tirsdag den 29. juni 2021

"Mesterens falske spil" (Duftapoteket #3) af Anna Ruhe

*Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup & Co, men alle holdninger er mine egne.*
"Mesterens falske spil" (org. titel "Die Duftapotheke. Das falsche Spiel der Meisterin") af Anna Ruhe, af forlaget Straarup & Co, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog tysk), oversat af Birgit Fuglsang.
★★★★★

Fra bagsiden:
Luzie Alvenstein er sentifleur. Hun kan ikke bare lugte, men også føle dufte. Men hvor stammer dette talent fra? Og hvordan kan hun lære at håndtere det?
Før Luzie når at finde svar på sine spørgsmål, kommer hun i besiddelse af en skrækindjagende viden: Den ondsindede Syrell de Richemont, lederen af De Evige, vil åbne nye duftapoteker over hele verden og udbrede forfærdelige dufte, der giver ham magten over alle mennesker. Hurtigt beslutter Luzie og hendes ven, Mats, at tage til Paris for at forhindre Richemonts plan. Men i byen venter en fare og en større fjende, end Luzie nogensinde havde forestillet sig. Og da selv hendes bedste ven vender hende ryggen, ser alting sort ud.

Jeg er ret begejstret for serien om Duftapoteket og den magi de rummer. "Mesterens falske spil" er endnu en skøn bog, og nok egentlig min favorit i serien pt.. "Mesterens falske spil" er en virkelig god og spændende bog, der er virkelig svær at lægge fra sig! 

Jeg holder utrolig meget af Luzie. Hun har fundet ud af, at hun er sentifleur, så hun både kan lugte og føle de forskellige dufte, og på den måde finde frem til, hvordan en duft skal laves for at få en bestemt virkning. Hun prøver at forstå, hvorfor hun har dette særlige talent. Derudover forsøger hun at udvikle Endelighedens duft, som skal gøre det af med De Evige. Det er dog ikke nemt, da hun ikke får den vejledning hun har brug for, for at forstå sit talent.
Mats er virkelig sød, han hjælper Luzie så godt han kan og er en god støtte for hende. Da de møder den smukke, franske Eloide sker der dog noget, og Mats ændrer sig. Alt er dog ikke helt som det ser ud.
Elodie havde jeg det lidt blandet med. Hun er både meget venlig og hjælpsom, og prøver at hjælpe Luzie med sit sentifleur talent, men hun er også ret manipulerende. 
Mats storebror Leon kommer også mere på banen i denne bog, og det kunne jeg rigtig godt lide. Jeg kan godt lide hans humor, selvom han også er lidt irriterende. Han prøver at hjælpe Luzie og Mats, men hans tilstedeværelse skaber lidt konflikter mellem Luzie og Mats.
Benno er ikke lige så meget med i denne bog, men hans idéer er stadig med til at gøre en kæmpe forskel. 

"Mesterens falske spil" er skrevet i et let forståeligt sprog, med korte, spændende kapitler der giver historien et godt flow. Bogen er perfekt til selvlæsning fra omkring 10 år, men egner sig også godt til højtlæsning fra omkring 7 år. 
Bogen er illustreret af Claudia Carls, der endnu en gang leverer flotte, detaljerede illustrationer, der supplerer historien på fineste vis. Der er ikke mange illustrationer, men dem der er, er så fine og giver bare noget rigtig godt til læseoplevelsen. Jeg elsker detaljerne ved hvert kapitelstart, der denne gang er duftfriskere med duftpinde, det er så fint.

I denne bog får vi meget mere af vide om De Evige, og alle deres skumle planer, og hvad de er villige til at gøre og ofre for at opnå dem. De Evige vil have magten over alle mennesker, da de føler sig overlegne i forhold til normale mennesker. De kan godt lide at folk er dem underdanige. Det var ret interessant at høre om deres planer, og det bliver spændende at læse mere om det og De Evige. 
Derudover høre vi lidt til Luzies talent som sentifleur, som hun selv prøver at undersøge. Der dukker dog et par overraskelser op, som man ikke lige havde forestillet sig, hvilket var rigtig fedt og spændende. Jeg håber der kommer mere om det at være sentifleur i den næste bog, og at vi får mere af vide om sentifleur arven, for mystikken vokser virkelig i denne bog. 

"Mesterens falske spil" er en virkelig god, hyggelig, spændende, mystisk og magisk bog, der hold mig fanget fra start til slut. Bøgerne bliver mere og mere spændende og actionspækket, og jeg er vild med det. Desuden elskede jeg at denne bog foregår i Paris størstedelen af tiden. Paris er og bliver min yndlings by, og jeg nød at blive bragt tilbage til de parisiske gader, og jeg kunne nemt se bygningerne, metroen og den stemning der er i Paris for mig. Duftapoteket er magisk, og jeg glæder mig virkelig meget til at læse næste bog, og se hvad der videre kommer til at ske Luzie, Mats og Benno.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar