fredag den 7. februar 2020

Året der gik og 2019's bøger


Et nyt år er gået, og vi er allerede gået ind i februar måned. Tiden flyver og jeg kan som altid ikke følge med, og er bagud med indlæg og anmeldelser. 2019 har bragt mange gode ting med sig, men det mest fantastiske var dog at jeg i starten af året fandt ud af, at jeg endnu en gang var gravid, og i slutningen af november fik jeg endnu en dejlig lille dreng, så det var været et helt igennem skønt år. Det er ret vildt at blive forælder igen, mest af alt fordi man lige skal vænne sig til, at man nu er en familie på fire, og at der er to børn at tage sig af. Men hvor er det også bare dejligt, og Njord er bare så sød og omsorgsfuld overfor sin lillebror. Det varmer virkelig mit moderhjerte, og nej hvor jeg glæder mig til, at se dem vokse op sammen og få glæde af hinanden i fremtiden. Af samme grund har her også været lidt stille på bloggen, da jeg grundet min graviditet har været helt drænet for energi, og nu skal finde ud af at få hverdagen med to små børn til at fungere, samt lære det nyeste medlem at kende, og finde ud af, hvad han er for én. Men nu fik jeg lige et øjebliks ro, hvor jeg kunne gøre status over det forgangne år.

I 2019 startede og afsluttede jeg uddannelsen som Bibliotekar DB, hvor jeg skrev projektopgave i samarbejde med Roskilde Bibliotekerne, hvilket var super spændende og lærerigt.
Derefter har jeg søgt lidt arbejde, men er nu gået på barsel, så for nu er jobsøgningen sat på pause.

Men nu skal det handle om bøgerne. Mit læsemål for 2019 var 30 bøger, og i følge Goodreads har jeg her ved årets udgang læst 40 bøger, men da ikke alle de læste bøger er at finde på Goodreads, så er der også nogle der mangler, og jeg har derfor læst ca. 55 bøger i årets løb, hvilket jeg er mere end tilfreds med, men de fleste af dem er så også billedbøger. Da jeg ikke har kunne få alle de læste bøger registreret på Goodreads, så har jeg heller ikke en helt rigtigt statistik over mit bogår, men vil derfor tage udgangspunkt i de 40 bøger som Goodreads nævner.

De 40 læste bøger svarer til 3888 læste sider i 2019. Den længste bog jeg læste var "Månens Kald" af Patricia Briggs, der er på 423 sider. Den korteste bog jeg læste var "Gurli Gris - Hjulene på bussen" af Claire Sipi, der er på 12 sider.

Som altid er det svært at sige, hvilken eller hvilke bøger der var den bedste i 2019, da der har været mange gode læseoplevelser. Mit år har dog været præget af manglende energi under min graviditet, hvor jeg sov det meste af dagen når Njord var i vuggestue, og jeg ikke selv var på arbejde eller studie. Dette har gjort at jeg er havnet i lidt af en reading slump, hvor jeg ikke rigtig har kunne overskue at læse så meget andet end lette børnebøger og billedbøger, hvilket bloggen har været meget præget af. Jeg håber dog I synes det er lige så hyggeligt som jeg gør, for der findes godt nok mange søde, sjove og hyggelige børnebøger og billedbøger derude. Jeg er både blevet rørt og begyndt at grine under min læsning, og jeg bliver gang på gang imponeret over, hvor meget en billedbog kan få ud, på så få sider. De kan få fine budskaber ud, de kan provokere, de kan hygge og sprede glæde, og de kan nydes for det de er, en god historie. Jeg har i hvert fald nydt både at læse dem for mig selv, men helt klart også at læse dem for Njord, og se dem sprede glæde og nysgerrighed hos ham. Selvom han ærligtalt helst vil læse den bog vi har om transportmidler.
Jeg har dog også læst andet end billedbøger og børnebøger. Endnu en gang er jeg blevet rørt af Rupi Kaurs smukke digte i "Solen og hendes blomster", der både varmer og knuser mit hjerte, med deres brutalitet og ærlighed. Desuden blev jeg også meget rørt under min læsning af Carlsens billednoveller, der er billedbøger for unge. Billednovellerne er skrevet af nogle af landets førende forfattere inden for YA, og de tager svære og tunge emner op, og de gør det virkelig godt, sådan at man virkelig kan mærke de følelser der er på spil i bøgerne.
Derudover har jeg fået lov til at dyrke min indre nørd, og lære meget mere om Egtvedpigen og hendes identitet i "Egtvedpigens rejse".
Jeg er også blevet overrasket i min læsning, da jeg i 2019 har læst min første graphic novel. Jeg er normalt ikke så meget til denne genrer, men serien Amulet overraskede mig virkelig, og jeg slugte dens eventyrlige univers råt, og jeg glæder mig til at læse videre.

I år 2019 var jeg så heldig i foråret at blive inviteret til litteratureftermiddag hos Lindhardt og Ringhof, hvor vi fik præsenteret nogle af deres kommende titler, samt mødt nogle enkelte forfattere, som fortalte om deres bøger og historien bag, hvilket var rigtig spændende. Derudover inviterede de søde folk hos forlaget Alvilda til 10 års fødselsdag. Det var en super hyggelig aften, hvor jeg fik hilst på nogle af dem, som jeg har kontakt med inde på forlaget, samt hilst på nogle af de forfattere som bliver udgivet hos dem.
Desuden var jeg med min far og hans kæreste på Bogforum, hvor jeg også havde taget Njord med for første gang. Jeg havde egentlig ikke regnet med at tage afsted, da det var to uger før min terminsdato, så jeg var godt smadret efterfølgende. Men det var godt at komme afsted, selvom det kun blev med et hurtigt hej til min Bogforummakker, Louise. Jeg tror dog vi tager revanche i år. Til gengæld blev det et lidt anderledes, mere afslappet Bogforum, helt efter min søns præmisser, vi tegnede en del og så Gurli Gris, og tullede lidt rundt.

2019 har alt i alt været et skønt år, både på privaten men også på bogfronten. Mit år har været fyldt med gode, søde, rørende, hyggelige og nostalgiske læseoplevelser, så jeg er meget spændt på hvad 2020 vil bringe med sig. Jeg håber dog, at jeg får min læselyst tilbage, og får læst lidt mere udover de børnebøger jeg har liggende.

For 2020 har jeg sat mit læsemål på 31 bøger, så må vi se, hvad det bliver til.

Tak til alle jer der læser med på bloggen, det betyder rigtig meget for mig, at I har lyst til at læse med, og jeg nyder sådan at læse jeres kommentarer og tanker. Desuden et kæmpe tak til alle de søde forlag og forfattere, der har givet mig en masse skønne oplevelser i årets løb. Det er jeg meget taknemmelig over!

Jeg håber I alle kom godt ind i det nye år, og at I alle får et rigtig dejligt læseår! 😊



Ingen kommentarer:

Send en kommentar