onsdag den 30. august 2017

"Dødt kød - Dag 1" (Dødt kød #1) af Nick Clausen

*Bogen er sponsoreret af forlaget Facet*
"Dødt kød - Dag 1" af Nick Clausen, af forlaget Facet, udgivet i 2017. Bogen er modtaget som gave fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne. 3/5 stjerner.

"Dødt kød - Dag 1" handler om den første dag under en zombie-apokalypse, hvor vi følger Thomas, Dan og Jeanette. De døde er vågnet. Drevet af umættelig sult. På jagt efter frisk kød. Smitten spreder sig som pesten. Intet står imellem de udøde og menneskeheden. Er det for sent at redde verden fra katastrofen?

"Dødt kød - Dag 1" er Nick Clausens første zombiebog, og selvom jeg normalt ikke er så meget til zombie historier, var jeg alligevel nysgerrig da Nick Clausen virkelig kan skrive. "Dødt kød - Dag 1" er også en god og spændende bog, men jeg savnede at få kuldegysninger under min læsning.

Hovedpersonerne Thomas, Jeanette og Dan virker alle meget troværdige i deres handlemåder. Thomas og Jeanette er kærester, og han havde egentlig tænkt sig at slå op med hende. Men på trods af dette, bekymrer han sig alligevel om hende under zombieangrebene, selvom han er begyndt at synes, at hun er skide irriterende. Nogle gange synes jeg dog, at Thomas handler alt for rationelt i forhold til, hvad der foregår omkring ham. Ja han har set "Walking dead", så han er forberedt på nogle ting, men han virker bare alt for rolig synes jeg. Han går i panik engang imellem, men ofte får han nogle super gode idéer som kan hjælpe dem, hvilket jeg synes er lige heldigt nok. Men udover det virkede de meget troværdige, og jeg kunne godt lide dem.

Hele bogen foregår over en dag, nemlig d. 26. juli, hvilket jeg synes er en rigtig god idé. Det giver nemlig lidt mere spænding til historien, da man som læser virkelig oplever, hvor intens og hektisk sådan en zombie-apokalypse kan være. Der kan nemlig ske utrolig meget på en enkelt dag.

"Hun ligger i samme stilling. Hun har ikke rørt sig det mindste. Men hun har slået øjnene op. De stirrer op i loftet. De er matte. Men levende."

Sproget i bogen er nemt og kapitlerne er ikke særlig lange, og ender ofte med en lille cliffhanger, som lokker læseren til at læse videre. Historien er god og holder én fast, og sammen med sproget og længden på kapitlerne flyver man igennem bogen, uden at opdage det.

"Dødt kød - Dag 1" er en god og spændende bog, fyldt med action, blod og fart over feltet. Der sker rigtig mange ting, da det hele strækker sig over et enkelt døgn, og man keder sig derfor aldrig. Målgruppen for bogen er drenge og piger på 11 og op, og det tror jeg nu passer meget godt. Jeg følte mig i hvert fald ikke som den rette målgruppe under min læsning, og bogen var ikke nær så uhyggelig som jeg havde håbet på, men jeg var godt underholdt hele vejen igennem. Jeg er dog næsten sikker på, at hvis du kender en læser på omkring de 11 år, der elsker zombier eller historier med lidt indvolde der hænger ud, så vil "Dødt kød - Dag 1" være et hit. Er sikker på at den vil kunne give mange børn kuldegysninger og søvnmangel!



tirsdag den 29. august 2017

Husk bloggens giveaway #2

Bogen er venligst sponsoreret af Katja Berger, bogens forfatter.

Sommerferien er for de fleste slut, og hverdagen er atter gået i gang. Dette betyder dog ikke, at man ikke kan nyde en god bog, eller forkæle nogle man kender med en bog. Men mangler du noget at læse i? Så husk at du stadig har muligheden for at vinde et eksemplar af "De 7 synder" af K. L. Berger.

Du kan læse mere om bogen og hvordan du deltager lige her.

Konkurrencen kører til og med fredag den 1. september, hvorefter jeg hurtigst muligt trækker en heldig vinder. Måske bliver det dig ;-) 

lørdag den 26. august 2017

Vinderen af giveaway - "Eventyret om fjeren og rosen"


Denne giveaway var sponsoreret af forlaget Alvilda.

Så blev det endelig tid til, at finde en heldig vinder af den første konkurrence.

Men først og fremmest vil jeg gerne sige tusind tak til alle jer der har deltaget, det var været rigtig fedt at høre, hvilke bøger I har været begejstrede for, og mange af dem er nu kommet på min tbr-liste, for de lyder rigtig spændende alle sammen.

Vinderen blev fundet ved lodtrækning, som min mand var så sød at hjælpe med, og den heldige vinder blev Julie Mørup! Stort tillykke, håber du bliver glad for den! :-)

Jeg håber I alle får en rigtig god sensommer, med mange skønne læseoplevelser!

onsdag den 23. august 2017

"Tidevandet" af Nick Clausen

*Bogen er sponsoreret af forlaget facet*
"Tidevandet" af Nick Clausen, af forlaget Facet, udgivet i 2017 (org. udgivet i 2009). Anmeldereksemplar fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner.

"Tidevandet" handler om Janus og hans tre venner, der har lånt et sommerhus, hvor der pludselig sker mystiske ting. De lokale holder på en hemmelighed. Noget har hjemsøgt egnen i årevis. Noget dukker op, når mørket falder på. Noget kommer med tidevandet...

Jeg har snart læst en del af Nick Clausens gysere, så jeg ved at han skriver virkelig fængende, og denne bog er ingen undtagelse. "Tidevandet" er en rigtig god og ret skræmmende bog, som fanger fra start til slut!

De fleste af personerne i bogen, synes jeg var ret irriterende, med al deres teenagefnidder og behovet for anerkendelse, som man godt kan have i den alder. Janus og hans venner skal forestille at være 17-18 år, men hvis det ikke havde stået der, havde jeg nok mere skudt dem til at være omkring 15 år. De virker nemlig ret fjantede i starten. Men det passer måske meget godt til genren.
Til gengæld kunne jeg rigtig godt lide Chris, der er en sød, lille dreng fra lokalområdet. Han prøver at hjælpe Janus og hans venner, selvom hans forældre forbyder ham at snakke om de ting der sker.

"Tidevandet" foregår i et sommerhusområde, hvor der en gang om året sker underlige ting, som lokalbefolkningen holder hemmeligt. Hele plottet er meget mystisk, dragende og nervepirrende, hvilket gør bogen rigtig svær at ligge fra sig. Jeg slugte den råt og ud i en køre.

"Han kiggede på os, og skulle lige til at sige noget, da en frygtelig hvinende lyd hørtes bag ham. Jeg syntes at jeg nåede at se en tyk arm, der forsvandt ud af syne. Der var blevet trukket fire tydelige ridser tværs hen over glasset."

Bogen er skrevet i jeg-person, hvor man følger det hele fra Janus's perspektiv. Dette fungerede rigtig godt, da det gav lidt mere mystik til historien, da man ikke vidste, hvad de andre tænkte om de uhyggelige begivenheder. Men man mærkede hele tiden Janus's frustration og frygt, samtidig med at han kæmpede med sin følelser for veninden Sille, der også er med i sommerhuset.

"Tidevandet" har et lix-tal på 28, og anbefales fra 12 år og op. Sproget er nemt, kapitlerne er ikke voldsomt lange, og indimellem er der illustrationer der passer til handlingen. Jeg kunne rigtig godt lide illustrationerne, der er holdt i sort/hvide toner, de holder sig nemlig godt til den dystre stemning der er i bogen. Sammen med det flydende sprog, spændingen og illustrationerne, blev der skabt et godt flow i bogen, som gør at man bare flyver igennem den.

Jeg blev virkelig fanget under min læsning, og jeg synes faktisk at den var rigtig ubehagelig, på den måde en gyser skal være. Jeg havde den med i sommerhus for nogle uger siden, men nåede aldrig til den, hvilket nok er meget godt, da den bare ville have gjort mig mega paranoid. Det stormede nemlig det meste af tiden, og der bliver bælgmørkt om aftenen. Så hvis du kender et barn, der er til gys og kuldegysninger, og som er mere modig end mig, så passer denne her bog perfekt til en tur i sommerhus, gerne i stormvejr!



tirsdag den 22. august 2017

Husk bloggens giveaway

Bogen er venligst sponsoreret af forlaget Alvilda.

Sommerferien er for de fleste slut, og hverdagen er atter gået i gang. Dette betyder dog ikke, at man ikke kan nyde en god bog, eller forkæle nogle man kender med en bog. Men
mangler du noget at læse i? Så husk at du stadig har muligheden for at vinde et eksemplar af "Eventyret om fjeren og rosen" af Josefine Ottesen.

Du kan læse mere om bogen og hvordan du deltager lige her.

Konkurrencen kører til og med fredag den 25. august, hvorefter jeg hurtigst muligt trækker en heldig vinder. Måske bliver det dig ;-) 

fredag den 18. august 2017

"Bøllebank i Belgien" (Specialklassen #3) af Jacob Kokkedal

*Bogen er sponsoreret af forlaget Facet*
"Bøllebank i Belgien" af Jacob Kokkedal, af forlaget Facet, udgivet i 2017. Anmeldereksemplar fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner.

"Bøllebank i Belgien" handler om de fire drenge fra specialklassen og deres veninde Line, der rejser til Belgien for at hjælpe Lines far. Et besøg fra en mærkværdig officer sætter gang i Lines far, Henrik. Noget mystisk foregår på en af NATOs militærbaser nede i Belgien. Henrik beslutter sig for at undersøge det. Lige i kølvandet på Lines far følger Anemoneklassen. Det er nemlig intet problem at tage en smuttur til Belgien, når bare man har Sir Mix-a-lots udmærkede halvfemserhit Baby got back på mobilen samt en halvnøgen skoleleder bag rattet.

Da jeg satte mig med "Bøllebank i Belgien" vidste jeg, at jeg vil blive godt underholdt, og det blev jeg også. Den er rigtig god og virkelig sjov.

I denne bog lærer man de fem børn endnu bedre at kende, og de er stadig virkelig skønne. Jeg kan specielt godt lide Phillip, selvom han må være ret frustrerende med alt sit skrigeri. Alle børnene udvikler sig i små etaper, men der sker dog en lille udvikling i hver bog, hvilket jo er stort når det er børn der har visse udfordringer. Desuden lærer man også specialskolens rektor at kende, og han er en rigtig usympatisk svindler, som børnene afpresser til at køre dem til Belgien.

Humoren i "Bøllebank i Belgien" er virkelig på det højeste, både for børn og voksne. Bogen kommer med nogle små indslag, som nok er mest for de voksne, da det er nogle ret groteske ting som de siger eller oplever. Der er f.eks. tale om bagdørsindianere, som man kan møde i fængslet, og en god omgang lak og læder. Men fordi børnene er så uskyldige og små som de er, ligger de ikke noget i det og tænker derfor ikke videre over det, mens man som voksen-læser ikke kan lade være med at grine eller trække på smilebåndet over det. Det bliver dog aldrig så grænseoverskridende at børn ikke godt kan læse den, da der ikke bliver gået i vilde detaljer.

"Ahmed klappede i. Hans øjne begyndte at flakke vildt fra side til side, mens han forestillede sig Marius stå inde under fængselsbruseren og få besøg af rigtige indianere med fjer og det hele. Marius forestillede sig dog noget helt andet."

I denne bog er børnene i Belgien, på en af NATOs militærbaser, og denne gang er det ondsindede robotter de kæmper imod. Jeg har snart set en del film, hvor det handler om computere/ robotter der bliver så kloge, at de prøver at overtage verden, og jeg synes det er virkelig tankevækkende og skræmmende. Heri er robotterne lidt lige som i Terminator, og der er ikke særlig mange der ved, at de er robotter, selv børnene bliver narret i starten. Robotterne er meget overbevisende, men jeg ville gerne have hørt lidt mere om dem og deres bevæggrunde. Børnene har lidt problemer, da robotterne ikke har de samme svagheder som rumvæsenerne, men børnene får uventet hjælp.

Lige som med de to andre bøger ligger lix-tallet på omkring 34, og anbefales derfor til de omkring 12 årige, hvilket jeg tror passer meget godt. Denne bog er lidt længere end de to andre, og ordene bliver lidt mere udfordrende. Men kapitlerne er stadig ikke særlig lange, og så har de spændende afslutninger, så man ikke kan ligge bogen fra sig. Der er et godt flow i bogen, da der hele tiden sker noget, samt humoren der gør at det er sjovt at læse om de fem børns bedrifter.

"Forfølgerne nærmede sig på et splitsekund. Tredive meter. Femogtyve meter. Tyve meter. Så hev Phillip en pose marmorkugler op og tømte posen ud foran sig. Virkningen var øjeblikkelig. Begge forfølgere slog baglæns kolbøtter og landede hårdt og bemærkelsesværdigt tungt på gangens gulv. Selv loft og vægge gungrede."

En ting jeg rigtig godt kan lide ved denne serie, og som jeg især bed mærke i, da jeg læste denne, var at nogle af kapitlerne stiller spørgsmålstegn ved vores samfund og tankegang. Der bliver blandt andet stillet spørgsmålstegn ved, hvad der er normalt, og om hvorfor nogle ting bliver betragtet som unormalt bare fordi det er lidt mere ekstremt. For hvem definerer hvad der er normalt? Derudover stiller forfatteren spørgsmålstegn ved vores samfund og jagten på det perfekte, og det karakterræs og fremtidsplanlægning som mange børn bliver udsat for, allerede i de små klasser. For burde man ikke også lade børn være børn? især når der er mange år til de overhovedet behøver tage stilling til deres fremtid.

"Bøllebank i Belgien" er en utrolig sjov og god bog, som både er fyldt med action og fart over feltet, men som også stiller spørgsmålstegn til samfundet. Man flyver igennem bogen, og før man ved af det, har man vendt sidste side. Jeg ser frem til, at finde ud af, hvem de skal kæmpe imod næste gang.  



tirsdag den 15. august 2017

Giveaway #3 - "De 7 synder " - Forskellige begivenheder


Denne giveaway er venligst sponsoreret af Katja Berger, forfatteren bag bogen.

Der er sket flere ting i mit liv på det sidste, og på bloggen også. Jeg er blevet færdig med min bachelor uddannelse i Informationsvidenskab og Kulturformidling på KU og starter på kandidaten til september. Bloggen fyldte 2 år i slutningen af maj, men pga. opgaveskrivning blev det lidt glemt. Desuden er jeg gravid og skal have en baby til december. Alt dette skal selvfølgelig fejres, og derfor har jeg planlagt to giveaways, som kommer i hvert deres indlæg. Og nu er det altså blevet tid til giveaway nr. 2!

Denne giveaway har forfatter Katja Berger været så sød at sponsorere. Det drejer sig om hendes debut roman der udkom sidste år, og du har nu mulighed for at vinde den.

Jeg læste den sidste år, og den var rigtig god og underholdende. Den er utrolig velskrevet og karakterende virker alle meget troværdige, så man er aldrig i tvivl om, hvilken synd Kane står overfor. Du kan læse min anmeldelse af den her.

Fra bagsiden:

"Før De 7 Synder herskede syv guder over verden. Før De 7 Synder levede mennesker, elvere og dværge i harmoni. Før De 7 Synder var der intet mørke. Så kom De. Og ændrede alt. Teenageren Kane opdager først, hvilke kræfter han bærer på, da han bliver suget ud af sin kedelige gymnasieverden og ind i et magisk univers, der er på randen af undergang. Med hjælp fra magikeren Aisha må han opfylde en ældgammel profeti, finde og besejre de syv synder og vælte mørkets konge af tronen. Men undervejs må Kane sande, at den største fjende ikke altid kommer udefra. Og er han villig til at ofre det eneste, der er mere værd end livet selv?"

"De 7 synder" er en spændende og actionspækket fantasyroman, om at acceptere de følelser der en gang imellem overmander os.

Det eneste du skal gøre for at deltage i konkurrencen er, at skrive en kommentar til dette indlæg, hvor du fortæller, hvilken bog du sidst har læst der rørte dig. Derudover skal du følge min blog på Facebook. Husk at tilføje din e-mail i kommentaren, sådan at jeg kan kontakte dig, hvis du er den heldige vinder. Desuden skal du have en dansk adresse, som jeg kan sende bogen til.

Du kan deltage i konkurrencen til og med d. 1. september, hvorefter jeg hurtigst muligt offentliggøre den heldige vinder! 




lørdag den 12. august 2017

"I jordens indre" (Specialklassen #2) af Jacob Kokkedal


*Bogen er sponsoreret af forlaget Facet*
"I jordens indre" af Jacob Kokkedal, af forlaget Facet, udgivet i 2016. Anmeldereksemplar fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne. 3/5 stjerner.

"I jordens indre" foregår 5 måneder efter begivenhederne i "Jordens største helte". Lines verdens bryder sammen, da hendes far, Henrik, en dag forsvinder på en mission i Norge. Ingen ved, hvad der er sket. Henriks chef frygter det værste, men Lines ven, Nick, kan ikke acceptere, at Line måske skal miste sin far. Specialklassen må igen træde sammen. Denne gang på en mission dybt ned i jordens indre, hvor en ondskabsfuld og ældgammel modstander venter dem. Intet er dog givet på forhånd. For selvom børnenes omverden har opgivet at tro på Nick og hans venner, har de skæve børn fra specialskolen Solstrålen Anemoneklasse aldrig opgivet at tro på hinanden.

I juli måned læste jeg den første bog i serien om Specialklassen, og den overraskede mig positivt, og jeg havde derfor en klar forventning om, at denne ville være lige så sjov. Den var ikke lige så sjov som den første, men det var stadig en sjov og god bog!

Jeg holder stadig utrolig meget af de fem børn. De er så søde og charmerende, og selvom de også er lidt underlige og skøre, så er det også bare fem børn, der virkelig gerne vil hjælpe. I denne bog får alle børnene et kapitel, som fortæller om deres opvækst, og hvorfor de er som de. Jeg kunne virkelig godt lide disse kapitler, da det gav lidt mere dybde til børnene, og deres måde og være på. Man fik en større forståelse for dem, og medlidenhed med dem, da ingen af dem har haft det nemt. Man får et indblik i, hvordan de andre børn har hjulpet dem, og at det at være sammen med nogle der accepterer en for den man er, lige meget om man skriger, bander og ikke er perfekt, er noget af det vigtigste her i livet.

Denne gang foregår historien i jordens indre, og ikke på et rumskib i det ydre rum. Det var sjovt at se, hvordan forfatteren havde forestillet sig jordens indre, med en del forskellige verdener, alt efter hvor dybt man kommer ind. I den første verden lever der nogle kakerlak lignende, billevæsener, som planlægger at overtage jorden. Den næste verden er en jungle, hvor selv ikke billevæsenerne kommer, pga. de kødædende planter. Det er altid sjovt at se, hvordan forskellige mennesker forstiller sig forskellige ting, og jeg kunne godt lide de verdener Jacob Kokkedal har skabt i jordens indre.

"Tunnelen endte i et stort hulrum. Desværre endte skinnerne også samtidig med tunnelen, hvilket efterlod drengenes vogn i den frie luft, idet de fortsatte ud i det store hulrum med kun en bred, mørk afgrund under sig."

Sproget i "I jordens indre" er ligesom den første bog letlæseligt, lix-tallet er dog steget til lix 35, og den er nu anbefalet som selvlæsning fra 12 år, der er dog enkelte ord som jeg er i tvivl om, om 12 årige kender, men det er heldigvis ikke så mange, og så kan man jo altid spørge. Bogen er stadig fyldt med masser af humor og en actionspækket handling. Handlingen i denne bog går også hurtigere i gang, så der er fart på helt fra start.

I "I jordens indre" er der, ligesom i "Jordens største helte", enkelte steder, hvor der er billeder af børnene og de væsener de kæmper i mod. Men i denne bog bliver nogle af billederne fra den forrige bog genbrugt, hvilket jeg synes var en skam. Jeg kunne rigtig godt lide de nye billeder der var i bogen, men jeg kunne godt have brugt nogle nye billeder af børnene.

"I jordens indre" er en sjov, god og actionspækket bog, med fart over feltet. Det er en bog fyldt med væsener fra jordens indre, venskab og accept. Børnene viser os, at selvom man er anderledes, og måske har særlige behov, betyder det ikke nødvendigvis, at ens basale behov er anderledes fra andres. De behøver også omsorg og selskab, også selvom de ikke siger noget, eller virker som om de helst vil være alene. Og det tror jeg egentlig er en vigtig pointe, for så forskellige er vi vel ikke?



fredag den 4. august 2017

"Hummerkongens hævn" (Hummerkongens hævn #1) af Nick Clausen

*Bogen er sponsoreret af forlaget Facet*
"Hummerkongens hævn" af Nick Clausen, af forlaget Facet, udgivet i 2017. Anmeldereksemplar fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner.

"Hummerkongens hævn" handler om Jonatan, der sammen med sin fætter og lillebror opdager en portal, der kan føre dem forskellige steder hen. Jonatan er til sin kusines konfirmation, da han finder ud af, at hans fætter har fundet en portal i et skab. Ved et uheld forsvinder Jonatans lillebror, Karlo, til en ukendt destination. Kort efter dukker en sær skikkelse ved navn Spiff op. Han er fra Det Interuniversielle Ordenskorps og har ordrer om at lukke portalen, før der sker uheld. Jonatan får sammen med nabopigen Cecilie overtalt Spiff til at finde Karlo først. Men det viser sig at være lettere sagt end gjort. Karlo er nemlig røget hele vejen uden for De Kendte Universer. Og derude lurer ubegribelige farer...

Dette er den første bog jeg læser af Nick Clausen, som ikke er en gyser, og jeg var derfor meget spændt på, hvordan det skulle gå. Men Nick Clausen skriver rigtig godt, og han forstår at skrive en spændende historie, lige meget om det så er en gyser eller i dette tilfælde en sci-fi historie. "Hummerkongens hævn" var rigtig god og spændende!

Alle karakterende i bogen virker meget troværdige, selv rumvæsenerne der fremstår robotagtige og arrogante. Rumvæsenerne indser dog efter noget tid, at de godt kan bruge menneskenes overraskende viden og nysgerrighed.
Jonatan og Karlo har et meget realistisk søskendeforhold, og især i forhold til den store aldersforskel, hvor de ikke laver så meget andet end at drille hinanden. Jonatan gider ikke rigtig bruge tid på sin barnlige lillebror og fætter, men vil meget hellere kigge på nabopigen Cecilie. Karlo og August vil dog begge gerne have Jonatans opmærksomhed. Jeg kunne rigtig godt lide deres forhold, for selvom Jonatan synes hans lillebror er skide irriterende, så bekymrer han sig alligevel om ham, og vil gøre alt for at redde ham, da han forsvinder.

"Jeg ønsker en ny orden. For at en ny orden kan opstå, kræver det en smule kaos."

I starten kunne jeg ikke lade hver med at tænke på Narnia, hvor børnene forsvinder til en anden verden gennem et garderobeskab. I "Hummerkongens hævn" er der dog tale om en portal, der ud fra ens tanker kan føre én lige derhen man vil. Bogen bliver derfor sin egen, hvilket var rigtig positivt.

I "Hummerkongens hævn" skifter kapitlerne mellem de forskellige karakterer, sådan at man ser det som både Jonatan, Karlo, Cecilie, August og Spiff tænker og oplever, uden det dog er fortalt i jeg-form. På den måde får vi det hele med, da de ikke altid oplever de samme ting eller er det samme sted. Jeg synes det er fedt, når man får lov til som læser, at følge flere begivenheder på en gang, og dermed få lidt ekstra.

Bogen har et lix-tal på 24, og anbefales som selvlæsning fra 12 år, men jeg tror nu godt at en på 11 vil kunne klare det, og især hvis barnet elsker rumvæsener og computerspil.

"Hummerkongens hævn" er en spændende og god bog, som virkelig fanger og er fyldt med action og venskab. Sproget og humoren i bogen, samt kapitlernes cliffhangers gør at man sluger bogen, og før man ved af det har man vendt sidste side. Jeg er meget spændt på, hvad der videre skal ske med Jonatan, Karlo, August, Cecilie og Spiff, og jeg glæder mig til at læse bog to efter den slutning!




tirsdag den 1. august 2017

"Sjælevært" af Christina Bonde

*Bogen er sponsoreret af forlaget Tellerup*
"Sjælevært" af Christina Bonde, af forlaget Tellerup, udgivet i 2017. Anmeldereksemplar fra Tellerup, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner.

"Sjælevært" handler om 16-årige Celina der bliver forelsket i et spøgelse. Celina er træt af skolen, og da hun bliver røvrendt af kæresten, flytter hun hjemmefra og får job som ung i huset hos en dyrlægefamilie. Men fortiden flytter med. En fortid der rækker langt ud over Celinas eget liv og trækker hende ind i en usædvanlig og farefuld forelskelse. Inden længe må Celina indse, at hun har en særlig evne, som vil komme til at præge hendes liv for altid.

Dette er min første bog af Christina Bonde, men jeg har hørt meget godt om hendes bøger, og havde derfor høje forventninger til denne. Heldigvis blev disse forventninger indfriet, da "Sjælevært" virkelig er en gribende og rigtig god bog!

Celina holdt jeg rigtig meget af. Til tider er hun lidt naiv, og vælger den forkerte kæreste og veninde, men hun er sød og vil gerne hjælpe der hvor hun kan. Hun har oplevet mange mærkelig ting, da hun var lille, og hendes forældre forstår hende ikke rigtigt, da hun render rundt og snakker om sølv lys og heller ingen venner har. Hun længes derfor efter at komme væk, sådan at hun kan slippe for de mennesker hun omgås med, og dermed finde ud af, hvad hun vil med sit liv.
Bastian var virkelig sød. Han er et spøgelse, der gør alt for at redde sin elskede, der har taget bo i et menneske for at slippe for Magten. Han vil nemlig ikke reinkarneres før han er sammen med hende, da de så vil kunne komme det samme sted hen. Han er ikke meget for at besætte børn, men det er den eneste måde, hvorpå han kan komme i kontakt med menneskene.
Sally og hendes forældre holdt jeg også utrolig meget af. De er så søde og tager imod Celina med åbne arme, selvom de ved hun har nogle problemer. De hjælper hende og giver hende den støtte og det ansvar, som hun har brug for, for at udvikle sig.

Jeg kunne godt lide den måde spøgelserne og ånderne var beskrevet på. Jeg synes det var interessant at de var beskrevet som sølv lys, og ikke slørede billeder af mennesker. Det satte i hvert fald mange tanker i gang hos mig, da jeg selv tror, at jeg har set noget lignende hendes beskrivelser af spøgelserne. Da min farmor døde synes jeg i hvert fald, at jeg så en svævende lyskugle inde på mit værelse, omkring min fødselsdag, som om hun lige tjekkede op på mig. Derfor var det lidt spøjst, at det var den samme beskrivelse der bliver brugt i "Sjælevært", men det var nu også meget hyggeligt.

"Night terror var i virkeligheden ikke en naturlig søvnforstyrrelse, men forårsaget af spøgelser, døde menneskers sjæle, der forsøgte at skabe kontakt til de levende? Alene Bastians forklaring på døden ændrede alt hvad jeg havde lært at tro på. Men samtidig var tanken betryggende. Døden var ikke endegyldig."

"Sjælevært" er opbygget sådan at kapitlerne skifter mellem Celina og Bastians synsvinkel, men de fleste af kapitlerne er dog fra Celinas synspunkt, hvor man følger hendes tanker, kampe og forvirring. Jeg kan virkelig godt lide når bøger er bygget op sådan, da jeg synes det giver mere dybde til karakterende, da man hører deres tanker, og dermed får en forståelse af, hvorfor de reagerer som de gør. Derudover får man indblik i Bastian og hans elskede Athenes fortid, og kærlighedshistorie. Dette synes jeg var virkelig spændende at læse om, da det gav lidt mere dybde til Bastians karakter og til selve historien i bogen.

Kærlighedshistorien i bogen er virkelig sød, og man følte virkelig med Bastian, og den kærlighed han har til både Athene og Celina, og man følte med Celina og hendes forelskelse i Bastian, og den forvirring hun føler. Nogle gange blev jeg endda lidt i tvivl om, om Celina og Bastians forelskelse var ægte, eller om det bare var pga. Bastian og Athenes følelser og tiltrækning til hinanden.

"Du skal leve dit liv, Celina. Du må aldrig spilde tiden med at længes efter en kærlighed som er uopnåelig."

"Sjælevært" er en virkelig god, spændende og utrolig sød bog, fyldt med udødelig kærlighed, familieliv, venskab, tilgivelse og selvfølgelig spøgelser. Den er virkelig svær at ligge fra sig, og før man ved af det, har man vendt sidste side! Christina Bonde skriver virkelig godt, og jeg er meget spændt på, at dykke videre ned i hendes forfatterskab.

Har du læst "Sjælevært"? og tror du der findes mere mellem himmel og jord?