"Rinus og Radise - To guldbananer til Von Flitterstaz" (Rinus og Radise #1) af Allan Porsgaard, Anders Porsgaard og Poul Krog

*Anmeldereksemplar modtaget af forfatter Allan Porsgaard, men alle holdninger er mine egne.*

"Rinus og Radise - To guldbananer til Von Flitterstaz" af Allan Porsgaard, Anders Porsgaard og Poul Krog, af forlaget BoD - Books on Demand, udgivet i 2020. 

★★☆☆☆

Fra bagsiden:

De to små hundevenner, gravhunden Rinus og rottehunden Radise, er altid klar på nye eventyr. Denne gang kommer de på sporet af en skør mestertyv, som vil stjæle domkirkens kostbare guldvisere. Heldigvis får de hjælp af deres nye gode ven den stærke cirkushund Gule samt børnene Markus og Fevzia. 

"Rinus og Radise - To guldbananer til Von Flitterstaz" fangede mig desværre ikke rigtig. Historien er sød, og jeg synes det er en god og sjov idé at gøre hunde til hovedpersoner i bøger, og måske særligt i krimier, pga. deres gode lugtesans. Der var bare nogle ting som personligt ikke fungerede for mig. 

Jeg kunne dog godt lide Rinus og Radise, som er to søde, nysgerrige, modige og hjælpsomme hunde, som hjælper, hvor de kan. De er gode til at supplere hinanden, gerne med lidt hjælp fra cirkushunden Gule. 

Fevzia og Markus er to menneskebørn, som tit går tur med Rinus og Radise. Jeg kunne godt lide Fevzia, som er ret sej, og som virkelig træder i karakter da hundene kommer og beder om hendes hjælp. 

Tyven er ikke specielt kvik, men det er hans chef Von Flitterstaz heller ikke, hvilket godt kan være lidt sjovt. Von Flitterstaz er desuden ret paranoid, og finder på de mest fjollede koder, for at skjule deres samtaler.

Kapitlerne i bogen er korte, men sprogbruget er lidt kompliceret med mange lange sætninger. Dialogen bruger ord, som mange børn ikke ville bruge i dag. Tanken med bogen er at bruge gammeldags udtryk og ord, for at få børnene der læser bogen, til at snakke med deres forældre eller bedsteforældre om sproget og dets betydning. Jeg synes idéen er god nok, jeg tvivler bare lidt på det i praksis, med mindre man læser bogen sammen som familie og snakker om de ord man støder på. Selv jeg stødte på et ord, jeg ikke ved hvad betyder, og som jeg ikke umiddelbart har kunne slå op.

Derudover synes jeg personligt også at humoren i bogen virkede lidt påtaget, og som om den prøver lidt for meget med alle de jokes der kom i dialogen. Det blev i hvert fald lidt for meget til min smag, og det ødelagde lidt flowet i bogen for mig. 

"Rinus og Radise - To guldbananer til Von Flitterstaz" er illustreret af Vy Dum, der med sin søde og meget simple streg, fint får vist de forskellige karakterer. De har lidt retrovibe over sig, som passer godt til historien. Desværre er det tydeligt at det er en print-on-demand bog, da siderne er ret tynde og der er striber i illustrationerne, som når man printer billeder ud selv, hvilket er synd, da de ellers er ret fine. 

"Rinus havde selvfølgelig bjæffet efter ham i starten. Det er jo nærmest en hunds pligt. At gø efter fremmede og tisse op af husmure var jo noget af det første man lærte som hundehvalp. Og Rinus var ret skrap til begge dele."

Som tidligere skrevet synes jeg det var sjovt at det var hundene der var hovedpersonerne i bogen, og at man derfor primært fulgte dem og deres oplevelser. Der var dog nogle ting som undrede mig under min læsning. På en af illustrationerne er der en mand med maske på, som ser meget mistænkelig ud, men på intet tidspunkt i kapitlet bliver det nævnt at han har maske på. Det bliver altså afsløret lidt i illustrationen, selvom det måske ikke var meningen. Derudover virker guldviserne ikke særlig tunge, hvilket jeg også fandt lidt mærkeligt, for selvom de er af guld, kan tyven relativ nemt trække dem begge efter sig. Desuden synes jeg det var spøjst at hundene ikke rigtig blev anerkendt for deres opklaring af sagen, da de jo gjorde mest. 

Personligt synes jeg godt man kunne have hemmeligholdt lidt flere ting, og ikke givet alt væk med illustrationerne eller i beskrivelser som afslører alt for meget, for tidligt. 

Når det så er sagt, så er "Rinus og Radise - To guldbananer til Von Flitterstaz" en hyggelig historie, der med sine hunde hovedpersoner bliver helt sin egen. Sproget i bogen kan dog godt være lidt kompliceret for børn at læse selv, og personligt synes jeg den var lidt svær at læse højt, da sproget ikke var så flydende. Heldigvis har vi jo alle forskellig smag, så det kan jo være at bogen vil falde lige i din eller dine børns smag, især hvis I er vilde med søde, seje og sjove dyr der opklarer mysterier.