onsdag den 4. maj 2022

"Solvogteren" af Maja Lunde

*Anmeldereksemplar fra forlaget Turbine, men alle holdninger er mine egne.*
"Solvogteren" (org. titel "Solvokteren") af Maja Lunde, af forlaget Turbine, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2020). Læst på dansk (org, sprog norsk), oversat af Mette Stepnicka. 
★★★★★

Fra bagsiden:
Lilja står på grænsen mellem barndom og ungdom. Hun er i gang med at forandre sig, men omkring hende er naturen, som den altid har været. Lilja har kun en svag erindring om solen, for den verden, hun kender, er regntung og mørk. Intet kan gro i den våde jord, og ingen planter trives i den evige skumring.
Lilja er forældreløs og bor hos sin bedstefar, der forsyner landsbyen med grøntsager. En dag glemmer han sin madpakke, og da Lilja løber efter ham hen til drivhuset, hvor han arbejder, ser hun noget, der kommer til at ændre alt. Lilja får øje på en hemmelig sti ind i skoven, hvor ingen børn ellers må komme. Men nysgerrige Lilja er ikke som andre børn, hun undertrykker sin frygt og følger stien. Derinde mellem de mørke træstammer opdager hun en anden, blomstrende verden. Derinde lever eventyret. Lilja må møde sin største frygt, men finder også kærlighed og glæde - og ikke mindst i håb om forår. 
Årstidsserien, hvoraf Snesøsteren var første bind, er nu nået til foråret med en ny, selvstændig historie. Solvogteren er en storslået fortælling for både børn og voksne, en bog, hele familien kan samles om. 

Jeg har hørt meget godt om Maja Lundes og Lisa Aisatos samarbejde, og forventningerne var derfor høje. "Solvogteren" levede heldigvis op til mine forventninger, og faktisk fik jeg mere, end jeg havde regnet med. "Solvogteren" er en utrolig smuk og rørende bog, og jeg elsker alt ved den!

Lilja er en sød, genert pige, som befinder sig på grænsen mellem barn og teenager. Hun bor sammen med sin bedstefar, da resten af hendes familie er døde. Hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har fået et kram.
Bedstefaren har mistet mange i årenes løb, og han er også bange for at miste Lilja, så nærkontakt er svært for ham. Han er dog ellers en ret omsorgsfuld mand, der tager sig af hele landsbyen.
Drengen hjælper Solvogteren i dalen. Han kan ikke huske sit navn, men han har det umiddelbart godt, hvor han er, sammen med sin hund. Det er dog kun indtil Lilja viser ham hendes verden og de konsekvenser det har, at mangle solen.
Både Lilja og drengen har været igennem meget, og mistet meget. Men de har ikke mistet håbet, og de formår at hjælpe hinanden igennem de udfordringer de støder på.

"Solvogteren" er en historie om savn, sorg, håb, hævn og mod, men også om klima, venskab, familiebånd og kærlighed. Historien indeholder rigtig meget smerte, og den viser virkelig, hvordan man kan risikere at miste sig selv i sorgen og hadet. Men den viser også at man kan finde lyset igen, ved blandt andet at tilgive sig selv og andre. Alle personerne i bogen har været ude for meget smerte og modgang. De har mistet deres kære, de har oplevet oversvømmelser, tørke og hungersnød, samt levet i et evigt efterår, med konstant mørke og regn, da solen er forsvundet. Nogle af dem har dog været i stand til at bevare håbet, og finde det gode i alt det triste. 

"Jeg drømmer om duften af sommer i en blomstereng, jeg drømmer om træer fulde af røde blade om efteråret, jeg drømmer om snetæpper over landsbyen om vinteren. Og mere end noget andet drømmer jeg om foråret. Blade, der springer ud, gæslinger, følfod og blå anemoner ... Liv, der spirer frem af død natur. Jeg drømmer om forandring." citat s. 176.

Maja Lunde tryllebinder med sit sprog, og hvert enkelt ord og sætning virker næsten rørende og poetisk. Den er virkelig godt skrevet. Når teksten så bliver kombineret med Lisa Aisatos fantastiske illustrationer, så sker der virkelig noget magisk. Så hvis du ikke skulle læse "Solvogteren" for sit smukke sprog og den rørende historie, så skulle det være for illustrationerne. Lisa Aisato forstår at fange stemninger og følelser, og hendes valg af farver rammer også bare plet. Intet er overladt til tilfældighederne.

"Solvogteren" er en virkelig god, gribende og smuk bog, som endte med at røre mig dybt. Maja Lunde og Lisa Aisato er virkelig et godt match, og jeg glæder mig rigtig meget til at læse mere af dem på et tidspunkt. "Solvogteren" har mine varmeste anbefalinger, og kan læses højt fra ca. 8 år og op. 

"Solvogteren" er en del af årstidsserien, skrevet af Maja Lunde og illustreret af Lisa Aisato. "Solvogteren" har fokus på foråret og lysets komme. Derudover er "Snesøsteren" der har vinter som fokus udkommet. Bøgerne har forskellige hovedpersoner, så de kan læses uafhængigt af hinanden. 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar