tirsdag den 19. april 2022

"Mumidalens alfabet" af Annika Sandelin frit gendigtet af Marianne Iben Hansen

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Mumidalens alfabet" (org. titel "Mumindalens alfabet") af Annika Sandelin, af forlaget Carlsen, udgivet i 2022 (org. udgivet i 2021). Læst på dansk (org. sprog svensk), frit gendigtet af Marianne Iben Hansen.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Mumidalens alfabet inviterer på rundtur i alfabetet og på et sprogligt eventyr i Mumidalens magiske univers. Vi møder Tove Janssons mest kendte og elskede figurer, Mumitroldene, men bliver også præsenteret for Knytten, Hemulerne, Lille My og mange flere. Hvert bogstav har sit rim og hovedperson - for eksempel Mumrikken, hvis sind er let som dug og østenvind, Banditten Stinky, som elsker alt, hvad der er slemt, og Mumimor, der lokker lykke frem ved at male på væggen. 
Rimene er frit gendigtet af den prisbelønnede forfatter Marianne Iben Hansen, og illustrationerne er hentet fra Tove Janssons originale værker om Mumitrolden og hans familie. 

Jeg elsker Mumitroldene, min familie not so much. For mig er Mumi nostalgi og barndomshygge, så jeg blev rigtig glad da denne bog kom ind af døren. "Mumidalens alfabet" er en fin og hyggelig alfabetbog, der tager læseren igennem bogstaverne i alfabetet, alt imens man bliver præsenteret for de forskellige karaktere fra Tove Janssons Mumiunivers. 

Bogen er skrevet af Annika Sandelin, men den danske udgave er en fri gendigtning af Marianne Iben Hansen, der virkelig forstår at rime. Jeg var lidt bekymret for, om de to nu havde kunne ramme Tove Janssons tone, men jeg synes ikke man kan mærke at der har været en anden forfatter inde over. Derudover er den illustreret med Tove Janssons originale illustrationer fra hendes historier om Mumitrolden og hans familie, hvilket er rigtig fedt. Farverne er holdt i en lilla, lyserød og blå farveskala, og det er virkelig fint. Jeg kan dog godt forstå, når jeg ser nogle af illustrationerne, hvorfor nogle mener historierne om Mumitroldene er lidt dystre og creepy, for jo, de er da lidt mørke og melankolske i det.

"At vågne af sit nattehvil, 
når alting dufter af april.
At høre Mumriks melodi
og fuglene, som stemmer i.
At ligge og få appetit
og strække sig og gabe lidt.
At si'e "godmorgen" og få svar
af Snorkfrøknen, der gør sig klar.
At se hun re'r sit pandehår
(der' lisså dejligt som i går).
At være her, præcis i dag, 
hvor alting starter med et A."

"Mumidalens Alfabet" er en fin bog til at introducere sine børn for Mumi, hans venner og de andre væsener der lever i Mumidalen, men også til at introducere dem for alfabetet. Hver side har fokus på et bogstav, hvor teksten er skrevet på rim, næsten som et fint lille digt. Rimene giver bogen en god rytme og et godt flow, og man tager glædeligt og læser om et bogstav mere, indtil man er nået hele vejen til Å.
Det konkrete bogstav indgår i nogle af ordene på den ene eller anden måde, men gerne som det første bogstav i ordet. Enkelte steder synes jeg dog ikke, at det var helt tydeligt, hvilket bogstav som var i fokus.
Bogen er god til at øve og styrke børnenes sprogudvikling, fordi der bliver leget lidt med sproget gennem de mange rim.
Rimene handler om de forskellige karakterer, og det er virkelig hyggeligt både at høre om Hemulen, Hattifnatterne, Lille My, Snorkfrøknen og Mumrikken, som er min yndlings, men også mange andre. 

"Mumidalens Alfabet" er en rigtig god, fin og hyggelig alfabetbog, der udover at gøre mig nostalgisk, også viser bogstaverne og alfabetet på en rigtig sød måde. Jeg glæder mig til at præsentere mine børn for alfabetet og Mumitrolden på denne måde.

Så hvis du er lige så vild med Mumitrolden som jeg, så giv den her et skud, for den er ret så fin. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar