tirsdag den 18. januar 2022

"I den tabte tids by" (Duftapoteket #5) af Anna Ruhe

*Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup & Co, men alle holdninger er mine egne.*
"I den tabte tids by" (org. titel "Die Duftapotheke. Die Stadt der verlorenen Zeit") af Anna Ruhe, af forlaget Straarup & Co, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2020). Læst på dansk (org. sprog tysk), oversat af Birgit Fuglsang.
★★★★★

Fra bagsiden:
"Jeg vil føre os ind i en ny tidsalder." Det var Edgar de Richemonts sidste ord til Luzie og hendes venner, inden han forsvandt efter den store duftturnering i London. Siden har ingen set ham, og ingen ved, hvad han pønser på. Vil Edgar endegyldigt tilintetgøre det hemmelige forbund af Evige? eller planlægger han at blive deres leder?
Jagten på sandheden fører Luzie, Mats og de andre til Venedig som gæster til et overdådigt maskebal, men knap er festen begyndt, før Luzie bliver klar over, at dette ikke er et almindeligt bal. Edgar har ondskabsfulde planer med dem på tværs af tidsaldre. Planer, der bringer ubærlige hemmeligheder frem i lyset, og som måske vil holde Luzie og hendes venner fanget for evigt...

Jeg er seriøst vild med den her serie. Jeg kunne næsten ikke vente med at læse denne bog, og hold op hvor var den god. Bøgerne om Duftapoteket bliver bare bedre og bedre for hver bog, og jeg bliver bare suget ind i dem, når jeg først er gået i gang. "I den tabte tids by" er en virkelig god og rigtig spændende bog, der holdt mig fanget fra start til slut.

Jeg holder rigtig meget af Luzie. Hun er ikke bange for at kaste sig ud i ting, også ting hun ved bliver udfordrende. Jagten på Edgar slider på dem alle, da han altid er et skridt foran. Luzie prøver dog at bevare roen. Hun er utrolig modig og handlekraftig, og hun forstår at se muligheder og løsninger, selv i situationer der virker umulige at slippe ud af. Hun er i hvert fald ikke bange for at prøve sig frem, især ikke hvis hun har sine venner til at støtte sig. 
Mats gør alt, hvad han kan for at hjælpe Luzie, og han er stadig utrolig sød. Luzie og Mats' forhold udvikler sig en del i denne bog, og det er så hyggeligt at følge med i.
De to venner bliver dog nødt til at indgå et samarbejde med en tidligere fjende, for at kunne give Edgar ordentlig modstand. Luzie synes ikke det er så nemt, og har meget svært ved at stole på personen, men hun ved at det er nødvendigt hvis hun og hendes venner skal have en chance mod Edgar og hans onde planer.

"I den tabte tids by" tager os med til Venedig, både i nutiden og i fortiden. Vi oplever et fantastisk maskebal, som viser sig at være meget mere end det. Jeg nød at blive ført til Venedig og opleve et maskebal, da det er noget jeg faktisk gerne ville opleve en dag. Maskebal eller karneval i Venedig lyder så magisk, det skal bare ikke være lige som det maskebal i bogen, for det ender virkelig ikke godt. Men det var spændende at opleve det hele gennem Luzies øjne, og hvordan hun går til de udfordringer, som hun møder, med hjælp fra sit sentifleurtalent. Derudover møder vi en meget ung Daan de Bruijn i et meget vigtigt og afgørende øjeblik i Duftapotekets og De Eviges historie. 

Sproget i bogen er let forståeligt, med korte kapitler, der alle sammen slutter ret spændende. Bogen har et rigtig godt flow, og er fyldt med mystik, så man flyver bare igennem den. De korte kapitler og flowet gør bogen overskuelig at komme igennem, og jeg vil anbefale den til selvlæsning fra omkring 10 år, men den kan også sagtens bruges til højtlæsning fra omkring 7-8 år.
Endnu en gang pryder Claudia Carls smukke og detaljerede illustrationer bogen. Der er ikke mange illustrationer i bogen, men jeg kan virkelig godt lide de illustrationer der er, da de lige giver det ekstra til historien. Jeg kan især lide de fine masker der er ved hvert kapitelstart. Det er sådan en hyggelig detalje.

"I den tabte tids by" er en virkelig god, spændende. mystisk og fængende bog, som jeg slugte råt. Der er spænding og mystik fra start til slut, og endnu flere hemmeligheder kommer for en dag, store afsløringer ser dagens lys, og intet er som man først troede, og det var fedt. Endnu en gang er vi ude i en, hvem kan vi stole på situation, for hvem er fjender og hvem er venner, og omvendt. Jeg er vild med Duftapoteket, og kan virkelig ikke anbefale den nok. Jeg glæder mig til sjette og sidste bind bliver oversat, for jeg kan næsten ikke vente, og hvis jeg kunne tysk, så havde jeg nok allerede læst den! 

Så mangler du en god, hyggelig, spændende og magisk serie at gå i gang med, så giv Duftapoteket et skud. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar