lørdag den 25. januar 2020

"Walt Disney Klassikere - PETER PAN" af Walt Disney Studio

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Walt Disney Klassikere - PETER PAN" af Walt Disney Studio, baseret på Walt Disneys tegnefilm fra 1953, baseret på historien af Sir James M. Barrie, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019. 
★★★★☆

Fra bagsiden:
Der var engang en pige, som hed Wendy. Hun fortalte altid sine to brødre, John og Michael, historier om Ønskeøen - et magisk sted, hvor børn blev ved med at være børn for altid og oplevede spændende ting sammen med indianere, sørøvere, feer og en fantastisk dreng, der hed Peter Pan... 

Peter Pan er en af de helt gamle Disney Klassikere, som de fleste af os nok husker fra vores barndom. Den er ikke en af de Disney film jeg har set mest, men at se og læse denne billedbog, bragte alligevel en del minder frem. "Peter Pan" er en rigtig fin billedbog, og den var rigtig god og hyggelig at læse.

Mange af os er nok vokset op med historien om drengen der ikke vil være voksen, og alle de fantastiske eventyr Peter Pan, Klokkeblomst og de glemte drenge tog ud på. Jeg blev i hvert fald helt nostalgisk under min læsning. Historien er her forkortet ned, sådan at det passer til billedbogsformatet, hvilket også gør, at der mangler lidt pist og pist. Det er heldigvis ikke de vigtige detaljer der mangler, og jeg synes egentlig at den holder sig meget tro mod tegnefilmen.

"Peter Pan" er på ca. 25 sider. Sproget i bogen er holdt let, og med ikke særlig meget tekst på siderne. Til gengæld er der en fin illustration på hver side, som fint supplerer historien undervejs. Illustrationerne viser scener fra historien med de velkendte figurer, som er med til at skabe genkendelighed hos læseren. Illustrationerne er dog meget gammeldags i deres udtryk, og mindede mig mest af alt om skitser, de ligner nemlig ikke rigtig dem fra tegnefilmen, hvilket jeg egentlig synes er lidt ærgerligt. 

"Peter Pan" er en rigtig god, sød, hyggelig og magisk historie om venskab, eventyr, identitet og det at blive voksen. Bogen er lavet i en virkelig lækker kvalitet, med et utrolig flot omslag og gode kraftige sider inde i bogen. Tekstmængden og de mange illustrationer gør den oplagt til højtlæsning og hygge, men den er bestemt også egnet som letlæsning for de lidt større. Jeg hyggede mig under min læsning, og Njord var meget optaget af illustrationerne. Jeg glæder mig dog til, at han bliver lidt ældre og måske vil blive fanget lidt mere af handlingen. Derfor vil jeg også anbefale den til 3-årige og op efter.

Serien Walt Disney Klassikere, som "Peter Pan" er en del af, er nogle af Disneys største tegnefilmsklassikere omdannet til billedbøger, men med respekt for tegnefilmen. Mange af dem er jeg jo selv vokset op med, og jeg bliver derfor helt nostalgisk, når jeg læser dem sådan her. Desuden kan jeg godt lide at det ikke kun er de helt gamle klassikere der er blevet valgt, men også nogle af Disneys nyere tegnefilm, for så er der lidt til alle. Jeg glæder mig til, at læse mange flere Disney klassikere, og dele den magi Disney kan skabe, med mine drenge. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar