lørdag den 7. april 2018

"Ellekongen" (Tågespind #1) af Signe Fahl

"Ellekongen" af Signe Fahl, af forlaget Ulven og Uglen, udgivet i 2017. Bogen er et anmeldereksemplar fra Ulven og Uglen, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner.

"Ellekongen" handler om Karen, der en dag møder en mystisk fremmed ude i skoven. I 1731 har en tjenestepige ikke meget at se frem til. Karens dag går med at malke køer, spinde garn, og hvad madmoder ellers sætter hende til. Om søndagen tager familien i kirke, og om aftenen fortæller gamle Ane historier om ellekongen og de andre underjordiske. Men da Karen en dag møder Daniel, ændrer hendes liv fokus, og før hun ved af det, er hun viklet ind i tågespind. 

Jeg har altid været meget fascineret af elverfolket, eller som her ellefolket, og deres myter, og jeg var derfor meget spændt på at læse "Ellekongen". Den foregår nemlig i 1700 tallet, hvor overtroen om de underjordiske er på sit højeste. "Ellekongen" var rigtig god, og jeg blev hurtigt fanget af historien!

Karen kom jeg ret hurtigt til at holde af. Hun drømmer om at sejle væk fra livet som tjenestepige, og ud i verden og opleve noget, men hun har en god stilling, som hun ikke tør miste. Hendes liv er ikke vildt spændende, og derfor bliver hun hurtigt draget af den mystiske Daniel, som er meget hemmelighedsfuld og spændende. 
Daniel er en super charmerende fyr, som er flabet på den gode måde, hvilket gør det svært ikke at holde af ham. Han pjatter meget, men man er ikke i tvivl om at han skjuler noget, og at det han skjuler nager ham. 
Derudover var jeg ret glad for Karens veninde Johanne. Hun er rigtig sød, og hjælper Karen med sine pligter i stedet for, at blive irriteret på Karen, der er blevet lidt sløv. Hun er ofte meget rationel i sin tankegang og beslutninger, men samtidig er hun også en romantiker. Der er en bestemt handling, hvor jeg var lidt uenig med hende, selvom jeg også godt kan forstå, hvorfor hun gør som hun gør.

"Jeg har en fornemmelse af, at hun stadig lever, men hvis hun er død, så tror jeg, at hun er død lykkelig. Hun valgte selv, hvad hun ville. Livet er kort, og hvis man har fundet noget, der gør en glad, så er det måske ikke det værste, selvom det medfører en tidlig død."

"Ellekongen" foregår i Danmark anno 1731, hvilket blev gjort på en meget realistisk måde. For ikke nok med at beskrivelserne af byerne, landskaberne, husene, indretningen og personernes påklædning og stillinger giver et godt billede af tiden, så bliver der også gjort meget ud af sproget. Signe Fahl har benyttet sig af gamle ord og vendinger, som gør det hele meget autentisk, og man føler virkelig, at man er blevet bragt tilbage i tiden. 

Jeg kunne rigtig godt lide, at høre om de underjordiske, som består af mange forskellige væsener. Myterne har altid interesseret mig, da jeg synes gammel overtro er ret spændende og sjov. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at have hørt om lidt flere væsener, samt få mere af vide om ellefolket og mosekonen. Men kan være der kommer mere af det i den næste. 

"Herrens nåde er stor nok til også at rumme de underjordiske, det er jeg sikker på. Men det skal du nok heller ikke nævne over for præsten, at jeg har sagt."

I starten kan "Ellekongen" godt virke lidt langtrukken, da der ikke sker så meget. Men det gjorde mig egentlig ikke så meget, da jeg synes det var hyggeligt at høre om personerne, og Karens hverdag, og om hende og Daniels møder, da de har nogle ret søde og sjove samtaler. Men jo længere ind i bogen man kommer, desto mere mystisk og spændende bliver den, og man bliver grebet af historien. 

"Ellekongen" er en rigtig god og fængende bog, som drager sine læsere med sin mystik. Den er svær at ligge fra sig, når man først er kommet i gang, og jeg slugte den. Det er en bog fyldt med kærlighed, både den gode og den ulykkelige kærlighed, venskab, overtro og masser af mystik. Jeg glæder mig meget til at læse videre i serien, og se hvad der skal ske med Karen og Daniel. 

Hvilken overtro finder du mest spændende? 



2 kommentarer:

  1. Den lyder da spændende. Og fedt med sproget, altså at der er brugt gamle ord, der gør historien mere autentisk :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er også rigtig god og spændende :D og ja det var rigtig fedt, da det lige gav det sidste til historien, nogle af ordene kendte jeg ikke engang :) men det er skønt når alle detaljer passer sammen :)

      Slet