dette emne op, og sætter følelser og tanker på det at var en XY-pige, sådan at man kan skabe dialog og forståelse for emnet og de personer, som går igennem det. Det er i hvert fald en bog der sætter rigtig mange tanker igang, hvilket den gør på en utrolig rørende måde.

Hvert kapitel bliver indledt af, et kort afsnit med nogle af Astas minder, som bliver sat i forhold til det der sker i det pågældende kapitel. Dette synes jeg var rigtig godt, da det gav et godt indblik i, hvordan Asta var som person, og de problemer hun kæmpede med dengang, i forhold til den situation hun står i nu. Hvilket også er med til at forklare, hvorfor hun reagerer som hun gør. 

"Men jeg er også en bedrager. Jeg kommer aldrig til at deltage i stævnet. Jeg er ikke en pige. Ikke længere. Ikke genetisk. Enhver dommer vil afvise mig. Tror jeg. Og selv hvis ingen opdager det, så vil sejren aldrig være rigtig. Være ægte. Alt, jeg har kæmpet for er ... dødt." 

 "XY" er utrolig velskrevet, og Nicole formår at få humor ind i en historie, som også er rigtig trist, sådan at man både kunne små fnise under sin læsning, men også sidde og knibe en lille tåre en gang imellem, og det kunne jeg rigtig godt lide. 

"XY" er en bog, om indentitet og det at finde sig selv, samt kærlighed og depression. Den er rørende, sød, sjov og egentlig bare rigtig god. 

Har du læst "XY"? hvad synes du om den? har du læst andet af Nicole Boyle Rødtnes? 

"Ofrene" af Morten Brask

"Ofrene" af Morten Brask, af Politikens Forlag, udgivet i 2016. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

"Ofrene" handler om en kvinde der bliver voldtaget, og hvordan dette ikke blot påvirker hende, men også hendes kæreste. En sommernat i det indre København bliver en ung jurist overfaldet. En fremmed mand trækker hende ind i en baggård og voldtager hende brutalt. Det lykkes hende at komme hjem til sin kæreste, og sammen anmelder de forbrydelsen. På et splitsekund er alt i deres tilværelse forandret. Gennem kærestens øjne følger vi hende fra retsmedicineren og politiforhøret i voldtægtscentret til den dag, sagen skal for en dommer. 

"Ofrene" er mit første møde med Morten Brask, og jeg må indrømme, jeg var lidt bange for at læse den, da jeg fandt ud af, hvad den handlede om, da det er noget af det jeg, og sikkert alle kvinder generelt, frygter allermest. Jeg fik da også ondt i maven over den, men nej hvor er jeg glad for, at jeg læste den, for den er rigtig god!

Både manden og kvinden i denne bog små irriterede mig, selvom min sympati for dem begge var meget stor. Manden prøver at bearbejde hændelsen, og den vrede, skyld og tvivl han får ved at efterlade hende, i en tid hvor hun har allermest brug for ham. Dette irriterede mig gevaldigt, ikke fordi jeg ikke forstår hans følelser, men jeg synes det var så tarveligt gjort af ham, at han ikke bliver og støtter hende. For lige udover at han smutter i denne situation, så virker han ellers som en rigtig sød og god mand. Kvinden derimod bliver, i tilbageblik, fremstillet som virkelig usikker og grænsesøgende i sin adfærd, og går til ekstreme metoder, for at få sin kæreste til at vise hende, at han elsker hende, og jeg kunne ikke rigtig lide hende til sidst, på grund af disse tilbageblik. 

Jeg kunne til gengæld godt lide, at manden og kvinden som de eneste i bogen ikke har navne, hvilket giver en følelse af at det kunne have været, hvem som helst der var ofrene i denne voldtægt. Derudover synes jeg det var et anderledes og friskt pust, at det er manden til voldtægts ofret der fortæller historien, sådan at man får det fra hans synspunkt, og oplever de tanker og følelser, de pårørende kan tumle rundt med. På den måde bliver det også vist at der, som bogens titel siger, er mere end et offer i en voldtægtssag, og ikke kun den der er blevet voldtaget. 

"Ofrene" er opbygget sådan, at man til at starte med følger parret nogle timer inden voldtægten, derefter følger man dem nogle timer efter det er sket, og igen nogle måneder efter, hvilket giver os som læsere en idé om, hvordan deres forhold var på dagen, og hvordan de reagerer og ændrer sig efter den uvirkelige begivenhed. Desuden er der tilbageblik, der tager os med til dengang de lærte hinanden at kende, samtidig med at vi hører, hvordan deres forhold var nogle måneder op til voldtægten. Dette synes jeg er ret interessant, da man får malet et billede af dem som par, og hvordan de er overfor hinanden, og at alt måske ikke er som det ser ud til. Hvorimod man med de afsnit der foregår i nutiden, månederne efter overfaldet, får lov til at mærke de følelser og tanker manden har, og det had han har overfor den skyldige, men samtidig også hans tvivl og jalousi overfor kæresten, der før har sået tvivl hos ham. Disse tanker og følelser virker meget troværdige, hvilket var fedt, men skræmmende, at læse om. 

"Jeg har aldrig før følt had. Jeg har aldrig ønsket det værste for et andet menneske. Aldrig ønsket at skade en anden, aldrig før længtes så stærkt efter gengæld og hævn."

Sproget i bogen er anderledes end jeg lige er vant til, og jeg skulle lige læse et par sider, før jeg fik vænnet mig til det, og så meningen med det, og den rytme det gav. 

På trods af, at jeg fik ondt i maven af at læse "Ofrene", og at jeg blev nødt til at springe nogle sider over, fordi det lige blev lidt for barskt for mig, så slugte jeg simpelthen bare denne bog råt, for den er virkelig god. Jeg læste den på en dag, da jeg simpelthen bare måtte vide, hvad der ville ske. Men lige som manden der fortæller, bliver man som læser selv lidt i tvivl om hvad der er sket, hvilket er en meget mærkelig følelse, men jeg synes egentlig ikke det gør noget.   

"Ofrene" er en barsk fortælling om et meget relevant emne. Den er skræmmende, troværdig og man kan godt mærke at Morten Brask, virkelig har gjort sit research grundigt, for flere gange under min læsning kunne jeg ikke lade være med at tænke, om han mon selv havde stået i denne situation. Jeg kan godt lide, når denne type bøger føles autentiske, da de skal skildre et så vigtigt emne, og denne bog gør det godt!

Har du læst "Ofrene"? hvad synes du om den?

Bloggerevent med Morten Brask

I torsdags havde jeg den fornøjelse, at være blevet inviteret ind på Politikens forlag, til blogger arrangement med Morten Brask, i forbindelse med hans seneste bog "Ofrene", der udkom i april. 

Da jeg nåede forlaget, blev jeg og de andre bloggere mødt af Vicki, der bød os velkommen og præsenterede os for Morten Brask, der kom ind af døren samtidig med os. Stemning var hyggelig, og vi satte os til bords og fik fyldt vores glas. Bordet var desuden fyldt med lækker frugt og en stak bøger, til de af os, der ikke havde nået at modtage den fysiske bog inden arrangementet.

Efter en kort præsentations runde af os fem bloggere, gik Morten Brask i gang med at fortælle om sig selv og sit forfatterskab. Han fortalte, at han har skrevet dagbog siden han var helt lille, og at han altid har holdt af at skrive små historier. Han beskrev, hvordan disse historier og det at skrive dagbog, har været med til at udvikle ham og hans skrivestil igennem tiden. Hvilken genre han ville skrive vidste han dog ikke, og han prøvede i sine teenage år at skrive lidt fantasy, hvilket resulterede i en historie om kæmpe snegle.

Sidenhen er han dog blevet meget mere fascineret af ekstremer, som både kan være følelsesmæssige ekstremer, ekstreme valg og ekstreme omstændigheder, hvilket er nogle af de ting han tager op i sine bøger. I 2007 skrev Brask romanen "Havet i Theresinstadt" der foregår under 2. verdenskrig, og handler om en dansk lægestuderende der bliver sendt til Theresinstadt, den koncentrationslejr, hvor de rige og kendte jøder blev placeret. Historien beskriver hans arbejde i lejrens hospital, og hvordan han forelsker sig i en tjekkisk jøde. Her var Brask fascineret af de forhold og forelsker der kunne opstå på et sted så ekstremt som en koncentrationslejr.

Brasks roman "En pige og en dreng" er en af hans mere personlige romaner, som handler om tab og den ekstreme sorg man som forældre føler, når man mister et barn. Denne historie er inspireret af tabet af hans to nyfødte tvillinger, og den ekstreme sorg han følte, og hvad han efterfølgende måtte gøre for at komme ovenpå igen, hvilket var meget rørende at høre om.

Hans nyeste bog, "Ofrene", tager et emne op, han i lang tid har ville skrive om, nemlig at undersøge det ekstreme ved voldtægt, og de følger det har, ikke kun for selve voldtægts ofret, men også de pårørende, nemlig de andre ofre. En veninde af Brask blev voldtaget i Paris for en del år siden, og hendes far blev meget påvirket af denne situation, og tænkte meget på at finde og tage hævn over datterens voldtægtsmand. Farens vrede inspirerede Brask til hovedpersonen i "Ofrene", nemlig voldtægts ofrets kæreste, og det had han føler. I "Ofrene" er det nemlig kæresten til ofret der fortæller historien, hvor han fortæller om, hvad der er skete før, under og efter voldtægten, og den vrede, skyld og tvivl han føler, og dermed hvordan han er det andet offer i voldtægten.

Brasks første udkast til bogen var meget mere provokerende, og han fik derfor besked på at lave den om, hvis han ikke ville slagtes af en masse feminister. Så han foretog nogle ændringer, og endte med dette resultat, som stadig er meget barsk.

Han fortalte også, hvordan han laver research til sine bøger, og hvorfor han synes det er vigtigt. Da han skulle skrive "Havet i Theresinstadt" tog han for eksempel ned og besøgte lejren, for at få det så historisk korrekt som muligt. Til en anden bog tog han til New York for at opleve byen, og for bedre at kunne beskrive lysets fald på bestemte tidspunkter. Til "Ofrene" snakkede han blandt andet med en psykiater, en fra Rigshospitalets Center for Seksuelle overgreb, en senioranklager og en landsdommer, for at kunne beskrive tingene og følelserne i sin bog, så autentisk som muligt. Derudover besøgte Brask en retssal, hvor der var en sag omkring en voldtægt i gang, for at opleve, hvordan det var, og hvad dommeren og domsmændene bliver nødt til at lægge vægt på i en sådan sag, hvor det er ord mod ord.

Hans næste projekt er en bog omkring reality stjerner, så i øjeblikket er han ved at læse Kris Jenners biografi. Jeg er meget spændt på at læse, hvad der kommer ud af det.

Det var en virkelig spændende og hyggelig aften, som har gjort mig endnu mere nysgerrig efter at læse mere af Morten Brask.

Tusind tak til Morten Brask og Politikens forlag, for invitationen til et rigtig godt og interessant arrangement. Derudover var det hyggeligt at hilse på Ann-Kristine fra Ord fra en bibliofil, Marie fra Læsehesten, Isabel fra Bogbobler og Mette fra KulturXpressen.

"Audreys verden" af Sophie Kinsella

"Audreys verden" (org. titel "Finding Audrey") af Sophie Kinsella, af forlaget Carlsen, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 5/5 stjerner. 

"Audreys verden" handler om 14-årige Audrey der har fået angst, som følge af en ubehagelig episode i skolen. Hun gemmer sig nu hjemme hos sin ret skøre familie, men de er der for hende, når tingene er svære. Siden den dag tager Audrey aldrig sine solbriller af, og selv med hjælp fra hendes læge går det kun langsomt fremad. Hendes læge giver hende dog den udfordring, at hun skal filme sin familie med et videokamera, og på den måde se folk i øjnene gennem kameraet. Til moderens indædte fortrydelse er Audreys storebrors helt store passion computerspil, og han har samlet et hold omkring sig, som skal hjælpe ham med at vinde en turnering. Et af holdmedlemmerne er Linus, som Audrey får opbygget et venskab til, og pludselig kan hun åbne op på en måde, som hun ikke har oplevet længe. Det bliver et venskab, som ikke kun hjælper Audrey, men også hele hendes familie - og måske kan det udvikle sig til mere end et venskab. 

Selvom dette er den eneste bog jeg har læst af Sophie Kinsella, havde jeg alligevel nogle forventninger til den. Jeg har nemlig set filmen Shopaholic, som er lavet ud fra hendes bogserie af samme navn, og den film er simpelthen så sjov, hvilket gjorde at jeg selvfølgelig regnede med, at denne bog også ville være sjov. Derudover var jeg ret nysgerrig, da "Audreys verden" er hendes første ungdomsroman, så jeg var spændt på, hvordan hun ville klare denne genre. Og nej hvor er jeg glad for, at jeg købte denne bog, for den er virkelig god og helt vildt sjov!

Jeg holdt virkelig meget af Audrey og hele hendes familie. Audrey havde jeg ret nemt ved at relatere til, da jeg selv kender til nogle af de ting hun kæmper med. Hun er en stille og rolig pige, som helst ikke vil have alt for meget opmærksomhed, og hun synes det hele er håbløst, hvis hun ikke kan se forbedring relativt hurtigt. Hendes storebror Frank er en lille smule flabet og svare sin mor lidt igen, men han hader aldrig sin mor, selvom hun nogle gange er urimelig og skide irriterende. Men han er til gengæld en rigtig god storebror. 

Felix er deres lillebror på 4 år, han er lidt hyper men altid glad. Han er virkelig sød.

Deres far er sådan en lidt stille mand, der nogle gange lukker lidt af for, hvad hans kone siger, men han trækker hende dog lidt ned, når hun går lidt for vidt eller bliver alt for urimelig. De er så kærlige overfor hinanden. 

Og så er der deres mor. På trods af at hun er ret irriterende, og ikke altid forstår sine børn, så holdt jeg faktisk virkelig meget af hende. Hun prøver at gøre det bedste for sine børn, men det går altid lidt galt for hende, og hun forstår det slet ikke. Hvilket er ret sjovt.

Linus er bare skøn, han er så sød, og prøver at hjælpe Audrey med at få det bedre. Jeg holdt meget af ham. 

"Men dét, jeg har lært, er at lade være med at slås med min krybdyrhjerne, men bare tolerere den. Høre på den og sige "Ja, ja, det siger du jo." Ligesom man tolererer en fireårig. Jeg er nået frem til at tænke på min krybdyrhjerne som noget nær en udgave af Felix."

Jeg var ret spændt på, hvordan Sophie Kinsella ville tackle et emne som angst, men jeg synes hun gør det virkelig godt. Hun gør det nemt at forstå, samtidig med at hun viser alvoren i angst og mobning, men hun gør det på en sjov måde. Hvilket jeg faktisk godt kunne lide, og jeg synes det var et friskt pust, da jeg nogle gange synes det hele bliver alt for trist. 

"Audreys verden" er skrevet i jeg-person, og nogle gange føles det som om, man sidder og lytter til Audrey og hendes fortælling, fordi hun en gang imellem henvender sig til læseren ved at sige: "Du vil gerne vide det ikke?" og andre af den type spørgsmål henvendt til den der læser. Så det bliver lidt som om, man enten læser hendes dagbog eller ser hendes film. Jeg kunne godt lide, at den blev fortalt på denne måde, da det bliver mere personligt.

"Du ser en eller anden direkte ind i øjnene, og hele din sjæl kan blive suget ud på et spiltsekund. Det er sådan, det føles. Andre menneskers øjne er grænseløse, og det er det, der skræmmer mig."

En ting jeg savnede, da jeg læste "Audreys verden" var en ordentlig forklaring på, hvorfor hun fik angst, andet end at der var en ubehagelig situation på skolen. Jeg tror nemlig det kunne have givet lidt mere dybde til Audrey som karakter. 

"Audreys verden" er en af de bedste YA-bøger jeg har læst længe, og jeg sad flere gange og grinte højt, hvilket aldrig er sket før. Den er virkelig sød, sjov og rørende, og jeg er virkelig glad for endelig at have fået den læst. Jeg holder desuden meget af Sophie Kinsellas humor, og jeg tør godt love, at det ikke er sidste gang jeg læser noget af hende. 

Har du læst "Audreys verden"? kan du anbefale mig en anden bog af Sophie Kinsella? 

"Som stjerner på himlen" af Jennifer Niven

"Som stjerner på himlen" (org. titel "All The Bright Places") af Jennifer Niven, af forlaget Alvilda, udgivet i 2015 (org. i 2015). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 3,5/5 stjerner. 

"Som stjerner på himlen" handler om drengen Finch og pigen Violet. Finch er fascineret af døden, men han leder også efter ting, der gør livet værd at leve. Violet lever derimod i fremtiden. Hun tæller dagene, til hun er færdig med skolen, så hun kan undslippe den lille barndomsby og sorgen efter sin søsters død. Violet og Finch mødes tilfældigt i toppen af skolens klokketårn, med udsigt til seks etagers frit fald. Da de begge er kommet helskindet ned, er det svært at sige, hvem det var der reddede hvem. Det umage par bliver sat til at lave et projekt sammen, og begiver sig derfor ud på et road trip. De lader vejene diktere deres oplevelser og besøger: det storslåede, det ligegyldige, det smukke og det overraskende. Snart føler Finch sig kun som sig selv, når han er sammen med Violet, og ikke som den freak, han ellers er kendt som. Og sammen med Finch holder Violet langsomt op med at tælle dagene, og begynder at leve dem i stedet. Men i takt med at Violets verden bliver større, bliver Finchs mindre og mindre. 

Jeg var blevet anbefalet denne bog af en veninde og kollega, som var overbevidst om, at det ville være en bog for mig. Jeg har dog ventet rigtig længe med at læse den, fordi jeg var lidt nervøs for, om den ville kunne leve op til mine forventninger. Det kunne den på sin vis, jeg fik i hvert fald, hvad jeg havde regnet med, og det var en god bog, den slog bare ikke benene væk under mig, sådan som jeg havde håbet, desværre. 

Jeg synes det er mega fedt, at Jennifer Niven tager et emne op om unge og bipolar sygdom og sorg, det er nemlig et emne, der kan være rigtig svært at snakke om for mange mennesker, og måske især for unge. Denne bog giver en et godt indblik i den forvirring og mørke sindsstemning, man kan være i, når man har en psykisk lidelse. Det satte i hvert fald mange tanker i gang hos mig, om hvordan det må være at have det så dårligt, om man vil kunne se det på en person, og hvordan man vil kunne hjælpe en person der har det skidt. Det tror jeg i hvert fald, er nogle vigtige ting at snakke om.

"Tænk, hvis livet kunne være sådan her. Kun alt det glade, ikke noget af det frygtelige, ikke engang det mildt ubehagelige. Tænk, hvis vi bare kunne klippe det dårlige ud og beholde det gode."

Jeg holdt meget af Violet, man kunne virkelig mærke hendes smerte efter tabet af sin søster. Hun er en pige der har brug for nogle små puf, for at rejse igen, men når det så sker så kæmper hun også. Jeg holdt meget af at følge hendes udvikling, og hvordan hun stille og roligt accepterede sit tab, for at kunne komme videre.

Finch derimod irriterede mig. I starten kunne jeg godt lide ham, og synes han var meget sjov, men jo længere ind i bogen vi kom, jo mere frustreret over ham blev jeg. Han prøver alt, hvad han kan på, at få Violet til at tage nogle chancer og leve livet, og han vil gøre alt i verden for at hjælpe hende. Men lige så snart han selv får brug for hjælp, skubber han alle væk. Jeg ved godt det ikke er helt fair, og at det er svært at indse, at man har brug for hjælp og acceptere, at det er okay at få hjælp, men jeg kunne så godt lide ham i starten, at jeg synes det var trist, han ikke ville acceptere hjælp.

"Det gælder om at gribe nuet og alt det der. Du burde om nogen vide, at vi ikke har garanti for andet end lige nu og her." 

"Som stjerner på himlen" er bygget sådan op, at man skiftevis ser historien fra Violets perspektiv og fra Finchs perspektiv. Hvilket er super fedt, da man på den måde, for et bedre indblik i Violet og Finchs følelser, sindstemning og deres udvikling. Og når det er en bog der handler om sorg og depression, er det ret interessant at få et indblik i disse tanker.

På trods af min irritation over Finch, så var "Som stjerner på himlen" en god og sød bog, og jeg forstår godt den hype der har været omkring denne bog. Den er godt skrevet og den berør nogle meget svære emner. Så hvis man er til de alvorlige ungdomsbøger, så er denne et oplagt bud. 

"To sekunder i Byron Hemmings' liv" af Rachel Joyce

"To sekunder i Byron Hemmings' liv" (org. titel "Perfect") af Rachel Joyce, af forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk (org. sprog på engelsk). 3/5 stjerner. 

"To sekunder i Byron Hemmings' liv" foregår i 1972, hvor det bliver besluttet, at der skal lægges to sekunder til tiden, for at skabe balance mellem den faktiske tid og jordens rotation. Den 11 årige dreng, Byron, bliver meget bekymret da han hører det, for to sekunder kan betyde meget. Den dag, hvor de to sekunder bliver tilføjet, begår hans mor en fatal fejl, som forandrer hele familiens liv, og deres perfekte verden bryder sammen. Sideløbende med Byrons historie, hører man om Jim, en voksen mand med OCD, der bor i en autocamper, og arbejder som afrydder på en café. Dette har han gjort siden det psykiatriske opholdssted, hvor han boede før, lukkede. Han kæmper nu med sin fortid og på at få et normalt liv. Men da Eileen træder ind på caféen, forandres Jims liv.

Inden jeg begyndte at læse "To sekunder i Byron Hemmings' liv" kendte jeg faktisk ikke rigtig noget til bogen, eller til forfatteren. Jeg havde kun hørt gode ting om Rachel Joyce, så jeg blev nysgerrig efter at se, hvad hun egentlig var for én. Jeg havde fået af vide, at den var meget mærkelig, så det var jeg lidt spændt på. Men det mærkelige var egentlig en af de ting, jeg godt kunne lide ved denne bog. Den har lidt et barns naivitet, da man ser historien fra 11 årige Byron synspunkt. Det er en meget tragisk historie, om en ulykke, der får en familie til at falde fra hinanden, og den ramte mig dybt. 

Jeg holdt meget af Byron, da han er så paranoid og naiv. Han er sådan en type der bekymrer sig om alting, og bliver urolig ved forandringer. Nogle gange var jeg lidt i tvivl om, om det hele bare var noget han havde forestillet sig, eller om ulykken virkelig skete. 

"To sekunder er meget. Det er forskellen mellem noget, der sker, og noget, der ikke sker. På to sekunder kan man tage et skridt for meget og falde ud over en kløft. Det er meget farligt."

Jim var også en karakter jeg nød at følge, han er en lidt akavet mand med OCD, der helst holder sig for sig selv, og så stammer han. Han prøver så hårdt på at være normal, og passe ind, at han nogle gange bliver så presset af det, at hans OCD bliver værre. 

"Ingen ved, hvordan man er normal, Jim. Vi gør bare alle sammen vores bedste." 

"To sekunder i Byron Hemmings' liv" satte mange tanker i gang, specielt i forhold til det med tid, og hvordan et lille kort øjebliks uopmærksomhed, kan få katastrofale konsekvenser, ikke kun for én selv, men også for alle omkring én. Men den satte også tanker i gang, i forhold til at acceptere hinandens særheder, og at det er med til at gøre os unikke, uden at det betyder, at man er så mærkelig, at man aldrig vil finde kærligheden. 

Derudover kunne jeg godt lide, at bogen kørte parallelt mellem Byron og Jim, og hvordan de to fortællinger flettes ind i hinanden. I starten havde jeg dog lidt svært ved skrivestilen, da den er meget billedlig og alt skulle beskrives ned til mindste detalje, men efter et par kapitler, kunne jeg godt se meningen med det, da det gav lidt mere følelse til historien. 

"To sekunder i Byron Hemmings' liv" rørte mig dybt i hjertet, da det er en meget tragisk historie, om kampen for at holde sammen på sin familie, og om at man ikke altid kan være perfekt. Den er virkelig sød, til tider sjov, og meget rørende. 

Desuden er det jo et vildt flot cover den har.

"The Lovely Bones" af Alice Sebold

"The Lovely Bones" af Alice Sebold, fra forlaget Picador, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2002). 

4/5 stjerner. 

"The Lovely Bones" handler om pigen Susie Salmon, der som 14 årig, bliver myrdet af en mand fra sit nabolag. Nu sidder hun i himlen og betragter sin familie og venner, og hvordan deres sorg river dem fra hinanden, hvordan deres liv går videre, og hvordan de kan ting hun ikke vil komme til at opleve. Hun drømmer om hævn, og at være i live. 

Da jeg for nogle år siden, tog med en ven og veninde i biografen for at se filmen, vidste jeg faktisk ikke at den var lavet efter en bog. Men da jeg fandt ud af dette, vidste jeg, at jeg var nødt til at læse den. Jeg elskede filmen, der på trods af det dystre tema, var virkelig flot. Så jeg blev nysgerrig efter, om bogen mon ville være lige så god, og jeg blev ikke skuffet. Bogen er lige så flot som filmen. Alice Sebold forstår at sætte billeder på forskellige følelser, så man virkelig føler dem selv. Der var flere gange, hvor jeg fik ondt i maven over de barske afsnit, og jeg græd da jeg nåede slutningen. 

"The Lovely Bones" starter ud med en prolog, der meget fint beskriver et af Susies barndomsminder med sin far, hvor de kigger på en ensom pingvin i en snekugle, hvor hendes far siger:

"Don't worry, Susie; he has a nice life. He's trapped in a perfect world."

Dette beskriver egentlig meget godt, hvordan Susie har det, efter at hun er død. Hun føler sig fanget, i hendes egen version af himlen, mens alt hun drømmer om, er at leve og være sammen med dem hun elsker. Hun ser til, mens hendes familie næsten falder fra hinanden af sorg, og hun prøver at hjælpe dem, til at komme videre med deres liv, selvom hun gerne vil have dem til at fange hendes morder. 

"Heaven wasn't perfect. But I came to believe that if I watched closely, and desired, I might change the lives of those I loved on Earth."

Bogen er bygget op, sådan at det er Susie der fortæller historien. Man får som læser en masse af vide om, hvad der skete, hvem der gjorde det og hvorfor, alt dette er information, som de andre karakterer i bogen ikke har. Man føler Susies frustration over ikke at få lov til at vokse op, og få de oplevelser der høre til, og man føler hendes vrede mod hendes morder.

"The Lovely Bones" er en virkelig rørende bog, om sorg, at holde sammen på sin familie, at tackle et dødsfald, og i dette tilfælde et dødsfald af sit barn og sin søster, og sidst, men ikke mindst handler den om at give slip og at livet går videre, selv i døden. 

"If you stop asking why you were killed instead of someone else, stop investigating the vacuum left by your loss, stop wondering what everyone left on Earth is feeling, you can be free. Simply put, you have to give up on Earth."

Jeg græd, jeg smilede, og jeg fik ondt i maven under min læsning, men det var det hele værd. Det er en virkelig god bog, og den beskriver virkelig godt, de følelser man har i en sorgproces, selvom emnet her er lidt mere barskt.