torsdag den 11. februar 2021

"Bare numser på stranden" af Annika Leone

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Bare numser på stranden" (org. titel "Bara rumpor på stranden") af Annika Leone, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2020). Læst på dansk (org. sprog svensk), oversat af Camilla Schierbeck.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Mira er på ferie i Italien. Hun skal bade i havet for første gang, og hun glæder sig til at prøve sine nye dykkerbriller. Men findes der hajer i Italien? På stranden er der rigtig meget at kigge på - en masse nøgne kroppe, der ligner hinanden, og så alligevel ikke... 

"Bare numser" har længe været en af de store favoritter herhjemme, hos både børn og voksne. Begejstringen var derfor stor, da jeg så denne ville komme. "Bare numser på stranden" levede dog ikke helt op til mine forventninger, men det meget, meget tæt på, jeg savnede bare lidt flere beskrivelser af kroppene. Men "Bare numser på stranden" er en sød, hyggelig og underholdende billedbog, om Mira der skal bade i havet for første gang, og lidt ved et uheld havner på en nudiststrand.

Mira er en sød og nysgerrig pige, som er begejstret for det meste. I denne bog er hun dog meget nervøs for at skulle bade i havet, for er der mon hajer? Men stranden giver nogle andre overraskelser, men nok mest for Miras forældre. Mira finder sig snart en ny ven, som hun hygger sig rigtig godt med.

"Bare numser på stranden" er på 32 sider. Sproget er holdt let og der er ikke særlig meget tekst. Den fungerer rigtig godt til højtlæsning fra omkring 3-4 år og op. Den er illustreret af Bettina Johansson, hvis illustrationer fint supplerer historien. De søde illustrationer er fyldt med humor og barnlig naivitet, som klæder historien og Mira rigtig godt. Til tider fortæller de nærmest deres egen lille historie, da de viser forskellige situationer som ikke er beskrevet i teksten. Illustrationerne viser på humoristisk vis mange forskellige kropstyper, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Alt bliver vist, alt lige fra deller, rynker, store, små, firkantede og runde numser, små, store, lange, runde, hængende og strittende bryster. Der er store, små, tynde, brede og skæve tissemænd, og kropsbehåring af forskellige karakter. Det hele bliver vist, men uden at det bliver for meget, fordi det bliver gjort med et glimt i øjet.

Jeg synes det er fedt med denne type bøger, der forsøger at give et realistisk billede af, hvordan menneskekroppen ser ud, og ikke på en glansbillede agtig måde. Kroppen bliver vist som den er. Billedbogen er skrevet af den svenske kropspositivist Annika Leone, som gerne vil give børn et sundt blik på deres kroppe og samtidig stille spørgsmålstegn ved folks krops- og nøgenhedsangst, hvilket jeg synes er en rigtig god idé. Jeg synes også at det lykkes ret godt, og uden særlig meget tekst får hun fint fortalt i samarbejde med illustratoren Bettina Johansson, hvordan vi alle ser forskellige ud og at alle kropstyperne er rigtige, og det bliver gjort på en fin og sød måde. Dog synes jeg godt kroppene kunne være blevet beskrevet mere i teksten, lige som i den første billedbog. I denne billedbog er kroppene ikke fokusset for selve historien, men det er de i den grad i illustrationerne. Alle de nøgne kroppe der optræder i baggrunden ligger virkelig op til samtale med ens børn, omkring hvordan kroppe kan se forskellige ud, og det var fedt. Det kunne bare have været virkelig sjovt, at høre Miras tanker og umiddelbare reaktioner om alt det hun ser.

"Bare numser på stranden" er en sød og underholdende billedbog, der tør provokere lidt med især dens illustrationer. Jeg kunne rigtig godt lide den, selvom jeg savnede nogle beskrivelser af de forskellige kroppe. Jeg sad dog med et smil på læben hele vejen igennem, og Njord på 3 år var også rigtig glad for den. Både "Bare numser" og "Bare numser på stranden" ligger op til nogle gode snakke om kroppen, og så er det bare sådan nogle bøger alle burde læse, også selvom man ikke har børn, fordi de er virkelig underholdende og anderledes, og vil med garanti få folk til at smile.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar