torsdag den 18. februar 2021

"Papegøjehelikopteren" (Opdagerklubben #3) af Bobbie Peers

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Papegøjehelikopteren" (org. titel "Oppdagerklubben og papegøyehelikopteret") af Bobbie Peers, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2020). Læst på dansk (org. sprog norsk), oversat af Lene Ewald Hesel. 
★★★★★

"Papegøjehelikopteren" handler om Ella og Felix der tager ud på mission for at finde den forsvundne Papegøjehelikopter. Om bord på Papegøjehelikopteren er kaptajn Papa Gøje, en skrigende papegøje i uniform, hvis opgave det er at flyve hvalnødder til havet, så de kan klække og blive til hvaler. Ella og Felix tager kampen op mod junglens spøjse skabninger. Det er vist ret godt, at de har et par geniale opfindelser med sig. 

Herhjemme elsker vi Opdagerklubben, de er nogle af Njords yndlings bøger. Vi blev derfor alle virkelig glade, da vi så at 3'eren endelig var kommet. "Papegøjehelikopteren" er helt vildt god, og den blev hurtigt en ny favorit. Den er sjov, spændende, og hyggelig, og bringer smilende frem hos børn og voksne. 

Jeg holder virkelig meget af Ella og Felix. De er begge søde, hjælpsomme, opfindsomme, nysgerrige og modige. De kaster sig bare ud i tingene, også selvom nogle af de udfordringer de støder på skræmmer dem. 
I denne bog møder vi Papa Gøje, som er en skrigende papegøje, hvilket betyder han råber, og han råber højt. Jeg holdt meget af ham, da han er ret sjov. Derudover var det sjovt at læse de ting han sagde højt, for det skulle jo råbes. 

Historien foregår i en verden der er inde i Ellas ombyggede globus, og når Felix trykker på kaldeknappen skrumper hun og bliver suget ind i globussen, hvilket jeg synes er fedt. I "Papegøjehelikopteren" havner de i en jungle, hvor der findes mange farlige skabninger, f.eks. abekatte, som er halvt aber, halvt katte, og hvis latter er så smittende at man kan dø af det. De bestykker hvalnøddetræet, og passer på de sjældne hvalnødder, som Papegøjehelikopteren skal føre ud til havet, hvor de klækker og bliver til hvaler. Derudover findes der kødædende planter, og farlige edderknopper, som er en slags kæmpe edderkopper der ligner blomsterknopper. Jeg synes den ser mega nuttet ud, men den er ret stor og er ret farlig, så bestemt ikke noget at spøge med. 

"Latteren blev højere og højere. Det lød, som om der var en hel hær af mærkelige væsener, der bare skraldgrinede. Ella skraldgrinede også - det var umuligt at lade være. Hun grinede så meget, at hun fik ondt i maven. Hun begyndte at blive bange, men hun kunne simpelthen ikke holde op med at grine. Hun var nødt til at komme væk, før hun grinede sig ihjel."

"Papegøjehelikopteren" er illustreret af Sandra Steffensen, hvis illustrationer supplerer historien på fineste vis. Jeg er vild med hendes humoristiske illustrationer. De er så flotte, detaljerede og sjove, og formår virkelig at bringe liv til karakterende.

Sproget i bogen er relativt nemt, og kapitlerne er korte. Den er spændende, og man keder sig ikke på noget tidspunkt, da der hele tiden sker noget. "Papegøjehelikopteren" egner sig perfekt til en hyggelig højtlæsningsstund fra ca. 4-5 år og op, da den er rigtig underholdende, også for de lidt ældre børn og voksne. Den kan også bruges til selvlæsning fra omkring 9-10 år og op, der er dog enkelte svære ord hist og her. 

"Papegøjehelikopteren" er en virkelig god, sjov og spændende bog, som mine drenge og jeg hyggede os meget med. Den og de andre bøger i serien om Opdagerklubben er nogle af de bedste børnebøger jeg har læst længe, og de er et kæmpe hit herhjemme. Vi elsker dem og har læst dem utallige gange. Jeg glæder mig så meget til flere skøre og vilde eventyr med Ella og Felix. Men imens vi venter på den næste bog, så vil jeg genlæse denne og de andre med mine drenge endnu en gang. 

Så hvis I trænger til eventyr, så grib fat i Opdagerklubben. I vil ikke fortryde det! 




torsdag den 11. februar 2021

"Bare numser på stranden" af Annika Leone

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Bare numser på stranden" (org. titel "Bara rumpor på stranden") af Annika Leone, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2020). Læst på dansk (org. sprog svensk), oversat af Camilla Schierbeck.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Mira er på ferie i Italien. Hun skal bade i havet for første gang, og hun glæder sig til at prøve sine nye dykkerbriller. Men findes der hajer i Italien? På stranden er der rigtig meget at kigge på - en masse nøgne kroppe, der ligner hinanden, og så alligevel ikke... 

"Bare numser" har længe været en af de store favoritter herhjemme, hos både børn og voksne. Begejstringen var derfor stor, da jeg så denne ville komme. "Bare numser på stranden" levede dog ikke helt op til mine forventninger, men det meget, meget tæt på, jeg savnede bare lidt flere beskrivelser af kroppene. Men "Bare numser på stranden" er en sød, hyggelig og underholdende billedbog, om Mira der skal bade i havet for første gang, og lidt ved et uheld havner på en nudiststrand.

Mira er en sød og nysgerrig pige, som er begejstret for det meste. I denne bog er hun dog meget nervøs for at skulle bade i havet, for er der mon hajer? Men stranden giver nogle andre overraskelser, men nok mest for Miras forældre. Mira finder sig snart en ny ven, som hun hygger sig rigtig godt med.

"Bare numser på stranden" er på 32 sider. Sproget er holdt let og der er ikke særlig meget tekst. Den fungerer rigtig godt til højtlæsning fra omkring 3-4 år og op. Den er illustreret af Bettina Johansson, hvis illustrationer fint supplerer historien. De søde illustrationer er fyldt med humor og barnlig naivitet, som klæder historien og Mira rigtig godt. Til tider fortæller de nærmest deres egen lille historie, da de viser forskellige situationer som ikke er beskrevet i teksten. Illustrationerne viser på humoristisk vis mange forskellige kropstyper, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Alt bliver vist, alt lige fra deller, rynker, store, små, firkantede og runde numser, små, store, lange, runde, hængende og strittende bryster. Der er store, små, tynde, brede og skæve tissemænd, og kropsbehåring af forskellige karakter. Det hele bliver vist, men uden at det bliver for meget, fordi det bliver gjort med et glimt i øjet.

Jeg synes det er fedt med denne type bøger, der forsøger at give et realistisk billede af, hvordan menneskekroppen ser ud, og ikke på en glansbillede agtig måde. Kroppen bliver vist som den er. Billedbogen er skrevet af den svenske kropspositivist Annika Leone, som gerne vil give børn et sundt blik på deres kroppe og samtidig stille spørgsmålstegn ved folks krops- og nøgenhedsangst, hvilket jeg synes er en rigtig god idé. Jeg synes også at det lykkes ret godt, og uden særlig meget tekst får hun fint fortalt i samarbejde med illustratoren Bettina Johansson, hvordan vi alle ser forskellige ud og at alle kropstyperne er rigtige, og det bliver gjort på en fin og sød måde. Dog synes jeg godt kroppene kunne være blevet beskrevet mere i teksten, lige som i den første billedbog. I denne billedbog er kroppene ikke fokusset for selve historien, men det er de i den grad i illustrationerne. Alle de nøgne kroppe der optræder i baggrunden ligger virkelig op til samtale med ens børn, omkring hvordan kroppe kan se forskellige ud, og det var fedt. Det kunne bare have været virkelig sjovt, at høre Miras tanker og umiddelbare reaktioner om alt det hun ser.

"Bare numser på stranden" er en sød og underholdende billedbog, der tør provokere lidt med især dens illustrationer. Jeg kunne rigtig godt lide den, selvom jeg savnede nogle beskrivelser af de forskellige kroppe. Jeg sad dog med et smil på læben hele vejen igennem, og Njord på 3 år var også rigtig glad for den. Både "Bare numser" og "Bare numser på stranden" ligger op til nogle gode snakke om kroppen, og så er det bare sådan nogle bøger alle burde læse, også selvom man ikke har børn, fordi de er virkelig underholdende og anderledes, og vil med garanti få folk til at smile.




lørdag den 30. januar 2021

Året der gik og 2020's bøger

*Bøgerne i dette indlæg er anmeldereksemplarer eller lånt på biblioteket.*

Endnu et år er gået, og jeg er som altid bagud med en masse indlæg. 2020 har været et underligt år, corona har påvirket mange ting, men det hele har nu heller ikke været helt skidt. I starten af året var jeg på barsel med min yngste søn, Freyr. Så kom nedlukningen og Njord kom også hjem, så meget af min tid gik med at lære min yngste bedre at kende, og underholde og hygge om begge drenge. Af samme grund har meget af det jeg har læst i 2020 været billedbøger og højtlæsnings bøger, da det har passet ind i min hverdag, samt at tiden og energiniveauet ikke har været til de meget lange bøger, selvom lysten til bøgerne bestemt har været der. Men på trods af corona, så har 2020 været et godt og begivenhedsrigt år. Jeg har haft et vikariat som børnebibliotekar på Roskilde Bibliotekerne, som lærte mig rigtig meget, og jeg fik lov til at arbejde sammen med nogle skønne mennesker. I efteråret blev jeg så ansat som børn- og ungebibliotekar på Holbæk Bibliotekerne. Mine kollegaer er super søde, og vi har det sjovt sammen hver dag. Derudover har vi købt hus, og har nu egen have, og det er altså bare virkelig dejligt med to små livlige børn. 

Men nu skal det handle om bøgerne. Mit læsemål for 2020 var på 31 bøger, og i følge Goodreads har jeg ved årets udgang læst 43 bøger. Det er dog ikke alle de læste bøger der er at finde på Goodreads, så der er nogle der mangler, og jeg har derfor læst ca. 70 bøger i årets løb, hvilket jeg er mere end tilfreds med, også selvom de fleste er dem er billedbøger. Da jeg ikke har kunne få alle de læste bøger registreret på Goodreads, så har jeg heller ikke en helt rigtigt statistik over mit bogår, men vil derfor tage udgangspunkt i de 43 bøger som Goodreads nævner. 

De 43 læste bøger svarer til 4959 læste sider i 2020. Den længste bog jeg læste var "En ny chance" af Alexandra Potter, der er på 439 sider. Den korteste bog jeg læste var "Walt Disney Klassikere - Løvernes Konge" af Walt Disney Studios, der er på 27 sider. 

Det er som altid rigtig svært at sige, hvilken eller hvilke bøger der var den bedste i 2020, da der har været mange gode læseoplevelser. Endnu en gang har bloggen været præget af billedbøger, højtlæsningsbøger og børnebøger. Jeg er både blevet rørt og begyndt at grine under min læsning, og jeg bliver gang på gang imponeret over, hvor meget en billedbog kan få ud, på så få sider. De kan få fine budskaber ud, de kan provokere, de kan hygge og sprede glæde, og de kan nydes for det de er, en god historie. Jeg har i hvert fald nydt både at læse dem alene, men helt klart også at læse dem for Njord og Freyr, og se bøgerne sprede glæde og nysgerrighed hos dem. Jeg har hygget mig med historien om fluen Bitten der vil bestige et bjerg, i "Bitten og Bjerget" af Kim Hillyard. Jeg er blevet rørt af "Livet illustreret" af Lisa Aisato, for hvor er den altså bare smuk, og den rammer bare plet i alle illustrationer. Jeg har grint af Sallys far af Thomas Brunstrøm, og blevet suget ind i Oliver Jeffers forunderlige universer.
Derudover har jeg læst mange gode højtlæsningsbøger der rummer mange vigtige emner, som "Liljas eventyr - Dyndkarlens tårer" af Josefine Ottesen der behandler sorg, og "Minimund" af Frida Brygmann og Thomas Korsgaard og "Trine Loppelil Sørøverhjerte - Normalfesten" af Majken Fosgerau Salomonsen der handler om at acceptere sig selv. Men især bøgerne om Opdagerklubben af Bobbie Peers er gået hen og blevet en familiefavorit hos os, de er virkelig gode og sjove. Desuden har jeg læst lidt flere af de sjove børnebøger og de lidt mere dagbogsagtige, som jeg normalt ikke læser, men her har StineStregens bøger især fanget min opmærksomhed, jeg er i hvert fald kæmpe fan af "Det bliver et langt liv". 
Det hele har dog ikke været børnebøger, og jeg har også fået læst lidt YA-fantasy og lidt for voksne. Her vil jeg blandt andet nævne "Øglejægerne - Kloens klippe" af Camilla Wandahl, hold op den var spændende, og jeg glæder mig til at fortsætte denne serie, og komme tilbage til Nærv. Jeg fik også endelig læst "Elleskudt" af Signe Fahl, som jeg af uforklarlige årsager har haft stående ulæst på hylden, for WAUW, hvor var den fantastisk, og den er helt klart i top tre over de bedste bøger i 2020. 

2020 har jo af gode grunde været et noget anderledes år i forhold til boglige arrangementer, så det har været et meget stille og roligt år for mig på den front. Jeg håber dog det i år bliver muligt at komme på blandt andet BogForum, men nu må vi se, hvad der sker. 

2020 har alt i alt været et skønt år, både på privaten men også på bogfronten. Mit år har været fyldt med gode, søde, rørende, hyggelige og nostalgiske læseoplevelser, så jeg er meget spændt på, hvad 2021 vil bringe med sig. Det tegner allerede godt, så jeg glæder mig til at læse videre. Jeg satser dog på, at jeg i år får læst lidt længere bøger også, selvom børnebøgerne nok stadig vil fylde en del. 

For 2021 har jeg sat mit læsemål til 35 bøger, fordi jeg håber på de lidt længere bøger. Men nu må vi se, hvad det bliver til.

Tak til alle jer der læser med på bloggen, det betyder rigtig meget for mig, at I har lyst til at læse med, og jeg nyder sådan at læse jeres kommentarer og tanker. Desuden et kæmpe tak til alle de søde forlag og forfattere, der har givet mig en masse skønne læseoplevelser i årets løb. Det er jeg meget taknemmelig over!

Jeg håber I alle kom godt ind i det nye år, og at I alle får et rigtig dejligt læseår! 😊

Har du sat dig et læsemål for 2021?








torsdag den 28. januar 2021

"Duftapoteket - Der er en hemmelighed i luften" (Duftapoteket #1) af Anna Ruhe

*Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup & Co, men alle holdninger er mine egne.*
"Duftapoteket - Der er en hemmelighed i luften" (org. titel "Die Duftapotheke. Ein Geheimnis liegt in der Luft") af Anna Ruhe, af forlaget Straarup & Co, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog tysk), oversat af Birgit Fuglsang.
★★★★★

Fra bagsiden:
Der lugter mærkeligt i den gamle villa - af tusind ting på samme tid. Det er det første, Luzie lægger mærke til ved deres nye hjem i den kedelige landsby. Men ingen ved, hvor lugtene kommer fra.
 Sammen med sin lillebror Benno og nabodrengen Mats begynder Luzie at undersøge villaen. Men børnene har ingen anelse om, hvad huset gemmer på af hemmeligheder. I et skjult rum med reoler fra gulv til loft finder de et hav af flakoner fyldt med farverige, mystiske dufte. Men i flakonerne bobler ikke bare dejlige overraskelser. De er også fulde af farer. Og en af dem skulle de aldrig have åbnet... 

Jeg blev virkelig draget af den utrolig smukke forside, der har nogle skønne farver og bare rummer så mange detaljer. Den er helt magisk at kigge på, og man vil bare forsvinde ind i den. Heldigvis matcher indholdet forsiden, og man bliver hurtigt grebet af historien. "Duftapoteket" er en virkelig god, spændende, fængende og mystisk bog, der holdt mig fanget fra start til slut!

Luzie er en sød pige, der ikke er særlig begejstret for at de er flyttet fra Berlin til denne lille flække. Hun glæder sig i hvert fald slet ikke til at begynde i en ny skole. Hun kan godt være lidt usikker, men samtidig er hun også en meget nysgerrig, stædig og modig pige. Hun går hurtigt på opdagelse i Villa Evie, da det går op for hende, at der foregår et eller andet underligt. 
Mats er den søde, meget nysgerrige nabodreng, der er meget interesseret i Villa Evie. Han har mange teorier om huset og dets hemmeligheder. Han hjælper Luzie flere gange, og de to bliver hurtigt venner. 
Så er der Luzies småirriterende lillebror Benno. Han er en rigtig pilfinger, men er sød og iderig.
De tre børn går sammen om at redde Luzie og Bennos forældre og de af byens indbyggere der pludselig glemmer, hvem de selv er og hvordan alting hænger sammen. Derudover forsøger de at finde ud af, hvad der skete med Mats far, der forsvandt for en del år siden. 

Sproget i "Duftapoteket" er let, dog med nogle lange og avancerede ord hist og her. Kapitlerne er til gengæld korte og slutter ofte rigtig spændende og mystisk. Man flyver igennem bogen, som er velegnet til selvlæsning fra omkring 10 år og op, men sagtens kan læses højt for 8 årige og op. 
"Duftapoteket" er illustreret af Claudia Carls, hvis meget smukke illustrationer supplerer historien på fineste vis. Nogle af illustrationerne fylder hele eller halve sider, og her kan man virkelig se alle de fine detaljer, og andre steder er der små illustrationer. Der er ikke voldsomt mange illustrationer i bogen, men de gav lige lidt ekstra til læseoplevelsen. Derudover synes jeg det er så fint med de flakoner der pryder siderne ved hvert kapitelstart. Den slags detaljer er jeg virkelig en sucker for.

Jeg kan rigtig godt lide idéen om at dufte bliver gjort til noget magisk, og har utrolige evner. Jeg synes det var spændende med et duftapotek, der nærmest gemmer på uendelige muligheder og som derfor skal beskyttes, så det ikke havner i de forkerte hænder. Det er en svær kunst at være duftapoteker, for meget kan gå galt. Desuden er de personer der har noget med duftapoteket at gøre, ret underlige og hemmelighedsfulde, og man vil bare gerne vide, hvad det er de skjuler, og hvem alle de mystiske telefonopringninger og breve er fra. Det var nemlig rigtig spændende, så det glæder jeg mig til at høre mere om i de næste bøger. 

"Duftapoteket" er en virkelig god og spændende bog, som jeg var grebet af lige fra start. Den var svær at lægge fra sig, for selvom den måske ikke er så action fyldt, og tempoet ikke er specielt hurtigt, så skete der alligevel en masse. Al mystikken omkring Villa Evie, duftapoteket og duftene og de sære ting der sker, gjorde at siderne nærmest vendte sig selv, og at jeg bare måtte læse videre. Jeg var underholdt hele vejen igennem, og jeg kan næsten ikke vente med at læse videre, og opleve flere magiske dufte og eventyr. 




mandag den 25. januar 2021

"Trine Loppelil Sørøverhjerte - Normalfesten" af Majken Fosgerau Salomonsen

*Anmeldereksemplar modtaget af forfatter Majken Fosgerau Salomonsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Trine Loppelil Sørøverhjerte - Normalfesten" af Majken Fosgerau Salomonsen, af forlaget Gyldendal, udgivet i 2020. 
★★★★☆

Fra bagsiden:
"Alle mand på dæk!" brøler Sorte Sara, da hun smækker døren op til Trines nye klasseværelse, så både læreren og de andre børn måber. Trine ønsker bare af hele sit hjerte, at hendes mor ikke altid var så kommanderende. Og at hendes far ikke hele tiden gik rundt med et loppebur. Faktisk drømmer Trine allermest om, at hendes forældre var normale, for så ville hun have et helt almindeligt liv, akkurat som alle de andre børn. Men det er ikke så let, når ens mor er sørøverkaptajn for en flok gakkede sørøverkvinder, og ens far er loppedomptør for en håndfuld loppeartister. 

Jeg kendte ikke noget til denne bog, før jeg fik den i hænderne, udover at den lød sjov og havde en sød forside. "Trine Loppelil Sørøverhjerte - Normalfesten" er en rigtig sød, hyggelig og sjov historie, om pigen Trine der bare gerne vil være normal.

Trine er en sød, lidt usikker pige, der bare gerne vil passe ind. Hun er lige startet på en ny skole, igen, da hendes familie flytter rigtig meget. Hun drømmer om at passe ind i den pigegruppe der er i hendes nye klasse, som alle går i flot lyserødt tøj, med masser af glimmer, og er meget moderigtige. Det er bare ikke så nemt, når ens mor er sørøver, og tvinger én til at gå med bandana og stribede bluser i sørøverfarver. Derudover er hendes far loppedomptør, og render rundt og snakker med sine lopper, som ingen udover ham selv kan se. Trine hader det. Hun finder dog snart ud af, at tingene ikke er så lige til, og hun bliver overrasket på flere kanter. 
Trines forældre får ofte rodet sig ud i en masse ballade. De elsker Trine rigtig højt, men glemmer nogle gange at lytte til hende. Men da de endelig lytter, ender de med at gøre tingene endnu mere pinlige. Det er nemlig ikke altid nemt at være "normal". 

"'Både kloge og dannede mennesker kan være bange for lopper. Det er faktisk helt naturligt at være bange for dem. Lopper bider jo!' 'Det gør de i hvert fald ikke. Kun de uopdragne,' svarer far. 'Men de fleste lopper er uopdragne. Det er jo ikke så mange, der ligefrem opdrager deres lopper.' 'Så er det også deres egen skyld,' siger far." 

"Trine Loppelil Sørøverhjerte - Normalfesten" er en historie om at acceptere sig selv, og faktisk også sin familie. Den viser os at det måske er meget godt, at vi ikke alle sammen ligner hinanden. Trine vil bare så gerne være normal, og hun bryder sig ikke om at hende og hendes forældre skiller sig ud. Vi kan nok godt alle sammen genkende følelsen af at ens forældre er lidt pinlige, og man bare ønskede de var lidt mere som andres forældre. Men når de så gør et eller andet fedt, så er de alligevel meget søde, og så er det faktisk helt okay, at de ikke er lige som alle andre. Det ville alligevel være lidt kedeligt i længden. Trine opdager da også at det faktisk kan have nogle fordele at skille sig lidt ud. Desuden kan det være, at der faktisk er nogle som ville ønske, at deres liv ikke var så normalt og kedeligt, men derimod mere spraglet og festligt som hos en sørøverkaptajn og loppedomptør.

Sproget i bogen er let forståeligt, dog med nogle få lange og svære ord, hvor man måske skal have hjælp fra en voksen til at forstå dem. Kapitlerne er ikke voldsomt lange, og indeholder derudover nogle små fine illustrationer, hvilket gør bogen meget overskuelig at læse. 
Bogen er illustreret af Anne Hoberg, der med sine søde, lidt naive illustrationer får vist Trine, og hendes oplevelser på en meget humoristisk måde. Illustrationerne passer rigtig godt til historien og karaktererne. 

"Trine Loppelil Sørøverhjerte - Normalfesten" er en rigtig sød og sjov historie, der viser at vi alle er gode nok, præcis lige som vi er. Historien om Trine og hendes skøre forældre får én til at smile, men samtidig kan man også sidde lidt og krumme tæer på Trines vegne, da hendes forældre altså kan være ret pinlige. Bogen egner sig perfekt til en hyggelig højtlæsningsstund fra omkring 5 årsaldren, men kan også sagtens bruges til selvlæsning fra omkring 9-10 årsalderen. Jeg hyggede mig rigtig meget under min læsning, og var underholdt hele vejen igennem. Jeg glæder mig til at læse den med mine drenge, om nogle år. 




tirsdag den 19. januar 2021

"Sallys far er en dårlig taber" af Thomas Brunstrøm

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Sallys far er en dårlig taber" af Thomas Brunstrøm, af forlaget Carlsen, udgivet i 2020. 
★★★★★

Fra bagsiden:
Sallys far kan overhale enhver, når han er ude at cykle. Han er også den hurtigste, når de løber om kap, og den, der kan have flest flødeboller i munden. Og hver gang han vinder, blærer han sig helt vildt. Det er ret irriterende! Men når Sally brokker sig, så kalder far hende bare for en dårlig taber. Det er på tide, at Sallys far kommer ned med nakken. Men først skal Sally jo vinde over ham, og det viser sig faktisk at være ret svært.

Herhjemme er vi rigtig glade for historierne om Sallys far, og denne er bestemt ingen undtagelse. "Sallys far er en dårlig taber" er en virkelig sjov og god billedbog, som fik mig til at grine flere gange under min læsning.

Sallys far kan rigtig godt lide at konkurrere og meget gerne om alt. Hvem kan cykle hurtigst, hvem vinder i dåseskjul og hvem kan have flest flødeboller i munden. Han er dog ikke en særlig god vinder, for han blærer sig og føre sig frem, og kalder Sally en dårlig taber. 
Sally er knap så overbærende i denne bog, for hun er godt irriteret på sin far, og vil bare gerne have ham ned med nakken og hovere, så han kan se, hvor nederen han har været. Det er dog ikke så nemt, og Sally må trække det tunge skyts frem som matador og vendespil. 
Eddie er lige så skøn og tosset som han plejer, og det er sjovt at se, hvad han finder på i løbet af bogen.

"Sallys far er en dårlig taber" er på ca. 30 sider, med en del tekst på siderne. Sproget er holdt let og fyldt med humor, og den er derfor sjov at læse for både børn og voksne, og jeg vil anbefale den fra 4 år og op. Jeg kan virkelig godt lide, at historierne om Sallys far er så relaterebare, jeg kunne i hvert fald genkende en del af mig selv og min familie i Sally og hendes far. Jeg er ikke altid den bedste taber, men tror heller ikke altid at jeg er den bedste vinder, og derfor både elsker og hader jeg konkurrencer og til tider også spil. Derudover kender vi nok alle sammen én, hvis det ikke er os selv, som er henholdsvis en dårlig taber eller en dårlig vinder. Det var i hvert fald sjovt at læse om, og jeg grinte en del under min læsning.

Billedbogen er illustreret af Thorbjørn Christoffersen, som har en fin og meget humoristisk streg, der passer virkelig godt til Sallys far, og den humor der er i historien. Illustrationerne supplerer historien virkelig godt. De er skæve, sjove og fyldt med personlighed, og karakterende er fyldt med liv, hvilket er rigtig fedt.

"Sallys far er en dårlig taber" er en virkelig god, sød og meget sjov billedbog. Den er meget relaterebar, og jeg tror de fleste vil kunne finde genkendelse i situationerne, hvilket gør den endnu mere sjov. Desuden sker der så mange skøre ting i illustrationerne, som måske ikke bliver nævnt i teksten, hvilket også er ret underholdende. Njord var især vild med at Eddie kaldte flødebollerne for flødeballer, og grinte af det. Vi er fan af Sallys far, Sally og Eddie, og vi glæder os til at læse flere skøre og pinlige historier med dem. De kan klart anbefales!

Billedbøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.




torsdag den 7. januar 2021

"Ingen venner, hvad nu?" (Myntes Dagbog #1) af StineStregen

*Lånt på biblioteket*
"Ingen venner, hvad nu?" af StineStregen, af forlaget Gyldendal, udgivet i 2019.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Ja, det her er så min dagbog. Læs den bare. Jeg har ingen smartphone og på en måde heller ingen venner. Så du vil gispe, når du læser om mit vildt dramatiske almindelighedsliv med en kat og forældre, der er lavet af 99 procent spelt. Kh Mynte. Det her er den første af Myntes dagbøger, hvor du kan få direkte adgang til en ret almindelig teenagers (ikke specielt, men så alligevel) vilde hverdag. 

Normalt er jeg ikke til dagbogsbøger, da hovedpersonerne og skrivestilen plejer at irritere mig lidt. Men der var bare noget ved StineStregens tegninger og humor der gjorde mig nysgerrig på Myntes dagbog. "Ingen venner, hvad nu?" er en rigtig god, sød og sjov bog, som overraskede mig og fik mig til at små grine flere gange, imens jeg læste. 

Mynte er en skøn hovedperson, som er meget relaterebar. Hun er flyttet til Jylland, men gider ikke rigtig de andre børn i hendes klasse, hun vil bare tilbage til København og hendes gamle veninder. Hun har de mest pinlige forældre, der ingenting fatter og hendes kusine er bare den værste, fordi hun både er sød, pæn og populær. Mynte er dog lidt ensom, selvom hun ikke gider de andre, men heldigvis begynder der en ny pige i klassen som måske kan blive hendes ven. Hun er fra Polen og kan ikke snakke dansk, men hun tegner ligesom Mynte, og det er Myntes vej ind. 
En gang imellem kunne man da godt blive ret irriteret på Mynte, da hun er ret egoistisk og ikke altid er i stand til at se, hvad der foregår omkring hende. Heldigvis udvikler hun sig igennem historien. 
Zosia er til gengæld rigtig sød, og prøver at lytte til Mynte og hjælpe hende. Det er bare ikke altid nemt når man ikke kan sproget, og den anden ikke rigtig lytter. 

"Ingen venner, hvad nu?" er opbygget som en dagbog, med korte afsnit der indledes med 'Kære dagbog', og en masse personlige tegninger, hvor Mynte illustrerer sit liv og sine oplevelser med sin familie, Pizzamis, hendes venner fra København og hendes nye ven som hun kalder Polen, da hun ikke kan udtale hendes rigtige navn. Jeg er vild med StineStregens fine streg, som er fyldt med humor. Generelt er det en meget humoristisk bog, både i teksten, men også i de fine tegninger. Det er en virkelig relaterebar historie, og selvom det er nogle år siden jeg selv var teenager, så kan jeg godt genkende nogle af Myntes frustrationer. Hvem kan ikke relatere til pinlige forældre, der stadig tror man er et lille barn, og man må ikke få en ny smart telefon. Mynte har det i hvert fald ret hårdt, hvis hun selv skal sige det. 
"Ingen venner, hvad nu?" egner sig rigtig godt til selvlæsning fra omkring 10 år og op. Måden hvorpå bogen er opbygget, og med et let forståeligt sprog, giver en overskuelig og sjov læseoplevelse, med et godt flow.

"Ingen dagbog, hvad nu?" er en rigtig sød, hyggelig og meget sjov bog om familiebånd, venskaber og hvordan man bliver venner igen efter et skænderi. Jeg hyggede mig meget under min læsning, og jeg glæder mig til at læse mere om Mynte og hendes liv. 





onsdag den 6. januar 2021

"Det lille snefnug" af Benji Davies

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Det lille snefnug" (org. titel "The Snowflake") af Benji Davies, af forlaget Carlsen, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2020). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Louise Bylov.
★★★★★

Fra bagsiden:
Uanset hvor vinden fører os hen, finder vi vores rette vej til sidst. En poetisk julehistorie om længsel og drømme. 

Det har sneet det mest af dagen, og hvilken bog er så mere passende at læse end "Det lille snefnug"? Det er anden gang jeg læser noget af Benji Davies, og jeg er endnu en gang blevet tryllebundet af hans søde og poetiske univers. "Det lille snefnug" er en virkelig sød og rørende historie, som gjorde mig varm om hjertet.

"Det lille snefnug" handler om et lille snefnug og en lille pige, der begge længes efter noget de ikke helt kan sætte ord på. Snefnugget har ikke lyst til at falde, men vil bare gerne ned og finde sin plads i verden. Snefnugget er glad for at mødes med en masse andre snefnug på sin rejse, og erfarer at alle snefnug er unikke. Den længes dog stadig efter at finde sin særlige plads i verden, måske som en funklende stjerne, lige som stjernen på toppen af juletræet i butiksvinduet. 
Noelle er ude og handle med sin bedstefar, da hun ser et rigtig flot juletræ, med farverigt pynt og en funklende stjerne på toppen, alt hun ønsker sig er sådan et juletræ og en smule sne. 

"Det lille snefnug" er på 32 sider, hvor der er en smule tekst på hver side. Siderne er smukt illustreret af Benji Davies selv, der med en sød, blød og lidt naiv streg viser snefnugget og Noelle, samt deres rejser og hvordan de til sidst mødes. Jeg holder meget af Benji Davies' flotte illustrationer, da de rummer så meget personlighed og passer godt til de poetiske universer han får skabt. 

"Det lille snefnug" er en rigtig god, sød, hyggelig og rørende historie, om håb, længsel og drømme. Det er en meget fin billedbog, hvor snefnugget og Noelle får opfyldt hinandens ønsker og bringer glæde hos dem begge. Det er en anderledes julehistorie, men dens fokus på håb rammer lige ind i juleånden. Den er perfekt til en hyggelig højtlæsningsstund mens sneen falder udenfor, og jeg vil anbefale den fra ca. 3 år og op. Njord og jeg storhyggede os under vores læsning, og jeg blev rørt over slutningen. Den kan klart anbefales til at varme hjerter i disse kolde vintermåneder. 





tirsdag den 5. januar 2021

"Det vi vil bygge" af Oliver Jeffers

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Det vi vil bygge" (org. titel "What we'll build") af Oliver Jeffers, af forlaget Carlsen, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2020). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Camilla Schierbeck.
★★★★★

"Det vi vil bygge" handler om en far og en datter, der hånd i hånd går ud i den store verden og lægger planer for deres fremtid sammen. Det er en poetisk fortælling om en far, der drømmer om at vise sin datter hele verden, og hvordan man kan være i den som menneske. 

Jeg elsker Oliver Jeffers bøger, og "Det vi vil bygge" rammer mig bare lige i hjertet, og fik smilet frem hos mig flere gange. "Det vi vil bygge" er en virkelig god og skøn billedbog, med smukke illustrationer som man kan forvente fra Oliver Jeffers hånd, om en far og hans lille datters planer for fremtiden. 

Faren og datteren i "Det vi vil bygge" bygger et sted, hvor de kan lave planer for fremtiden. De bygger et sted til kærligheden, et hjem og en tryg base. Der er dog også plads til at være bange og strid. Billedbogen viser desuden at man skal kunne sige undskyld, selv når man har taget fejl eller begået en fejl, og hvordan man skal kunne tilgive hinanden. Den viser på fineste vis, hvordan man som forælder bare gerne vil passe på sit barn, og hjælpe det godt på vej ud i livet, og hvordan vi hver især påvirker hinandens liv, bare ved at være til stede. Den viser os vigtigheden af at være i nuet, for tiden går hurtigt. Men når tiden går, så har vi altid minderne, og den kærlighed vi har lagt til side i minderne, kan bruges på de triste og grå dage. 

"Lad os bygge et ur, for tiden er fin. Jeg bygger din fremtid, og du bygger min."

Billedbogen er på 48 sider. Der er ikke særlig meget tekst på siderne, til gengæld rimer den lidt. Siderne er rigt dekoreret med Oliver Jeffers egne illustrationer. Jeg er vild med Oliver Jeffers lidt skæve, naive streg, der rummer så meget humor og personlighed. Han formår at få virkelig mange detaljer med, selvom illustrationerne virker meget enkle. De er virkelig dragende, og jeg kan bruge lang tid på at kigge på dem og de flotte, lidt dæmpede farver og tekniker han bruger i sine illustrationer. De passer rigtig godt til stemningen i bogen, og det poetiske Oliver Jeffers bøger rummer. 
Desuden er billedbogen lavet i en god kvalitet, med et omslag som er virkelig lækkert at røre ved, da det næsten er helt blødt.

"Det vi vil bygge" er en virkelig god, sød og hyggelig historie, som rørte mig dybt og varmede mit hjerte. Jeg kan genkende mange af farens ønsker for sin datter, i mine ønsker for mine drenge, samt lysten til at guide dem igennem livet. Det er dog svært, og man må derfor være der på sidelinjen, og støtte dem når de har brug for det. Jeg synes det er et fint budskab, at vi bygger hinandens fremtid. Når børnene kommer ind i vores liv, ændres det fra den ene dag til den anden, mens vi som forældre prøver at vejlede vores børn så godt som muligt, sådan at de kan klare sig selv ude i verden. Både børn og forældre kan lære noget af hinanden, og derigennem bygger og udvikler vi hinandens fremtid, og oplever den største kærlighed. 

Jeg glæder mig til at læse den igen, sammen med mine drenge, når de er blevet lidt ældre. For lige nu er toget og bilen mere interessante, end resten af historien. Men jeg elskede den!





lørdag den 2. januar 2021

"Julemandens ønske" af Kim Fupz Aakeson

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Julemandens ønske" af Kim Fupz Aakeson, af forlaget Carlsen, udgivet i 2020.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Julemanden har travlt. Sindssygt travlt. Det er december, og folk og folks børn ønsker sig alt muligt, virkelig alt muligt. Legetøjsbiler, iPhones, dukkehuse, malebøger, blendere, racerbaner, penalhuse, fladskærme, ninjadukker, brødknive, sovebamser, løbehjul, rulleskøjter og så videre, og så videre. Men hvad ønsker Julemanden sig? Det har han da aldrig nogensinde tænkt over, men nu tænker han næsten ikke på andet! Julemanden er helt rundtosset, og det er ikke supersmart, når det er juleaften, og der lissom er et par gaver, der skal bringes ud...

Selvom vi allerede er gået ind i et nyt år, så fik vi herhjemme læst en hyggelig billedbog om Julemanden i december måned. "Julemandens ønske" er en meget sød og humoristisk julehistorie, som hele familien kan hygge sig med, både før og efter jul.

Billedbogen handler om Julemanden og hans kone og deres 11 børn, der er opkaldt efter månederne, da det er nemt at huske. Julemanden har travlt med at ordne folks julegaveønsker, men han har lidt glemt sig selv. I hvert fald indtil en af hans børn spørger, hvad han selv ønsker sig. For kan en julemand egentlig ønske sig noget? Han er jo Julemanden, og han sørger for andre. Julemanden går og tænker over det, men han er så forvirret, at han kommer til at aflevere mange af gaverne de forkerte steder. Men er det nu også så slemt? for mon ikke der findes en løsning på det. 

"Julemandens ønske" er en sød og sjov billedbog om at værdsætte og sætte pris på det man har, for det er ikke altid gaver og ting der gør én glad, men måske nærmere de mennesker der befinder sig i ens liv. Derudover husker den os på, at selvom man måske får noget der egentlig ikke er én, så kan det gives videre og gøre glæde hos nogle andre. Alle dem der i historien får en forkert gave finder en løsning på det. En løsning der spreder glæde hos både dem selv, men også hos den person der til sidst får gaven. Og havnede gaven så i princippet ikke det rette sted?

"Julemandens ønske" er på 32 sider, og den er perfekt til en hyggelig højtlæsningsstund fra omkring 4 år og op, da der er en okay mængde tekst i bogen.
Claus Bigums meget karakteristiske og humoristiske illustrationer pryder siderne, og får suppleret historien rigtig godt. Claus Bigums illustrationer passer bare virkelig godt ind i Kim Fupz' univers.

"Julemandens ønske" er en virkelig god, sød og hyggelig billedbog, som jeg morede mig meget med at læse. Det er en klassisk Kim Fupz historie, fyldt med humor, skævheder og fine kommentarer og budskaber, til det samfund vi lever i. Den bringer smil frem, og man hygger sig rigtig meget mens man læser den, og den vil med garanti sprede noget julestemning ude i stuerne. Den kommer i hvert fald frem igen næste jul.

Har du fået nogle gode julegaver i år? eller har du også fået nogle der landede "forkert"?