mandag den 11. december 2017

"Gennem sløret" (Ilttyv #3) af Nicole Boyle Rødtnes

*Bogen er sponsoreret af forlaget Alvilda*
"Gennem sløret" af Nicole Boyle Rødtnes, af forlaget Alvilda, udgivet i 2016. Anmeldereksemplar fra Alvilda, men alle holdninger er mine egne. 5/5 stjerner. 

"Gennem sløret" starter, hvor "Under sløret" sluttede. Landet har været i oprør, siden Troy kravlede op gennem sløret. Shay planlægger en revolution sammen med Marton. De vil fortælle alle, at der ikke er stråling under sløret. Imens holdes Troy fanget af Rådet, der vil gøre alt for at forhindre, at sandheden kommer frem. 

Jeg havde virkelig glædet mig til at læse "Gennem sløret", da "Under sløret" virkelig sluttede dumt, og nu efter endt læsning, kan jeg ikke sige andet end WOW! "Gennem sløret" er sindssygt god og spændende!

Troy og Shay er karaktere jeg virkelig holder af at følge. De udvikler sig begge meget igennem alle tre bøger, og i dette sidste kapitel sætter de alt ind for den revolution de tror på. 
Troy kæmper med skyldfølelse overfor både Jana og beboerne fra under sløret, men han gør alt for, at gøre det godt igen, og få folk til at se løgnene i øjnene.
Shay kæmper med sin samvittighed i forhold til at samarbejde med Marton, når hun ved, hvad han har gjort, men hun ligger også planer. Hun er blevet meget mere selvstændig igennem de tre bøger, og selvom der stadig er mange ting der skræmmer hende, så tør hun tage flere chancer og kæmpe for det hun tror på. Hendes forhold til Ian udvikler sig også, og det er skønt at se. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er ret glad for Ian og hans drilleri og flabethed.

"Indtil nu har det virket som en uopnåelig drøm at få lavet en revolution, men nu ... Med det her bevis kan ingen nægte at høre efter."

I denne bog befinder vi os primært over sløret, både på de lavere niveauer, men også oppe på det øverste niveau, hvor de rige bor. Dog får vi også et hurtigt indblik i livet under sløret, og hvad der skete der efter Troy kom op igen. Desuden kommer vi atter til New Town, som er en stor by, der er opbygget anderledes end Hovedstaden. Jeg kan rigtig godt lidt, når vi som læsere bliver taget med rundt de forskellige steder, hvor man virkelig kan se klasseforskellen. Den verden Nicole har skabt er meget troværdig, og man kan nemt forestille sig alle broerne, platformene med træer, og hvordan et slør dækker den tågede jordoverflade.

Kapitlerne i bogen skifter mellem Shay og Troys perspektiv, hvilket jeg er ret glad for. På den måde får man nemlig et større indblik i både karakterende, deres tanker og oplevelser, men det giver også noget mere til selve historien. Ofte oplever de nemlig forskellige ting, da de er ude på hver deres mission, hvilket er spændende for læseren at følge, da det hele i sidste ende hænger sammen. 

"Folk er stimlet sammen i grupper. De diskuterer. Flere ser vrede ud, og endnu flere bange. Uanset om de tror os eller ej, er alle vist klar over, at en kamp er på vej." 

"Gennem sløret" er en bog der er helt umulig at ligge fra sig. Den er spændende fra start til slut, og med kapitler der næsten alle slutter på cliffhangers, bliver man nødt til at læse, til man har vendt sidste side. Jeg slugte den råt, og er helt ærgerlig over at der ikke er mere!
Det er en fantastisk bog, og jeg både hader og elsker slutningen, for hold nu op altså! 

Så hvis du sidder og spekulerer over, hvilken dystopisk fantasy serie du skal kaste dig over næste gang, og måske ønske dig i julegave, så synes jeg at du skal læse "Ilttyv-serien", for man får spænding og en gribende historie. "Ilttyv" er en af de bedste serier, jeg længe har læst!




onsdag den 6. december 2017

Bøger fra Bogforum 2017

*Jeffrey Archer bøgerne er sponsoreret af Lindhardt og Ringhof*

Som lovet kommer her et lille indlæg, med de bøger jeg kom hjem med fra Bogforum. 

Bogforum er som altid et dejligt sted at være, med en skøn stemning, bogglade mennesker, og forlag der lokker med en masse lækre tilbud. Imod min gode vilje købte jeg ikke nogle bøger i år, da jeg næsten lige havde været på Herlufsholm Fantasy Bogmesse, hvor jeg købte to bøger. Dette betød dog ikke, at jeg ikke kom hjem med nogle bøger. Jeg var nemlig forbi Plusbog.dk der delte goodiebags ud til forbipasserende. Og så var jeg så heldig, at modtage de tre første bind i "Clifton-krøniken", som Lindhardt og Ringhof var så søde at sponsorere, til det arrangement jeg var til med Jeffrey Archer. 

Jeg er ret glad for den bunke, jeg kom hjem med, og jeg glæder mig især til at fortsætte Jeffrey Archers serie, da jeg virkelig var begejstret for "Hvor der er vilje". Desuden var jeg jo så heldig, at han signerede dem alle tre. Goodiebagen fra Plusbog.dk indeholdt en bog, lidt mundgodt, som er væk nu, og nogle meget fine bogmærker. Så min bogmærkesamlingen vokser lige så stille, og der er kommet mange fine til. Så måske jeg snart skulle vise den frem igen?
Bogen goodiebagen indeholdt, var et eksemplar af "Vagten" af Peter Terrin, som jeg faktisk aldrig har hørt noget om, den lyder dog interessant, så det bliver spændende. 

Fra Goodiebag:
  • "Vagten" af Peter Terrin. Forlaget Turbine.

Sponsoreret af Lindhardt og Ringhof:
  • "Hvor der er vilje" (Clifton-krøniken #1) af Jeffrey Archer.
  • "Faderens synder" (Clifton-krøniken #2) af Jeffrey Archer.
  • "En velbevaret hemmelighed" (Clifton-krøniken #3)  af Jeffrey Archer.

Var du afsted på Bogforum? og fik du købt noget godt? 







tirsdag den 5. december 2017

"Jorden brænder" (Spirit Animals: Totemdyrenes fald #2) af Victoria Schwab

*Sponsoreret af forlaget Alvilda*
"Jorden brænder" (org. titel "Broken ground") af Victoria Schwab, af forlaget Alvilda, udgivet i 2017 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Bogen er modtaget som gave fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

"Jorden brænder" fortsætter hvor "Udødelige vogtere" slap. En ældgammel, ond kraft er vågnet under Erdas. Den gemmer sig i skyggerne og smitter alt, hvad den kommer i berøring med. Selv den hellige forbindelse mellem mennesker og totemdyr, som har holdt Erdas i balance gennem tiderne, er under angreb. Fire unge helte, Conor, Abeke, Meilin og Rollan, sætter alt ind på at bekæmpe den mørke kraft. Sammen med deres totemdyr begiver de sig ud på en desperat rejse, som fører dem dybt ned under jorden og til de yderste afkroge af verden. Men uanset hvad de gør, virker det, som om fjenden altid er et skridt foran dem. Nu ser det dog ud til, at de måske får hjælp fra en uventet kant. 

Jeg havde virkelig glædet mig til, at fortsætte denne serie, da "Udødelige vogtere" virkelig sluttede irriterende, med hele to cliffhangers. Det var derfor skønt at fortsætte historien, og se den folde sig mere og mere ud. "Jorden brænder" er rigtig god og spændende!

Jeg holder stadig meget af karakterende, men Abeke må være min favorit. Hun er meget loyal overfor sine venner, og er desuden rigtig sej. Meilin er begyndt at irritere mig lidt, fordi hun er meget fordomsfuld, og ikke rigtig stoler på folk, selvom hun nok har gode grunde til ikke at gøre det. Jeg har jo som sagt ikke læst den tidligere serie.
Totemdyrene er også hyggelige at følge, og jeg synes det er ret interessant, hvordan de og deres mennesker bliver sat på en lille test, når wyrmen prøver at svække deres bånd. For hvor tætte er de egentlig uden deres bånd? 
I denne bog bliver vi også præsenteret for en gruppe maskeklædte personer, i røde kåber. De er meget mystiske, og hverken læseren eller hovedpersonerne i bogen, kan finde ud af om det er nogle man kan stole på, til trods for at de hjælper grønkåberne.

"Der er ingen nemme veje i livet. Der er heller ingen svære. Der er kun de veje, vi ønsker at tage, og de steder, de fører os hen."


De fire børn er stadig på mission. Conor og Meilin er stadig fanget under jorden, og prøver at finde hen til Evighedstræet. Abeke og Rollan er blevet sendt ud på en ny mission, der fører dem et nyt sted hen i Erdas. Vi bliver derfor præsenteret for at nyt område i Erdas, et område som mange af grønkåberne har mange bekymringer om, fordi det har været beboet af oprører. Det var fedt at få udvidet verdenen, og høre mere om de forskellige områder og de mennesker der bor der, sådan at man får et indblik i de forskellige kulture i Erdas.

I "Jorden brænder" skifter kapitlerne, ligesom i den forrige, mellem at følge Conor og Meilin på deres mission, samt Abeke og Rollan og deres mission. Jeg kan rigtig godt lide når man skifter imellem personerne, da man dermed får indblik i deres forskellige oplevelser og missioner, og derfor ikke går glip af nogle af de spændende ting. Desuden er det meget rart, når nu de er afsted på forskellige missioner, og man dermed kan kæde de forskellige begivenheder sammen til sidst. Derudover er der nogle enkelte kapitler, hvor man følger rødkåberne, som er de mystiske maskerede, der bevæger sig i skyggerne. Man får dermed et lille kig ind til, hvem de er, uden dog at afsløre noget, sådan at de bevare mystikken. Hvilket var fedt!

"Det hjælper ikke noget at lade, som om fortiden ikke er sket. Vi kan ikke slette den. Vi kan kun prøve at komme videre fra den."

"Jorden brænder" er en rigtig god og spændende bog, der fanger fra start til slut. Den er svær at ligge fra sig, da der sker rigtig mange ting, og med kapitler der ofte slutter irriterende, ja så vender siderne nærmest sig selv. Plottet i historien bliver udfoldet mere og mere, og spændingen bliver ved med at stige. Desuden ender "Jorden brænder" også med hele to cliffhangers, og man har bare lyst til at gribe den næste bog med det samme, for at finde ud af, hvad der skal ske med de fire børn, deres følgesvende og totemdyr. Så den må meget gerne snart udkomme!




mandag den 4. december 2017

Bloggerevent med Jeffrey Archer på Bogforum

*Bøgerne er sponsoreret af Lindhardt & Ringhof*

Kort før Bogforums start modtog jeg en mail fra Lindhardt og Ringhof, hvor de inviterede mig til eftermiddagste i selskab med selveste Jeffrey Archer, til en snak om hans serie "Clifton-krøniken". Jeg læste hans bog "Hvor der er vilje", som er første bog i serien, tilbage i januar måned, og jeg var helt vild med den, så der var ingen tvivl, jeg skulle helt sikkert med! 

Arrangement foregik søndag eftermiddag på Bogforum, hvor jeg sammen med ni-ti andre bogbloggere mødtes nedenfor rulletrappen, og sammen gik op til lokalet, hvor arrangementet skulle afholdes. Inden Jeffrey Archer dukkede op sammen med sin danske redaktør, fik vi lige af vide at han altså var en ret speciel personlighed, som nok skulle sige sin ærlige mening. 

Rikke, fra Lindhardt og Ringhof, havde fået lov til at være ordstyrer, men hun skulle egentlig bare sætte ham i gang, og så kørte han ellers bare af sig selv. Jeffrey Archer fortalte at det var hans bog "Kane and Abel" der i sin tid startede det hele, og var med til at ændre hans liv. Han gjorde dog lige opmærksom på, at den ikke er udkommet på dansk, hvilket han synes de burde gøre. I Danmark er han dog blevet utrolig populær efter "Clifton-krøniken" er udkommet. Det er en serie på syv bøger, hvoraf tre er udkommet på dansk.

Han snakkede om at Harry og Emma, som er hovedpersonen og hans elskede, er inspireret af ham selv og hans kone, i hvert fald trefjerdedele bygger på deres liv. Han fortalte at den syvende og sidste bog i serien lige er udkommet i både England og USA, hvilket var lidt hårdt, pga. den slutning bøgerne skulle have. Han har modtaget flere e-mails fra voksne mænd, der fortalte at de havde grædt da de læste den. Selv var han ret afklaret med det, og han var egentlig klar til at sige farvel til Harry, da det er en serie han har arbejdet med i syv år, og som havde en uundgåelig slutning. Han fortalte, at han gennem sin skriveproces ikke har haft nogen idé om, hvad der skulle ske, og at det faktisk kun var med den syvende bog, at han vidste det, da det var ret klart. Dette fandt jeg ret interessant, da jeg selv gerne vil være forfatter, men har svært ved at sætte mig og skrive, når jeg ikke ved, hvad der skal ske, da jeg ofte kun har starten eller slutningen på en fortælling. Men måske jeg bare skal prøve at gøre som Jeffrey Archer og bare skrive, og så lade mig overraske. 

Archer er meget stolt af det, han har opnået med "Clifton-krøniken", da han også kan se, at hans skrivestil har ændret sig, og heldigvis til det bedre. Han er en meget dedikeret forfatter, og beskriver også sig selv som en meget dreven person, der gerne vil gøre alting bedre. For hvis der ikke er en udvikling, og man ikke bliver bedre til det man laver, hvad er så meningen med det? Han kan bruge flere timer på et enkelt ord, det skal nemlig være det helt rigtige, og han går ikke videre, før det ord han har valgt er helt perfekt. Han vil altid være bedre, og vil gøre alt for ikke at blive doven. Han vil ikke kunne give andre end sig selv skylden for sin fiasko, og han vil hellere kunne sige, at han gjorde sit bedste, end at hvis han havde brugt længere tid på den, ville den have været bedre. Derfor er hans skriveplads, i huset "Writers Block" på Mallorca, også vendt ud mod havet, sådan at han undgår unødvendige forstyrrelser. Han vil nemlig ikke have nogle undskyldninger for, at han ikke har fået skrevet. 

Da han bliver spurgt til sin skriveproces, svarer han, at han skriver alting i hånden. Det med computere og skrivemaskiner har aldrig fungeret for ham, og han finder en form for tilfredsstillelse i, at se pennen bevæger sig over papiret, og de ord der dukker frem. Men fordi han skriver sine ting i hånden, er hans første udkast altid vildt lange. Desuden fortalte han, at han har en tidsplan, som han følger dagligt, hvor han står tidligt op, skriver i to timer, holder to timers pause, skriver i to timer, holder to timers pause osv., og så går han tidligt i seng, og så starter det ellers forfra. Han bruger flere hundrede timer på sine udkast, og når hele bogen er færdig har han brugt flere tusind timer, fordi den bare skal være perfekt.

Jeffrey Archer forstår ikke, at man som forfatter gider skrive bare fordi man ved det vil sælge, når man i stedet hele tiden kunne prøve at blive bedre og overraske sine læsere. Han synes det er dovent gjort. Han frydede sig derfor også over, at han havde hørt om en forfatter, der ikke længere blev udgivet i Danmark, fordi bøgerne ikke solgte, da læserne havde opdaget at forfatteren var blevet doven.

Efterfølgende svarede han på de spørgsmål der nu måtte være. Han var meget interesseret i at høre, om der var nogle af os bogbloggere, der ønskede at være forfatter, hvilket der var. Han gjorde det meget klart, at de ting han havde fortalt om, f.eks. hvordan han gjorde tingene, ikke nødvendigvis gjorde sig gældende for alle, men han ønskede os alle held og lykke med det. Desuden gav han det tip, at man selv oversatte sin bog til engelsk og sendte det til et forlag i udlandet. Han havde nemlig mødt utrolig mange der ikke kunne blive udgivet i udlandet, fordi forlagene ikke var interesserede, da de først skulle oversættes. Så han mente det måske var et forsøg værd, da han synes det var ærgerligt, at det skulle holde os fra at blive opdaget i udlandet. Derudover sagde han, at han synes at den første bog i hans serier, eller bare generelt, skulle sælges til næsten ingen penge, for når folk så havde læst den, så skulle de nok købe de andre, på trods af prisen. Det tip kunne jeg egentlig godt lide, og efter min tid i boghandlen kan jeg også se, at manden jo faktisk har ret.

Til sidst kunne vi få signeret vores eksemplarer af hans bøger. Lindhardt og Ringhof var så søde, at de sponsorerede et eksemplar af alle tre bøger i "Clifton-krøniken" til os bogbloggere, og jeg fik selvfølgelig signeret dem alle tre. Jeffrey Archer gav sig også tid til at small-talke mens han signerede, og efter vi havde fået en lille snak om, hvordan man udtalte mit navn, spurgte han mig, hvad jeg ville være, når jeg blev "stor", hvortil jeg svarede, at det vidste jeg ikke helt, men at jeg altid havde drømt om, at blive forfatter, og så ønskede han mig held og lykke. 

Alt i alt var det et rigtig godt og utrolig spændende arrangement, med en sjov, karismatisk person, som jeg kom til at holde meget af. Jeg kunne godt have brugt flere timer på, at lytte til Jeffrey Archer, og hans pointer omkring det at være forfatter.  

Tusind tak til Lindhardt og Ringhof for invitationen til et rigtig godt arrangement, og for at sponsorere de tre første bøger i "Clifton-krøniken", jeg glæder mig meget til at læse videre!












torsdag den 30. november 2017

Bogforum 2017

Min billet var venligst sponsoreret af Bogforum. 

Jeg har igen i år været på Bogforum sammen med Louise, der siden sidste Bogforum har fået sin egen blog, nemlig The Secret Life of a Book Collector. Denne gang var vi afsted om søndagen, da det var den dag, de fleste af de forfattere vi gerne ville høre var der. 

Vi mødtes ved metroen omkring kl. 11:30, da det første vi skulle se, eller rettere som jeg ville se, først var kl. 12:00. Vi havde dog okay med tid, da vi først kom frem til Bella Centret, så vi startede med at gå over i BørneBogforum, da Louise skulle aflevere en god potion bøger til organisationen Læs for livet.

Derefter hastede vi videre over til Tranescenen 2, hvor Paula Hawkins skulle snakke med Adrian Hughes om sin nye bog, "Det dybe vand". Jeg var ret vild med hendes thriller "Kvinden i toget", så vidste bare at jeg skulle høre hende. Jeg har endnu ikke læst "Det dybe vand", men jeg købte den engelske udgave få dage efter den udkom, da den lød rigtig spændende, og hun bare skriver rigtig godt. Paula Hawkins fortalte, at hun førhen havde skrevet romantiske komedier, men at de bøger ikke solgte så godt, og da hun så fik ideen til "Kvinden i toget" var hendes redaktør ellevild. Hun har puttet meget af den usikkerhed og det selvhad hun havde, pga. de andre bøger ikke solgte så godt, over i Rachel, hovedpersonen i "Kvinden i toget", som virkelig ikke kan se sit eget værd. Hun fortalte at ideen til "Det dybe vand" kom, mens "Kvinden i toget" var ved at blive udgivet. Desuden fortalte hun, at hun skriver meget uorganiseret, og selvom hun kender slutningen og hvem skurken er, så har hun ikke planlagt resten af plottet, da hun også selv vil overraskes. Derudover fortalte hun, at man som forfatter til denne type bøger, bliver nødt til at forstå sine karaktere og deres psykologi. Og selvom man ikke forstår deres handlinger 100%, så bliver de nødt til at være menneskelige, hvilket jeg synes var ret interessant. Bagefter var der mulighed for at få sine bøger signeret, og jeg havde taget "Kvinden i toget" med, så jeg kunne få en lille krusedulle. 

Efter jeg havde fået signeret min bog, gik vi over i BørneBogforum, da Josefine Ottesen, en af mine absolutte yndlings forfattere, ville signere bøger derovre. Josefine gav sig god tid til, at snakke med alle i køen, og blev henrykt hver gang der kom én, med en ældre udgave af hendes bøger. Dette var også tilfældet med den bog jeg havde medbragt, da det er en ældre udgave af "Dragens Kys", som er den bog jeg har genlæst flest gange i hele min reol, og som jeg har haft, siden jeg var omkring 12 år. Siderne er derfor gulnede og ryggen (desværre) knækket, men jeg elsker den! Jeg mødte Josefine Ottesen for første gang på Bogforum i 2015, og der var jeg så star struck, at jeg ikke rigtig kunne sige noget til hende, men det kunne jeg heldigvis denne gang. Kæmpe fremskridt! Hun er bare mega sød, og var glad for at høre, at jeg havde genlæst hendes bøger så mange gange, og anbefalede hende til så mange som muligt. Nu er to af de bøger, som betyder allermest for mig signeret af hende, men hvis jeg får chancen for at møde hende igen, har jeg en hel hylde at vælge imellem, med bøger hun kan skrive i.

Derefter gik vi over til forlaget Carlsen, hvor jeg lige skulle hilse på. Jeg har været i praktik på forlaget her i foråret, så skulle lige over og sige hej og høre, hvordan det gik derinde. Det var så hyggeligt lige at se dem igen, da de fleste fra forlaget faktisk var derinde.

Da jeg var færdig med at hyggesnakke, tullede vi lidt rundt. Pga. min graviditet måtte vi tage det lidt i et langsommere tempo, og vi havde derfor ikke planlagt lige så mange ting, som vi har gjort de sidste par år. Vi gik derfor mere og bare sugede indtryk til os og nød stemningen, end at haste rundt fra scene til scene. Vi var dog lige over og høre Nicole Boyle Rødtnes fortælle lidt om "Ilttyv"-serien, men vi kom først derhen, da det var muligt at stille spørgsmål. Det var dog meget sjovt at se, alle de børn der ivrigt stilte spørgsmål til både bogen og det at være forfatter. Efter hun havde besvaret spørgsmål ville hun signere bøger, og jeg skulle selvfølgelig have "Ilttyv" signeret, da den bare var rigtig god. Nicole er bare så sød, og giver sig tid til at snakke, og jeg fik takket hende personligt, for at ville svare på mit interview, som ligger her på bloggen. 

Efterfølgende gik vi lidt rundt og kiggede på de forskellige stande, og da vi havde spist frokost, var det blevet tid til det Louise havde set allermest frem til, nemlig at få en signering af Siri Pettersen, som bl.a. har skrevet "Odinsbarn". Jeg har ikke fået læst hendes serie endnu, men Louise er helt vild med den, så er meget spændt på den. Jeg har de to første stående, men er bare ikke nået dertil endnu. Men jeg havde taget "Odinsbarn" med, så jeg kunne få en lille signering. Siri er ligesom de andre forfattere super sød, og hendes signeringer passer så fint til bøgerne. 

Derefter skulle jeg til et bloggerarrangement med Jeffrey Archer, som jeg var blevet inviteret til af Lindhardt og Ringhof. Det var rigtig spændende, men det fortæller jeg om, i et andet indlæg, for der er meget at fortælle. 

Da arrangementet var slut, fandt jeg Louise igen. Vi tog lige en sidste runde rundt ved standende, og fik suget de sidste indtryk til os, inden vi tog hjemad. Jeg købte ikke nogle bøger i år, men jeg kom hjem med en fin goodiebag fra Plusbog.dk og de tre første bøger i Jeffrey Archers serie, som Lindhardt og Ringhof sponsorerede i forbindelse med arrangementet. Men dem viser jeg også frem i et andet indlæg.

Alt i alt var det en rigtig god og spændende dag, fyldt med en masse indtryk, skøn atmosfære og søde forfattere. Det er altid skønt at være omgivet af så mange bøger og bogelskere. Og så er det bare super hyggeligt at møde alle forfatterne, forlagsfolkene man skriver lidt frem og tilbage med, og selvfølgelig ens medbloggere.

Glæder mig allerede til næste år!

Var du på Bogforum i år? 

















tirsdag den 28. november 2017

"Udødelige vogtere" (Spirit Animals: Totemdyrenes Fald #1) af Eliot Schrefer

*Sponsoreret af forlaget Alvilda*
"Udødelige vogtere" (org. titel "Immortal Guardians) af Eliot Schrefer, af forlaget Alvilda, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Bogen er modtaget som gave fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

"Udødelige vogtere" hander om de unge grønkåber Conor, Abeke, Meilin og Rollan der bliver kaldt ud på en ny mission. I den fantastiske verden Erdas har en gruppe børn en sjælden evne: De kan påkalde deres eget personlige totemdyr. Conor, Abeke, Meilin og Rollan er blandt disse udvalgte. Men de skiller sig også ud, for de har hver især påkaldt legendariske totemdyr - tapre vogtere, som er blevet genfødt for at beskytte verden. En mørk kraft har nemlig materialiseret sig. En kraft, som er ældre end tiden selv. Den har sovet i århundreder under jordens overflade. Men nu er den vågnet, og Erdas er under angreb... 

Da jeg modtog denne bog, var jeg ret spændt på, at give mig i kast med den. Jeg har ikke læst nogle af de tidligere "Spirit Animals" bøger, men jeg har hørt meget positivt om dem. Men da dette er en fortsættelse til den tidligere serie, var jeg spændt på, om den ville give mening når man ikke har læst de andre, eller om det godt kunne lade sig gøre. Heldigvis kan det godt lade sig gøre, og "Udødelige vogtere" fangede og underholdte mig hele vejen igennem!

Jeg holdt meget af både Conor, Abeke, Rollan og Meilin, men jeg kunne især godt lide Abeke og Meilin. De er nogle meget viljestærke piger, som går til problemerne på en velovervejet måde, men samtidig er de også virkelig gode til at slås.
Desuden var jeg ret vild med deres totemdyr, da de alle har vildt meget personlighed, på trods af at de ikke snakker. Desuden er der en pandabjørn, en ulv, en falk og en leopard, hvilket er dyr jeg virkelig elsker og er fascineret af, så det var fedt at det var de dyr man blandt andet fulgte. 

"Abekes sidste skud havde efterladt hende åben for angreb. Arax sænkede hovedet og stormede frem imod hende. Rollan råbte til sin ven for at få hende til at kigge op, men det var for sent - Abeke kunne umuligt komme af vejen i tide. Og når Arax' horn ramte hende med den fart, ville døden være øjeblikkelig."

"Udødelige vogtere" foregår i en opdigtet verden kaldet Erdas, som rummer en masse forskellige områder. Igennem bogen bliver mange af disse områder nævnt, men heldigvis er der forrest i bogen placeret et kort, sådan at man nemmere kan orientere sig. Jeg elsker kort i bøger, både fordi de er så flotte, men også fordi de kan hjælpe en som læser med, at bevare overblikket over karakterenes rejse. I dette tilfælde brugte jeg det dog ikke så meget til, at følge deres færden gennem landet, men mere til at orientere mig om landet, når forskellige områder blev nævnt, som en del af baggrundsfortællinger. Men jeg ville nu ønske, at deres rejser var blevet beskrevet mere tydeligt, sådan at kortet også kunne bruges der. 

Kapitlerne i bogen følger de fire børn, og de missioner de er sendt af sted på. De er blevet sendt af sted to og to, og kapitlerne følger derfor deres missioner skiftevis. Dette fungerede rigtig godt, da man som læser blev inddraget i begge missioner, og man kunne derfor bedre kæde dem sammen. Kapitlerne havde en god længde, og der sker rigtig mange spændende ting, så man keder sig aldrig. 

"Et lille stykke af parasitten var langsomt ved at tage hans krop fra ham. Hvis ikke de havde våbnet, hvilken chance havde de så imod Wyrmen og alle de skabninger, der tjente den?"

Jeg har som sagt ikke læst bøgerne i den forrige serie, men jeg synes ikke det var svært, at komme ind i historien eller finde ud af, hvem karakterende var, og hvordan de hang sammen. Forfatteren er ret god til at samle op og beskrive ting, sådan at man nemt kan se tingene for sig, samtidig med at man får en lille smule viden om, hvad der er sket i de andre bøger, hvilket var rigtig godt. Der var dog enkelte steder, hvor jeg godt kunne have brugt lidt flere informationer om, hvad der var sket før og hvorfor, end den hurtige gennemgang. Det var dog ikke noget der havde stor betydning for selve historien, men er nok mere min nysgerrighed i forhold til nogle detaljer og situationer, hvor nogle af karakterende reagerede på en bestemt måde. Men som sagt, det er ikke noget der skal skræmme folk fra at læse denne serie, hvis man ikke har læst den anden, for det kan man godt.

"Udødelige vogtere" er en rigtig god og spændende bog, hvor der sker rigtig meget. Hele bogen igennem bliver selve handlingen og plottet for hele serien bygget op, og derved stiger spændingen også, jo længere ind i bogen man kommer. For lige pludselig giver de forskellige begivenheder meget mere mening, og man begynder at kunne se en sammenhæng imellem de ting der sker. "Udødelige vogtere" er virkelig svær at ligge fra sig, når man først er kommet i gang med den, og man bliver grebet af deres forskellige missioner, og de oplysninger de hver især får angående Evighedstræet og parasitten, der besætter sine værter. Jeg slugte bogen råt, og selvom jeg havde troet at totemdyrene kunne snakke eller på anden måde kommunikere med ord, blev jeg bestemt ikke skuffet. Jeg er meget spændt på at læse videre i serien, for de cliffhangers denne bog slutter med er bare ikke fair, for ja der er nemlig flere cliffhangers!



søndag den 26. november 2017

"Dusørjægerens hævn" (Rummets Detektiver #3) af Søren og Morten Ellemose

*Bogen er sponsoreret af forlaget Facet*
"Dusørjægerens hævn" af Søren og Morten Ellemose, af forlaget Facet, udgivet i 2017. Anmeldereksemplar fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

"Dusørjægerens hævn" foregår et godt stykke tid efter "Intergalaktisk eventyr" sluttede. Xander, Georg, Jeanne og Sigrid vågner i år 2155 på universets største rumskib. Om bord på Ark One forsøger de sammen med tvillingerne Tammie og Robert at løse mysteriet om tidsrejser. Denne gang kommer de på sporet af et intergalaktisk komplot. Nogen har stjålet Tidsgnisten og universet er begyndt at skrumpe. De hensynsløse dusørjægere Lord Greywood og Blade Bloodstorm er lige i hælene på de seks venner, som er udvalgt til at danne Rummets Detektiver. Bag den nådesløse jagt står den onde Kejser Blackrayn, der vil have magten over universet. 

Jeg har efterlyst mere sci-fi i de to tidligere bøger, og det må jeg sige, at jeg har fået i denne. "Dusørjægerens hævn" er efter min mening bedre end de to andre, og meget mere spændende og actionspækket!

I denne bog hører man meget mere om den rolle børnene har, og hvorfor de hver især er blevet udvalgt. Men jeg vil ikke komme meget mere ind på dette, da jeg ikke ønsker at spoile. Det er nemlig ikke helt tilfældigt, at det netop er dem som disse begivenheder er sket for. Dette var et ret interessant indblik i karakterende, da det før bare har virket til, at børnene var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Det er dog ikke tilfældet.

I "Dusørjægerens hævn" befinder vi os ude i rummet, i år 2155, på det store rumskib Ark One. Jeg var ret begejstret for det, da jeg endelig fik det sci-fi, jeg havde savnet i de andre bøger. For selvom mange af tingene virkede meget dagligdags- og hverdagsagtige, var de hele tiden omgivet af robotter og andre elementer som skilte sig meget ud, hvilket var fedt. Desuden får vi mere af vide om, hvad der er sket med Jorden og dens befolkning, hvilket var rigtig godt endelig kom med, da det er noget jeg har manglet svar på i de forrige bøger.

"Længere kom han ikke, før væggen rakte ud efter ham og sugede ham til sig. Med en slubrende lyd løftede den rumløjtnanten op fra jorden og ind gennem den hvide boblende masse. En langstrakt svvuuup fulgte. Og så var væggen borte sammen med Shivers."

Ligesom med de andre bøger ligger lix-tallet på omkring de 30, og kapitlerne er holdt i en overskuelig længde. Desuden slutter de stort set alle sammen på en dragende måde, med en lille cliffhanger, sådan at man bliver nødt til at læse videre, for at finde ud af, hvad det er der foregår og hvorfor. Dette er sammen med de mange nye oplysninger, med til at gøre bogen rigtig spændende og skabe et godt tempo hele bogen igennem, og den er derfor svær at ligge fra sig.

