onsdag den 28. juli 2021

"Kaldet fra Galathea" (Awen #1) af Nathali og Bettina Liane

"Kaldet fra Galathea" af Nathali og Bettina Liane, af forlaget Turbine, udgivet i 2019.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Da Aia og hendes tvillingebror Peter finder en gammel rejsekuffert, har de ingen anelse om, at det vil ændre deres liv for evigt. I kufferten ligger to invitationer til det mystiske skib Galathea, som kan sejle mellem magiske verdener. Sammen med andre jævnaldrende trænes Aia og Peter i at bekæmpe den trussel, som vil udslette den magiske verden Igdrafell. Snart begynder uforklarlige ting at finde sted på Galathea, og i takt med at Aia opdager sandheden om sit ophav, sættes hun for alvor på prøve. På Galathea trænes hun i at kæmpe mod mørket, men kan hun mon overvinde mørket i sig selv?

Jeg havde hørt mange positive ting om denne debutroman af Nathali og Bettina Liane, og jeg blev derfor nysgerrig på, hvad det hele handlede om. Nu har jeg endelig fået læst den. "Kaldet fra Galathea" er en rigtig god og spændende bog, som man virkelig bliver suget ind i.

Aia og Peter er tvillinger, de plejer at holde sig for sig selv, da deres familie ser dem, deres mor og lillesøster som de sorte får i familien. De holder derfor sammen, og støtter hinanden, hvor de kan. 
Jeg holdt meget af Aia, som er en sød og ret stædig pige, som kaster sig ud i tingene. Hun ender ret ofte i vanskeligheder pga. sin families baggrund og de kræfter hun begynder at udvikle. Man kan virkelig mærke den kamp hun kæmper og hendes frustration over sin familie og Peter.
Peter er også ret stædig, og til tider ret irriterende. Han begynder at trække sig lidt fra Aia da de ankommer til Galathea og mørkekræfterne kommer i spil. 
Suki holdt jeg også meget af. Hun er super sød, og meget hjælpsom. Selv da Aia og Peters baggrund kommer frem, ændrer det ikke hendes syn på dem, og hun vil gerne stadig være deres ven og hjælpe dem.

"Kaldet fra Galathea" har en virkelig fed world building, som er meget gennemført. Til tider mindede den mig dog lidt for meget om Harry Potter. Til gengæld synes jeg det var virkelig fedt, at meget af historien foregår på det kæmpe skib Galathea. Galathea er ikke som noget jeg har set eller læst om før. Det er en hel verden i sig selv, eller i hvert fald en stor by og skole, hvilket var en rigtig spændende og interessant måde at gøre det på. For udover at være en magisk skole, hvor man ud fra sin æt enten er alkymist, druide, shaman, sigøjner eller wickser, så rummer skibet også en markedsplads med butikker, hvor der også kommer personer, der er færdiguddannede fra skolen. Galathea rummer portaler til andre dimensioner, som bliver brugt både i undervisningen og til prøvelser, som f.eks. aspiranternes vision quest, hvor de rejser ud for at finde den ætereíre de besidder. 

Bogen er opbygget sådan at man hører størstedelen af historien fra Aias perspektiv, der er dog enkelte kapitler, hvor man hører det fra de onde Morkinskinnas perspektiv, hvilket var ret interessant. Jeg kan rigtig godt lide, når man hører lidt fra forskellige perspektiver, så jeg håber at høre lidt mere fra Peter i den næste. "Kaldet fra Galathea" er skrevet af to forfattere, men jeg synes ikke det er noget man kan mærke. Deres sprog flyder godt sammen og bliver et. Bogen består af en del selvopfundne ord, som kan være lidt svære, og til tider er den også ret mørk, og jeg vil derfor anbefale den til læsere fra ca. 13-14 år.
Bogen indeholder et persongalleri, som er meget brugbart, da man bliver præsenteret for rigtig mange personer igennem bogen. Derudover er der en ordliste, som også er rigtig rar at have med de mange selvopfundne ord. 

"Kaldet fra Galathea" er en historie om kampen mod det gode og det onde. Det gode og det onde som man tydeligt kan se, men også det gode og det onde som vi alle rummer inde i os selv. Det er en historie om familiebånd og familie hemmeligheder. Aia og Peter skal ikke kun kæmpe mod den ondskab de støder på, men også den de rummer selv, og lære at beherske de mørkekræfter der pludselig dukker op og skaber frygt hos folk omkring dem. Hemmeligheder og profetier kommer for en dag, og det er ikke til at vide, hvem man kan stole på, eller om man kan stole på sig selv. 

"Kaldet fra Galathea" er en rigtig god, spændende og fængende bog, som man flyver igennem. Jeg glæder mig til at lære meget mere om universet og de forskellige ætereíre, og høre mere om de mystiske og onde morkinskinna. Heldigvis har jeg bog 2 liggende, og jeg ser frem til at læse videre. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar