"Bro, bro, brille - og andre børnesange" og "Giraffen Gumle - og andre børnesange" illustreret af Bente Bech, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020.
★★★★☆
Fra bagsiden af "Bro, bro, brille - og andre børnesange":
Sæt jer godt til rette, og syng med på fem af de mest klassiske og højt elskede børnesange. Imens kan I gå på opdagelse i Bente Bechs farverige illustrationer af de søde og sjove figurer fra sangene.
Bogen indeholder:
Mariehønen Evigglad,
Bro, bro, brille,
Her er højre, her er venstre,
Hjulene på bussen,
Ole har fødselsdag.
Fra bagsiden af "Giraffen Gumle - og andre børnesange":
Sæt jer godt til rette, og syng med på fem af de mest klassiske og højt elskede børnesange. Imens kan I gå på opdagelse i Bente Bechs farverige illustrationer af de søde og sjove figurer fra sangene.
Bogen indeholder:
Den lille, frække Frederik,
Giraffen Gumle,
Der bor en bager,
I en skov en hytte lå,
Jeg gik mig over sø og land.
Herhjemme elsker vi at synge, og vi synger gerne dagligt, og så er det altså rart med sangbøger. Disse to fine sangbøger blev taget i brug med det samme de kom ind af døren. Både Njord og Freyr tager dem frem og bladrer i dem, og insisterer på at vi sætter os og synger og kigger på illustrationerne. "Bro, bro, brille og Giraffen Gumle" er nogle søde sangbøger, med kendte sange og virkelig fine illustrationer. Begge drenge elsker dem, men efter min mening kunne de godt have indeholdt flere sange.
Bøgerne indeholder hver 5 sange, som de fleste nok kender, der var faktisk kun en sang jeg ikke kendte, men jeg har fundet en melodi der passer til den, så det går. Det er en god blanding af kendte sange, både de lidt kortere som I en skov en hytte lå, og dem hvor man næsten kan fortsætte sangen i en evighed som f.eks. Jeg gik mig over sø og land og Hjulene på bussen. Njord kan synge med på mange af dem nu, så han er god til at deltage, især hvis det er Den lille, frække Frederik vi synger, da han er rigtig glad for biler.
Hver sang fylder to sider, og udover selve teksten, er siderne prydet med de fineste illustrationer, lavet af Bente Bech. Bente Bech laver nogle virkelig fine, detaljerede og stemningsfulde illustrationer, som man rigtig kan gå på opdagelse i, hvilket bare er super hyggeligt. Bøgernes sider er lavet i kraftig pap, som gør at de kan holde til lidt mere, og bedre kan klare at blive kastet med. Derudover gør det, det lidt nemmere for de små hænder at få fat og bladrer i bøgerne. De bliver flittigt brugt herhjemme, men Freyr på knap 1 år, vil rigtig gerne tygge lidt i dem, og det kan de altså ikke lige klare, så derfor vil jeg anbefale dem fra ca. 1,5-3 år.
"Bro, bro, brille og Giraffen Gumle" er nogle meget flotte og søde sangbøger, som vil bringe mange hyggestunder med sig. Vi hyggede os i hvert fald med dem, men 5 sange var næsten for lidt, og jeg synes sagtens de kunne have indeholdt mange flere sange, da man alt for hurtigt kom igennem dem. Når det så er sagt, så hyggede vi os med at synge sangene og kigge på de fine illustrationer, og der er ingen tvivl om at de vil blive slidt op herhjemme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar