"Af ild og vind" (Sagakvartetten #2) af Julie M. Day

*Anmeldereksemplar fra forlaget Turbine, men alle holdninger er mine egne.*

"Af ild og vind" af Julie M. Day, af forlaget Turbine, udgivet i 2022.

★★★★★

Fra bagsiden:

Et eventyr om magt, magi og dystre kræfter.

ZOLA er på en farefuld færd over Salthavet, hvor en ny, grufuld virkelighed venter på hende og hendes bror i arenaen i Loxhole. TARAN kæmper med at finde sine ben som rekrut i kongens hær under den tidligere slavehandler RULF HUNTERS kommando. Imens er PHILIP blevet tilbage i Eiksdalen, hvor han snart opdager, at Taran efterlod sig mere end blot savnet af en god ven. KRONPRINS CASSIUS er hjemvendt med sin nye brud, dværgekongens datter Brunilla, men ægteskabet går langt fra som planlagt. På slottet i Nordskrone er YARA under oplæring hos kongens medicas, men snart bliver hun tvunget til at træffe nogle svære valg for at redde dem, hun holder af. Og imens rykker mørket hele tiden tættere på. 

Hvis der er en bog som jeg har glædet mig til skulle udkomme, så er det denne. Tidligere på året læste jeg "Af blod og støv", og jeg elskede den, så mine forventninger til denne var høje. "Af ild og vind" lever heldigvis fuldstændigt op til dem, og jeg slugte den råt! For nej, hvor er den bare fantastisk.

Jeg er stadig ret glad for de fleste af karakterende i bogen. Nogle af dem er lidt tvivlsomme, men der er alligevel noget interessant ved dem, som gør mig nysgerrig. 

Mine yndlings er dog stadig Yara og Kronprins Cassius. Men de er stærkt forfulgt af Zola.

Yara er en sød, lidt stille pige, som er kommet i lære hos kongens medicas. Hun prøver at finde svar på det som skete ude i skoven i bog 1, men hun støder på nogle overraskelser i sin søgen. Derudover bliver hun tvunget til at tage nogle grænseoverskridende valg, for at redde dem hun har kær.

Philip er stadig en meget sød og loyal fyr, der ud af det blå havner i en ret uretfærdig knibe, som han har svært ved at slippe ud af. Han gør, hvad han kan, men hans valg får konsekvenser, og snart befinder han sig et fremmed sted, hvor oprøret ulmer. 

Kronprins Cassius er stadig en lidt irriterende, små arrogant fyr, som både har lyst til at være oprørsk overfor sin far, men samtidig også gøre, hvad der bliver forventet af ham. Nogle gange er han lidt en idiot, men i glimt er han faktisk en ret fin fyr, som gør at man holder af ham.

Zola har det virkelig ikke nemt, og hun kæmper virkelig i denne bog. Hun havner i en slags gladiatorarena, hvor man skal kæmpe for at overleve. Derudover kæmper hun for at beskytte sin bror. Hun er meget mere bad ass i denne bog, og det klædte hende virkelig.

Taran er blevet rekrut, men det er ikke altid lige nemt, og han får hurtigt fjender. Desuden bliver han konfronteret med noget fra sin fortid, fra en periode, hvor han ikke kan huske noget.

Rulf kæmper med sine tanker i forhold til, hvad han tror andre mennesker tænker når de ser ham. Han er også ved at vænne sig til, at være tilbage i kongens hær.

"'I, som vover at trodse dem, der vil undertrykke jer. I vil kende til ægte kærlighed, ægte rigdom og storhed. I skal ikke vandre i mørket. Ingen konge eller monark, ingen gejstlig eller troende skal holde jer nede. Ingen skal vildlede jer fra at se den fuldkomne sandhed.'"

"Af ild og vind" foregår i en verden, som består af forskellige øgrupper og kongeriger. I denne bog foregår karakterendes historier primært på Kalos. Zola befinder sig dog i en arena på øen Gulutar. Det var rigtig spændende at høre om både Minestad, Nordskrone og Loxhole, men især arenaen i Loxhole var interessant at høre om. Det var dramatisk og intents, og jeg var vild med det, selvom det også var ret blodigt. Jeg glæder mig til at udforske meget mere af denne verden, som Julie M. Day har skabt. Bogen indeholder også et rigtig fint kort, som man kan bruge til at danne sig et overblik over, hvor de forskellige karakterer er, også i forhold til hinanden. Jeg elsker kort i bøger, da det er en rigtig fin detalje.

Bogen er bygget op sådan at kapitlerne skiftevis bliver fortalt fra Yara, Zola, Philip, Taran, Kronprins Cassius og Rulfs synspunkt. Udover dem er der enkelte kapitler som bliver fortalt af andre personer, men man er aldrig i tvivl om, hvem det er man følger. Jeg kan rigtig godt lide når bøger er opbygget på denne måde, da det giver noget ekstra til karakterende og historien. Man kommer ind i deres hoveder, og oplever og føler de ting de oplever, hvilket er godt når personerne ikke opholder sig det samme sted, for på den måde går man ikke glip af noget. Desuden lærer man de fleste af personernes drivkraft, begær og hemmeligheder at kende, hvilket er fedt. 

"Af ild og vind" er en rigtig god, spændende og medrivende bog om magt, begær, grusomme komplots, kærlighed, magi og dystre kræfter. Siderne vender nærmest sig selv, og den er virkelig svær at lægge fra sig. Trådene begynder for alvor at samles, og karakterendes historier bliver flettet mere og mere sammen, hvilket er vildt fedt og meget spændende. Jeg glæder mig især til at høre mere om dragerne, Den Grå Hermelin og det oprør der ulmer rundt om i Kalos, og så bare generelt at høre, hvad der videre skal ske med dem alle. Jeg elsker den her serie, så bog tre må gerne udkomme meget snart, for nøj nogle cliffhangers. Jeg vil bare læse videre nu!

Så mangler du en virkelig god fantasy bogserie, så er Sagakvartetten et rigtig godt bud.

Trigger warning: selvmord.

"Kongernes opgør" (Dragernes Konge #4) af Pernille Eybye og Carina Evytt

*Anmeldereksemplar modtaget af forfatter Carina Evytt, men alle holdninger er mine egne.*

"Kongernes opgør" af Pernille Eybye og Carina Evytt, af forlaget Tellerup, udgivet i 2021.

★★★★★

Fra bagsiden:

I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske kong Tarodan. Nu ulmer oprøret...

Taysin ønsker sig et liv i fred med Lill, og Lill ønsker det samme, men hvordan skal de opnå det med Tarodan på tronen?

Kiri spekulerer ikke videre over freden, men vil gerne hjælpe Waris med at dræbe Tarodan. Det samme vil Josvai, Svart og mange andre.

Ude i fremtiden venter Tarodan med sine soldater, Drakkar og drager, men... lige nu har folkene i minen problemer med de underjordiske.

Den her bog har jeg set frem til at læse i flere år, for hold op, en slutning bog tre havde. "Kongernes opgør" er en virkelig god, spændende og fængende bog, der holdt mig fanget fra start til slut. Det var også bare skønt at være tilbage hos Kiri, Waris, Svart, Taysin og Lill. 

Jeg har det lidt blandet med Taysin. På den ene side er han en rigtig sød og hjælpsom mand, der bare vil dem han holder af det bedste. På den anden side irriterede han mig, da jeg synes han er lidt omklamrende og overbeskyttende overfor Lill. 

Lill har virkelig udviklet sig meget, siden vi mødte hende første gang. Hun er blevet mere selvstændig og handlekraftigt, og det klæder hende virkelig. Hun er også ved at få mere styr på sine evner.

Waris er skøn. Han har taget ansvaret som den retmæssige tronarving til sig, men han gør det hele på en måde som er meget ham. Han er venlig, respektfuld og lyttende, og har en evne til at få folk til at følge ham.

Kiri holder jeg meget af. Hun er meget handlekraftig, og ingen skal bestemme over hende. Hun kæmper lidt med sit temperament og sin vrede, og det giver nogle udfordringer.

Svart er også skøn, han kæmper dog med flere ting i denne bog, som godt kan virke lidt håbløse. 

Og så er der Artain. Han er medlem af Drakkar, de mørke troldmænd, og arbejder for kong Tarodan, men jeg kan virkelig godt lide ham. Han er flabet og hånlig, men han er utrolig interessant. Vi hører mere om hans baggrund i denne bog, og det var virkelig spændende. 

Det er ret lang tid siden jeg har læst de andre bøger, så det tog lidt tid for mig at huske, hvad der var sket. Men da tingene først kom til mig, fløj jeg igennem den, for den er svær at lægge fra sig. I denne bog hører vi mere om både Drakkar og kong Tarodans drager, der alle er hans farligste våben. Det var rigtig spændende at høre om, og jeg kunne rigtig godt lide, at dragerne fyldte mere i denne bog. "Kongernes opgør" er en bog fyldt med action, men også krigsplanlægning, den blev dog aldrig kedelig. Der kommer et ret vildt plottwist midt i det hele, hvilket var fedt. Til gengæld sker der også noget jeg slet ikke er okay med, og som gjorde mig ret sur. Carina og Pernille, jeg tror godt I ved, hvad jeg snakker om, og nej, jeg er ikke okay!

"'At man er i live, betyder ikke at man lever.'"

Bogen er opbygget sådan at kapitlerne skiftevis bliver fortalt fra Kiri, Waris, Taysin og Lills perspektiv, dog ikke i jeg-form. Jeg er meget glad for denne form for opbygning, da det giver noget dybde til karakterende og historien. Man kommer ind i deres hoveder, og bliver en del af det de oplever. Det fungerer rigtig godt, især når personerne ikke befinder sig de samme steder, men ofte oplever de også tingene forskelligt, og på denne måde går man ikke glip af noget. I dette tilfælde er der fire personer man følger, men man var aldrig i tvivl om, hvem det var man fulgte.

"Kongernes opgør" er endnu en gang skrevet af begge forfattere, og det har de bare gjort rigtig godt. Jeg tænkte i hvert fald ikke over at det var to forskellige forfattere der havde skrevet de forskellige afsnit, eller hvordan de nu har gjort det. 

"Kongernes opgør" er en rigtig god, actionspækket, og spændende bog. Jeg er vild med den her serie, men selve slutningen blev lidt for fluffy til min smag, selvom karakterende helt sikkert har fortjent det. Det er en serie om magt, hævn, kærlighed, familie, venskab og magi, og jeg vil anbefale den fra ca. 14 år og op, ja faktisk også til voksne fantasylæsere. I må endelig ikke lade jer skræmme af bogens tykkelse, for skriften er okay i størrelsen, og handlingen er medrivende. Jeg åd den i hvert fald råt. "Kongernes opgør" er en rigtig god afslutning, på en rigtig god serie!

Forfatterinterview med Camilla Wandahl

Fotograf: Mariangela Raponi

Camilla Wandahl er aktuel med sci-fi/ fantasy romanen "Stjernernes Øje", bind 2 i serien Øglejægerne, som udkom tilbage i februar. Jeg har for nyligt læst den, og efter endt læsning, havde jeg bare sådan en lyst til at stille Camilla Wandahl nogle spørgsmål. Heldigvis ville hun gerne svare på mine spørgsmål, hvilket jeg er rigtig glad for.
Disse besvarelser vil jeg i dag dele med jer 😊

1. Fortæl tre ting om dig selv, som vi læsere ikke vidste.

1. Jeg har en stor, ret unyttig viden om opvaskemaskiner og vaskemaskiner, fordi jeg har arbejdet som hvidevaresælger, da jeg var 19.
2. Jeg læste Hulebjørnens Klan i 3. klasse. Det var min yndlingsbog i mange år – men også den bog, der lærte mig at skimmelæse. Crazy, der er mange, lange naturbeskrivelser.
3. Jeg har duelighedsbevis til sejlbåd – men ingen båd. Det drømmer jeg dog om at få en dag!

2. Har du altid vidst, at du ville være forfatter?
Som barn ville jeg være forfatter, journalist eller tegner. Som ung ville jeg være forfatter, manuskriptforfatter eller redaktør på et magasin som fx Vi Unge.
Så jeg har altid vidst, at jeg ville fortælle historier – men kredset om mange forskellige medier!

Jeg begyndte for alvor at følge forfatterdrømmen, tage på skrivekurser, deltage i skrivekonkurrencer og generelt bare skrive løs, da jeg gik i 8. klasse.

3. Hvordan kom du på ideen til ”Øglejægerne”?
Det er faktisk en spoiler – men det står bagerst i bog 1!

Jeg kan nemlig sige præcis i hvilket øjeblik jeg fik den første, spæde idé til Ærilds historie i Øglejægerne. Men ikke uden at spoile bog 1!

Senere, efter jeg havde fået idéen, fik jeg jo flere idéer. Fx inspirerede Islands geologi mig til omgivelserne med vandfald osv.

4. Hvor lang tid tog det at skrive ”Øglejægerne 1”?
Der gik syv år fra jeg fik den første idé til bogen udkom.

Men selvfølgelig brugte jeg ikke syv år på at skrive på den. De første år brugte jeg på at få idéer, skrive noter, små dialogstumper osv. Så forsøgte jeg flere gange at starte på romanen, men hver gang var noget off.

Da jeg endelig fik skrevet romanen fra start til slut, var udkastet så dårligt, at jeg var nødt til at skrive det HELT forfra. Men nu vidste jeg i det mindste præcis, hvad der skulle ske, og det gik derfor hurtigere at skrive bogen anden gang.

Jeg splittede for resten næsten første udkast af bog 1 i to – så bog 1 er kun 1/3 af den oprindelige bog 1. Resten af den oprindelige bog 1 er (totalt omskrevet) udgangspunkt for bog 2. Jeg valgte nemlig at folde sindssygt meget mere ud omkring hele Øglejagten og forholdet mellem Ærild og hans fætter mv. så det fik en hel bog.

Men det er lidt sjovt at tænke på, at der ligger EN HEL bog, der ikke er den samme som nu, og som aldrig bliver læst, med helt anden handling – som alligevel handler om Ærild og hans venner og foregår på Nærv osv. Men hvor plottet og relationerne simpelthen udvikler sig anderledes. Men sådan er det jo med skriveprocesser – de er uforudsigelige!

5. Hvordan holder du styr på plottet til serien ”Øglejægerne”? Og har du en klar idé om, hvordan historien skal starte og slutte inden du går i gang med skriveriet, eller er det noget der kommer hen ad vejen?
Jeg har – som nævnt – skrevet bog 1 og 2 to gange. Det vil sige at første version kom til at tjene som en slags skitse eller kladde for den version, der i redigeret form er den endelige bog, som er udkommet. Så da jeg skrev den endelige version, vidste jeg godt, hvor jeg skulle starte og slutte, hvordan relationerne skulle udvikle sig osv. Men det vidste jeg ikke, da jeg skrev kladde-versionen.

Det er en ret tidskrævende og frustrerende proces, fordi jeg jo ikke troede, at jeg skrev en kladde, men en færdig bog – og det tog lang tid! Så at opdage, at jeg var nødt til at skrive forfra (både efter bog 1 og 2) var seriøst hårdt.

Derfor arbejder jeg nu på en lang, udvidet synops for bog 3 i håb om, at jeg ikke skal skrive den forfra, men kan fange alle problemerne på synops-niveau!

Men ja – rigtig meget kommer hen ad vejen for mig. Det er lidt som om karakterne har deres eget liv og sommetider skændes, træffer idiotiske valg og forelsker sig helt af sig selv, og så skriver jeg bare ned.

6. Hvad var den største udfordring ved at skrive ”Øglejægerne 2”?
Det var helt klart, da jeg næsten var færdig med bogen og det gik op for mig, at plottet ikke holdt, og at jeg måtte skrive den forfra – inden jeg overhovedet havde ladet nogen læse med. Men jeg er selvfølgelig virkelig glad for, at jeg gjorde det, så den kunne blive så god som muligt!

Og så var det også hårdt, at jeg egentlig skulle have skrevet den færdig i foråret 2020 inden jeg gik på barsel – men så kom corona, og vi havde to børn på 2 og 5 hjemme, så jeg nåede vist kun at skrive 25 sider eller sådan noget inden min barsel.

Jeg håber på en mere smooth proces med bog 3!

7. Er der nogle af personerne i ”Øglejægerne” som du ser noget af dig selv i?
Jeg tror egentlig altid, at jeg skriver mig selv lidt ind i alle karakterer – og helt sikkert også i Ærild. Jeg er også temperamentsfuld og stædig – dog heldigvis ikke helt så meget som Ærild!

Vi har jo alle mange forskellige sider i vores personlighed, og derfor kommer jeg nok ubevist forskellige splinter af min egen personlighed ned i alle karaktererne. Men det er ikke noget, jeg rigtigt tænker over – slet ikke i en sci fi roman, hvor der (også) er så meget fokus på action. Jeg tænker mere på, at personerne skal virke realistiske og identificerbare og udvikle sig.

8. Hvor meget researcher du, inden du begynder at skrive?
Jeg samler inspiration fx på rejser, i artikler og på nettet. Men egentlig research er mere undervejs, hvor jeg så googler eller spørger ud på facebook eller bruger betalæsere efter bogen er skrevet.

Jeg tror nemt man kan drukne i research, så derfor vil jeg hellere opdage, hvad jeg præcis har brug for at vide, når jeg kommer dertil, end at lave et kæmpe researcharbejde først. Men jeg har undersøgt mange spændende ting til bogen om alt fra parasitter, guldsmede og øgler til vandfald, geologi, drukneulykker samt kolonisering og militærrang.

9. Kan du løfte lidt af sløret for, hvad der kommer til at ske i bog 3?
I bog 3 lykkes det endelig Ærild at komme til Jorden! Jeg vil helst ikke afsløre så meget endnu, men jeg tør godt love flere parasitter og mere kærlighed end i de forrige bøger ;-)

10. Nu skriver du jo bøger inden for flere forskellige genrer. Men har du en genre du foretrækker at skrive i?
Jeg kan rigtig godt lide at veksle mellem de forskellige genrer. Lige nu er jeg virkelig glad for at skrive superkorte letlæsningsbøger, hvor man hurtigt står med et færdigt resultat i hånden. Jeg elsker også at skrive rablende, varm humor som i Alt om at være pige.

Men det jeg selv er gladest for at læse er realistiske eller fantastiske ungdomsromaner med fokus på relationer og stærke karakterer – meget gerne i andre universer – og derfor synes jeg det er super spændende at skrive Øglejægerne!

11. Hvilke forfattere har inspireret dig igennem dit forfatterskab?
Åh – der er så mange!

Jeg er meget inspireret af flere af mine kolleger – vi læser også sommetider med på hinandens – og både Nicole Boyle Rødtnes og Sandra Schwartz hjalp mig rigtig meget med at knække plottet til bog 1. Deres bøger er også en stor inspiration!

Derudover har mange af de romaner og film jeg læste/så omkring (og før) tilblivelsen af Øglejægerne inspireret mig på hver deres måde – det er fx Hvidt Støv, Jorden under os, Zombie-Jæger, Hungergames, Ilttyv, Avatar, Odinsbarn, Snigmorderens Lærling, Elverfolket, Walking Dead, Sikkas Fortælling, Historien om Mira, Smallville – og sikkert mange flere, som jeg har glemt!

12. Hvad er det bedste og det værste ved at være forfatter?
Det bedste er at være opslugt af flow imens jeg skriver. Det sker ikke hele tiden, men når det sker, er det en fantastisk følelse!

Det værste er at redigere – når bogen ligesom ER skrevet, så vil jeg helst bare videre til næste historie. Men jeg er altid meget grundig i min redigeringsproces, for jeg synes, det er super vigtigt.

13. Hvilke bøger anbefaler du oftest til folk? Hvorfor den/ dem?
Jeg anbefaler hele tiden Ilttyv til børn fra 11 år, der ikke rigtigt gider at læse. Der er bare nogle vildt gode cliffhangers. Og det samme med Zombie-Jæger til de lidt yngre.

14. Hvad læser du lige nu?
Jeg har været lidt i en reading slump i efterhånden et halvt års tid (altså udover de bøger jeg læser for mine børn), men i denne måned har jeg faktisk fået knækket den med tegneserier!

Det var tegneserien Vei 1 (som VIRKELIG kan anbefales til fantasyelskere), der fik mig i gang igen, og nu er jeg så i gang med at læse Amulet (sammen med min søn) og også Elverfolket – Den sidste rejse.

15. Og så lige her på falderebet. Har du så et godt råd til sådan en som mig, og måske nogle af dine læsere, som går og drømmer om at blive forfatter?
Ja – SKRIV! Og læs.

Det vigtigste er at skærpe sproget og fornemmelsen for historier. Så skriv helt vildt meget – det er ligegyldigt, om det bliver godt. Skriv dagbog, breve, historier, digte, film. Bare skriv!

Og find så nogle at dele det med. På skrivekurser, i Håbefulde Unge Forfattere eller i en skrivegruppe. Hold hinanden til ilden.

Næsten alle oplever en masse afslag – men hvis man hele tiden skriver og forbedrer sig, så er der store chancer for at det lykkes før eller siden!

Du kan desuden følge Camilla Wandahl på forskellige sociale medier:

Hjemmeside: www.camillawandahl.dk  

Instagram: Camilla Wandahl - Forfatter 

Facebook: Camilla Wandahl - Forfatter

Du kan læse min anmeldelse af "Kloens klippe" her og "Stjernernes øje" her. 

Anmeldereksemplarer.

"Stjernernes øje" (Øglejægerne #2) af Camilla Wandahl

*Anmeldereksemplar modtaget af forfatter Camilla Wandahl, men alle holdninger er mine egne.*

"Stjernernes øje" af Camilla Wandahl, af forlaget Gyldendal, udgivet i 2022.

★★★★★

Fra bagsiden:

Ærild er ikke længere den samme. Han er forræder - og på flugt. Sammen med Zira sætter han kurs mod Jorden, men de bliver taget til fange af oprørsgruppen, der tror, de er spioner for Den Øverste.

Da Den Øverste stjæler oprørsgruppens Øje for at tappe det for kræfter, er Ærild folkets eneste håb. Sammen med Zira, den oprørske Dagur, det tavse barn, Kovo og helbrederen Tryde, drager han til Base 1 for at bringe Øjet tilbage, men undervejs må han gøre op med sig selv, hvor meget han vil ofre for at redde sit folk?

Jeg har ventet længe på denne bog, og mine forventninger var høje efter slutningen i bog 1. Nu er den endelig læst, og mine forventninger blev helt klart indfriet. Min første tanke efter endt læsning var nemlig: 'Argh Camilla, giv mig bog 3 nu!!!'. "Stjernernes øje" var helt vildt god og spændende, og jeg slugte den råt.

Jeg holder stadig meget af Ærild. I denne bog kæmper han både med skylden over sin fætters død, og at han har opdaget, at hele hans liv var en løgn. Han er ikke længere en øglehybrid, men derimod et menneske, og det i sig selv kan godt være ret udfordrende. Hans mål er stadig at redde sin lillesøster, men det er ikke så simpelt. Han er stadig meget stædig, viljestærk og modig, og han kæmper for det han tror på. 

Zira kan jeg også ret godt lide. Hun er sød, hjælpsom og modig. Hun har været ude for meget, men alligevel hjælper hun Ærild og lader ham ikke stå alene med tingene. Hun er en rigtig god og loyal ven, men jeg har en fornemmelse af, at hun måske godt kan lide Ærild, men han ser det ikke rigtigt.

Dagur holder jeg også af. Han er sådan en lidt flabet, arrogant type. Han er modig, handlekraftig og hævngerrig. Jeg kan også rigtig godt lide den måde hans venskab med Ærild udvikler sig. 

Historien foregår på planeten Nærv. Jorden er blevet invaderet af parasitter, der med deres nymfer overtager folks kroppe og bruger dem som værter, og derfor er menneskene rejst til Nærv. Det er nu Den Øverste der regerer, og han har fået vårlenerne til at arbejde for sig, mod at han lader dem bo på Baserne, hvor de er beskyttet. I denne bog kommer vi rundt til nogle andre områder af Nærv. Derudover hører vi mere om oprørsgruppen, og om zårn og Øjet som er ret betydningsfuld for vårlenernes overlevelse. 

Jeg synes hele den verden der er blevet skabt er så spændende, og meget gennemført. Bogen indeholder et rigtig fint kort allerforrest, der viser det meste af planeten Nærv.

"'Det er ikke den krop, vi er født i, der bestemmer, hvem vi er!' Min stemme er et råb nu. Et råb, der giver genlyd mellem klipperne. 'Det er de valg, vi træffer, der afgør, hvem vi er - og hvem vi vil blive husket som!'"

"Stjernernes øje" er skrevet i jeg-form, ud fra Ærilds perspektiv. Man får del i hans tanker, bekymringer, frygt og oplevelser, og det fungerede rigtig godt. Derudover er bogens sprog letlæseligt og kapitlerne er ikke specielt lange, til gengæld ender de næsten alle sammen spændende, hvilket skaber et godt læse flow, som gør at man nærmest flyver igennem bogen.

"Stjernernes øje" kører lidt videre på de tematikker som den første bog havde, så som magt, og hvornår man egentlig hjælper en befolkningsgruppe, og hvornår man manipulerer og misbruger dem som ikke ligner én selv. Der er en klar henvisning til racediskrimination, slaveri og undertrykkelse, og hele den kommentar og racedebat der kommer til udtryk i bogen, er utrolig vigtig og giver stof til eftertanke. Desuden bliver der stillet spørgsmålstegn ved rigtigt og forkert, og om drab kan retfærdiggøres, hvis nu det er for et højere og bedre mål. Det er dog også en bog om identitet, familiebånd, venskab og kærlighed. 

"Stjernernes øje" er en virkelig god, spændende og fængende bog, som jeg havde utrolig svært ved at lægge fra mig. Camilla Wandahl skriver rigtig godt, og forstår virkelig at holde sin læser fast. Der er action fra start til slut, og ikke nogle kedelige øjeblikke. Historien er fyldt med hemmeligheder, politik, oprør og nogle gode plottwists. Jeg glæder mig til at læse videre, for bogen slutter på en ret vild og mystisk cliffhanger. Så please, ikke lad os vente i lige så lang tid på den næste bog, for jeg vil bare have fingrene i den nu!

"Dragens kys" af Josefine Ottesen

*Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*

"Dragens kys" af Josefine Ottesen, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 1993).

★★★☆☆

Fra bagsiden:

Iljana er den sidste ætling af den gamle drageslægt, der er blevet fordrevet fra byen af Bjergkongen og hans krigere. Da hun bliver indviet til Månegudinden, overdrager hendes mor hende slægtens talisman og dermed også forpligtelsen til at kæmpe for at bringe drageslægten tilbage til magten.

Men hvordan skal en ung pige overvinde den mægtige bjergkonge? Og ønsker Iljana virkelig at blive dragedronning som alle sine formødre?

Da jeg var yngre var dette en af mine yndlings bøger, og jeg var derfor henrykt da den blev genoptrykt. Jeg læste den første gang, da jeg var ca. 11 år gammel, og den er blevet genlæst flere gange siden. Jeg så derfor frem til et glædeligt gensyn. "Dragens kys" levede dog ikke helt op til mine nostalgiske forventninger, selvom jeg stadig synes det er en god bog.

Jeg holder meget af Iljana. Hun er en sød og hjælpsom pige, der gør, hvad der bliver sagt. Hun higer efter sin mors anerkendelse og kærlighed, men hendes mor kan godt virke lidt kold. Iljana lever i flere år skjult som dreng, så ingen finder ud af, hvem hun virkelig er. Hun udvikler sig en del igennem bogen.

Mara hjælper Iljana med at overleve sin tid i stalden. Hun har ben i næsen og er ikke en man skal undervurdere. Alt hun gør, gør hun for at overleve.

Prins Leon holder jeg meget af. Han er sød og omsorgsfuld, og er meget anderledes end andre mænd fra bjergene. Lige som Iljana søger han sin fars anerkendelse og kærlighed, og selvom han er prins er hans liv bestemt ikke let. Jeg kan godt lide det forhold Leon og Iljana får, mens hun stadig er forklædt som dreng, især fordi de faktisk er fjender. 

"Dragens kys" foregår i en fantasy verden, hvor det område de bor i, bliver regeret af Bjergkongen. Kvinder er ikke vigtige, og de bliver mest set som mændenes ejendom, så mændene tager de kvinder de vil. Før i tiden regerede Dragedronningen, med et semi feministisk styre. Mænd blev kun brugt til at lave døtre, og hvert år blev en ung mand af god slægt ofret til dragen, så den ikke ville angribe og oversvømme byen. Beboerne i byen har snakket en del om, hvem af Bjergkongen og Dragedronningen, der var bedst for området. For var de egentlig ikke lige slemme, bare på hver deres måde. Bjergkongen tillader voldtægt og vold generelt, men Dragedronningen ofrede uskyldige mænd, for at beskytte hele byen. Samtidig går der rygter om et land langt mod nord, hvor både mænd og kvinder er lige. Men kan det nu passe?

Jeg synes det er en rigtig spændende snak om, hvordan man behandler hinanden, og om god og ond. For hvad er rigtigt og forkert? Kan man forsvare at ofre én uskyldig, for at redde flertallet? og er et køn mere værd end det andet?

"Dragens kys" foregår over flere år, men tempoet i bogen går ikke specielt hurtigt. Man får lov til at opleve de forskellige stadier i Iljanas liv og udvikling fra barn til kvinde, med alt hvad det indebærer, som hvor besværligt og ubelejligt menstruation kan være, hvilket jeg godt kan lide. Jeg har dog altid set Iljana som en handlekraftig og sej kvinde, der kæmper for sin sag. Men når det store slag kommer, så har hun folk til at kæmpe det for sig. Jeg havde lidt håbet på lidt mere action og kamp fra hendes side, også selvom hun ikke ved, om hun vil være dronning. Egentlig synes jeg hele slutningen går alt for stærkt. Det historien har bygget op til, hører man ikke så meget om, da fokus er på noget andet.

Sproget i bogen kan godt være lidt svært, da det er tilpasset det lidt middelalderlige univers historien foregår i. Kapitlerne er ret lange, men de er delt op i mange afsnit, som gør det muligt at holde pauser under sin læsning. Selvom jeg læste bogen som 11 årig, vil jeg nok anbefale den fra tidligst 13 år og op. Den indeholder nemlig en del vold, og nogle meget grafiske sexscener, og der bliver ikke lagt fingrer imellem. Det er dog fedt at både onani og sex bliver vist, som en naturlig del af det at blive voksen, og ikke noget man skal skamme sig over.

"Dragens kys" slog desværre ikke benene væk under mig igen, men det er stadig en god, spændende og velskrevet fantasybog for unge. Jeg kan godt lide at følge Iljana, når hun lever forklædt som dreng, og hvordan hun lærer at forsvare sig selv. Jeg savnede bare lidt mere action, handlekraft og selvstændighed fra hende. Derudover synes jeg pointen med ikke at lade andre styre ens liv, er god og vigtig. Man er herre over sig selv, og er fri til at følge ens begær. Men selvom "Dragens kys" og jeg vidst er vokset lidt fra hinanden, vil den altid have en særlig plads hos mig.

Trigger warning: voldtægt.

"Rædsler i rummet" (Evighedens terninger #2) af Bjarne Nordberg Pedersen

*Anmeldereksemplar modtaget af forfatter Bjarne Nordberg Pedersen, men alle holdninger er mine egne.*

"Rædsler i rummet" af Bjarne Nordberg Pedersen, af forlaget KRABAT, udgivet i 2021.

★★★★★

Fra bagsiden:

Mathilde og Oliver har fundet den anden af Evighedens Terninger. Sammen med Sebastian og den lille pige Anna må de rejse ud i rummet og bekæmpe onde rumvæsner og robotter for at gennemføre spillet og redde alle tilbage til virkeligheden. Det viser sig dog hurtigt, at skibet er inficeret med giftige rumedderkopper, hvis dronning vil gøre alt for at slå dem ihjel. Kan de overleve Rædsler i rummet?

Da jeg læste første bog af Evighedens terninger, blev jeg positivt overrasket, og jeg glædede mig derfor meget til at læse videre. "Rædsler i rummet" er en virkelig god, spændende, sjov og action spækket bog, som man bare flyver igennem.

Mathilde fortsætter sin mission om at finde Evighedens terninger, sådan at flere ikke bliver fanget i deres spil. Hun er stålfast og modig, og god til at danne sig et overblik inden hun hopper ind i et spil. Denne gang har hun Oliver med, hvilket hun er rigtig glad for. Endnu en gang har hun dog lidt svært ved at trænge igennem til en af spillerne, nemlig Sebastian, der virkelig lever sig ind i sin karakter.

Oliver har besluttet sig for at hjælpe Mathilde, efter han selv prøvede at blive fanget i et spil. Han er en god støtte og hjælp, og er mere modig i denne bog end den første, men nu ved han selvfølgelig også, hvad han er gået ind til. Han har dog lidt problemer med sin karakters store bryster.

Sebastian går meget op i spillet, og lever sig så meget ind i sin karakter, at han har svært ved at bryde sin rolle. Det viser sig dog at være brugbart på sigt. Han er dog ret arrogant og tænker sig ikke altid om.

Anna er omkring 6 år, og er havnet i spillet ved et tilfælde, da hendes storebror passede hende. Hun viser sig dog at være ret sej og modig. 

Jeg kan rigtig godt lide at bøgerne handler om rollespil med terninger, da det ikke er noget jeg rigtig har læst om før. Denne bog viser dog også at rollespil ikke kun behøver at foregår i fantasy universer med orker, elvere og troldmænd. Denne bog foregår f.eks. i en Science fiction setting med rumskibe, rumvæsner, laserpistoler og kæmpe store, dødbringende rumedderkopper, hvilket var sjovt og interessant, og giver nogle andre udfordringer til spillerne.

"Han kunne se Sebastian skrige af smerte, men den eneste lyd, han kunne høre, var vinden. Olivers blik mødte Mathildes, og han kunne se en blanding af frygt og opgivelse i hendes øjne. Hun pegede på døren, hvor Oliver kunne se et rødt håndtag. Hun råbte noget, han prøvede at mundaflæse. Nødhåndtag?"

"Rædsler i rummet" er skrevet med en altvidende fortællerstemme. Sproget er holdt nemt, og kapitlerne er ikke specielt lange, men fyldt med cliff hangers, så man flyver igennem bogen. I denne bog bliver der ikke forklaret lige så meget om, hvordan man spiller rollespil, men der er meget fokus på de forskellige karakteres evner og styrker, og hvordan de kan udnyttes bedst. Det var dog stadig nemt at følge med og forstå spillet. Der er action for fuld udblæsning, så man keder sig aldrig under sin læsning. Den egner sig godt til selvlæsning fra omkring 11 år, og højtlæsning fra ca. 8 år, man skal dog ikke være bange for edderkopper. 

Rasmus Jensen har endnu en gang illustreret bogen, og det gør han bare så godt. Hans flotte illustrationer giver liv til karakterende, og er med til at sætte stemningen under læsningen. Illustrationerne giver lige det ekstra til læseoplevelsen, og sammen med de korte kapitler gør det bogen overskuelig at komme igennem. 

"Rædsler i rummet" er en virkelig god, spændende, action spækket og medrivende bog, som holdt mig fanget fra start til slut. Den er fyldt med humor, dog stadig over i den lidt mere drengede slags, med snak om store bryster, men den kan sagtens læses af både drenge og piger. Siderne vendte nærmest sig selv, og jeg glæder mig meget til at læse næste bog, og se hvilket univers Mathilde og Oliver så havner i. 

Bøgerne kan anbefales til spilglade børn, og deres voksne. 

"Af blod og støv" (Sagakvartetten #1) af Julie M. Day

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Turbine, men alle holdninger er mine egne.*

"Af blod og støv" af Julie M. Day, af forlaget Turbine, udgivet i 2020.

★★★★★

Fra bagsiden:

Begyndelsen på et fantastisk eventyr! 

YARA skal indvies i heksenes kreds, men noget går grueligt galt under ritualet. ZOLA står til at blive sin stammes overhoved, men hendes landsby bliver brutalt overfaldet af fremmede mænd på jagt efter slaver. Imens fører PHILIP og TARAN en rolig tilværelse i en lille landsby, men snart vender beslutninger truffet i hovedstaden op og ned på alting. Kongen af Kalos forhandler sig til en aftale med dværgenes konge og sender sin eneste søn, KRONPRINS CASSIUS, over Salthavet til en skæbne, han ikke selv har valgt. Imens finder den fordrukne eksløjtnant RULF et nyt formål med sin eksistens, da han får et tilbud fra kongen selv, som han ikke kan sige nej til ... 

"Af blod og støv" har faktisk stået på min hylde i et stykke tid og bare ventet på at blive læst, og hvor er jeg glad for, at jeg endelig fik det gjort. For hold nu op, jeg er vild med denne bog! Karakterende, verdenen, stemningen, ja, det hele faktisk. "Af blod og støv" er en virkelig god og spændende bog, som jeg havde lyst til at læse ud i en kører.

Jeg holdt egentlig af alle karakterende i bogen. Jo, der var da nogle ret tvivlsomme og ulækre typer her og der som jeg virkelig ikke brød mig om, men der var alligevel et eller andet interessant over dem. 

Men især Yara, Philip, Kronprins Cassius og Rulf holdt jeg af at følge. 

Yara og Philip er utrolig venlige, loyale, hjælpsomme og empatiske overfor alle de møder. 

Kronprins Cassius er ret overfladisk og egentlig også ret arrogant, men med den far er det nok også svært at blive andet. Men jeg tror nu der er mere til ham, hvilket jeg glæder mig til at finde ud af. 

Det er lidt det samme med Rulf. Jo, han fanger og handler med slaver, men han har alligevel principper, og er stålfast. Han var ikke altid empatisk eller sympatisk, men han var interessant. 

Taran er den lidt mystiske fyr, som ingen helt ved, hvor stammer fra, men som er vellidt i landsbyen, selvom han også laver lidt ballade engang imellem.

Jeg kunne faktisk også godt lide Zola, og hun var egentlig også sej nok, men hun forvirrede mig også en del. Hun tager en del beslutninger som jeg ikke helt forstod, og som jeg ikke helt synes passede til hende, og hendes ellers meget feministiske tilgang til livet.

"Af blod og støv" foregår i en verden, som består af forskellige øgrupper og kongeriger. Kalos, der er en stor ø, med grønne træer og en lidt middelalderlig stemning. Det er kong Severin der regerer, og han er en lidt crazy og egoistisk konge. Wrahilla-Øerne er nogle små øgrupper med stamme- og nomadefolk, og så er der Gulutar, der er styret af Dværgekongen, og her er landskabet mere barskt og råt, med store snedækkede bjerge. Det var rigtig spændende at komme med rundt i de forskellige kongeriger, og hører om byerne, ørkenerne og mægtige byer under jorden. Jeg glæder mig i hvert fald til at høre mere om denne verden. Derudover indeholder bogen et super fint kort, så man kan danne sig et overblik over, hvor de forskellige karakterer er, også i forhold til hinanden. Jeg elsker kort i bøger, men det ikke altid jeg bruger dem. Dette kort brugte jeg dog en del, da det gav et godt overblik, da mange af dem rejser ret meget rundt. 

Bogen er opbygget sådan at kapitlerne skiftevis bliver fortalt fra Yara, Zola, Philip, Taran, Kronprins Cassius og Rulfs synspunkt, men udover dem er der enkelte kapitler som bliver fortalt af andre personer i bogen, hvilket var ret spændende. Kapitlerne er dog ikke i jeg-form. 

Jeg er meget glad for denne form for opbygning, da det giver noget ekstra til karakterende og historien. Man kommer ind i deres hoveder, og oplever og føler de ting de oplever, hvilket især er godt når personerne ikke befinder sig de samme steder, for på den måde går man ikke glip af noget. Desuden lærer man de fleste af personernes drivkraft, begær og hemmeligheder at kende. I dette tilfælde er der seks personer man følger fast, og så enkelte udover dem, men man var aldrig i tvivl om, hvem det var man fulgte. 

"Både Ylvia og Yara fulgte Ysmes fingers anvisning. Først kunne Yara ikke se, hvad det var, hun havde ment, men så dæmrede det for hende. Kranierne lå ikke tilfældigt spredt i et takket mønster, sådan som hun først havde troet. De var anbragt på en måde, så de dannede et pentagram - den femkantede stjerne med cirklen omkring. 'Hvad skal det her betyde?'"

Det er ikke fordi der sker voldsomt meget, men det føles sådan, fordi der er så mange karaktere at holde styr på. Personligt synes jeg dog ikke det var svært at holde styr på dem, kun lidt i starten, da man ikke kendte til nogle af dem og deres relation til hinanden. Til gengæld er der et persongalleri i begyndelsen, som man kan benytte sig af, hvis man bliver i tvivl. Alles individuelle historier tager form igennem bogen, og man får en idé om, hvor det hele kommer til at føre hen. Derudover bliver de forskellige karakteres historier viklet sammen på kryds og tværs jo længere ind i bogen man kommer og det er super fedt.

"Af blod og støv" er en rigtig god, spændende og virkelig fængende bog om magt, grusomme komplots, magi og dystre kræfter. Det er en virkelig god og lovende start på en serie. Den er rigtig svær at lægge fra sig, og jeg er meget spændt på at læse videre, så bind to i serien kan ikke komme hurtigt nok. Jeg er hooked, og vil have den næste nu!

Trigger warning: voldtægt og mange drab i starten.

"Sjælens pris" (Dæmonherskerens arving #3) af H. W. Klaris

"Sjælens pris" af H. W. Klaris, af forlaget Tellerup, udgivet i 2016.

★★★☆☆

Fra bagsiden:

Ally accepterer at blive i Underverdenen, men inden hendes venner får lov til at vende tilbage til Jorden, skal hendes dæmoniske gener vækkes. Ikke alle er lige begejstrede for hende tilstedeværelse blandt dæmonerne, og slet ikke efter at en gammel profeti går i opfyldelse. Da Tristan en dag bringer Ally med op til Jorden, får de et tilbud som kan ændre deres liv. Det er nu op til arvingerne at beslutte hvilken sti de vil følge. 

"Sjælens pris" har alt for længe stået ulæst på min reol, men nu var det altså tid til at læse den. Jeg har slugt de to første bind i serien, "Skyggernes bog" og "Skæbnens kald", og jeg var derfor meget spændt på at læse denne. Jeg endte også med at sluge "Sjælens pris" da det er en god, spændende og intens bog, desværre levede den ikke helt op til mine forventninger. 

Ally er kommet ned i Underverdenen, hvor hun nu lever som en hybrid, da hun både har hekse- og dæmon gener. Hun har udviklet sig en del igennem serien, men selvom hun er blevet bedre til at sige fra, kommer hun ud i mange situationer, hvor hun bliver tvunget til nogle ting, hun egentlig ikke har lyst til, men hvis hun ikke gør det kan de få fatale konsekvenser. Derudover kæmper hun ret meget med jalousi overfor en af Tristans tidligere 'kærester', og det kommer nogen gange lidt i vejen for hende og hendes beslutninger.

Jeg holder stadig meget af Tristan, der i denne bog viser sig fra sit sande jeg. Han er lidt mere hård i denne bog, da han har en ret betydningsfuld rolle i Underverdenen, men samtidig vil han gøre alt for Ally, også selvom det har store konsekvenser for ham selv.

Ligesom med de to forrige bøger går tingene ret stærkt i denne bog, og nogle ting kommer lidt let til dem. I "Sjælens pris" lærer vi dog mere om Underverdenen, og den profeti Ally er en del af, hvilket var rigtig interessant. Til gengæld høre vi ikke rigtig til Cathrine Larchin, og det synes jeg var lidt ærgerligt, da delen med heksene og Allys forbindelse til dem, var rigtig spændende. Jeg kunne også godt have tænkt mig at høre lidt mere om det særlige ved at være hybrid, da Ally ikke er den eneste i Underverdenen som er hybrid. Desuden høre vi om en krig der er på vej. En krig mellem dæmonerne i Underverdenen og Vogterne af Den Øvre Verden. Der blev bare aldrig rigtig gået i dybden med det. Jeg må også indrømme, at jeg synes slutningen var lidt for åben til min smag. Jeg har normalt ikke noget imod åbne slutninger, men denne bog har lagt op til så meget, og så sker det bare ikke rigtig. Slutningen ville egentlig have været okay, hvis det var fordi der kom et fjerde bind, men det gør der ikke, og det er efter min mening lidt ærgerligt, den den ellers er super god og spændende.

"'Du kan da ikke bære ansvaret for hele menneskeheden på dine skuldre.' 'Hvorfor skulle mit liv være mere værd end den?'"

Bogen er skrevet i et let sprog. Der sker hele tiden noget, og de fleste af kapitlerne slutter ret spændende, så man har bare lyst til at vende side efter side, hvilket skaber et ret godt læse flow. Så det var svært at ligge den fra sig. Jeg vil anbefale den til læsere fra 14 år og op.

"Sjælens pris" er en god, spændende og fængende bog om paranormale kræfter, kærlighed og svære valg, som holdt mig fanget fra start til slut. Slutningen var jeg dog ikke helt begejstret for, hvilket jeg er lidt øv over, da jeg ellers er rigtig glad for serien og den udvikling både karakterende og plottet har taget. Jeg havde dog en lidt flad følelse, da sidste side var vendt. Jeg kunne godt bruge en ekstra bog, så de kunne få det endelige slag. Men udover det er det en god bog.

"Krise i kælderen" (Evighedens terninger #1) af Bjarne Nordberg Pedersen

*Anmeldereksemplar modtaget af forfatter Bjarne Nordberg Pedersen, men alle holdninger er mine egne.*

"Krise i kælderen" af Bjarne Nordberg Pedersen, af Forlaget KRABAT, udgivet i 2021.

★★★★☆

Fra bagsiden:

Oliver, Noah og Ali skal til at spille rollespil som de plejer, da de pludselig befinder sig i en mørk kælder fyldt med monstre, der er ude på at slå dem ihjel. Den mystiske pige Mathilde dukker op for at hjælpe dem med at bryde magien. Hun fortæller, at hvis man dør i spillet, så dør man også i virkeligheden. Nu gælder alle tricks, hvis de skal overleve Krise i Kælderen.

Jeg har ikke super meget forstand på rollespil, og derfor var jeg også ret spændt på at læse en bog, der handler om lige præcis det. "Krise i kælderen" endte med at overraske mig positivt, for jo det er lidt nørdet, men det er en rigtig god, spændende og action spækket bog. 

Jeg holdt meget af karakterende, selvom drengene også irriterede mig lidt. Jeg fik faktisk lidt ondt at Mathilde, for der er ikke meget hjælp at hente hos de drenge. 

Ali ved alt om reglerne i rollespil, og især hvad han skal slå med terningerne for at få et bestemt udbytte. Han har dog ikke styr på, hvordan han gør tingene uden terninger. 

Noah kan egentlig bare godt lide at smadre ting, og er rigtig god til det. Nogle gange er han dog lidt for hurtig i aftrækkeren, hvilket også skaber lidt problemer.

Oliver vil gerne være lidt sej, men hans karakter er næsten altid healeren, altså den som skal helbrede de andre. Han er dog meget opfindsom og har en god hukommelse, så han får reddet dem ud af den del situationer. Han prøver at føre sig lidt frem, for at imponere Mathilde, det lykkes dog ikke helt.

Mathilde kender spillene og terningerne rigtig godt, da hendes far har vist hende evighedens terninger og den kræft de besidder. Hun prøver at hjælpe drengene, men de hører ikke rigtig efter, så jeg forstår faktisk ikke at hun ikke er mere sur end hun er. Heldigvis bliver drengene mere modige igennem bogen.

Jeg kunne rigtig godt lide at bogen handler om rollespil med terninger, da jeg for det meste er stødt på bøger om gaming og virtuelle spil samt universer når det handler om spil. Det var derfor et friskt pust at høre om terninger og karakterudvikling. Man behøver ikke have kendskab til rollespil og f.eks. Dungeons and Dragons, for at læse de her bøger, da hele konceptet og hvordan man spiller det bliver forklaret. Så alle kan sådanset være med. Derudover gav "Krise i kælderen" mig Jumanji vibes, og det var egentlig lidt sjovt.

"Krise i kælderen" er skrevet med en altvidende fortællerstemme. Kapitlerne er ikke specielt lange og sproget er holdt nemt, så man flyver bare igennem bogen. De mere komplicerede ting som, hvordan man spiller rollespil bliver forklaret på en let forståelig måde, så den er ikke svær at læse. Den er action spækket og der sker hele tiden noget, så man keder sig aldrig. Den egner sig fint til selvlæsning fra omkring 11 år, men man skal ikke være bange for en smule blod.

Rasmus Jensen har lavet den meget flotte forside, og illustreret bogen. Hans illustrationer passer rigtig godt til historien, og giver liv til karakterende. Illustrationerne giver lige det ekstra til læseoplevelsen, og samtidig kan de være med til at gøre det mere overskueligt at læse.

"Krise i kælderen" er en rigtig god, spændende og medrivende bog, hvor siderne nærmest vendte sig selv. Den er fyldt med humor, måske lidt den drengede slags med snak om store bryster osv., men både piger og drenge kan læse den. Jeg endte med at blive overrasket og blev fanget af universet, og jeg er spændt på at fortsætte med næste bog. Jeg vil anbefale bogen til spilglade børn, som søger en action fyldt og spændende bog der ikke handler om computerspil, for så er denne et godt bud. 

"Kaldet fra Galathea" (Awen #1) af Nathali og Bettina Liane

"Kaldet fra Galathea" af Nathali og Bettina Liane, af forlaget Turbine, udgivet i 2019.

★★★★☆

Fra bagsiden:

Da Aia og hendes tvillingebror Peter finder en gammel rejsekuffert, har de ingen anelse om, at det vil ændre deres liv for evigt. I kufferten ligger to invitationer til det mystiske skib Galathea, som kan sejle mellem magiske verdener. Sammen med andre jævnaldrende trænes Aia og Peter i at bekæmpe den trussel, som vil udslette den magiske verden Igdrafell. Snart begynder uforklarlige ting at finde sted på Galathea, og i takt med at Aia opdager sandheden om sit ophav, sættes hun for alvor på prøve. På Galathea trænes hun i at kæmpe mod mørket, men kan hun mon overvinde mørket i sig selv?

Jeg havde hørt mange positive ting om denne debutroman af Nathali og Bettina Liane, og jeg blev derfor nysgerrig på, hvad det hele handlede om. Nu har jeg endelig fået læst den. "Kaldet fra Galathea" er en rigtig god og spændende bog, som man virkelig bliver suget ind i.

Aia og Peter er tvillinger, de plejer at holde sig for sig selv, da deres familie ser dem, deres mor og lillesøster som de sorte får i familien. De holder derfor sammen, og støtter hinanden, hvor de kan. 

Jeg holdt meget af Aia, som er en sød og ret stædig pige, som kaster sig ud i tingene. Hun ender ret ofte i vanskeligheder pga. sin families baggrund og de kræfter hun begynder at udvikle. Man kan virkelig mærke den kamp hun kæmper og hendes frustration over sin familie og Peter.

Peter er også ret stædig, og til tider ret irriterende. Han begynder at trække sig lidt fra Aia da de ankommer til Galathea og mørkekræfterne kommer i spil. 

Suki holdt jeg også meget af. Hun er super sød, og meget hjælpsom. Selv da Aia og Peters baggrund kommer frem, ændrer det ikke hendes syn på dem, og hun vil gerne stadig være deres ven og hjælpe dem.

"Kaldet fra Galathea" har en virkelig fed world building, som er meget gennemført. Til tider mindede den mig dog lidt for meget om Harry Potter. Til gengæld synes jeg det var virkelig fedt, at meget af historien foregår på det kæmpe skib Galathea. Galathea er ikke som noget jeg har set eller læst om før. Det er en hel verden i sig selv, eller i hvert fald en stor by og skole, hvilket var en rigtig spændende og interessant måde at gøre det på. For udover at være en magisk skole, hvor man ud fra sin æt enten er alkymist, druide, shaman, sigøjner eller wickser, så rummer skibet også en markedsplads med butikker, hvor der også kommer personer, der er færdiguddannede fra skolen. Galathea rummer portaler til andre dimensioner, som bliver brugt både i undervisningen og til prøvelser, som f.eks. aspiranternes vision quest, hvor de rejser ud for at finde den ætereíre de besidder. 

Bogen er opbygget sådan at man hører størstedelen af historien fra Aias perspektiv, der er dog enkelte kapitler, hvor man hører det fra de onde Morkinskinnas perspektiv, hvilket var ret interessant. Jeg kan rigtig godt lide, når man hører lidt fra forskellige perspektiver, så jeg håber at høre lidt mere fra Peter i den næste. "Kaldet fra Galathea" er skrevet af to forfattere, men jeg synes ikke det er noget man kan mærke. Deres sprog flyder godt sammen og bliver et. Bogen består af en del selvopfundne ord, som kan være lidt svære, og til tider er den også ret mørk, og jeg vil derfor anbefale den til læsere fra ca. 13-14 år.

Bogen indeholder et persongalleri, som er meget brugbart, da man bliver præsenteret for rigtig mange personer igennem bogen. Derudover er der en ordliste, som også er rigtig rar at have med de mange selvopfundne ord. 

"Kaldet fra Galathea" er en historie om kampen mod det gode og det onde. Det gode og det onde som man tydeligt kan se, men også det gode og det onde som vi alle rummer inde i os selv. Det er en historie om familiebånd og familie hemmeligheder. Aia og Peter skal ikke kun kæmpe mod den ondskab de støder på, men også den de rummer selv, og lære at beherske de mørkekræfter der pludselig dukker op og skaber frygt hos folk omkring dem. Hemmeligheder og profetier kommer for en dag, og det er ikke til at vide, hvem man kan stole på, eller om man kan stole på sig selv. 

"Kaldet fra Galathea" er en rigtig god, spændende og fængende bog, som man flyver igennem. Jeg glæder mig til at lære meget mere om universet og de forskellige ætereíre, og høre mere om de mystiske og onde morkinskinna. Heldigvis har jeg bog 2 liggende, og jeg ser frem til at læse videre. 

"Kloens Klippe" (Øglejægerne #1) af Camilla Wandahl

*Anmeldereksemplar modtaget af forfatter Camilla Wandahl, men alle holdninger er mine egne.*

"Kloens Klippe" af Camilla Wandahl, af forlaget Gyldendal, udgivet i 2020. 

★★★★★

Fra bagsiden:

Parasitter har med avanceret teknologi invaderet planet efter planet for at bruge indbyggernes kroppe som værter. Nu er turen kommet til Nærv. Ærild bor i en menneskeskabt koloni på planeten Nærv. Da hans lillesøster bliver taget af parasitterne, sværger han at hævne hende, men først må han tæmme en flyveøgle for at komme i Astrovåbnet, så han kan få udrejsetilladelse. Sammen med en gruppe unge, der som han selv er øglehybrider, drager han til Kloens Klippe. På rejsen må de kæmpe mod både vilde dyr, naturen og nye sandheder, og snart er Ærild involveret i en langt større sag end sin søsters forsvinden.

Det er første gang jeg læser noget af Camilla Wandahl, der ikke er gys, og jeg var derfor spændt og nysgerrig på, hvordan det mon ville være. Men Camilla skriver bare virkelig godt, og "Kloens Klippe" holdt mig fanget fra start til slut. Den er spændende, mystisk og dragende, og jeg havde svært ved at ligge den fra mig!

Jeg holdt meget af Ærild, der er en sød, stædig, viljestærk og modig ung fyr, der vil hævne sig på parasitterne der tog hans søster da de var små. Han er øglehybrid, og har derfor både hale og horn, men udover det ligner han og vårlenerne ellers menneskene som beskytter dem. Hans viljestyrke og stædighed er imponerende, og jo tættere han er på at finde sin søster, jo mere samfundskritisk bliver han. 

Seir både elsker og hader man lidt. Han er Ærilds fætter, bedsteven og på sin vis også rival. Hans far har en høj rang i Astrovåbnet, og Seir går derfor meget op i reglerne. Han har svært ved at forstå Ærild og hans hævntørst, og prøver at få ham til at gøre sin pligt i stedet for at jage en håbløs drøm.

Historien foregår på planeten Nærv, som har mange spændende landskaber og væsener. Jorden er blevet invaderet af parasitter, der med deres nymfer overtager folks kroppe og bruger dem som værter, og derfor er menneskene rejst til Nærv. Jeg synes det var en virkelig spændende verden, beboet af både mennesker, vårlenere og øgler, og den vigtigste energikilde de har på planeten er zårn, som man høster i miner. Jeg glæder mig til at komme lidt mere i dybden og få udvidet hele dette univers, da det er ret interessant. Bogen indeholder et rigtig fint kort allerforrest, der viser det meste af planeten Nærv. Jeg elsker virkelig kort i bøger, og jeg fik brugt kortet rigtig meget til at orientere mig, og følge med i, hvor karakterende befandt sig. 

"Astra er min bedste ven. Og dem man elsker, kan man mærke. Når de dør, og når de er i live."

"Kloens klippe" er det meste af tiden skrevet i jeg-form, og man følger Ærild hele vejen igennem. Man følger hans tanker, bekymringer, frygt og oplevelser, og det fungerede rigtig godt. Derudover er bogens sprog letlæseligt og kapitlerne er ikke så lange, og de ender næsten alle sammen meget spændende, så man bare må læse videre. Kapitlernes længde, de spændende kapitelafslutninger og sproget i bogen giver bogen et rigtig godt læse flow, og man flyver nærmest igennem den. 

Til tider mindede bogen mig om en blanding af Avatar og "Vandrende Sjæle" af Stephanie Meyer, men den formår stadig at være helt sin egen. Jeg kunne rigtig godt lide den, og synes det var en interessant og spændende historie og problematik den tog op, om magtbalance, og hvornår man egentlig hjælper en befolkningsgruppe, og hvornår man manipulerer og misbruger dem, og om hvor bevidst man er i sine handlinger, når det handler om dem som ikke ligner én selv. Der er en klar henvisning til racediskrimination, slaveri og undertrykkelse, og hele den kommentar og racedebat der kommer til udtryk i bogen er utrolig vigtig at sætte i fokus og giver stof til eftertanke, når man tænker på, hvad der sker ude i verden lige nu.

"Kloens klippe" er en virkelig god, spændende og fængende bog, som holdt mig fast fra start til slut. Jeg blev hurtigt grebet af historien, der er fyldt med action, barske scener, hemmeligheder, politik, oprør og overraskelser. Jeg slugte den råt og måtte bare læse videre. Jeg glæder mig så meget til at læse videre i denne serie, og se hvad der kommer til at ske med Ærild og befolkningen på Nærv.

"Dyndkarlens tårer" (Liljas eventyr #1) af Josefine Ottesen

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*

"Dyndkarlsens tårer" af Josefine Ottesen, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019.

★★★★☆

Fra bagsiden:

Alfeprinsessen Lilja bor ved Nøkkerosesøen sammen med sin far Alfekongen, og vagtfrøerne Kvæk og Kvak. Lilja er sorgløs og elsker at flyve omkring sammen med sine alfevenner. En dag møder Lilja moslingen Mossi - en lille, grønhåret jordling, der slet ikke kan flyve. Til gengæld er Mossi modig og en god ven. Lilja får hurtigt brug for sit nye venskab, da alfedrengen Duni pludselig forsvinder. Måske er han blevet taget til fange af selveste Dyndkarlen? 

Jeg er vokset op med Josefine Ottesens bøger om fepigen Roselil, og jeg var derfor spændt på, hvor tæt op af dem "Dyndkarlens tårer" ville ligge. "Dyndkarlens tårer" er heldigvis helt sin egen, og jeg nød at læse denne søde og hyggelige bog, om den nysgerrige alfepige Lilja.

Lilja er en sød, venlig, legesyg og utrolig nysgerrig alfepige, som man hurtigt kommer til at holde af. Hun gør ikke altid som hendes far ønsker, men vil meget hellere ud på eventyr og opleve verden. 

Mossi er en sød, sjov og skøn mosling, der også elsker eventyr. Jeg holdt meget af ham og hans nysgerrighed, og hvordan han modigt kaster sig ud i tingene. 

Lilja og Mossi bliver venner, selvom det ikke er normalt for en søalf og en jordbo, da de er alt for forskellige. De viser dog alle, at de ting de har fået fortalt, ikke stemmer helt overens med virkeligheden.

Jeg holdt også meget af Kvæk og Kvak, Liljas to skøre frøvagtmænd. De bliver sat på lidt af en prøve, med at holde øje med Lilja, og som voksen fik man lidt ondt af dem.

Josefine Ottesen er rigtig god til at fange læseren med sine beskrivelser af omgivelser og stemninger. Man bliver hurtigt grebet af universet og dets karaktere, og historien egner sig rigtig godt til en hyggelig højtlæsningsstund for de omkring 4-5 årige. Der er dog nogle steder, hvor den godt kan blive lidt uhyggelig for de små, men det bliver aldrig så skræmmende, at de ikke godt vil kunne klare det i selskab med en voksen. Bogen vil også sagtens kunne fungere til selvlæsning, da sproget er forholdsvist let og kapitlerne har en overskuelig længde, der er dog enkelte komplicerede ord, blandt andet nogle af navnene.

"Selv om vi måske ikke ved det, bærer vi alle på en sorg eller en længsel. I Spejldammen får vi øje på det. Lige i det øjeblik tager Dyndkarlen fat om ens hjerte og klemmer til, indtil man slipper sine tårer."

"Dyndkarlens tårer" er illustreret af Christian Højgaard, der på fineste vis fanger stemningerne og karakterende. Illustrationerne er rigtig flotte, og Njord på 2,5 år var meget optaget af dem under vores læsning. Det eneste lille men jeg har, er dog at illustrationerne er skiftevis sort/ hvid og i farver. Begge typer illustration er pæne, men jeg savnede at man havde været mere konsekvent, og valgt kun at gøre en af tingene, for det var tydeligt at dem med farver fangede min lille lytter mest.

Bogen indeholder desuden et flot kort over Nøkkerosesøen og det omkringliggende område, hvilket var fedt. Vi brugte det en del, da Njord synes det var sjovt at se, hvor Lilja og Mossi havde været.  

"Dyndkarlens tårer" er en rigtig god, spændende og sjov bog for små og store. Det er en historie om venskab, sorg og mod, og det at acceptere hinandens forskelligheder og ikke frygte hinanden, for vi er jo slet ikke så forskellige. Bogens hovedfokus er dog sorg, og modet til at vise sine følelser, da det er noget vi alle føler fra tid til anden. Den viser at det er okay at give disse følelser plads, da det kan være med til at hjælpe os igennem svære tider.

Historien ligger op til mange gode snakke med ens børn, og Njord og jeg fik os en god snak om det at græde og være ked af det. Jeg glæder mig dog til at læse den igen for ham og Freyr, når de bliver ældre, da det er en hyggelig historie.