mandag den 23. september 2019

"Farvernes bog om farver" og "Farvernes bog om tal" af Drew Daywalt

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplarer fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Farvernes bog om farver" og "Farvernes bog om tal" (org. titel "The Crayons' Book of Colors" og "The Crayons' Book of numbers") af Drew Daywalt, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Begge papbøger modtager samme antal stjerner.
★★★★★

Fra bagsiden af "Farvernes bog om farver":
Viktor og hans farver har haft rigtig travlt. Kender du alle farverne?

Fra bagsiden af "Farvernes bog om tal":
Viktors ti farvekridt er pist forsvundet! Kan du finde dem og tælle med undervejs?

Jeg er vild med Oliver Jeffers fine, lidt barnlige streg, og derfor blev jeg så glad, da jeg modtog disse to skønne papbøger. Jeg har dog ikke læst Drew Daywalts billedbog "Den dag farverne fik nok", som disse papbøger er baseret på, men det er helt klart en bog jeg skal have fat på, for hold op, hvor er det nogle søde og sjove farver Drew Daywalt og Oliver Jeffers har fået skabt. Papbøgerne er søde og sjove, og så kan de tåle lidt af hvert.

I den ene papbog bliver vi præsenteret for Viktors forskellige farver, og ser nogle af de ting som de primært bliver brugt til at farvelægge, samt deres tanker om det, og hvad de inderst inde gerne vil farve. Jeg kan specielt godt lide den lidt triste beige, som ikke bliver brugt til så meget andet end at farvelægge korn, den lidt bitre lyserøde som bare gerne en gang imellem ville farvelægge en dinosaur eller en cowboy, og den meget nedslidte blå, som er Viktors yndlingsfarve. 
I den anden papbog er farverne blevet væk, og vi skal finde og tælle dem alle. Endnu en gang bliver det gjort på en rigtig sød måde, hvor man lærer lidt om farverne og de konflikter og drømme de har. 

Papbøgerne er på 18 sider. Der er næsten ingen tekst, men alligevel er de så fyldt med humor og personlighed, at man ikke kan andet end at holde af farverne og Viktor for den sags skyld også, da man lærer ham at kende gennem hans tegninger. Samspillet mellem Drew Daywalts tekst og Oliver Jeffers illustrationer er fantastisk, og humoren og den barnlighed der er i tegningerne skinner virkelig igennem, og jeg nød virkelig at læse dem og de fik flere gange bragt et smil frem på læben. 

"Farvernes bog om farver" og "Farvernes bog om tal" er to søde, hyggelige og skøre papbøger som både børn og voksne vil nyde. De fik mig til at smile og fnise, men humoren er nok mere henvendt til den voksne læser, da helt små børn der læser papbøger, nok ikke vil fange de kommentarer farverne kommer med. Men det gør det sjovt for de voksne. Njord er i øjeblikket meget optaget af farver, og han er meget glad for at kigge dem igennem og fortælle, hvad billederne forestiller og hvad det er Viktor har tegnet, samt at finde ud af, hvad de forskellige farver hedder. Derudover kan de holde til at blive kastet med, og er dermed en god måde at præsentere de mindre børn for farverne på, men også for nogle figurer, som de måske vil støde på i billedbøgerne, eller som deres ældre søskende måske allerede kender. Jeg skal i hvert fald ud og finde billedbøgerne om disse farver, for hold op, hvor er de skønne.

Kender du farverne? eller billedbøgerne om de hårdt arbejdende farver?







tirsdag den 17. september 2019

"Gurli Gris - Hjulene på bussen" af Claire Sipi (Adaptor)

"Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne."
"Gurli Gris - Hjulene på bussen" (org. titel "Peppa Pig - The wheels on the bus") af forlaget Alvilda, udkommer d. 3. oktober, 2019 (org. udgivet i 2017). Læst på dansk (org. sprog engelsk).
★★★★★

Fra pressemeddelelse:
Syng med på "Hjulene på bussen", når Gurli Gris og hendes venner tager på tur op i bjergene. Bogen har plastikhjul, så den kan bruges både til højtlæsning og leg. 

Njord elsker sangen Hjulene på bussen, ja så meget at vi endda synger den når han skal sove. Derudover er han ret glad for Gurli Gris, så da denne seje bog kom ind af døren, vidste jeg at den ville være en klar vinder. Der blev da også leget med bussen, og efterfølgende læst og sunget med på sangen. Så der er vidst ingen tvivl om, at "Gurli Gris - Hjulene på bussen" er et hit herhjemme.

Historien er en sød, lille, kort fortælling om Gurli og hendes venner, der skal på picnic i bjergene. Historien bliver fint suppleret af vers fra den velkendte børnesang Hjulene på bussen, så man kan synge med undervejs i fortællingen, hvilket er rigtig hyggeligt.

Bogen er på 10 sider, og siderne er illustreret med de kendte ansigter fra tv-serien, så børnene har noget genkendeligt mens de læser og kigger i bogen. Desuden har bogen det sjove interaktive element, at den har fire hjul, sådan at man kan lege med den, som var det en "rigtig" legetøjs bus. Jeg er vild med at bogen kan bruges på flere måder, til både læsning og leg, da det giver en meget anderledes læseoplevelse samt billede af, hvad en bog også kan være.

"Gurli Gris - Hjulene på bussen" er en hyggelig og sjov bog, som byder på både historie, sang og leg. Njord tog den til sig, og sang med på sangen, så jeg er næsten sikker på at den kommer til at blive en af favoritterne herhjemme. Så hvis du har én derhjemme som er lige så glad for Gurli Gris, busser og måske endda også sangen Hjulene på bussen, så vil den her bog være et hit.

Bogen udkommer d. 3. oktober. 





søndag den 8. september 2019

Serien om Hasulle Banulle af Chr. Winther

*Anmeldereksemplarer modtaget fra forfatter Chr. Winther, men alle holdninger er mine egne.*
"Hasulle Banulle og gummistøvlen", "Hasulle Banulle bygger hule" og "Hasulle Banulle kan ikke sove" af Chr. Winther, af forlaget SMSpress, udgivet i 2019. Alle tre bøger modtager samme antal stjerner. 
★★★★☆

Fra bagsiden af "Hasulle Banulle og gummistøvlen":
Hasulle var et lille væsen med fem ben. Og fem flotte gummistøvler. Hej hov, vent! Han havde kun FIRE gummistøvler?

Fra bagsiden af "Hasulle Banulle bygger hule":
"Hvorfor er jeg den eneste i verden med en GRIM hule?" rasede Hasulle Banulle. Han manglede ispinde. MASSER af ispinde!

Fra bagsiden af Hasulle Banulle kan ikke sove":
Det havde været en lang dag. Hasulle Banulle skulle til at sove. Men hør: HOV! Øjnene ville ikke lukke i?

Billedbøgerne om det lille røde nullermands lignende væsen Hasulle Banulle er et kæmpe hit herhjemme. Jeg må indrømme, jeg var lidt skeptisk i starten, da jeg havde hørt den skulle være filosofisk, hvilket jeg normalt ikke er til. Men efter at have set min søn på knap to års reaktion på historierne og Hasulle Banulles sjove rimene sprog, ja, så er jeg altså blevet overbevist, og holder nu også af det skøre lille væsen. Bøgerne er søde, sjove og hyggelige, og fungerer så godt til højtlæsning.

Historierne handler om den lettere aggressive Hasulle Banulle, der i den ene historie har tabt sin ene gummistøvle og derfor må finde en ny, i den anden historie har han ikke nok ispinde til at bygge sin hule og må derfor finde flere, og i den tredje har han problemer med at sove, og så må han finde ud af, hvordan han bedst muligt bliver træt. Han bruger meget alternative metoder til at løse sine problemer, da han kort sagt tager tingene eller laver en frygtelig masse larm.

Det filosofiske element i bøgerne kommer til allersidst i bogen, efter selve historierne er sluttet. Her stiller Hasulle Banulle nemlig spørgsmålstegn ved en masse af de ting han har lavet, og som undrer ham ved tingene. Han spørger f.eks. hvad det vil sige at eje noget, og om ting overhovedet er der når vi ikke kigger på dem, samt hvorfor det er man kan blive træt af at sove. Disse spørgsmål skaber en oplagt mulighed for at tage en god snak med sine børn, omkring hvad man har læst og hvad de tænker om tingene, og den måde Hasulle Banulle løser sine problemer på.

Bøgerne er på knap 28 sider, og har ikke meget tekst på siderne. Til gengæld er skriften stor og sproget er let at forstå. På de fleste af siderne er der fine illustrationer, som jeg går ud fra Chr. Winther selv har lavet. De passer rigtig godt til historierne, og man er aldrig i tvivl om Hasulle Banulles sindstilstand. Dog synes jeg nogle gange illustrationerne blev lidt for grå i det, til min smag.

Billedbøgerne om Hasulle Banulle er søde, sjove og gode, og er som sagt et hit herhjemme. Min søn, på knap to år, griner og snakker flittigt med, og var meget optaget af, da Hasulle Banulle taber sin gummistøvle. Spørgsmålene må vi dog vente med til han bliver lidt ældre, da de helt klart henvender sig mere til de 3-4 årige. Bøgerne fungerer rigtig godt til højtlæsning, og kan som sagt skabe en god dialog med ens børn. Vi glæder os i hvert fald til, at læse meget mere om Hasulle Banulle og hans tossede påfund, herhjemme.









onsdag den 4. september 2019

"Dødt Kød - Dag 2" (Dødt kød #2) af Nick Clausen

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne.*
"Dødt Kød - Dag 2" af Nick Clausen, af forlaget Facet, udgivet i 2019. 
★★★★☆

"Dødt Kød - Dag 2" handler om dag to i en begyndende zombieapokalypse. De døde er vågnet. Drevet af umættelig sult. På evig jagt efter frisk kød. Smitten spreder sig som pesten. Intet står imellem de udøde og menneskeheden. Er det for sent at redde verden fra katastrofen?

Jeg var spændt på at fortsætte historien om den zombieapokalypse der er brudt ud et sted i Danmark, første bog sluttede nemlig på en cliffhanger. Ved den første bog manglede jeg lidt mere uhygge og kuldegysninger, men denne gang føltes det anderledes. Jeg fik stadig ikke kuldegysninger, men jeg blev utrolig grebet af den spændende historie, som jeg faktisk synes er bedre end bog 1. Jeg slugte "Dødt Kød - Dag 2" på et par timer.

Denne gang følger vi en anden hovedperson end i den første bog.
Selina er en lettere irriteret teenage pige, som prøver at vænne sig til sit nye liv uden for storbyen.
Selinas halvlillesøsters fødselsdag bliver meget brat afbrudt, da en zombie angriber en af de små piger. Kort efter støder hun på Dan, som man mødte i bog 1.
Dan kæmper stadig for at overbevise nogle om, at det er zombier de har med at gøre. Han prøver også at være modig, men det kan godt være svært, når man står overfor et farligt væsen.
Karakterende og deres handlinger virker meget troværdige, da de alle oplever tanker og følelser som er både paniske, forvirrede, rationelle og håbefulde. Tingene kom ikke lige så let til dem denne gang som i bog 1, hvilket var godt, da det skabte en mere hæsblæsende følelse, og man kunne bedre føle deres kamp mod tiden og smitten.

Hele "Dødt kød - Dag 2" foregår over en dag, nemlig d. 27 juli. Jeg kan rigtig godt lide den måde at gøre det på, da man virkelig får en fornemmelse af, hvor hektisk, intens og skræmmende en zombieapokalypse kan være. Dette var med til at øge spændingen, og gøre den svær at ligge fra sig.

"Han tror, de manglende spor tyder på, at zombien simpelthen er tømt for blod. Det eneste, der stadig giver ham en smule håb, er at sporene leder væk fra dem. De må trods alt være de nærmeste mennesker, og det vil sige det nærmeste bytte for en zombie. Så hvorfor skulle den gå væk fra dem?"

Bogen er skrevet i et nemt og flydende sprog, med et lix-tal på 20. Kapitlerne er ikke specielt lange, og ender alle på en rigtig spændende måde, som lokker læseren til at fortsætte med at læse. Målgruppen for bogen er drenge og piger på omkring de 11 år og op efter.

"Dødt kød - Dag 2" er en rigtig god og spændende bog, fyldt med hæsblæsende action, blod og fart over feltet. Der sker hele tiden noget, og den bliver derfor aldrig kedelig. Jeg er ikke den store zombiehistorie læser, og bogen skræmte mig heller ikke som håbet, men den er underholdende læsning og bestemt ikke for sarte sjæle. Så hvis du kender et  modigt barn, der elsker zombiehistorier, og ikke er bange for blod og afhuggede lemmer, så er denne et godt bud. Men man skal måske overveje kun at læse i den når det er lyst udenfor. Jeg er spændt på at læse videre, for hold nu op, hvor er det en spændende cliffhanger den slutter med.