tirsdag den 1. februar 2022

"Eddie skal i zoologisk have" og "Eddie lærer alfabetet" af Thomas Brunstrøm

*Anmeldereksemplarer fra Forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Eddie skal i zoologisk have" og "Eddie lærer alfabetet" af Thomas Brunstrøm, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021.
★★★★★

Fra bagsiden af "Eddie skal i zoologisk have":
Eddie skal i zoologisk have. Han har glædet sig hele ugen. Og det bliver heldigvis endnu sjovere, end Eddie havde troet - og lidt vildere, end far havde håbet.

Fra bagsiden af "Eddie lærer alfabetet":
En dag får Eddie at vide, at han skal lære noget henne i børnehaven. DET gider Eddie ikke. Men hvis han absolut skal lære noget, så skal det i hvert fald være på hans egen måde.

Som jeg har nævnt flere gange før, så er vi vilde med Sallys far bøgerne herhjemme, og særligt Sallys meget opfindsomme lillebror Eddie har bragt mange smil frem. Eddie har nu endelig fået sin egen serie, og det fortjener han virkelig. "Eddie skal i zoologisk have" og "Eddie lærer alfabetet" er nogle virkelig søde og sjove bøger, som har skabt meget glæde hjemme hos os, hos både børn og voksne. 

I "Eddie skal i zoologisk have" er Eddie i zoologisk have med Sally og deres far. Eddie elsker at være i zoologisk have, for der er både steder man kan bade, et kæmpe klatrestativ, gode muligheder for at bygge hule og så er der utrolig lækker mad, også selvom man skal spise det fra jorden. Far og Sally får dog ret hurtigt sved på panden, for Eddie er hurtig, og mener jo ikke selv at han er blevet væk.
I "Eddie lærer alfabetet" skal de i børnehaven lærer alfabetet. Eddie plejer ellers godt at kunne lide alt det sjove i børnehaven, som at klatre i nedløbsrørende, spise regnorme og grave kæmper huller. Men at skulle lærer ting, det gider han altså ikke, det kan vente til han skal i skole. Det ændrer sig dog, da Eddie hører der er en præmie til dem som lærer alfabetet. Så hvis han absolut skal lære det, så bliver det på hans helt egen Eddie-måde. Han vil nemlig bøvse alfabetet. Men hvordan lærer man lige at bøvse?

"Eddie skal i zoologisk have" og "Eddie lærer alfabetet" er begge på ca. 32 sider. Der er ikke så meget tekst på siderne, og i forhold til Sallys far bøgerne, så er Eddie bøgerne mere lavet i et pegebogsformat, målrettet de små læsere. Historierne er korte, og nemme i deres sprog, og så er de fortalt set med et barns øjne. Eddie roder sig ud i nogle virkelig tossede ting, og han har mange skører påfund. Illustrationerne viser på fineste vis, hvad det egentlig er der foregår i forhold til, hvad Eddie synes han laver. Klatrestativet i zoologisk have er f.eks. i virkeligheden Zootårnet, og maden er dyrenes mad. Derudover synes Freyr på 2 år, at det er rigtig sjovt at den ene ged er ved at spise Eddies ene sko. Man kan få mange gode snakke ud af bogen, for må man egentlig de ting Eddie gør og er det rigtigt, hvad han siger. Bøgerne er perfekte til højtlæsning fra omkring 2 år, og vil bringe snak og grin med sig.

Thorbjørn Christoffersen har illustreret bøgerne, og det har han gjort med sin fine og meget humoristiske streg, som vi kender fra bøgerne om Sallys far. De supplerer historien virkelig godt, og giver den lige et ekstra lag. Illustrationerne er skæve, sjove og fyldt med personlighed, jeg er vild med det.

"Eddie skal i zoologisk have" og "Eddie lærer alfabetet" er nogle virkelig gode, sjove og hyggelige historier, hvor man som forældre får sved på panden sammen med Eddies far. Jeg kan i hvert fald godt genkende energiniveauet lidt fra især Freyr. Jeg er stor fan af de her bøger, og jeg glæder mig meget til at se, hvilke eventyr Eddie kommer ud på næste gang, og om han faktisk kommer i Tivoli. Freyr og jeg ser i hvert fald frem til at næste bog i serien udkommer.  

Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, og man behøver heller ikke have læst Sallys far bøgerne, for at kunne læse dem her. Bøgerne kan klart anbefales, også til fans af Sallys far. 








Ingen kommentarer:

Send en kommentar