fredag den 25. oktober 2019

"Stenens Vogter" (Amulet #1) af Kazu Kibuishi

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Stenens Vogter" (org. titel "The Stonekeeper") af Kazu Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2007). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★★

"Stenens Vogter" handler om søskendeparret Navin og Emily, der sammen med deres mor flytter ind i et mystisk og gammelt hus. De opdager hurtigt, at huset er fuld af hemmeligheder. Da et monster bortfører deres mor, og fører hende igennem en magisk dør i kælderen, drager Navin og Emily afsted for at redde hende - og havner i en fantastisk verden befolket af onde elevere, hjælpsomme robotter, synske træer og talende dyr... 

Jeg har aldrig været den store tegneserie læser, og har af den grund også holdt mig lidt fra graphic novels. Men jeg havde hørt så utrolig meget godt om denne serie, så jeg blev alligevel nysgerrig. Nu er den så læst og jeg kan næsten ikke sige så meget andet end WOW, jeg vil dog gøre et forsøg. "Stenens Vogter" er en super god, medrivende og nervepirrende bog, som er virkelig svær at ligge fra sig, og så er det endda kun første bind i en serie på ni bøger!

Søskendeparret Emily og Navin er to meget søde og modige børn. De har begge oplevet et kæmpe tab tidligt i deres liv, især Emily der var tilstede på den skæbnesvangre dag. Af den grund kæmper de begge, og især Emily der er den ældste, for at holde familien samlet og beskytte sin familie lige meget, hvilke konsekvenser det kan have. Hun lytter dog også til fornuften og andres råd, for det meste i hvert fald.
Navin gør sit for at hjælpe, hvor han kan og snakke med Emily når hun handler overilet, men han er jo lillebror, så hun lytter ikke altid. Men de er som sagt meget modige begge to, og der skal meget til for at slå dem ud af kurs.
Miskit er et rigtig sødt kanin agtigt væsen, som hjælper og vejleder dem, hvor han kan. Og man kommer hurtigt til at holde af ham, og alle de andre robotter som de støder på.

Det er forfatteren selv der også har tegnet historien, og den er bare så fin. De eneste tegneserier/ graphic novels jeg sådan rigtig har læst er "W.I.T.C.H." og "Santa Claus - Historien om Julemanden" af Michael G. Ploog, og ellers har jeg aldrig fundet nogle der interesserede mig, udover måske deres flotte illustrationer. Men Kazu Kibuishi gør det godt, og jeg blev draget af de flotte og stemningsfulde illustrationer og den medrivende historie, som både teksten og illustrationerne beskriver. Illustrationerne er holdt i meget dæmpede farver, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. De underbygger rigtig fint stemningen i historien, og gør at det hele hænger sammen.

"Uden stenen vil alt omkring dig blive til støv. Lad magten blive din... så du kan redde din familie."

Jeg har nok altid frygtet at graphic novels ville mangle et eller andet, og at selve historien ville være lidt for tynd tekstmæssigt i forhold til illustrationer, men det var "Stenens Vogter" langt fra. Der står ikke meget, og sproget i bogen er holdt let, da målgruppen for denne graphic novel ligger fra 8 år og op. Men den tekst og dialog der er, spiller bare så godt sammen med illustrationerne, og jeg følte aldrig, at jeg manglede noget, det var mere som at læse en helt normal roman, bare med billeder, hvilket var super fedt. Der er nemlig så meget stemning i de illustrationer, og inden for få sider havde den mig siddende på kanten af stolen, med tårer der pressede sig på, på trods af at der næsten ikke var nogen tekst. Dette var igen super fedt, for jeg græder stort set aldrig til bøger. Nu kan jeg så sidde her og give min graviditet skylden, men selv hvis det er det som gør det, så er det sådan set ligegyldigt, for den rørte mig virkelig, hvilket var skønt. Derudover er det jo helt okay at græde og fælde en lille tåre en gang i mellem, når noget rør os, det sker bare sjældent for mig med bøger, men denne prolog rørte mig virkelig, for hold op den var intens.

"Stenens Vogter" er en utrolig spændende og god bog, som holdt mig fanget fra start til slut, og den overraskede mig virkelig positivt. Jeg ville ønske den havde fandtes da jeg var barn, for er sikker på jeg ville have elsket den, for den havde mange vibes hen af "W.I.T.C.H.". Jeg kan næsten ikke vente med at læse videre i denne serie, for at finde ud af, hvad der skal ske med Emily, Navin og de andre, samt forhåbentlig at lære mere om landet Alledia, og de mange væsener der lever der, specielt de onde elevere. "Stenens Vogter" er utrolig svær at lægge fra sig når man først er gået i gang, så jeg kan kun give citatet fra bogens bagside ret når den siger: "Let at læse, men svær at lægge fra sig." For det er den virkelig, og siderne vender nærmest sig selv.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar