"10 blind dates" (org. titel "10 blind dates") af Ashley Elston, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Sarah Feddersen Thomsen.
★★★★★
Fra bagsiden:
17-årige Sophie ønsker sig kun én ting til jul: at få en pause fra sine overbeskyttende forældre. Så da de beslutter sig for at besøge hendes meget gravide søster hen over julen, ser hun frem til noget tiltrængt alenetid med kæresten Griffin. Men det viser sig, at det, han har brug for, er en pause fra hende. Totalt fortvivlet flygter Sophie hjem til sine bedsteforældre, hvor resten af hendes skøre og højrøstede familie er samlet. Og her udtænkes den (knap så) geniale plan: I løbet af juleferien skal Sophie på 10 blind dates ... med fyre, som hendes familie udvælger. OMG! Det ser ud til at blive den værste ferie EVER! Eller gør det?
Nogle gange trænger man bare til en god feel-good, romantisk komedie, og det var lige, hvad jeg fik med "10 blind dates". Jo, den var lidt kliché og forudsigelige, men den var også helt perfekt og lige det jeg havde brug for. "10 blind dates" er en virkelig sød, hjertevarmende, hyggelig og meget sjov romantisk julekomedie, og den perfekte bog til at slutte 2021 af med.
Jeg holdt meget af Sophie. Hun er en utrolig sød og kærlig pige, der bare gerne vil være sammen med sin kæreste, men som bliver såret utrolig meget. Hun har trukket sig lidt fra sin familie det sidste års tid, men hun elsker dem alle, måske lige bortset fra de onde Jo'er. Hun udvikler sig en del igennem bogen, og finder mere ro i sig selv.
Olivia og Charlie er hendes kusine og fætter, og nogle af hendes bedstevenner. De er dog gledet lidt fra hinanden. De er rigtig søde, og hjælper Sophie når hun har brug for det. Derudover står de altid klar til at tage et pinligt billede og dele det på de sociale medier, for hvad har man ellers familie og venner til?
Jeg holdt også meget af Nonna, Sophies mormor. Hun er virkelig sød og omsorgsfuld, og fuld af kærlighed til sin familie. Jeg er vild med hendes planer, for det er jo genialt, selvom det er virkelig akavet og pinligt.
"10 blind dates" foregår i december lige omkring jul og nytår. Den er dog ikke voldsomt julet, men der er selvfølgelig nogle julede ting som julemorgen, de juletraditioner de har i Sophies sicilianske familie, og så er enkelte af datene lidt juleinspirerede. Det var til gengæld super hyggeligt at læse bogen i december måned og opleve jule- og vinterstemningen i bogen og omkring én selv. Jeg har virkelig nydt at læse om Sophie og hendes mange pinlige og akavede dates. Lige fra en sjov tur til lysfestival med sneboldskamp, til et meget pinligt live-krybbespil med en nærgående teenagedreng og ged, til en ekstrem akavet tur i pornografisk drive-in-bio, til en sjov tur i bowlinghallen klædt ud som en karakter fra A Game of Thrones. Jeg elskede alt ved disse dates, og man fik både ondt af Sophie og sad og krøllede tæer af pinlighed, men samtidig morede man sig også med hendes familie. Desuden gav bowlingdaten mig virkelig lyst til at oprette mit eget bowlinghold med mine kollegaer, opkaldt efter de bowlingspillene bibliotekarer i bogen, Bowliotekarene.
"Vi ser dig ikke så tit, og det smerter mig at se dig så trist og knust. Jeg tænkte bare, at det her kunne være sjovt ... en spændende oplevelse. Det vil give dig noget at se frem til hver dag. Og selv hvis datene er en katastrofe, vil de give os noget at grine ad bagefter."
"10 blind dates" er en historie om venskab, kærlighed, hjertesorger og at genfinde sig selv. Men det er også en historie om at lytte til sit hjerte og turde tage chancer, og kaste sig ud i ting, selvom de kan være skræmmende og potentielt pinlige. Sophie lærer i hvert fald rigtig meget om sig selv, og hvad hun har brug for, mens hun dater forskellige fyre.
Derudover er det en historie om en virkelig skøn familie, og det bånd de har. Hendes mor har syv søskende, som alle selv har børn, og hver jul samles de hos bedsteforældrene, Nonna og Papa, og fejrer jul. De er hjælpsomme, de er højrøstede og pinlige, men de er der for hinanden, selv når tingene ser sorte ud. De støtter hinanden i tykt og tyndt, hvilket Sophie også finder ud af, da hendes gravide storesøster får svangerskabsforgiftning. Sophie er ved at gå til at bekymring, men Olivia og Charlie træder til. De hjælper hinanden, og dækker over hinanden hvis det er nødvendigt. De er også en familie der altid er klar på et godt væddemål, som f.eks. hvor længe man tror en date kommer til at vare.
"10 blind dates" er en virkelig sød, sjov og god romantisk ungdomsbog. Det er en historie om at finde sig selv, turde tage chancer, den første kærlighed og at få gamle venskaber repareret. Jeg elskede denne charmende bog og slugte den råt. Selvom bogen foregår i december, så kan den sagtens læses hele året rundt. Så trænger du til en let, sød og hyggelig historie, som vil få dig både til at grine, smile og varme dit hjerte, så er "10 blind dates" helt perfekt. Jeg skal i hvert fald selv genlæse den på et tidspunkt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar