"Den 10. ring" af Kasper Hoff

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne*

"Den 10. ring" af Kasper Hoff, af forlaget Carlsen, udgivet i 2018.

★★★★☆

"Den 10. ring" handler om drengen Kalle, hvis liv bliver vendt op og ned. Kalle får et chok, da han en dag opdager, at hans mor og far slet ikke er hans rigtige forældre. De fandt ham i en kurv i haven, da han var helt lille. Men hvor kommer han fra? Og hvem er det, der hvert år på hans fødselsdag lægger en guldring i haven? Sammen med sin bedste ven, Anita, går han på jagt efter sandheden om, hvem han er. Efterforskningen fører dem langt ud i skoven og dybt ind i en fremmed verden fuld af sære væsner. Svaret viser sig at være mere fantastisk, end Kalle nogensinde kunne have forestillet sig.

Jeg er vild med forsiden på "Den 10. ring", og det var blandt andet også den, og efterfølgende bagsideteksten, der i sin tid gjorde mig nysgerrig på denne bog. Nu har jeg så fået den læst, og indholdet passer så godt til forsidens illustration, da det er en rigtig god og underholdende historie.

Kalle er en sød dreng, der altid får rodet sig ud i en masse ballade. Han elsker at drille, men det ender bare altid mere galt end det var planlagt. Han er ellers en hjælpsom og loyal dreng, der helst vil det bedste for alle, det er bare ikke altid, at det lykkes lige godt.
Anita er Kalles bedsteven. Hun er rigtig sød, forstående og tilgivende, selv når Kalle virkelig dummer sig. Hun er ikke lige sådan at slå ud, og lader sig ikke så nemt skræmme. Derudover er hun god til at få idéer, som kan hjælpe på en fornuftig måde.
Skalle, Sinka og Pif er en sød dværg, ellepige og egern, der vil hjælpe Kalle med at finde sit sande jeg, selvom det er sjældent det virker særligt hjælpsomt. Desuden er de meget skeptiske overfor mennesker, og elsker at drille alle og enhver.

Bogen foregår i vores verden og i troldfolkenes verden, som egentlig også er her i vores verden, normale mennesker kan bare ikke se dem, hvilket jeg synes er ret interessant. Generelt synes jeg at snakken om troldfolkene og deres verden og dens mystik og magi, var spændende, og jeg kunne sagtens have hørt mere om elvere, mosekoner, lygtemænd, trolde osv. og om deres leveforhold.

"Ja! Du har tydeligvis glemt, hvem du i virkeligheden er, og da vi har brug for din hjælp, er vi jo nødt til at hjælpe dig med at huske det..."

"Den 10. ring" handler om familiebånd, venskaber og identitet. For hvad sker der når ens verden bliver vendt på hovedet, og man lige pludselig bliver tvunget til at beslutte hvem eller hvad man er, og hvilke konsekvenser det har. Det er det Kalle kommer ud for. Han skal træffe nogle svære valg, og samtidig tage hensyn til andre, for igennem ens valg og handlinger kan man nemt komme til at såre folk, uden at det egentlig var meningen. Derudover snakker den om vigtigheden i at beskytte miljøet og dets dyreliv, da der findes mange truede arter af dyr og planter derude, som det er vores ansvar at beskytte, selvom vi ikke nødvendigvis kan se det eller dem.

Bogen er illustreret af Lasse B. Weinreich, som på fineste vis illustrerer de sjove og uheldige scener i bogen. Jeg er vild med dem, men jeg tror dog det ville have klædt bogen, hvis de havde været i farver, da detaljerne nogle gange forsvandt lidt da det hele er sort/ hvid. Men fine er de, og udtrykket passer godt til historien og dens personer.

"Den 10. ring" er en rigtig god, sjov og rørende bog, som flere gange fik smilet frem på læben. Jeg hyggede mig hele vejen igennem, og jeg har nydt at læse om Kalle, Anita og troldfolkene. Ja faktisk så meget, at jeg ville ønske at den havde været længere, eller en del af en serie. Den kan i hvert fald anbefales, både som selvlæsning fra omkring 9 år, men bestemt også til en hyggelig højtlæsningsstund.

"solen og hendes blomster" af Rupi Kaur

*Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof, men alle holdninger er mine egne*

"solen og hendes blomster" (org. titel "the sun and her flowers") af Rupi Kaur, af forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2018 (org. udgivet i 2017). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 

★★★★☆

"solen og hendes blomster" er en samling digte og tekster om sorg, om at føle sig fortabt, om at genfinde styrken, om at ære sine rødder. Den er delt op i fem kapitler - visne, falde, slå rod, rejse sig, blomstre - og er illustreret af Rupi Kaur selv. 

Sidste år læste jeg Rupi Kaurs første digtsamling "mælk og honning", en digtsamling som rørte mig dybt. Af samme grund var jeg derfor heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle læse "solen og hendes blomster" da den udkom. Den er nu læst, og den er mindst lige så smuk, rørende, hjerteknusende og hjertevarm som den anden.

Rupi Kaur forstår virkelig at skrive så man kan mærke det. "solen og hendes blomster" er en tankevækkende samling af digte og tekster, som atter ramte mig på flere måder. Man kan nemt relatere til de følelser der bliver beskrevet, især når det handler om forelskelse, selvhad og selvkærlighed. Samlingen varmer ens hjerte, samtidig med at den knuser det med sine barske skildringer, der også kan give ondt i maven. Men den formår dog også at bygge ens hjerte op igen, med sin glæde for livet og de muligheder der er, både når man bliver givet en frihed, eller selv giver den, samt når man lærer at elske sig selv.

"hvad er stærkere

end det menneskelige hjerte

som knuses igen og igen

og stadig lever"

"solen og hendes blomster" er inddelt i fem dele, der hver især rummer et bestemt tema, der fortæller om forskellige følelser og oplevelser. De fem dele indeholder barske, grumme, rørende, relaterebare, søde og fine digte og tekster om kærlighed på godt og ondt, overgreb, selvhad og selvkærlighed, familie, kultur, knuste hjerter og meget, meget andet. Jeg erfarede, at hvis man læser de enkelte dele ud i en kører, uden pauser, så føles det lidt som at læse en roman, da det hele hænger sammen, og der er en rød tråd og udvikling igennem afsnittene, som giver rigtig god mening. Det er selvfølgelig helt op til én selv, om man vil læse den sådan, eller på en helt anden måde.

"solen og hendes blomster" er desuden fint illustreret af Rupi Kaur selv, der med en enkel streg, formår at understøtte sine digte og tekster på flotteste vis. Illustrationerne gav lige lidt ekstra til teksterne, og viste på en meget skrøbelig måde de fine beskrivelser og metaforer.

"grænser

er menneskeskabte

de adskiller os kun fysisk

lad dem ikke få os til

at vende os mod hinanden

- vi er ikke fjender"

Jeg er endnu en gang dybt imponeret over, at man med så få ord, og en så simpel streg kan beskrive så store følelser, og bare ramme lige i hjertet. Rupi Kaur kan virkelig noget med ord, og hendes digte kan noget for mig, som jeg ikke har prøvet før, og som giver mig lysten til at dykke ned i denne form for litteratur. Jeg er meget spændt på, hvad hun kommer med næste gang.

"Svanedrømme" af Jacob Kokkedal

*Anmeldereksemplar fra forfatteren Jacob Kokkedal og forlaget Mellemgaard, men alle holdninger er mine egne*

"Svanedrømme" af Jacob Kokkedal, af forlaget Mellemgaard, udgivet i 2018.

★★★☆☆

"Svanedrømme" handler om de tre veninder Bitten, Jeanette og Camilla, der alle drømmer om et mere eller mindre perfekt liv. Ællinger drømmer om at være svaner. Men hvad drømmer svaner om? De svaner, der har slået sig så forfærdeligt i livet, at de sidder og laver umulige lister til det perfekte, dybt materialiserede liv?

Jeg har tidligere læst Jacob Kokkedals episke fantasy bog "I døden og videre", og hans børnebøger om superhelte, og jeg var derfor meget spændt på, hvordan han ville klare chicklit genren. "Svanedrømme" er en fin bog med en del gode pointer, men der var desværre også en del der irriterede mig.

De tre piger i bogen er nogle ret irriterende typer, som man har lidt svært ved at holde af i starten.
Bitten er en buttede pige i venindeflokken. Hun drømmer om at se ud som sine veninder, og få en lækker og rig kæreste. Hendes drømme er dog ikke altid lige realistiske, men det har hun bare svært ved at indse.
Camilla er efter bruddet med sin kæreste, blevet ligeglad med alt, og næsten helt følelsesforladt. Hun knalder med stort set alle, og lader dem behandle hende som de vil, for hun er ligeglad. Hun drømmer om at få et forhold, lige som det hendes forældre har. Hun er snotforkælet, og da der kommer en sød fyr ind i billedet bliver hun i tvivl, for han er jo ikke som hun forestillede sig.
Jeanette er den flotte pige i venindekredsen, hvilket hun nogle gange udnytter. Hun er dog ret kynisk, og virker til tider ret bitter. Hun er bange for at lukke folk ind, og har det med at skubbe folk væk inden de kommer alt for tæt på, da hun også er bange for at virke sårbar og svag. Hun har et meget anstrengt forhold til sin mor, som der i løbet af bogen kommer mange farverige og ikke så pæne beskrivelser af. Nogle gange mindede hun mig lidt om Carrie fra Sex and the City. Faktisk mindede de alle tre om kvinderne fra Sex and the City, i hvert fald i deres indbyrdes dynamik og ønsker for livet. Pigerne i denne bog er dog bare lidt mere bitre.
Drengene, Kevin og Frederik, de var til gengæld skønne. De var simpelthen så søde og overbærende, men uden at blive alt for tøffelheltsagtig. For de turde nemlig godt stå fast i deres principper, sætte pigerne lidt på plads, men stadig være søde og respektfulde.

"For mig er kærlighed lige netop det at turde satse. Præcis som din ven Lasse gjorde. Det er det, der for mig gør kærlighed så fin og dyrebar. At vi ved, at den er forgængelig."

Men selvom de irriterede mig en del i starten, vores tre hovedpersonerne, så endte jeg med at holde lidt mere af dem hen mod slutningen. Især Jeanette der gennemgår en kæmpe udvikling igennem bogen. De udvikler sig alle, men jeg synes Jeanette gennemgår den største. Hun søger endda hjælp da hun er allerlængst ude, og derefter hjælper hun de to andre med at indse nogle ting, som ændrer deres tilgang til tingene i deres liv.

Sproget i bogen er meget akademisk, og mange af sætningerne er virkelig lange, hvilket for mit vedkommende sagtens kunne have været kortet lidt ned og forsimplet. Det blev nemlig ret tung læsning af den grund, hvilket var en skam. Derudover bliver der brugt rigtig mange billedlige sammenligninger, som efter min smag også sagtens kunne have været kortet lidt ned, da jeg synes det nogle gange virkede lidt påtaget og overflødigt, og ikke særlig flydende. Til gengæld synes jeg det er lidt hyggeligt og sjovt, at Simon Emil Ammitzbøll går igen som bamse i Jacob Kokkedals bøger.

"Svaghed er i min forståelse nemlig ikke det at give efter. Svaghed, tænker jeg, er derimod ikke at turde give efter. Men du er en sej tøs..." 

"Svanedrømme" indeholder som sagt en del gode pointer, bl.a. at man skal lære at elske sig selv og turde være sårbar samt åbne op for kærligheden, selvom man risikerer at blive såret. Jeg er ret glad for denne pointe, da jeg virkelig kan relatere til den. Min erfaring er nemlig, at så snart du lære at elske dig selv, og finder ro i dig selv, så kommer det andet lige så stille. Desuden bliver man nødt til nogen gange at tage chancer med kærligheden, ellers kan man risikere at blive ret ensom. Derudover kommer Jacob Kokkedal også med pointen om at livet ikke altid er perfekt og svaneagtigt, men livet er hvad man gør det til, og derfor kan man også sagtens være lykkelig og glad i den tilværelse, man måske ikke havde drømt om til at starte med. Jeg synes det er nogle ret gode og vigtige pointer, som også var med til at løfte min læseoplevelse lidt mere op.

"Svanedrømme" er en ret anderledes chicklit bog end, hvad jeg er vant til. Der var nogle ting jeg var glade for og nogle jeg var knap så glade for, men overordnet set var det en fin læseoplevelse, der både gjorde mig sur, frastødte mig (hvis I har læst den, ved I helt sikkert, hvilken scene jeg hentyder til), rørte mig og gjorde mig glad. Så hvis du er til Sex and the City, kunne det her sagtens være en bog for dig.