"Dusørjægerens hævn" er en rigtig god, spændende og actionspækket bog, som får foldet historien godt ud, da man endelig får en forklaring på de ting, som kan have undret én i de forrige bøger, samtidig med at mange nye oplysninger kommer frem på overfladen. Spændingen stiger og siderne vender nærmest sig selv, og der går ikke langt tid før man har vendt sidste side. Jeg er i hvert fald meget spændt på at læse videre i serien, for hold nu op en cliffhanger denne bog slutter på! 



torsdag den 23. november 2017

Bøger købt og vundet på Herlufsholm Fantasy Bogmesse 2017


Som lovet kommer her et indlæg med de bøger jeg købte, og dem jeg vandt, ved dette års Fantasy Bogmesse på Herlufsholm. 

Herlufsholm Fantasy Bogmesse er ikke en særlig stor messe, hvis man sammenligner med Bogforum, men hold nu op, hvor er der stadig mange forlag samlet, med en masse skønne tilbud og flotte bøger der bare lokker. Jeg havde dog lovet mig selv, at jeg ikke ville købe så mange bøger med hjem, da min stak af ulæste bøger bliver ved med at vokse, og med en baby der ankommer i december, er jeg ikke sikker på, hvor meget læsning jeg kan nå. Jeg havde dog nogle dage inden messen haft fødselsdag, og jeg besluttede derfor, at jeg godt måtte forkæle mig selv bare lidt. Jeg beherskede mig dog, og endte med kun at købe to bøger, selvom jeg var fristet af mange flere. For når ens hjerte brænder for fantasy, så er man virkelig i himlen her, så jeg er ret stolt over, at jeg ikke købte det hele!

Jeg er rigtig glad for de to bøger, som jeg kom hjem med, de er nemlig begge super flotte, og jeg har hørt meget godt om dem begge. Jeg købte "Legenden om Querqus Skjoldet" som er første bind i serien Næslandet af Eva Egeskjold. Jeg har ikke hørt vanvittig meget om serien, men af det jeg har hørt er det kun positivt, så jeg er meget spændt på at læse den. Den lyder i hvert fald rigtig spændende, og så er den jo bare vildt flot! Desuden var jeg så heldig at Eva Egeskjold var på messen, og hun var så sød at signere bogen, og ønske mig god fornøjelse med den. Den anden bog jeg købte var "Når en drage drager ud" af Mads L. Brynnum. Det er en rim og remse bog om monstre, som jeg synes var så sød og sjov. Jeg har læst en eller to anmeldelser af den, og synes den lød sød og anderledes, men jeg var bare ikke stødt på den nogle steder, så da jeg så den her, vidste jeg at den skulle med hjem til baby. Jeg har efterfølgende bladret lidt i den, og illustrationerne er bare så fine, og rimene rigtig (u)hyggelige. Jeg glæder mig i hvert fald til, at læse den op for min egen lille trold, når den selvfølgelig er gammel nok til det. 

Desuden var jeg blevet lokket til at deltage i en konkurrence, som Gyldendal afholdte, hvor man kunne vinde en bogstak med fem bøger. Jeg plejer ikke at vinde, så tænkte hvorfor ikke, og om mandagen fik jeg så en mail om, at jeg var den heldige vinder. Jeg blev meget overrasket, men også meget glad. Bogstakken indeholdt et eksemplar af "Rød opstand" af Pierce Brown, "De døde vågner" af Line Kyed Knudsen, "Den halve konge" af Joe Abercrombie, "Et rige af torne og roser" af Sarah J. Maas, og den illustrerede udgave af "Harry Potter og fangen fra Azkaban" af J.K. Rowling. "Rød opstand" har jeg dog i forvejen, så det kan være der kommer en giveaway på et tidspunkt, men de andre bøger glæder jeg mig meget til at læse, da de lyder rigtig spændende alle sammen. Harry Potter bliver godt nok en genlæsning, men efter at have kigget den igennem, er min lyst til en genlæsning også blevet meget større, da det er alt for længe siden, jeg har befundet mig i det univers. Derudover er den jo bare vildt flot!

Jeg købte:
  • "Når en drage drager ud" af Mads L. Brynnum, illustreret af Mads H. Johansen.
  • "Legenden om Querqus Skjoldet" (Næslandet #1) af Eva Egeskjold.
Jeg vandt:
  • "Den halve konge" (Shattered sea #1) af Joe Abercrombie. 
  • "Rød opstand" (Red rising #1) af Pierce Brown.
  • "De døde vågner" (Hvidt støv #1) af Line Kyed Knudsen.
  • "Et rige af torne og roser" (A court of thorns and roses #1) af Sarah J. Maas.
  • "Harry Potter og fangen fra Azkaban" (Harry Potter #3) af J.K. Rowling. 

Var du af sted på Herlufsholm Fantasy bogmesse? Fik du købt noget godt? :-)