"Skumfidusmaskinen" og "Skildpaddekanonen" (org. titler "Oppdagerklubben og marshmallowsmaskinen" og "Oppdagerklubben 2 skildpaddekanonen") af Bobbie Peers, af forlaget Carlsen, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog norsk), oversat af Lene Ewald Hesel. Begge bøger modtager samme antal stjerner.
★★★★★
Fra bagsiden af "Skumfidusmaskinen" (Opdagerklubben #1):
'Find ud af, hvorfor ubåden flyver.' Sådan lyder Opdagerklubbens første mission. Ella og Felix tager af sted i luftskibet og finder ud af, at skumfidusmaskinen ikke virker - og skumfiduser er ellers det allervigtigste brændstof. Hvem har dog ødelagt maskinen? Det bliver en rejse med skumle pirater, rare robotter og virkelig geniale opfindelser.
Fra bagsiden af "Skildpaddekanonen" (Opdagerklubben #2):
Ella og Felix lander i ørkenen, hvor det regner med skildpadder. Robotskildpadder, som går til angreb. Snart finder de ud af, at det er de lede piraya-pirater, som står bag. Hvordan klarer Opdagerklubben den, når de står ansigt til ansigt med den modbydelige piraya-piratgeneral? Er de kølige nok til at klare hans ondskab og stoppe den fæle skildpadderegn?
Det er første gang jeg læser noget af Bobbie Peers, men bøgernes forsider og titler talte til mig, og jeg vidste at dem måtte jeg bare læse. "Skumfidusmaskinen" og "Skildpaddekanonen" er helt vildt gode, og jeg nød at læse dem. De er hyggelige, spændende, og virkelig sjove, og man både smiler og griner under sin læsning. Jeg elskede dem!
Jeg holder meget af både Ella og Felix. De er søde, hjælpsomme og meget nysgerrige.
Ella er en meget modig og kvik pige, der elsker at opfinde og ombygge ting.
Felix er en sjov og selvstændig dreng, der elsker at opdage ting, og synes selv han er ret god til det. Han hjælper, hvor han kan og går nysgerrigt og undersøgende til tingene, for at opklare, hvad det er der foregår. Han opdager Ella, og sammen med hende får han dannet et fint venskab, som bliver til Opdagerklubben.
Derudover kan jeg ret godt lide de farlige piraya-pirater. De er nogle ret anderledes skurke, men de er sjove.
Historien foregår i en verden der minder lidt om vores, men som alligevel er meget anderledes. Alting kører på skumfiduser, man har virkelig lange og underlige navne, og der er piraya-pirater, som er halvt robot, halvt piratfisk i en fiskebowle. Denne verden er inde i Ellas globus, og når hun bliver kaldt dertil skrumper hun. Jeg kunne ret godt lide at hun bliver suget ind i sin globus og på den måde kommer til en anden verden. Det er måske set før, men det fungerede og var et sjovt twist til historien.
I "Skumfidusmaskinen" flyver Felix og Ella rundt i et luftskib for at finde ud af, hvorfor ubåden svæver, men bliver angrebet af piraya-piraterne. I "Skildpaddekanonen" er de ude i ørkenen, hvor de skal hjælpe en by der bliver angrebet af robotskildpadder.
"Skildpadden standsede, da skjoldet ramte styrehuset. Ella åndede lettet op. Men så skete der noget mærkeligt. Skildpadden strakte halsen, og den blev længere og længere, ligesom et teleskop. De knivskarpe tænder blinkede i solen. Felix hylede, da skildpadden tog en bid af hans jakke og guffede den i sig. 'Det er ikke almindelige skildpadder!'"
"Skumfidusmaskinen" og "Skildpaddekanonen" passer perfekt til højtlæsning fra ca. 4-5 år og op. Der sker hele tiden noget, og de bliver aldrig kedelig. De er spændende og underholdende hele vejen igennem, og får virkelig smilende frem. Vi læste begge bøger på et par timer, da vi kørte bil, og de var sjove for både børn og voksne. Njord er i hvert fald helt med på idéen om, at tingene kører på skumfiduser.
Bøgerne kan også bruges til selvlæsning, fra omkring 10 år og op, for selvom de ikke er så lange, så er der nogle enkelte lange ord her og der, som kan gøre dem lidt svære at læse.
Bøgerne er illustreret af Sandra Steffensen, og jeg er vild med hendes flotte og humoristiske illustrationer, der virkelig får karakterende frem. De er så pæne, detaljerede og sjove, og de passer perfekt til historierne, hvor de på fineste vis supplerer det der sker.
"Skumfidusmaskinen" og "Skildpaddekanonen" er nogle super gode, sjove og spændende bøger, som jeg hyggede mig meget med at læse. De er oplagte til en hyggestund med ungerne, personligt glæder jeg mig i hvert fald til at læse dem for mine drenge igen, når de er blevet lidt ældre, for det er nogle meget underholdende historier. Det er nogle af de bedste børnebøger jeg har læst længe, og jeg kan næsten ikke vente med, at komme med på flere vilde eventyr og opdagelser!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar