torsdag den 16. januar 2020

"En løve i zebraklæder" af Mattias Hundebøll


*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"En løve i zebraklæder" af Mattias Hundebøll, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019.
★★★★★

Fra bagsiden:
Vidste du, at nogle løver går med tøj, når ingen ser dem? Eller at ikke alle flamingoer kan lide at være lyserøde? Og er du klar over, at fluer holder fødselsdagsfester?
Glæd dig til rablende, rimende remser om dyr - og deres hemmelige liv. 

Mattias Hundebølls debut som forfatter går rent ind med denne skønne og fjollede rim og remse bog, om dyrenes forunderlige univers. Den er skør, den er sjov og den er egentlig bare rigtig god og hyggelig.

"En løve i zebraklæder" består af 12 remser om forskellige dyr, som enten er ret tragiske, morsomme, hyggelige eller lidt triste i det, dog hele tiden med et glimt i øjet og et anstrøg af humor. Jeg kan især godt lide den om Benny Bænkebider, som er godt træt af kun at spise bænke, når nu verden er fuld af smage. Derudover er den med flamingoen der ikke gider være pink rigtig god, og jeg er også ret glad for den med den stakkels løvefar, der ender i zebraheldragt. De sjove rimende remser er så absurde på nogle punkter, men også rigtig sjove, så det er svært ikke at smile når man læser dem.
Desuden synes jeg det er en fin og sjov lille detalje, at remsen om hammerhajen kan synges på melodien til Det hammer, hammer fedt, den detalje gav lige lidt ekstra til oplevelsen i hvert fald.

Bogen er på omkring 32 sider, og alle siderne er fint illustreret af Louise Thrane Jensen. Hendes stil minder mig lidt om Anders Morgenthaler, hvilket jeg klart mener som et kompliment, da jeg rigtig godt kan lide hans streg og humor og nu også Louise Thrane Jensens. De er farvestrålende, de er vilde og de er fyldt med humor, og de passer derfor perfekt til disse rablende remser om dyr som Mattias Hundebøll har skabt. Derudover er der rigtig mange små detaljer, også nogle som står lidt for sig selv, man kan f.eks. lege søg og find, da der gemmer sig en lille paparazzi snushane ved alle remser. Jeg havde ikke selv tænkt over denne detalje før min gode veninde gjorde mig opmærksom på det, men jeg er vild med idéen, og synes det er lidt sjovt med denne ene figur, der går igen gennem hele bogen og dermed skaber noget genkendelighed. Hvis man altså kan finde den.

"En løve i zebraklæder" er en rigtig god, sjov og hyggelig bog, med nogle lidt anderledes rim og remser end jeg er vant til, og som jeg nu også tror de fleste børn vil synes er sjove. Jeg vil anbefale den fra ca. 3 år, for at de får mest ud af det sproglige og den humor det rummer. Jeg er spændt på, hvad mere der kommer fra Mattias Hundebølls hånd, for han kan noget med ord og det var hyggelig læsning. Jeg glæder mig til at læse den med mine drenge, og når Njord bliver lidt ældre, måske selv lave nogle tossede dyre rim.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar