mandag den 30. maj 2022

"En Batgris bog - Når grise flyver" (Batgris #1) af Rob Harrell

*Anmeldereksemplar fra forlaget Cobolt, men alle holdninger er mine egne.*
"En Batgris bog - Når grise flyver" (org. titel "Batpig - When pigs fly") af Rob Harrell, af forlaget Cobolt, udgivet i 2022 (org. udgivet i 2021). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Dennis Jacob Rosenfeld.
★★★★★

Fra bagsiden:
Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er ... Batgris!
Av! Hvem havde troet, man kunne få superkræfter af at blive bidt i trynen af en flagermus? Ingen! Absolut ingen! Men det er lige præcis, hvad der sker for grisen Gary. Et uheldigt bid, lidt fumleri - og så er han Batgris. En megastærk, svævende og kan-flytte-ting-med-hjernen-superhelt, som snart står overfor to superskurke: Et enormt firben med trang til ødelæggelse og en slagter med ultraskumle planer. Kan Gary bevare sin hemmelighed og redde alle uden at miste sine venner?

Jeg læser normalt ikke bøger i kategorien sjove bøger, da de ofte ikke er min humor, men jeg har vovet mig ud i det med denne tegneserie. Og hold nu op, hvor er den bare god og virkelig sjov. "Batgris" havde mig grinende flere gange!

Gary er en gris, som godt kan lide at hænge ud med sine venner og spille videospil. Han bliver ved en fejl bidt at sin veninde, flagermusen Brooklyn, der har en lille hemmelighed, der får stor betydning for Gary.
Brooklyn, også kaldet Brook, er en flagermus med højdeskræk. Hun er en lille, bitte smule radioaktiv, men det er aldrig kommet på tale, da ingen før har spurgt. Hun støtter Gary i hans forvandling til Batgris, og er med til at designe hans superheltedragt. Hun er også lidt sarkastisk, og det er svært ikke at holde af hende.
Carl er en fisk som elsker tryllekunster og toiletjokes, og så er han ekstremt dårlig til at holde på hemmeligheder. Så Gary og Brook holder Batgris hemmeligt for ham. Det viser sig dog at være en dårlig idé, for Carl kan godt blive lidt bitter. 

"Batgris" er en tegneserie som er bygget op som en bog, opdelt i kapitler. Faktisk rummer den 3 historier, hvor Batgris kommer ud i nogle ret store problemer. Som da en kæmpe reptil med hang til ulækre vittigheder sender ham med en raket ud i rummet, og han skal finde ud af, hvordan han overvinder den, ved hjælp af grisesodavand og chips. Derudover er Carl ved at afsløre hans hemmelighed i den ene historie, da Carls crush spørger ind til hans weekend. I den sidste historie skal Batgris bekæmpe Slagteren og hendes minions, og deres drøm om at overtage verdensherredømmet. Her finder han desuden også ud af, hvad der er Batgris' kryptonit. Alle historierne er ret skøre og fjollede, og jeg må indrømme, at jeg er vild med det!

"Batgris" rummer ikke særlig meget tekst og sproget er holdt let. Dialogerne i tegneserien er bare rigtig gode og sjove, og særligt dialogen mellem Gary og fortælleren er bare virkelig sjov. Illustrationerne er desuden alt, hvad man kunne håbe på. Tegneserien er illustreret af Rob Harrell selv, og hans farvestrålende illustrationer rammer det barnlige og lidt skøre univers helt perfekt, og er fyldt med en skøn humor. 

"Batgris" er en virkelig god og rigtig sjov tegneserie, som havde mig grinende og smilende flere gange. Jeg har læst den højt for mine 4,5 årige, og han er også ret begejstret for den. Jeg kan dog godt mærke, at jeg ikke er vant til at læse tegneserier højt, men det kan sagtens lade sig gøre med lidt øvelse. Jeg vil nok anbefale den til højtlæsning fra 5-6 år, men man skal være forberedt på spørgsmål og snakke om illustrationerne. Tegneserien kan også bruges som selvlæsning fra ca. 10 år. "Batgris" er et hit herhjemme, og det er jeg næsten sikker på, at den også vil være om nogle år, når mine børn selv kan læse den. Jeg er i hvert fald fan af Gary aka Batgris, og hans venner, så jeg glæder mig til flere sjove eventyr. 

Anbefales til fans af Hundemand og Kaptajn Underhyler. 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar