"Arven fra Villa Evie" (Duftapoteket #6) af Anna Ruhe

*Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup & Co, men alle holdninger er mine egne.*

"Arven fra Villa Evie" (org. titel "Die Duftapotheke. Das Vermächtnis der Villa Evie") af Anna Ruhe, af forlaget Straarup & Co, udgivet i 2022 (org. udgivet i 2021). Læst på dansk (org. sprog tysk), oversat af Birgit Fuglsang.

★★★★☆

Fra bagsiden:

Mørke tider venter Luzie Alvenstein og hendes venner. Hendes modstander, Edgar de Richemont, forsøger med alle midler at trænge ind i Villa Evie, for uden Duftapoteket kan han ikke udføre sin plan om at udslette alle sentifleurs i verden. Nu er det op til Luzie, Mats og de andre at beskytte deres hjem og de magiske dufte. Undervejs viser Villa Evie sig at gemme på endnu flere hemmeligheder, og Luzie kan mærke, at huset på mystisk vis forsøger at hjælpe hende. Men Edgar er farligere end nogensinde - og han er parat til alt.

Jeg har glædet mig til at læse denne bog, siden jeg vendte sidste side i forrige bog. Derfor gik jeg også næsten i gang med den, lige så snart den kom ind af døren. Jeg er vild med det her univers, der bare suger mig ind i dem, og det var skønt at være tilbage. "Arven fra Villa Evie" er en rigtig god, spændende og medrivende bog, som jeg slugte råt.

Jeg holder stadig meget af Luzie. Hun er en stædig og handlekraftige pige, der ikke altid lytter til, hvad de voksne siger. I denne bog kæmper hun dog også med sin usikkerhed i forhold til sit sentifleurtalent. Hun føler nemlig at Daan og Eloide har hemmeligheder for hende. Men med hjælp fra sine venner ser hun en løsning på usikkerheden. 

Mats er en rigtig sød og hjælpsom fyr. Han er meget loyal og modig, og støtter Luzie så godt han kan. Han tager chancer og prøver sig frem med duftene, også selvom han ikke har samme talent som Luzie.

Eloide er egentlig også meget sød, hun har en lidt kold facade, der dog langsomt bliver nedbrudt. Hun og Luzie har stadig lidt tillidsproblemer, men de arbejder på det.

Leon er skøn. Han er sjov og frisk, og prøver altid at lette stemningen. Men han er også hjælpsom og modig.

Benno havde en alt for lille rolle i denne bog, og jeg savnede ham faktisk lidt.

"Arven fra Villa Evie" foregår mest af alt i selve Villa Evie, hvor vores venner prøver at beskytte Duftapoteket, og det allersidste meteorpulver de har tilbage. Man får mere af vide om huset, og om Daan og hans kone, og om meteorpulveret. Det var rigtig spændende at høre om, for det har jeg manglet i de andre bøger. Så det var rart der kom mere om det i denne bog. For hold op, hvor er det et interessant hus, fyldt med hemmeligheder. Der sker mystiske ting med huset. Ting vokser og forandrer sig, fremmede personer dukker op i spejle, og en masse spørgsmål stiller sig i kø. Det var spændende at prøve at løse mysterierne med Luzie, mens man læste. Derudover kommer vi tilbage til fortiden, hvor vi møder en anden vigtig person i Duftapotekets historie, samt lærer Edgar og hans mørke bedre at kende. 

"Edgars ord ramte mig som pilespidser. Skarpe og træfsikre, og de missede ikke deres mål. Jeg hang og sprællede i hans mørke. Ord havde magt, meget magt. Det var Edgar mere end klar over. Det var hans styrke."

Sproget i bogen er let forståeligt, med korte kapitler, der alle slutter ret spændende. Bogen har et rigtig godt flow, og er fyldt med mystik, så man flyver bare igennem den. 

Claudia Carls har illustreret bogen, og hun gør det så godt. De er smukke og detaljerede, der er bare alt for få af dem. Jeg kan dog rigtig godt lide dem der er, for de giver lige det ekstra til læseoplevelsen. Jeg kan specielt godt lide den hyggelige detalje, med spejlene ved hvert kapitelstart.

Flowet i bogen, de korte kapitler og de fine illustrationer gør bogen overskuelig at komme igennem, og jeg vil anbefale den til selvlæsning fra omkring 10 år, men den kan også sagtens bruges til højtlæsning fra ca. 7-8 år.

"Arven fra Villa Evie" er en rigtig god, spændende og hæsblæsende bog, og en meget rørende slutning på en virkelig god serie. Der er spænding og mystik fra start til slut, stadig flere hemmeligheder kommer for en dag, og store, skæbneforandrende afsløringer ser dagens lys. Jeg var fanget fra start til slut. Det er en rigtig god slutning, som er fyldt med håb. Det er dog også en lidt åben slutning, der leder tankerne hen på nye eventyr. Jeg kommer i hvert fald til at savne Luzie, Mats, Benno, Leon, Eloide og Daan.

Så mangler du en god, hyggelig, spændende og magisk serie at gå i gang med, så giv Duftapoteket et skud. Jeg er vild med denne serie, og kan ikke anbefale den nok!

"Den lille prins" genfortalt af Louise Greig

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*

"Den lille prins" (org. titel "The little prince") genfortalt af Louise Greig, af forlaget Alvilda, udgivet i 2022 (org. udgivet i 2021). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Mette Stepnicka.

3,5 stjerner. 

Fra bagsiden:

Stjernerne skjuler en lille leende prins. Det smukkeste er ofte skjult.

En pilot styrter ned i ørkenen og møder en usædvanlig lille dreng. Tegn et får til mig, siger drengen. Piloten tager papir og blyant frem, og det bliver begyndelsen på en fortryllende historie om venskab, nærhed og kærlighed. 

Antoine de Saint-Exupérys kendte og elskede historie om DEN LILLE PRINS er nænsomt gendigtet for de mindste, så bogens temaer og poesi er bevaret. De smukke illustrationer underbygger bogens magiske stemning og er fulde af finurlige detaljer.

Jeg har faktisk aldrig læst "Den lille prins" før. Jeg har nok været lidt skræmt over den, fordi alle virker til at kunne lide den, for hvad nu hvis jeg ikke kunne. Jeg læser nemlig normalt ikke bøger som er lidt filosofiske, og det er denne klassiker jo lidt. Jeg var derfor meget spændt på at læse denne udgave af den. Billedbogsudgaven af "Den lille prins" er en god, og rigtig fin samt flot introduktion til historien om den lille prins, hans rose og ræv. 

"Den lille prins" er en gendigtning af Antoine De Saint-Exupérys klassiker af samme navn. Louise Greig har skrevet historien i et let forståeligt sprog som gør den mere tilgængelig for de helt små lyttere, fra ca. 4-5 års alderen. Selve historien er dog kortet ned, så det passer til billedbogsformatet, men der går også en smule tabt. Det er derfor nok en fordel at kende den originale historie. En gang imellem er den nemlig lidt forvirrende, da den springer lidt i tingene. Så til tider følte jeg, at der var noget jeg missede.

Billedbogen er på ca. 32 sider. Hver side er smukt illustreret af Sarah Massini, hvis illustrationer drager én med deres farver og detaljer. De er fine, skrøbelige og magiske, og jeg er vilde med dem. Illustrationerne er lige så poetiske som resten af historien, og de supplerer hinanden rigtig godt. 

"Den lille prins" er en sød historie om venskab, nærhed og kærlighed. Den viser os, at vi skal behandle hinanden ordentligt og huske at værdsætte hinanden og de ting vi har. Vi skal pleje vores relationer, og ikke tage hinanden eller os selv for givet. Desuden viser den at de smukkeste ting ofte er skjulte, og at man skal kunne grave dem frem og glædes over dem, selv i de svære situationer.

"Den lille prins" er en god, og meget sød og rørende historie om en lille prins, en ensom pilot, en rose og en ræv. Jeg har hygget mig med den, selvom den også forvirrede mig lidt. Det er en fin, lille introduktion til klassikeren, og jeg er faktisk blevet lidt nysgerrig på den originale bog. Heldigvis har jeg den stående på reolen, så måske jeg skulle give mig i kast med den, evt. med mine børn når de bliver lidt ældre. Derudover kan man jo altid supplerer med en af de filmudgaver der findes af Den lille prins.

Anbefales især til fans af originalen.

Har du læst "Den lille prins"? 

"Af ild og vind" (Sagakvartetten #2) af Julie M. Day

*Anmeldereksemplar fra forlaget Turbine, men alle holdninger er mine egne.*

"Af ild og vind" af Julie M. Day, af forlaget Turbine, udgivet i 2022.

★★★★★

Fra bagsiden:

Et eventyr om magt, magi og dystre kræfter.

ZOLA er på en farefuld færd over Salthavet, hvor en ny, grufuld virkelighed venter på hende og hendes bror i arenaen i Loxhole. TARAN kæmper med at finde sine ben som rekrut i kongens hær under den tidligere slavehandler RULF HUNTERS kommando. Imens er PHILIP blevet tilbage i Eiksdalen, hvor han snart opdager, at Taran efterlod sig mere end blot savnet af en god ven. KRONPRINS CASSIUS er hjemvendt med sin nye brud, dværgekongens datter Brunilla, men ægteskabet går langt fra som planlagt. På slottet i Nordskrone er YARA under oplæring hos kongens medicas, men snart bliver hun tvunget til at træffe nogle svære valg for at redde dem, hun holder af. Og imens rykker mørket hele tiden tættere på. 

Hvis der er en bog som jeg har glædet mig til skulle udkomme, så er det denne. Tidligere på året læste jeg "Af blod og støv", og jeg elskede den, så mine forventninger til denne var høje. "Af ild og vind" lever heldigvis fuldstændigt op til dem, og jeg slugte den råt! For nej, hvor er den bare fantastisk.

Jeg er stadig ret glad for de fleste af karakterende i bogen. Nogle af dem er lidt tvivlsomme, men der er alligevel noget interessant ved dem, som gør mig nysgerrig. 

Mine yndlings er dog stadig Yara og Kronprins Cassius. Men de er stærkt forfulgt af Zola.

Yara er en sød, lidt stille pige, som er kommet i lære hos kongens medicas. Hun prøver at finde svar på det som skete ude i skoven i bog 1, men hun støder på nogle overraskelser i sin søgen. Derudover bliver hun tvunget til at tage nogle grænseoverskridende valg, for at redde dem hun har kær.

Philip er stadig en meget sød og loyal fyr, der ud af det blå havner i en ret uretfærdig knibe, som han har svært ved at slippe ud af. Han gør, hvad han kan, men hans valg får konsekvenser, og snart befinder han sig et fremmed sted, hvor oprøret ulmer. 

Kronprins Cassius er stadig en lidt irriterende, små arrogant fyr, som både har lyst til at være oprørsk overfor sin far, men samtidig også gøre, hvad der bliver forventet af ham. Nogle gange er han lidt en idiot, men i glimt er han faktisk en ret fin fyr, som gør at man holder af ham.

Zola har det virkelig ikke nemt, og hun kæmper virkelig i denne bog. Hun havner i en slags gladiatorarena, hvor man skal kæmpe for at overleve. Derudover kæmper hun for at beskytte sin bror. Hun er meget mere bad ass i denne bog, og det klædte hende virkelig.

Taran er blevet rekrut, men det er ikke altid lige nemt, og han får hurtigt fjender. Desuden bliver han konfronteret med noget fra sin fortid, fra en periode, hvor han ikke kan huske noget.

Rulf kæmper med sine tanker i forhold til, hvad han tror andre mennesker tænker når de ser ham. Han er også ved at vænne sig til, at være tilbage i kongens hær.

"'I, som vover at trodse dem, der vil undertrykke jer. I vil kende til ægte kærlighed, ægte rigdom og storhed. I skal ikke vandre i mørket. Ingen konge eller monark, ingen gejstlig eller troende skal holde jer nede. Ingen skal vildlede jer fra at se den fuldkomne sandhed.'"

"Af ild og vind" foregår i en verden, som består af forskellige øgrupper og kongeriger. I denne bog foregår karakterendes historier primært på Kalos. Zola befinder sig dog i en arena på øen Gulutar. Det var rigtig spændende at høre om både Minestad, Nordskrone og Loxhole, men især arenaen i Loxhole var interessant at høre om. Det var dramatisk og intents, og jeg var vild med det, selvom det også var ret blodigt. Jeg glæder mig til at udforske meget mere af denne verden, som Julie M. Day har skabt. Bogen indeholder også et rigtig fint kort, som man kan bruge til at danne sig et overblik over, hvor de forskellige karakterer er, også i forhold til hinanden. Jeg elsker kort i bøger, da det er en rigtig fin detalje.

Bogen er bygget op sådan at kapitlerne skiftevis bliver fortalt fra Yara, Zola, Philip, Taran, Kronprins Cassius og Rulfs synspunkt. Udover dem er der enkelte kapitler som bliver fortalt af andre personer, men man er aldrig i tvivl om, hvem det er man følger. Jeg kan rigtig godt lide når bøger er opbygget på denne måde, da det giver noget ekstra til karakterende og historien. Man kommer ind i deres hoveder, og oplever og føler de ting de oplever, hvilket er godt når personerne ikke opholder sig det samme sted, for på den måde går man ikke glip af noget. Desuden lærer man de fleste af personernes drivkraft, begær og hemmeligheder at kende, hvilket er fedt. 

"Af ild og vind" er en rigtig god, spændende og medrivende bog om magt, begær, grusomme komplots, kærlighed, magi og dystre kræfter. Siderne vender nærmest sig selv, og den er virkelig svær at lægge fra sig. Trådene begynder for alvor at samles, og karakterendes historier bliver flettet mere og mere sammen, hvilket er vildt fedt og meget spændende. Jeg glæder mig især til at høre mere om dragerne, Den Grå Hermelin og det oprør der ulmer rundt om i Kalos, og så bare generelt at høre, hvad der videre skal ske med dem alle. Jeg elsker den her serie, så bog tre må gerne udkomme meget snart, for nøj nogle cliffhangers. Jeg vil bare læse videre nu!

Så mangler du en virkelig god fantasy bogserie, så er Sagakvartetten et rigtig godt bud.

Trigger warning: selvmord.

"Kongernes opgør" (Dragernes Konge #4) af Pernille Eybye og Carina Evytt

*Anmeldereksemplar modtaget af forfatter Carina Evytt, men alle holdninger er mine egne.*

"Kongernes opgør" af Pernille Eybye og Carina Evytt, af forlaget Tellerup, udgivet i 2021.

★★★★★

Fra bagsiden:

I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske kong Tarodan. Nu ulmer oprøret...

Taysin ønsker sig et liv i fred med Lill, og Lill ønsker det samme, men hvordan skal de opnå det med Tarodan på tronen?

Kiri spekulerer ikke videre over freden, men vil gerne hjælpe Waris med at dræbe Tarodan. Det samme vil Josvai, Svart og mange andre.

Ude i fremtiden venter Tarodan med sine soldater, Drakkar og drager, men... lige nu har folkene i minen problemer med de underjordiske.

Den her bog har jeg set frem til at læse i flere år, for hold op, en slutning bog tre havde. "Kongernes opgør" er en virkelig god, spændende og fængende bog, der holdt mig fanget fra start til slut. Det var også bare skønt at være tilbage hos Kiri, Waris, Svart, Taysin og Lill. 

Jeg har det lidt blandet med Taysin. På den ene side er han en rigtig sød og hjælpsom mand, der bare vil dem han holder af det bedste. På den anden side irriterede han mig, da jeg synes han er lidt omklamrende og overbeskyttende overfor Lill. 

Lill har virkelig udviklet sig meget, siden vi mødte hende første gang. Hun er blevet mere selvstændig og handlekraftigt, og det klæder hende virkelig. Hun er også ved at få mere styr på sine evner.

Waris er skøn. Han har taget ansvaret som den retmæssige tronarving til sig, men han gør det hele på en måde som er meget ham. Han er venlig, respektfuld og lyttende, og har en evne til at få folk til at følge ham.

Kiri holder jeg meget af. Hun er meget handlekraftig, og ingen skal bestemme over hende. Hun kæmper lidt med sit temperament og sin vrede, og det giver nogle udfordringer.

Svart er også skøn, han kæmper dog med flere ting i denne bog, som godt kan virke lidt håbløse. 

Og så er der Artain. Han er medlem af Drakkar, de mørke troldmænd, og arbejder for kong Tarodan, men jeg kan virkelig godt lide ham. Han er flabet og hånlig, men han er utrolig interessant. Vi hører mere om hans baggrund i denne bog, og det var virkelig spændende. 

Det er ret lang tid siden jeg har læst de andre bøger, så det tog lidt tid for mig at huske, hvad der var sket. Men da tingene først kom til mig, fløj jeg igennem den, for den er svær at lægge fra sig. I denne bog hører vi mere om både Drakkar og kong Tarodans drager, der alle er hans farligste våben. Det var rigtig spændende at høre om, og jeg kunne rigtig godt lide, at dragerne fyldte mere i denne bog. "Kongernes opgør" er en bog fyldt med action, men også krigsplanlægning, den blev dog aldrig kedelig. Der kommer et ret vildt plottwist midt i det hele, hvilket var fedt. Til gengæld sker der også noget jeg slet ikke er okay med, og som gjorde mig ret sur. Carina og Pernille, jeg tror godt I ved, hvad jeg snakker om, og nej, jeg er ikke okay!

"'At man er i live, betyder ikke at man lever.'"

Bogen er opbygget sådan at kapitlerne skiftevis bliver fortalt fra Kiri, Waris, Taysin og Lills perspektiv, dog ikke i jeg-form. Jeg er meget glad for denne form for opbygning, da det giver noget dybde til karakterende og historien. Man kommer ind i deres hoveder, og bliver en del af det de oplever. Det fungerer rigtig godt, især når personerne ikke befinder sig de samme steder, men ofte oplever de også tingene forskelligt, og på denne måde går man ikke glip af noget. I dette tilfælde er der fire personer man følger, men man var aldrig i tvivl om, hvem det var man fulgte.

"Kongernes opgør" er endnu en gang skrevet af begge forfattere, og det har de bare gjort rigtig godt. Jeg tænkte i hvert fald ikke over at det var to forskellige forfattere der havde skrevet de forskellige afsnit, eller hvordan de nu har gjort det. 

"Kongernes opgør" er en rigtig god, actionspækket, og spændende bog. Jeg er vild med den her serie, men selve slutningen blev lidt for fluffy til min smag, selvom karakterende helt sikkert har fortjent det. Det er en serie om magt, hævn, kærlighed, familie, venskab og magi, og jeg vil anbefale den fra ca. 14 år og op, ja faktisk også til voksne fantasylæsere. I må endelig ikke lade jer skræmme af bogens tykkelse, for skriften er okay i størrelsen, og handlingen er medrivende. Jeg åd den i hvert fald råt. "Kongernes opgør" er en rigtig god afslutning, på en rigtig god serie!

"Tyran" (Åndevandrer #1) af Jam Aden

*Anmeldereksemplar fra forlaget Cobolt, men alle holdninger er mine egne.*

"Tyran" af Jam Aden, af forlaget Cobolt, udgivet i 2022.

★★★★☆

Fra bagsiden:

Inde bag hegnet er Jægeren, Seeren og Hattemageren. Og så selvfølgelig Lederen. Andre steder kendt som Loke. Andre igen som Tyrannen. Hvem er denne mystiske skikkelse, der vandrer gennem verden og efterlader forvirring og kaos på sin vej?

Da jeg hørte om denne graphic novel og så forsiden, blev jeg straks nysgerrig. Den lød ret interessant og mystisk, og det må man sige at den var. "Tyran" er en rigtig god, lidt mærkelig tegneserie, der holdt mig fanget fra start til slut.

Tyrannen, eller Lederen som han gerne vil kaldes, er manipulerende, og egentlig lidt uhyggelig med sin fugleskræmselsmaske. Alting er en leg for ham, og han snyder, udnytter og manipulerer de andre.

Den nytilkomne, bliver hurtigt kaldt "Kræmmeren" af Lederen, da han gerne vil have ham til at gå igen. Kræmmeren begynder at stille spørgsmålstegn ved det hele, hvilket truer Lederens position. Kræmmeren begynder at kalde ham Tyrannen, hvilket de andre tager til sig.

Jægeren er meget loyal overfor Lederen, og gør hvad der bliver sagt. Da den nytilkomne begynder at stille spørgsmålstegn ved tingene på byggepladsen, begynder hun dog at tvivle på det som de har fået fortalt.

Historien foregår på en øde byggeplads, uden noget rundt om sig. Når folk træder ind på byggepladsen, er de i Lederens område, og pludselig glemmer de, hvem de er, og hvor de kom fra. De mister deres menneskelige udseende og får dyremasker på. Verdenen uden for hegnet er sløret, så det virker som om, at det kun er byggepladsen der eksisterer. Det er en kold og trist verden, hvor man hurtigt kan blive undertrykt at den store, dominerende Leder. Tegneserien handler om grådighed, længsel og søgen efter magt og mening, drysset med lidt mørk magi. Derudover kigger den på flokmentalitet, og stiller spørgsmålstegn ved om vi alle er monstre under vores masker, eller om vi er noget andet end det? Det er rigtig spændende, og gjort på en ret simpel måde. 

"Tyran" er skrevet og tegnet af Jam Aden selv, der med sin meget enkle tegnestil, får formidlet en fin og små dystopisk fortælling. Illustrationerne har et lidt blødt udtryk, men det passer godt til stemningen, som faktisk er ret dyster. Der er ikke meget tekst i den, og det er også en meget kort graphic novel, men den får alligevel sagt en del om vores samfund. 

"Tyran" er en god, spændende og tankevækkende graphic novel, som med meget få ord rørte mig. Den er til tider lidt mærkelig, og hvis man ikke har læst bagsideteksten, har man ingen anelse om, at Lederen faktisk er Loke, for det bliver ikke italesat på noget tidspunkt. Men alligevel slugte jeg den, og jeg ville næsten ønske den havde været længere. Heldigvis er det første del af en serie, og jeg er meget spændt på at læse bind 2, for jeg har spørgsmål.

Anbefales fra ca. 13 år og op. 

Forfatterinterview med Camilla Wandahl

Fotograf: Mariangela Raponi

Camilla Wandahl er aktuel med sci-fi/ fantasy romanen "Stjernernes Øje", bind 2 i serien Øglejægerne, som udkom tilbage i februar. Jeg har for nyligt læst den, og efter endt læsning, havde jeg bare sådan en lyst til at stille Camilla Wandahl nogle spørgsmål. Heldigvis ville hun gerne svare på mine spørgsmål, hvilket jeg er rigtig glad for.
Disse besvarelser vil jeg i dag dele med jer 😊

1. Fortæl tre ting om dig selv, som vi læsere ikke vidste.

1. Jeg har en stor, ret unyttig viden om opvaskemaskiner og vaskemaskiner, fordi jeg har arbejdet som hvidevaresælger, da jeg var 19.
2. Jeg læste Hulebjørnens Klan i 3. klasse. Det var min yndlingsbog i mange år – men også den bog, der lærte mig at skimmelæse. Crazy, der er mange, lange naturbeskrivelser.
3. Jeg har duelighedsbevis til sejlbåd – men ingen båd. Det drømmer jeg dog om at få en dag!

2. Har du altid vidst, at du ville være forfatter?
Som barn ville jeg være forfatter, journalist eller tegner. Som ung ville jeg være forfatter, manuskriptforfatter eller redaktør på et magasin som fx Vi Unge.
Så jeg har altid vidst, at jeg ville fortælle historier – men kredset om mange forskellige medier!

Jeg begyndte for alvor at følge forfatterdrømmen, tage på skrivekurser, deltage i skrivekonkurrencer og generelt bare skrive løs, da jeg gik i 8. klasse.

3. Hvordan kom du på ideen til ”Øglejægerne”?
Det er faktisk en spoiler – men det står bagerst i bog 1!

Jeg kan nemlig sige præcis i hvilket øjeblik jeg fik den første, spæde idé til Ærilds historie i Øglejægerne. Men ikke uden at spoile bog 1!

Senere, efter jeg havde fået idéen, fik jeg jo flere idéer. Fx inspirerede Islands geologi mig til omgivelserne med vandfald osv.

4. Hvor lang tid tog det at skrive ”Øglejægerne 1”?
Der gik syv år fra jeg fik den første idé til bogen udkom.

Men selvfølgelig brugte jeg ikke syv år på at skrive på den. De første år brugte jeg på at få idéer, skrive noter, små dialogstumper osv. Så forsøgte jeg flere gange at starte på romanen, men hver gang var noget off.

Da jeg endelig fik skrevet romanen fra start til slut, var udkastet så dårligt, at jeg var nødt til at skrive det HELT forfra. Men nu vidste jeg i det mindste præcis, hvad der skulle ske, og det gik derfor hurtigere at skrive bogen anden gang.

Jeg splittede for resten næsten første udkast af bog 1 i to – så bog 1 er kun 1/3 af den oprindelige bog 1. Resten af den oprindelige bog 1 er (totalt omskrevet) udgangspunkt for bog 2. Jeg valgte nemlig at folde sindssygt meget mere ud omkring hele Øglejagten og forholdet mellem Ærild og hans fætter mv. så det fik en hel bog.

Men det er lidt sjovt at tænke på, at der ligger EN HEL bog, der ikke er den samme som nu, og som aldrig bliver læst, med helt anden handling – som alligevel handler om Ærild og hans venner og foregår på Nærv osv. Men hvor plottet og relationerne simpelthen udvikler sig anderledes. Men sådan er det jo med skriveprocesser – de er uforudsigelige!

5. Hvordan holder du styr på plottet til serien ”Øglejægerne”? Og har du en klar idé om, hvordan historien skal starte og slutte inden du går i gang med skriveriet, eller er det noget der kommer hen ad vejen?
Jeg har – som nævnt – skrevet bog 1 og 2 to gange. Det vil sige at første version kom til at tjene som en slags skitse eller kladde for den version, der i redigeret form er den endelige bog, som er udkommet. Så da jeg skrev den endelige version, vidste jeg godt, hvor jeg skulle starte og slutte, hvordan relationerne skulle udvikle sig osv. Men det vidste jeg ikke, da jeg skrev kladde-versionen.

Det er en ret tidskrævende og frustrerende proces, fordi jeg jo ikke troede, at jeg skrev en kladde, men en færdig bog – og det tog lang tid! Så at opdage, at jeg var nødt til at skrive forfra (både efter bog 1 og 2) var seriøst hårdt.

Derfor arbejder jeg nu på en lang, udvidet synops for bog 3 i håb om, at jeg ikke skal skrive den forfra, men kan fange alle problemerne på synops-niveau!

Men ja – rigtig meget kommer hen ad vejen for mig. Det er lidt som om karakterne har deres eget liv og sommetider skændes, træffer idiotiske valg og forelsker sig helt af sig selv, og så skriver jeg bare ned.

6. Hvad var den største udfordring ved at skrive ”Øglejægerne 2”?
Det var helt klart, da jeg næsten var færdig med bogen og det gik op for mig, at plottet ikke holdt, og at jeg måtte skrive den forfra – inden jeg overhovedet havde ladet nogen læse med. Men jeg er selvfølgelig virkelig glad for, at jeg gjorde det, så den kunne blive så god som muligt!

Og så var det også hårdt, at jeg egentlig skulle have skrevet den færdig i foråret 2020 inden jeg gik på barsel – men så kom corona, og vi havde to børn på 2 og 5 hjemme, så jeg nåede vist kun at skrive 25 sider eller sådan noget inden min barsel.

Jeg håber på en mere smooth proces med bog 3!

7. Er der nogle af personerne i ”Øglejægerne” som du ser noget af dig selv i?
Jeg tror egentlig altid, at jeg skriver mig selv lidt ind i alle karakterer – og helt sikkert også i Ærild. Jeg er også temperamentsfuld og stædig – dog heldigvis ikke helt så meget som Ærild!

Vi har jo alle mange forskellige sider i vores personlighed, og derfor kommer jeg nok ubevist forskellige splinter af min egen personlighed ned i alle karaktererne. Men det er ikke noget, jeg rigtigt tænker over – slet ikke i en sci fi roman, hvor der (også) er så meget fokus på action. Jeg tænker mere på, at personerne skal virke realistiske og identificerbare og udvikle sig.

8. Hvor meget researcher du, inden du begynder at skrive?
Jeg samler inspiration fx på rejser, i artikler og på nettet. Men egentlig research er mere undervejs, hvor jeg så googler eller spørger ud på facebook eller bruger betalæsere efter bogen er skrevet.

Jeg tror nemt man kan drukne i research, så derfor vil jeg hellere opdage, hvad jeg præcis har brug for at vide, når jeg kommer dertil, end at lave et kæmpe researcharbejde først. Men jeg har undersøgt mange spændende ting til bogen om alt fra parasitter, guldsmede og øgler til vandfald, geologi, drukneulykker samt kolonisering og militærrang.

9. Kan du løfte lidt af sløret for, hvad der kommer til at ske i bog 3?
I bog 3 lykkes det endelig Ærild at komme til Jorden! Jeg vil helst ikke afsløre så meget endnu, men jeg tør godt love flere parasitter og mere kærlighed end i de forrige bøger ;-)

10. Nu skriver du jo bøger inden for flere forskellige genrer. Men har du en genre du foretrækker at skrive i?
Jeg kan rigtig godt lide at veksle mellem de forskellige genrer. Lige nu er jeg virkelig glad for at skrive superkorte letlæsningsbøger, hvor man hurtigt står med et færdigt resultat i hånden. Jeg elsker også at skrive rablende, varm humor som i Alt om at være pige.

Men det jeg selv er gladest for at læse er realistiske eller fantastiske ungdomsromaner med fokus på relationer og stærke karakterer – meget gerne i andre universer – og derfor synes jeg det er super spændende at skrive Øglejægerne!

11. Hvilke forfattere har inspireret dig igennem dit forfatterskab?
Åh – der er så mange!

Jeg er meget inspireret af flere af mine kolleger – vi læser også sommetider med på hinandens – og både Nicole Boyle Rødtnes og Sandra Schwartz hjalp mig rigtig meget med at knække plottet til bog 1. Deres bøger er også en stor inspiration!

Derudover har mange af de romaner og film jeg læste/så omkring (og før) tilblivelsen af Øglejægerne inspireret mig på hver deres måde – det er fx Hvidt Støv, Jorden under os, Zombie-Jæger, Hungergames, Ilttyv, Avatar, Odinsbarn, Snigmorderens Lærling, Elverfolket, Walking Dead, Sikkas Fortælling, Historien om Mira, Smallville – og sikkert mange flere, som jeg har glemt!

12. Hvad er det bedste og det værste ved at være forfatter?
Det bedste er at være opslugt af flow imens jeg skriver. Det sker ikke hele tiden, men når det sker, er det en fantastisk følelse!

Det værste er at redigere – når bogen ligesom ER skrevet, så vil jeg helst bare videre til næste historie. Men jeg er altid meget grundig i min redigeringsproces, for jeg synes, det er super vigtigt.

13. Hvilke bøger anbefaler du oftest til folk? Hvorfor den/ dem?
Jeg anbefaler hele tiden Ilttyv til børn fra 11 år, der ikke rigtigt gider at læse. Der er bare nogle vildt gode cliffhangers. Og det samme med Zombie-Jæger til de lidt yngre.

14. Hvad læser du lige nu?
Jeg har været lidt i en reading slump i efterhånden et halvt års tid (altså udover de bøger jeg læser for mine børn), men i denne måned har jeg faktisk fået knækket den med tegneserier!

Det var tegneserien Vei 1 (som VIRKELIG kan anbefales til fantasyelskere), der fik mig i gang igen, og nu er jeg så i gang med at læse Amulet (sammen med min søn) og også Elverfolket – Den sidste rejse.

15. Og så lige her på falderebet. Har du så et godt råd til sådan en som mig, og måske nogle af dine læsere, som går og drømmer om at blive forfatter?
Ja – SKRIV! Og læs.

Det vigtigste er at skærpe sproget og fornemmelsen for historier. Så skriv helt vildt meget – det er ligegyldigt, om det bliver godt. Skriv dagbog, breve, historier, digte, film. Bare skriv!

Og find så nogle at dele det med. På skrivekurser, i Håbefulde Unge Forfattere eller i en skrivegruppe. Hold hinanden til ilden.

Næsten alle oplever en masse afslag – men hvis man hele tiden skriver og forbedrer sig, så er der store chancer for at det lykkes før eller siden!

Du kan desuden følge Camilla Wandahl på forskellige sociale medier:

Hjemmeside: www.camillawandahl.dk  

Instagram: Camilla Wandahl - Forfatter 

Facebook: Camilla Wandahl - Forfatter

Du kan læse min anmeldelse af "Kloens klippe" her og "Stjernernes øje" her. 

Anmeldereksemplarer.

"En monstervild ide" og "En blodig weekend" (To på ti #1 og #2) af Thomas Brunstrøm & Sophie Souid

*Anmeldereksemplarer fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*

"En monstervild ide" og "En blodig weekend" af Thomas Brunstrøm & Sophie Souid, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021. Begge bøger modtager samme antal stjerner.

★★★★☆

Fra bagsiden af "En monstervild ide":

Hans og Grete (nej, ikke dem fra eventyret) skal være alene hjemme, mens deres forældre er på ferie. Endelig kan de gøre præcis, hvad de har lyst til. Eller det tror de i hvert fald, men så rammer virkeligheden dem: De får en lang liste med pligter, deres mærkelige bedstefar kommer for at passe dem og værst af alt: Der er slukket for internettet! Hans og Grete er nødt til at lægge en plan, som kan redde ugen. En plan, som involverer naboens wi-fi, alle deres lommepenge og en robot. Men intet går som planlagt. Slet intet. 

Fra bagsiden af "En blodig weekend":

Hans og Grete (nej, ikke dem fra eventyret) skal lave en meget vigtig præsentation i skolen. Hvis de klarer det godt, får de en belønning af deres forældre - forhåbentlig en hund! Men de er bagud med opgaven, og midt i det hele ringer bedstefar. Han har et stort problem. Han har nemlig fået en vampyr på halsen, og hun har brug for Hans og Gretes hjælp. Tvillingerne må endnu en gang udtænke en vanvittig plan. Denne gang skal de bruge mors falafler, en super soaker og noget særligt vand nede fra kirken. Men intet går som planlagt. Slet intet. 

De her bøger lød simpelthen så underholdende, at jeg bare måtte læse dem. Thomas Brunstrøm kendte jeg fra hans bøger om Sallys Far, men Sophie Souid har jeg ikke læst noget af før nu. Jeg havde dog en klar forventning om at få nogle sjove bøger, og det må man sige jeg fik. "En monstervild ide" og "En blodig weekend" er rigtig gode, sjove, spændende og (u)hyggelige.

Bøgerne handler om tvillingerne Hans og Grete, dog ikke dem fra eventyret.

Hans er en sød, lidt nørdet dreng, som elsker at bygge og opfinde ting, det går dog næsten altid galt for ham. Men han har masser af gåpåmod.

Grete er meget stærk, og laver mave- og armbøjninger når hun skal tænke sig om. Hun er god til at planlægge. Derudover er hun født 6 minutter før Hans, og føler hun derfor har mere livserfaring.

Deres bedstefar er simpelthen genial. Jeg holdt så meget af ham. Han hverken hører eller husker særlig godt, men han er fuld af røverhistorier, som Hans og Grete ikke altid ved om er rigtigt. Han har f.eks. både tæmmet vilde løver i et cirkus i Sibirien, været guldgraver i Transsylvanien og bekæmpet zombienazister i sine yngre dage. Nogle gange mindede det mig lidt om min farfar, der prøvede at bilde os ind, at han havde været oppe og slås med en isbjørn, da de boede på Grønland, og at det var derfor han havde et ar på benet. 

Historierne om Hans og Grete tager inspiration fra forskellige eventyr/ klassikere, som Frankenstein og Dracula, hvilket jeg synes er en ret sjov idé. Det er historier om familieforhold, søskendeforhold, mod og eventyr. I "En monstervild ide" skal tvillingerne være alene hjemme, da deres forældre skal på kæresteferie. De har slukket for internettet, og lavet en lang liste med opgaver, som Hans og Grete skal ordne mens de er væk. Derudover kommer deres bedstefar for at passe dem. Hans og Grete beslutter at bygge en robot, de kan få til at udføre deres opgaver. Tingene går dog ikke helt efter planen, og de får skabt et monster i stedet.

I "En blodig weekend" keder Hans og Grete sig, da de skal lave lektier. Men pludselig ringer deres bedstefar. Han har brug for deres hjælp, han bliver nemlig jagtet af en vampyr, der er ude efter hans specielle blodtype x, som gør at vampyrer kan blive solbrændte. Men tingene er ikke helt, som de ser ud, og Hans og Grete tager nogle ret specielle metoder i brug, når de skal jage vampyren, som f.eks. deres mors falafler. 

"En monstervild ide" og "En blodig weekend" passer perfekt til en hyggelig højtlæsningsstund fra ca. 5-6 år og op. Der sker hele tiden noget, og de bliver aldrig kedelig. De er spændende og underholdende hele vejen igennem. Bøgerne kan også bruges til selvlæsning, fra omkring 10 år og op, for selvom de ikke er så lange, så er der nogle lange ord her og der, som kan gøre dem lidt svære at læse.

Bøgerne er illustreret af Kim Dalsgaard, der med sine detaljerede og humoristiske illustrationer, bringer liv til karakterende. Illustrationerne er rigtig flotte, og de supplerer historien rigtig godt. 

"En monstervild ide" og "En blodig weekend" er nogle rigtig gode, sjove og spændende bøger, som vi her hjemme virkelig har hygget os med. Min søn på 4,5 år sagde da vi havde læst bog 2: "Hvorfor har vi ikk' den næste?". Til det måtte jeg svare, at det simpelthen er fordi, den ikke er udkommet endnu. Han var i hvert fald klar på mere. Så vi glæder os til at se, hvad Hans, Grete og deres bedstefar kommer ud for i næste bog. 

Bind 3 udkommer d. 15. september.