tirsdag den 19. juli 2022

"Dragens kys" af Josefine Ottesen

*Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Dragens kys" af Josefine Ottesen, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 1993).
★★★☆☆

Fra bagsiden:
Iljana er den sidste ætling af den gamle drageslægt, der er blevet fordrevet fra byen af Bjergkongen og hans krigere. Da hun bliver indviet til Månegudinden, overdrager hendes mor hende slægtens talisman og dermed også forpligtelsen til at kæmpe for at bringe drageslægten tilbage til magten.
Men hvordan skal en ung pige overvinde den mægtige bjergkonge? Og ønsker Iljana virkelig at blive dragedronning som alle sine formødre?

Da jeg var yngre var dette en af mine yndlings bøger, og jeg var derfor henrykt da den blev genoptrykt. Jeg læste den første gang, da jeg var ca. 11 år gammel, og den er blevet genlæst flere gange siden. Jeg så derfor frem til et glædeligt gensyn. "Dragens kys" levede dog ikke helt op til mine nostalgiske forventninger, selvom jeg stadig synes det er en god bog.

Jeg holder meget af Iljana. Hun er en sød og hjælpsom pige, der gør, hvad der bliver sagt. Hun higer efter sin mors anerkendelse og kærlighed, men hendes mor kan godt virke lidt kold. Iljana lever i flere år skjult som dreng, så ingen finder ud af, hvem hun virkelig er. Hun udvikler sig en del igennem bogen.
Mara hjælper Iljana med at overleve sin tid i stalden. Hun har ben i næsen og er ikke en man skal undervurdere. Alt hun gør, gør hun for at overleve.
Prins Leon holder jeg meget af. Han er sød og omsorgsfuld, og er meget anderledes end andre mænd fra bjergene. Lige som Iljana søger han sin fars anerkendelse og kærlighed, og selvom han er prins er hans liv bestemt ikke let. Jeg kan godt lide det forhold Leon og Iljana får, mens hun stadig er forklædt som dreng, især fordi de faktisk er fjender. 

"Dragens kys" foregår i en fantasy verden, hvor det område de bor i, bliver regeret af Bjergkongen. Kvinder er ikke vigtige, og de bliver mest set som mændenes ejendom, så mændene tager de kvinder de vil. Før i tiden regerede Dragedronningen, med et semi feministisk styre. Mænd blev kun brugt til at lave døtre, og hvert år blev en ung mand af god slægt ofret til dragen, så den ikke ville angribe og oversvømme byen. Beboerne i byen har snakket en del om, hvem af Bjergkongen og Dragedronningen, der var bedst for området. For var de egentlig ikke lige slemme, bare på hver deres måde. Bjergkongen tillader voldtægt og vold generelt, men Dragedronningen ofrede uskyldige mænd, for at beskytte hele byen. Samtidig går der rygter om et land langt mod nord, hvor både mænd og kvinder er lige. Men kan det nu passe?
Jeg synes det er en rigtig spændende snak om, hvordan man behandler hinanden, og om god og ond. For hvad er rigtigt og forkert? Kan man forsvare at ofre én uskyldig, for at redde flertallet? og er et køn mere værd end det andet?

"Dragens kys" foregår over flere år, men tempoet i bogen går ikke specielt hurtigt. Man får lov til at opleve de forskellige stadier i Iljanas liv og udvikling fra barn til kvinde, med alt hvad det indebærer, som hvor besværligt og ubelejligt menstruation kan være, hvilket jeg godt kan lide. Jeg har dog altid set Iljana som en handlekraftig og sej kvinde, der kæmper for sin sag. Men når det store slag kommer, så har hun folk til at kæmpe det for sig. Jeg havde lidt håbet på lidt mere action og kamp fra hendes side, også selvom hun ikke ved, om hun vil være dronning. Egentlig synes jeg hele slutningen går alt for stærkt. Det historien har bygget op til, hører man ikke så meget om, da fokus er på noget andet.

Sproget i bogen kan godt være lidt svært, da det er tilpasset det lidt middelalderlige univers historien foregår i. Kapitlerne er ret lange, men de er delt op i mange afsnit, som gør det muligt at holde pauser under sin læsning. Selvom jeg læste bogen som 11 årig, vil jeg nok anbefale den fra tidligst 13 år og op. Den indeholder nemlig en del vold, og nogle meget grafiske sexscener, og der bliver ikke lagt fingrer imellem. Det er dog fedt at både onani og sex bliver vist, som en naturlig del af det at blive voksen, og ikke noget man skal skamme sig over.

"Dragens kys" slog desværre ikke benene væk under mig igen, men det er stadig en god, spændende og velskrevet fantasybog for unge. Jeg kan godt lide at følge Iljana, når hun lever forklædt som dreng, og hvordan hun lærer at forsvare sig selv. Jeg savnede bare lidt mere action, handlekraft og selvstændighed fra hende. Derudover synes jeg pointen med ikke at lade andre styre ens liv, er god og vigtig. Man er herre over sig selv, og er fri til at følge ens begær. Men selvom "Dragens kys" og jeg vidst er vokset lidt fra hinanden, vil den altid have en særlig plads hos mig.

Trigger warning: voldtægt.


mandag den 18. juli 2022

"Rædsler i rummet" (Evighedens terninger #2) af Bjarne Nordberg Pedersen

*Anmeldereksemplar modtaget af forfatter Bjarne Nordberg Pedersen, men alle holdninger er mine egne.*
"Rædsler i rummet" af Bjarne Nordberg Pedersen, af forlaget KRABAT, udgivet i 2021.
★★★★★

Fra bagsiden:
Mathilde og Oliver har fundet den anden af Evighedens Terninger. Sammen med Sebastian og den lille pige Anna må de rejse ud i rummet og bekæmpe onde rumvæsner og robotter for at gennemføre spillet og redde alle tilbage til virkeligheden. Det viser sig dog hurtigt, at skibet er inficeret med giftige rumedderkopper, hvis dronning vil gøre alt for at slå dem ihjel. Kan de overleve Rædsler i rummet?

Da jeg læste første bog af Evighedens terninger, blev jeg positivt overrasket, og jeg glædede mig derfor meget til at læse videre. "Rædsler i rummet" er en virkelig god, spændende, sjov og action spækket bog, som man bare flyver igennem.

Mathilde fortsætter sin mission om at finde Evighedens terninger, sådan at flere ikke bliver fanget i deres spil. Hun er stålfast og modig, og god til at danne sig et overblik inden hun hopper ind i et spil. Denne gang har hun Oliver med, hvilket hun er rigtig glad for. Endnu en gang har hun dog lidt svært ved at trænge igennem til en af spillerne, nemlig Sebastian, der virkelig lever sig ind i sin karakter.
Oliver har besluttet sig for at hjælpe Mathilde, efter han selv prøvede at blive fanget i et spil. Han er en god støtte og hjælp, og er mere modig i denne bog end den første, men nu ved han selvfølgelig også, hvad han er gået ind til. Han har dog lidt problemer med sin karakters store bryster.
Sebastian går meget op i spillet, og lever sig så meget ind i sin karakter, at han har svært ved at bryde sin rolle. Det viser sig dog at være brugbart på sigt. Han er dog ret arrogant og tænker sig ikke altid om.
Anna er omkring 6 år, og er havnet i spillet ved et tilfælde, da hendes storebror passede hende. Hun viser sig dog at være ret sej og modig. 

Jeg kan rigtig godt lide at bøgerne handler om rollespil med terninger, da det ikke er noget jeg rigtig har læst om før. Denne bog viser dog også at rollespil ikke kun behøver at foregår i fantasy universer med orker, elvere og troldmænd. Denne bog foregår f.eks. i en Science fiction setting med rumskibe, rumvæsner, laserpistoler og kæmpe store, dødbringende rumedderkopper, hvilket var sjovt og interessant, og giver nogle andre udfordringer til spillerne.

"Han kunne se Sebastian skrige af smerte, men den eneste lyd, han kunne høre, var vinden. Olivers blik mødte Mathildes, og han kunne se en blanding af frygt og opgivelse i hendes øjne. Hun pegede på døren, hvor Oliver kunne se et rødt håndtag. Hun råbte noget, han prøvede at mundaflæse. Nødhåndtag?"

"Rædsler i rummet" er skrevet med en altvidende fortællerstemme. Sproget er holdt nemt, og kapitlerne er ikke specielt lange, men fyldt med cliff hangers, så man flyver igennem bogen. I denne bog bliver der ikke forklaret lige så meget om, hvordan man spiller rollespil, men der er meget fokus på de forskellige karakteres evner og styrker, og hvordan de kan udnyttes bedst. Det var dog stadig nemt at følge med og forstå spillet. Der er action for fuld udblæsning, så man keder sig aldrig under sin læsning. Den egner sig godt til selvlæsning fra omkring 11 år, og højtlæsning fra ca. 8 år, man skal dog ikke være bange for edderkopper. 
Rasmus Jensen har endnu en gang illustreret bogen, og det gør han bare så godt. Hans flotte illustrationer giver liv til karakterende, og er med til at sætte stemningen under læsningen. Illustrationerne giver lige det ekstra til læseoplevelsen, og sammen med de korte kapitler gør det bogen overskuelig at komme igennem. 

"Rædsler i rummet" er en virkelig god, spændende, action spækket og medrivende bog, som holdt mig fanget fra start til slut. Den er fyldt med humor, dog stadig over i den lidt mere drengede slags, med snak om store bryster, men den kan sagtens læses af både drenge og piger. Siderne vendte nærmest sig selv, og jeg glæder mig meget til at læse næste bog, og se hvilket univers Mathilde og Oliver så havner i. 

Bøgerne kan anbefales til spilglade børn, og deres voksne. 




søndag den 10. juli 2022

"Skandar og enhjørningetyven" (Skandar #1) af A. F. Steadman

*Anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal, men alle holdninger er mine egne.*
"Skandar og enhjørningetyven" (org. titel "Skandar and the Unicorn Thief") af A. F. Steadman, af forlaget Gyldendal, udgivet i 2022 (org. udgivet i 2022). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Elisabeth Kiertzner. 
★★★★★

Fra bagsiden:
Skandar Smith har altid drømt om at blive enhjørningerytter: en af de udvalgte, som får lov at tage ud til Øen, udklække en enhjørning, forbindes med den for livet, træne med den og måske en dag vinde den prestigefulde Kaos Cup. Hans drøm er netop ved at gå i opfyldelse, da en uhyggelig og mystisk fjende stjæler Øens stærkeste enhjørning og lader til at have onde hensigter med den. Mens truslen kommer nærmere, opdager Skandar en hemmelighed, som kan smadre hans verden for evigt... 

Jeg har altid været ret glad for enhjørninger og at læse om dem, så da jeg så denne bog, vidste jeg bare at den skulle læses. "Skandar og enhjørningetyven" er en virkelig god, spændende og medrivende bog, som holdt mig fanget fra start til slut!

Skandar kommer fra fastlandet. Han er en sød dreng som bor alene med sin far og søster. Faren har det svært efter morens død, og ofte virker det ikke til at han er rigtigt tilstede. Skandars drøm om at blive rytter, går ikke helt som planlagt, da det viser sig han er åndeudøver. 
Bobby, der rigtigt hedder Roberta, kommer også fra fastlandet. Hun er en ret selvsikker pige, som altid er klar med en smart bemærkning og en nødsandwich. Hun var mistænkelig overfor Skandar i starten, men de bliver hurtigt venner, og hun bliver en god hjælp for ham. 
Flo er en pige fra øen. Hun vil ikke være rytter og er faktisk ret bange for enhjørninger. Hun udklækker dog en sølvfarvet enhjørning, og hendes skæbne er mere eller mindre forseglet.
Mitchell er en dreng fra øen, og han hverken stoler på eller bryder sig om Skandar, pga. Skandars åndeudøver element. Mitchell ved, hvilke konsekvenser det vil få for Skandar, samt ham selv, Flo og Bobby, hvis nogle opdager Skandars hemmelighed. Så han beslutter sig modvilligt for at hjælpe Skandar.
De er en virkelig god kvartet, og det var sjovt at følge dem og deres udfordringer.

"Skandar og enhjørningetyven" starter i en verden som vores, dog med den forskel at de bliver undervist med henblik på at nå til klækkeriet, og få en enhjørning. Bogens worldbuilding er meget gennemført, og jeg kunne godt lide at der var en hel ø, en hemmelig og magisk ø, hvor alle enhjørningerne bor. Derudover synes jeg det er fedt, at enhjørningerne ikke er de søde pussenussede væsener som vi normalt kender dem som, men derimod blodtørstige og farlige skabninger. De vilde enhjørninger var rigtig spændende at høre om, og deres skæbne var både skræmmende og sørgelig på samme tid. 
Bogen indeholder desuden et kort, og selvom jeg elsker kort i bøger, så fik jeg ikke rigtig brugt det undervejs i min læsning. De fire børn kommer dog godt rundt på øen.

Børnene der bliver ryttere kommer over og bor på Øen i fede trætophuse. De går i skole, og bliver undervist i de fire elementer som de bliver inddelt i. Elementerne er Jord, ild, vand og luft. Men der er også et femte element, et forbudt element, nemlig ånde elementet, som er et meget magtfuldt element. Det var rigtig spændende at høre om elementerne, og jeg glæder mig til at lære mere om dem. Derudover synes jeg det var interessant at rytterne mutere i løbet af deres første år i Reden, sådan at de får et specielt kendetegn i forhold til deres element og enhjørning. Bobby får f.eks. fjer på armene, da hendes element er luft. Flo får sølv striber i håret, da hendes enhjørning er sølver, en anden meget kraftfuld og magtfuld art af enhjørninger. Skandar får et ånde mærke på sin arm, og andre igen får sten i deres hår, osv. 

"Skandar og enhjørningetyven" er en virkelig god, spændende og fængende bog, fyldt med magi, venskab og ubrydelige bånd, derudover ved man aldrig helt, hvem man kan stole på. Jeg var totalt opslugt af bogen og universet, og jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig. Det helt store plottwist havde jeg halvt gennemskuet, men det gjorde ingenting. Jeg glæder mig rigtig meget til at læse videre, og se hvad Skandar, hans enhjørning og deres venner kommer ud for, samt høre mere om Væveren. Jeg kan næsten ikke vente! 

Anbefales fra 12 år og op, samt til fans af Harry Potter, Percy Jackson, Arlo Finch og andre bøger om magiske skoler. 


lørdag den 2. juli 2022

"Snagebogen" af Lisa Aisato

*Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup & Co, men alle holdninger er mine egne.*
"Snagebogen" (org. titel "Snokaboka") af Lisa Aisato, af forlaget Straarup & Co, udgivet i 2022 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog norsk), oversat af Marianne Randel Søndergaard.
★★★★☆

Fra bagsiden:
"En elevator! 
Døren lukker, 
gennem sprækken
 når jeg med. 
Helt perfekt, 
folk står tæt, 
16 styk, 
skal I ned? 
Så kom af sted!"
En humoristisk, farvestrålende og afslørende billedbog, som I sammen kan snage i - og grine af. 

Det er ingen hemmelighed, at jeg er rigtig glad for Lisa Aisatos bøger og illustrationer, og "Snagebogen" er bestemt ingen undtagelse. "Snagebogen" er en sød, hyggelig og humoristisk billedbog, til alle de nysgerrige der gerne vil vide, hvad folk skjuler bag facaden. 

I "Snagebogen" følger man fluen på væggen, som elsker at snage i folks liv og hemmeligheder. For hvad skjuler folk egentlig bag den kedelige facade. Vi har alle noget vi skjuler bag facaden, de ting vi helst vil holde private og måske ikke dele med andre. Det er f.eks. at sove med bamse og sutte på tommelfinger når man er en stor, ældre mand, eller bruge paryk. Det kan også være at man har en fortid andre ikke lige forestillede sig, eller at man har gjort noget af et fejlkøb, og endt med noget andet end man forventede. 
Jeg kunne især godt lide at komme ind bag facaden hos Huldas familie, for der er vidst nogle familie hemmeligheder og drama der, om en spændende nat i morens liv. Jeg kan også rigtig godt lide pædagogen, Pil, der sidder i pandadragt og spiser resten af børnenes slik, når de alle er blevet hentet. Det virker nemlig temmelig relaterebart. For helt ærligt, hvem har ikke spist lidt af deres børns slik?
Derudover kan jeg godt lide at fluen ikke kun afslører personerne i elevatorens hemmeligheder. Nej, den afslører nemlig også Lisa Aisatos hemmeligheder, som at hun er vildt dårlig til at rydde sine kaffekopper op efter sig. Fluen stopper dog ikke der, nej, den prøver også at afslører læseren. For alle gemmer på noget.

"Snagebogen" er på ca. 22 sider, er skrevet på rim, med en legende tilgang til sproget. Der er ikke meget tekst i bogen, men det gør intet når det bliver suppleret af Lisa Aisatos egne illustrationer. Når det er Lisa Aisato selv der både skriver og illustrerer, så får bogen en helt særlig, underfundig humor. Lisa Aisatos fine, farverige illustrationer skaber en masse personlighed og stemninger, og der er meget at kigge på. Jeg er vild med hendes illustrationer og deres humor. Desuden synes jeg det er en sjov detalje, at fluen er på alle siderne. Man kan altså gå på jagt efter fluen, og se om man kan finde, hvor den gemmer sig.

"Snagebogen" er en rigtig god, sød og sjov billedbog, om alt det folk skjuler bag facaden. Den handler om at vi alle er forskellige, vi har alle nogle ting vi ikke vil have andre ser, og det skal der være plads til. Alle rummer mere end man kan se med det blotte øje. Bag den hårde facade kan der gemme sig en sårbar sjæl og bag de store smil kan der gemme sig en djævel eller en drage. Alt er ikke altid som det ser ud til. På godt og ondt. Billedbogen ligger op til flere samtaler om hemmeligheder, og at man ikke skal skue hunden på hårene, og lægge vores fordomme på hylden, fordi folk er mere end vi kan se. Derudover fik vi en snak om, hvad det vil sige at være en flue på væggen, da min 4 årige spurgte, hvorfor det var en flue man fulgte. 
Vi har hygget os meget med den, og jeg kan anbefale den til alle nysgerrige sjæle fra omkring 3 år og op. 





mandag den 20. juni 2022

"Simon - Jeg vil ikke i skole" af Stephanie Blake

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Simon - Jeg vil ikke i skole" (org. titel "Je veux pas aller a L'école") af Stephanie Blake, af forlaget Alvilda, udgivet i 2022 (org. udgivet i 2007). Læst på dansk (org. sprog fransk), oversat af François-Eric Grodin.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Det er Simons første skoledag. Men han vil ikke starte i skole. Han er nemlig lidt nervøs for alt det nye, han skal lære. Men så er det godt, at Simon er Superkanin og meget modig!

De fleste med små børn, som er hyppige brugere af Ramasjang, kender nok til den viljestærke kanin Simon og hans lillebror Kasper. Nu er der udkommet endnu en bog i serien om Simon, så man også kan hygge sig med ham i bogformat. "Simon - Jeg vil ikke i skole" er en god og sød historie, om det svære ved at skulle noget nyt. 

Simon er en lille stædig kanin, som normalt har masser af gåpåmod. Han kan dog også blive bange og ret nervøs. I denne bog skal Simon starte i skole, hvilket gør ham ret nervøs og usikker. Han skal hen et ukendt sted, med en lærer han aldrig har mødt og børn han ikke kender. Når hans forældre prøver at fortælle ham om skolen, og at han skal lære alfabetet og få nye venner svarer Simon bare 'Hvad snakker du om?'. Han kan dog ikke sove om natten, og han har virkelig ikke lyst til at tage afsted om morgenen. Men afsted kommer han, og måske er det faktisk slet ikke så skræmmende at starte i skole. Måske er det faktisk ret sjovt. 

"Simon - Jeg vil ikke i skole" er en sød og humoristisk historie, der tager en genkendelig hverdagssituation som skolestart op, og viser børnene at det ikke behøver være skræmmende. Billedbogen viser noget relaterebart for børnene, hvilket mange børn godt kan lide, da de kan spejle sig i de ting der sker i bogen og de følelser Simon har. Det endda på trods af at han er en kanin og ikke et menneskebarn. Det er derfor også nemt at tale med børnene om, hvad der sker i historien og på billederne. Mange børn er nervøse når de skal starte i skole, det hele er nyt og der bliver krævet noget andet af én, end der gjorde i børnehaven. Derudover er det ikke sikkert man skal gå i klasse med nogle af sine venner, og så skal man finde nye venner. Det kan godt virke skræmmende og overvældende, og det viser denne billedbog på fineste vis.

Billedbogen er på ca. 32 sider. Der er ikke meget tekst på siderne, men skrifts størrelsen er stor. Stephanie Blake har selv illustreret denne meget farvestrålende bog, der har store illustrationer, der viser Simon, hans hverdag og det han oplever i skolen. De store illustrationer og farverne skaber blikfang, og børnene bliver draget af det. Jeg savnede dog stadig, at de mindede mere om tegnefilmsudgaven. 

"Simon - Jeg vil ikke i skole" er en sød, hyggelig og fin billedbog om det at starte i skole, og den nervøsitet der kan følge hos børnene. Den er god til at sætte ord på usikkerheden i forhold til alt det nye, og den er oplagt til højtlæsning fra ca. 5 år, til de store børn i børnehaven, der skal til at starte i skole og til dem som lige er startet i skole. Man kan dog sagtens læse den for yngre, mine drenge har i hvert fald hygget sig med den. 




lørdag den 18. juni 2022

"Sallys far får fodboldfeber" af Thomas Brunstrøm

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Sallys far får fodboldfeber" af Thomas Brunstrøm, af forlaget Carlsen, udgivet i 2022.
★★★★★

Fra bagsiden:
Sally er ret god til at spille fodbold. Det synes Sallys far er vildt sejt, så han overtaler Sally til at starte på et rigtigt hold. Men hun når knap nok at begynde, før fodboldfeberen rammer far. Han køber alt for meget udstyr, hepper højere end alle de andre forældre, og han blander sig i trænerens taktik. Faktisk bliver far så ivrig, at han får spændt ben for både sig selv og Sally. 

Bøgerne om Sallys far er altid et hit herhjemme. Så begejstringen var stor, hos både børn og voksne, da denne bog kom ind af døren. "Sallys far får fodboldfeber" er en virkelig god, sjov og pinlig billedbog, som vil bringe smil og latter med sig, især hvis man har en fodboldfan derhjemme.

Sallys far er ret vild med fodbold, og han ser en masse potentiale i Sally. Han bliver dog lidt for overengageret, da han allerede efter første træning, investerer i en masse fodboldudstyr, selv noget som hun nok ikke får brug for. Derudover mener han, at han er meget bedre end træneren til taktik, så han laver sin egen plan med brug af vingummibamser.
Sally er egentlig ikke specielt interesseret i at spille fodbold, faktisk vil hun bare gerne have fri, når hun har fri. Hun prøver det mest af alt af for sin fars skyld. Hun prøver dog også flere gange at sige til ham, at hun ikke gider gå til fodbold, men han hører det ikke rigtigt.
Eddie er lige så skøn og energisk som vi kender ham. Det er altid sjovt at følge med i hans påfund, der finder sted i illustrationerne i baggrunden.

"'Men udstyr er vigtigt, Sally! Kan du huske, hvor hurtigt jeg kunne køre på cykel, da jeg fik de der nye cykelshorts?'"

"Sallys far får fodboldfeber" er på ca. 40 sider, med en del tekst på siderne. Sproget er dog holdt let og er fyldt med en masse humor, som både børn og voksne vil finde sjovt. Billedbogen egner sig rigtig godt til en hyggelig højtlæsningsstund fra ca. 4 år og op. 
Historierne om Sallys far er altid ret relaterebare, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Jeg har godt nok ikke lige oplevet det her selv, da jeg var lige som Sally, og bare ville have fri når jeg havde fri. Jeg har dog hørt om forældre der bliver lidt for ivrige på deres børns vegne, uden børnene måske har den samme interesse. Det er bare så sjovt at se, og jeg er næsten sikker på at det her finder sted, og især nu, hvor herrelandsholdet lige har spillet nations league. 

Thorbjørn Christoffersen har illustreret billedbogen med sin meget karakteristiske og humoristiske streg, som bringer Sally, hendes far og alle deres oplevelser til live. De sjove og lidt skæve illustrationer supplerer historien rigtig godt, og det er sjovt at gå på opdagelse i dem, især for at holde øje med Eddie og Sallys fars band t-shirts.

"Sallys far får fodboldfeber" er en virkelig god, sød og meget sjov billedbog, hvor Sallys far bliver lidt for besat af fodbold og prøver at udleve sin egen fodbolddrøm gennem Sally. Han var nemlig ikke lige så god som hende. Thomas Brunstrøm er god til at gøre nogle ret relaterebare situationer meget pinlige og sjove, og når de så bliver suppleret af Thorbjørn Christoffersens illustrationer, så bliver det bare rigtig godt. Vi er fan herhjemme, og vi glæder os til at se, hvad Sallys far udsætter Sally for næste gang. De kan klart anbefales!

Billedbøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.




søndag den 12. juni 2022

"Eddie går hjem fra børnehave" af Thomas Brunstrøm

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Eddie går hjem fra børnehave" af Thomas Brunstrøm, af forlaget Carlsen, udgivet i 2022.
★★★★★

Fra bagsiden:
Eddie keder sig i børnehaven og får lyst til at gå hjem. Far er der ikke lige til at hente ham, men det gør ikke noget. Eddie skal jo bare over en stor vej, med en bus, cykle lidt og så op på tredje sal. Intet problem.

Jeg er stor fan af Eddie, og det er Freyr på 2,5 år også, så vi har virkelig set frem til denne bog. Da jeg i starten af året anmeldte de to første bøger, skrev jeg de havde givet mig sved på panden, hvortil Thomas Brunstrøm svarede, at hvis jeg fik sved på panden nu så skulle jeg bare vente til 3'eren. Og det må man sige han havde helt ret i. "Eddie går hjem fra børnehave" er en sød og virkelig sjov bog, som skabte glæde hos både børn og voksne, men som forælder vil man nok få lidt dårlige nerver.

I "Eddie går hjem fra børnehave" keder Eddie sig i sin børnehave, og vil egentlig allerhelst hjem. Heldigvis er han en stor dreng, og må derfor godt gå hjem selv, han har bare ikke snakket med en voksen om det. Det er dog ikke helt nemt at finde hjem, specielt ikke når man ikke må gå over vejen, men Eddie finder dog en noget alternativ vej. Derudover er der nogle der har flyttet hans hus, og som om det ikke var nok, så skal han også kæmpe mod et blodtørstigt bæst, og det er bare noget af det. 

"Eddie går hjem fra børnehave" er på ca. 32 sider. Der er ikke så meget tekst på siderne, og i forhold til Sallys far bøgerne, så er Eddie bøgerne mere lavet i et pegebogsformat, målrettet de små læsere. Bogen er perfekt til højtlæsning fra omkring 2 år, og vil bringe snak og grin med sig. Historien er kort, og let i sproget, og så er den fortalt set med et barns øjne. Eddie er god til at få rodet sig ind i nogle vilde og skøre situationer, hvilket er ret sjovt. Illustrationerne viser på fineste vis, hvad det egentlig er der foregår i forhold til, hvad Eddie synes han laver. Vi får blandt andet af se, hvordan han graver sig ud af børnehaven med en skovl, hvordan den bus han tager, som ikke kommer nogle vegne, faktisk ikke er i rute og at buschaufføren holder pause, og da Eddie bliver sulten og finder mad, spiser han faktisk af en fremmedes indkøbspose. Man kan få mange gode snakke ud af bogen, for må man egentlig de ting Eddie gør og er det rigtigt, hvad han siger.

Thorbjørn Christoffersen har illustreret bogen, og det har han gjort med sin fine og meget humoristiske streg, som vi kender fra serien Sallys far. De supplerer historien virkelig godt, og giver den et ekstra lag. Illustrationerne er skæve, sjove og fyldt med personlighed, jeg er vild med det. De frembragte endda store smil hos min datter på 2 måneder, så godt klaret Thorbjørn Christoffersen. 

"Eddie går hjem fra børnehave" er en virkelig god, sjov og hyggelig bog, som endnu en gang gav mig sved på panden og dårlige nerver sammen med Eddies far. For jeg kan godt genkende noget af det fra Freyr. Så Tak. Tak, Thomas og Thorbjørn for at holde, hvad I lovede, og næsten få mig til at fortryde, at jeg læste den for Freyr, af frygt for hvad han nu vil finde på. For som han selv sagde, "Det skal jeg prøve", heldigvis var det til at stable scooter, løbehjul og mooncar, men man ved aldrig om han får nogle gode idéer. Han mente nemlig at alt det Eddie gjorde, var noget man godt måtte. Så jo, denne bog gav mig mere sved på panden end de to første. Haha. Jeg er stor fan af Eddie bøgerne, og der er ingen tvivl om, at de også er blandt Freyrs favoritter. 

Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, og man behøver heller ikke have læst Sallys far bøgerne, for at kunne læse dem her. Bøgerne kan klart anbefales, også til fans af Sallys far.