"Tornenes sprog - Midnatsfortællinger" af Leigh Bardugo

*Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls, men alle holdninger er mine egne*

"Tornenes sprog - Midnatsfortællinger" (Org. titel "The Language of Thorns - Midnight Tales and Dangerous Magic") af Leigh Bardugo, af forlaget CarlsenPuls, udgivet i 2018 (org. udgivet i 2017). Læst på dansk (org. sprog engelsk).

★★★★☆

"Tornenes sprog - Midnatsfortællinger" består af seks dystre fortællinger om kærlighed, had, sult, hævn, længsel og jalousi. Tag med ind i en verden med dystre aftaler i måneskinnet, hjemsøgte byer og hungrende skove, med talende væsener og monstre af ingefærbrød, hvor unge havfruer kan synge dødelige storme frem, og hvor en flod måske vil opfylde en forelsket drengs højeste ønske til en frygtelig pris. 

Jeg har altid elsket eventyr og den magi de ofte rummer, så jeg er altid spændt og nysgerrig, når jeg læser eventyr som er inspireret af gamle eventyr og folkesagn, for hvordan har forfatteren grebet det an. Derudover synes jeg det var spændende at disse eventyr ikke bare var nyfortolkninger, men også eventyr der skulle være fortalt i en helt anden verden, nemlig Grisha universet. Jeg har læst en enkelt af Leigh Bardugos bøger, og var vild med den og Grisha universet, så jeg glædede mig nu endnu mere til at genopleve dens mørke og magi i disse eventyr. Bogen blæste mig desværre ikke omkuld, som jeg havde håbet, men det var stadig en rigtig god og gribende samling eventyr. 

Man kan godt se, at Leigh Bardugo er stærkt inspireret af forskellige eventyr, myter og folkesagn, lige fra græskmytologi, til Brødrene Grimm, H. C. Andersen og en klassisk ballet, men hun formår alligevel at gøre dem til sine helt egne, f.eks. gennem sine plottwists og legen med skurkerollerne, hvilket var fedt. Jeg savnede dog lidt mere af Grisha universet, da det er meget få af historierne, hvor man konkret hører, hvor de foregår, så nogle gange virkede de bare som almindelig fantasy eller eventyr, i stedet for historier fra et kendt univers.

"Tornenes sprog" indeholder seks gode og gribende eventyr. De er alle utrolig velskrevet og rørende, selv når de gav én lidt ondt i maven. De er nemlig ret mørke og dystre, hvilket jeg godt kunne lide, fordi det sammen med moralerne, passer godt til både eventyrgenren og folkesagn.  Jeg kunne dog bedst lide "Ayama og tjørneskoven, "Den lidt for kløgtige ræv" og "Da vand sang ild". De handler sådan set alle om kærlighed, svigt og hævn, men på hver deres måde. Derudover handler de rigtig meget om, at man ikke skal skue hunden på hårene, for ting er ikke altid som de ser ud til. "Da vand sang ild" var dog min favorit. Jeg elsker nemlig havfruer og deres mystik, og denne fortælling er da også inspireret af et af mine yndlings eventyr, nemlig H. C. Andersens Den lille havfrue. Dette er dog en alternativ udgave, som var meget mere dyster end den originale. Faktisk var det nok mere en slags forhistorie til en meget kendt havheks, og jeg synes det var så godt tænkt og meget interessant. Det var også dette eventyr der lige løftede min oplevelse af bogen lidt mere op.

"En sang havde gjort to ensomme piger til veninder. En prins' gunst havde gjort dem værd at bemærke. Hvad ville en krone betyde for den prins?"

Alle fortællingerne indeholder nogle virkelig flotte og detaljerede illustrationer lavet af Sara Kipin. Jeg kunne godt lide at de voksede og blev mere og mere detaljerede i gennem hele historien. Det var en sjov og rigtig flot detalje, som supplerede historierne virkelig fint.

"Tornenes sprog - Midnatsfortællinger" er en samling gode og spændende fortællinger, der hver og en holder sine læsere fanget. De er både hyggelige og skræmmende på samme tid, og man føler sig aldrig sikker, for hvem kan man egentlig stole på. Det er eventyr fyldt med kærlighed, had, begær, jalousi, hævn og en lille smule håb. Og de er helt deres egne.