fredag den 24. april 2020

"Walt Disney Klassikere - DUMBO og LADY OG VAGABONDEN" af Walt Disney Studio

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplarer fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Walt Disney Klassikere - DUMBO" baseret på Walt Disneys tegnefilm fra 1941, og "Walt Disney Klassikere - LADY OG VAGABONDEN" baseret på Walt Disneys tegnefilm fra 1955. Begge bøger er af Walt Disney Studio, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019. Begge bøger modtager samme antal stjerner. 
★★★★☆

Fra bagsiden af "Walt Disney Klassikere - DUMBO":
Dumbo blev født med et par meget store ører, og han er blevet drillet med det hele sit liv. Men så dukker musen Tim op. Han bliver Dumbos ven og prøver at lære Dumbo nogle sjove cirkuskunster, men de store ører er hele tiden i vejen. En dag opdager Dumbo pludselig, at han kan noget, som ingen andre kan. Han kan nemlig flyve... 

Fra bagsiden af "Walt Disney Klassikere - LADY OG VAGABONDEN":
Vagabonden er en hjemløs og glad hund, der er vant til at strejfe omkring. Lady er en lille, sød og forkælet cockerspaniel med stil. Trods deres forskelligheder falder de for hinanden, da de pludselig mødes langt væk fra Ladys trygge villakvarter. Men vejen til evig lykke er lang - og brolagt med hundefangere og to irriterende siameserkatte. 

Dumbo og Lady og Vagabonden er begge to nogle af Disneys ældre klassikere, og tegnefilm de fleste af os husker fra vores barndom. Jeg har set dem begge masser af gange, og glædede mig derfor til lidt gensynsglæde i disse flotte billedbøger. "Dumbo" og "Lady og Vagabonden" er begge rigtig gode og søde billedbøger, som var hyggelige at læse.

Mange af os husker nok historien om den lille elefantunge Dumbo, hvis ører er så store at han kan flyve, og historien om de to hunde, der imod alle odds forelsker sig i hinanden. Jeg blev i hvert fald nostalgisk under min læsning. Historierne er her forkortet ned, sådan at de passer til billedbogsformatet, hvilket også gør, at der mangler nogle enkelte ting og detaljer rundt omkring, det er dog ikke noget der har voldsom stor betydning for historierne, da de vigtigste ting bliver nævnt, og jeg synes egentlig at de holder sig okay tro mod tegnefilmene. Til tider går det hele dog lidt for stærkt i "Lady og Vagabonden", og det bliver lidt forhastet.

Begge billedbøger er på ca. 25 sider, med et sprog der er holdt let. Der er ikke særlig meget tekst på siderne, til gengæld er der en fin illustration på alle sider, som supplerer historien rigtig godt. Illustrationerne viser scener fra historien med de velkendte figurer, som giver noget genkendelse, og gør det hyggeligt for de små at få læst historien. Personligt synes jeg dog illustrationerne i "Dumbo" er ret dystre og mørke, da en del af dem er i sort/ hvide/ røde nuancer. 

"Dumbo" og "Lady og Vagabonden" er rigtig søde, hyggelige og gode billedbøger, om bl.a. kærlighed, mod og håb. Billedbøgerne er oplagte til både en hyggelig højtlæsningsstund, men kan også sagtens bruges til letlæsning, da sproget er let forståeligt, og der er en god balance mellem mængden af tekst og illustrationerne. 
Desuden er billedbøgerne lavet i en virkelig lækker kvalitet, med rigtig flotte omslag og med kraftige sider inde i bøgerne. Jeg hyggede mig med at læse dem, men de er stadig lidt for lange til min 2 årige, så jeg vil anbefale dem for de omkring 3-4 årige og op efter, for at de skal få mest muligt ud af historien.

Serien Walt Disney Klassikere er nogle af Disneys største tegnefilmsklassikere omdannet til billedbøger, men med respekt for tegnefilmen. Mange af dem er jeg jo selv vokset op med, og jeg bliver derfor helt nostalgisk, når jeg læser dem sådan her. Derudover kan jeg godt lide at det ikke kun er de helt gamle klassikere der er blevet valgt, men også nogle af Disneys nyere tegnefilm, for så er der lidt til alle. Jeg glæder mig til, at læse mange flere Disney klassikere, og dele den magi Disney kan skabe, med mine drenge.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar