"Snefræserduellen" (org. titel "Oppdagerklubben 4 - Snøfreserduellen" af Bobbie Peers, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2020). Læst på dansk (org. sprog norsk), oversat at Lene Ewald Hesel.
★★★★★
Fra bagsiden:
De livsfarlige og fæle snefræsere har overtaget toppen af fjeldet, hvor sneskovlerne ellers bor. Og de kan kun vinde deres hjem tilbage, hvis de takker ja til udfordringen om en sneduel. Men de hverken tør, vil eller kan kaste snebolde helt derop. Er det noget, som Ella og Felix kan løse?
Herhjemme er vi store fans af Opdagerklubben. Ella og Felix kommer altid ud på spændende og sjove eventyr, som opsluger sine læsere eller lyttere, og "Snefræserduellen" er ingen undtagelse. "Snefræserduellen" er virkelig god, fængende og sjov, og både mine drenge og jeg var fanget fra start til slut.
Jeg holder virkelig meget af både Ella og Felix. De er begge søde, hjælpsomme, opfindsomme, nysgerrige og modige. De kaster sig bare ud i tingene, også selvom nogle af de udfordringer de støder på skræmmer dem. Ella er til tider lidt mere handlekraftig end Felix. Felix er dog god til at berolige dem omkring ham.
Historierne om Opdagerklubben foregår i en verden der er inde i Ellas ombyggede globus, og når Felix trykker på kaldeknappen skrumper hun og bliver suget ind i globussen, hvilket jeg synes er ret sjovt og fedt. I "Snefræserduellen" havner de i et meget koldt snelandskab. De skal hjælpe de kæmpe, store sneskovlere, som lidt ligner yetier. De er nemlig blevet jaget væk fra deres hjem på fjeldets top, og er nu ved at gå til af hedeslag. De endnu større og meget farlige snefræsere har jaget dem væk, og har nu udfordret dem til en sneboldsduel. Eller det tror sneskovlerne, Ella og Felix i hvert fald. Men der er noget mystisk ved snefræserne, og der venter Ella, Felix og sneskovlerne en stor, men lille overraskelse.
"De stirrede hjælpeløst på den kæmpestore snebold, der kom buldrende ned imod dem. Da den kun var nogle få meter væk, kneb Ella øjnene hårdt i. Hun, som ellers elskede sne!"
Sproget i bogen er let forståeligt, og kapitlerne er korte. Kapitlernes længde gør den overskuelig for de mindste at følge med. "Snefræserduellen" passer perfekt til en hyggelig højtlæsningsstund for de ca. 4-5 årige og op. Den er nemlig rigtig underholdende, også for de lidt ældre børn og voksne. Bøgerne i serien kan dog også sagtens bruges til selvlæsning fra omkring 9 år og op. Der er dog enkelte ord som kan være lidt svære, da Felix er kendt for at snakke lidt sært. Derudover indeholder bogen de skønneste illustrationer lavet af Sandra Steffensen. Hun laver nogle virkelig flotte og meget humoristiske illustrationer, så man nemt kan se hele historien for sig. De er detaljerige og sjove, og jeg er bare vilde med dem!
"Snefræserduellen" er en virkelig god, spændende, sjov og action spækket bog, som min familie og jeg har hygget os med at læse. Bøgerne om Opdagerklubben er altid et hit hjemme hos os, og de bliver læst igen og igen. Begge mine børn elsker dem, den lille på 2 år, har dog lidt svært ved at koncentrerer sig om dem i længere tid, men min 4 årige kan dem snart udenad. Vi er vilde med Ella og Felix, og de vilde eventyr de tager os med ud på, og vi glæder os til mange flere.
Jeg vil virkelig anbefale alle at kaste sig over denne serie, den er herlig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar