mandag den 2. maj 2022

"Urhistorien" tegnet og fortalt af Peter Madsen

*Anmeldereksemplar fra Bibelselskabets Forlag, men alle holdninger er mine egne."
"Urhistorien" af Peter Madsen, af Bibelselskabets Forlag, udgivet i 2021.
★★★★★

Fra bagsiden:
Urhistorien er Bibelens berømte fortællinger om liv og død, godt og ondt og om dengang, alt var nyt. De beskriver, hvordan Gud skabte jorden og menneskene, hvordan Adam og Eva blev fristet af slangen i Paradis, og hvordan Kain slog sin bror Abel ihjel. Fortællingerne om Noa og den ødelæggende oversvømmelse og om det himmelstræbende tårn i Babel findes også i de tidsløse tekster. 
Peter Madsen står bag klassikerne Valhalla og Menneskesønnen. Han har modtaget en lang række priser, senest Statens Kunstfonds Hædersydelse. Den anerkendte tegneserieskaber har i Urhistorien gendigtet Bibelens første 11 kapitler i ord og billeder. 

Herhjemme er vi ret begejstrede for Peter Madsen og hans historier om guderne i Valhalla og troldene i Troldeliv. Hans tegnestil er fantastisk og jeg var derfor spændt på, hvordan han ville gribe det an at illustrere og genfortælle Bibelhistorier. "Urhistorien" skuffede bestemt ikke. Det er en virkelig god og flot bog.

"Urhistorien" indeholder de 11 første kapitler i Bibelen. Det er historierne om Skabelsen, Adam og Eva, Kain og Abel, Noas ark og Babelstårnet. Det er historier om tro, håb, kærlighed, venskab, jalousi, hovmod, det gode og det onde, samt liv og død, og hvor menneskenes plads er i det hele. Historien om Babelstårnet, og hvordan menneskets hovmod blev straffet af Gud ved at splitte os gennem sproget, har altid fascineret mig, og det var interessant at få den fortælling illustreret. Hver historie bliver introduceret med at lille tekststykke, der kommenterer på det der sker og det der kommer til at ske. Det var en rigtig fin detalje, som gav det en blød overgang, når man skiftede til en ny historie. Alle historierne bliver fortalt virkelig godt, og jeg føler ikke at man mangler noget når man læser dem.

I Bibelen fylder disse historier ikke meget tekstmæssigt, men med sine illustrationer får Peter Madsen detaljerne og stemningerne frem, hvilket gør at historierne folder sig ud på en anden måde. Tegneserien holder sig ret godt til teksten i Bibelen, hvilket er godt. Der står selvfølgelig ikke lige så meget på siderne, men de detaljerede illustrationer supplerer teksten og historierne rigtig fint. Nogle gange er illustrationerne næsten alt man behøver. I historien om Kain og Abel bliver det broderdrab der finder sted på grund af jalousi, illustreret meget mørkt og dystert, hvorimod Skabelsesberetningen er mere farverig og fyldt med liv. Personernes sindsstemninger og mimik kommer frem, og det er så fint. Man kan som læser virkelig mærke det hele, hvilket er fedt.

"Urhistorien" er en rigtig god, gribende og rørende tegneserie, der fortæller nogle håbefulde men barske historier. Jeg blev virkelig grebet af den og fløj bare igennem den. Der er en del vold, død og ødelæggelse i den, og den er derfor ikke til de helt små børn, men den er oplagt at forære i gave til en konfirmand i konfirmationsgave, som alternativ til den klassiske Bibel. "Urhistorien" kan dog også sagtens læses selvom man ikke er troende.

"Urhistorien" er en fin og let måde at læse Bibelhistorierne på, og jeg vil næsten ønske at Peter Madsen kaster sig over resten af Bibelen, for det fungerer så godt. Jeg vil i hvert fald gerne læse den. Man kan dog supplere med at læse "Menneskesønnen", der handler om Jesus. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar