onsdag den 11. december 2019

"Stenvogterens Forbandelse" (Amulet #2) af Kazu Kibuishi

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Stenvogterens Forbandelse" (org. titel "The Stonekeeper's Curse") af Kazu  Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2009). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★★

"Stenvogterens Forbandelse" starter der hvor "Stenens Vogter" sluttede. Den grusomme elverkonge har udstedt en dødsdom over de to søskende Emily og Navin. Heldigvis beslutter den gådefulde ræv Leon Rødskæg sig for at hjælpe dem. Sammen udforsker de den mystiske amulets skjulte kræfter - og dem bliver der brug for: Det viser sig nemlig, at kun en frugt fra det sjældne Gadoba-træ kan redde Emily og Navins mors liv ... 

Jeg havde virkelig glædet mig til, at fortsætte serien om stenens vogter, da den første bog i serien bare var virkelig god og spændende, så forventningerne var høje. "Stenvogterens Forbandelse" skuffede bestemt heller ikke, og jeg var så opslugt af den spændende og medrivende historie, at jeg næsten ikke kunne lægge den fra mig!

Jeg holder stadig utrolig meget af børnene Emily og Navin. De kæmper stadig med at finde deres plads i denne nye verden, men de tager udfordringerne op med løftet pande, og de gennemgår begge en stor udvikling i forhold til det ansvar der er blevet dem pålagt. 
Emily kæmper med stenens styrke, og for ikke at miste sig selv og kontrollen, da stenen kan være ret dominerende. Hun har ikke altid tålmodigheden til at lytte til gode råd, da de er meget presset på tid i forhold til at redde deres mor, men ofte bliver hun dog tvunget til det, på den ene eller anden måde.
Navin finder ud af, at han også har en bestemt rolle i det hele, og at han kan gøre mere, end han måske troede. 
Derudover bliver vi i denne bog præsenteret for ræven Leon Rødskæg, som er dusørjager. Han er hemmelighedsfuld og snedig, men rigtig sød, hjælpsom og loyal, så han er svær ikke at komme til at holde af, Emily er dog skeptisk, da han vil lære hende og styre sine nye kræfter. 
Prins Trellis, Elverkongens søn, er en ret interessant karakter at følge. Han har en del skjulte motiver, og det er nogle gange svært at bedømme om han er ond eller rent faktisk god. Men det kan jeg egentlig ret godt lide, da det gør ham lidt mystisk.

"Du kan kun styre stenen, hvis du kan styre dit eget liv."

Sproget i "Stenvogterens Forbandelse" er holdt let, og der er ikke meget tekst på siderne, hvilket gør den meget overskuelig at læse. Kazu Kibuishi har både skrevet og illustreret "Stenvogterens Forbandelse" og den er bare så flot. Illustrationerne er rigtig fine, detaljerede og stemningsfulde. Teksten og dialogen spiller rigtig godt sammen med illustrationerne, og man føler ikke at man mangler noget i sin læsning, tværtimod. Man bliver suget ind i historien med den spændende historie, og de stemningsfulde illustrationer, at man knap kan slippe bogen igen. 

"Stenvogterens Forbandelse" fortæller måske ikke så meget om landet Alledia som jeg havde håbet, men man hører en del om de forskellige væsener der lever der. Desuden hører man om flere forbandelser, både den der hersker over byen Kanalis og den forbandelse der ligger over stenvogterne i forhold til deres samspil og magtkamp med deres sten. Jeg synes det er interessant at høre om disse ting, og jeg kunne godt lide, at man kun fik en brøkdel af vide og ikke fik afsløret, hvad profetien går ud på, da det holder os hen i spænding og gjorde mig endnu mere nysgerrig. Derudover lærte vi mere om Elverkongen, hvilket jeg også fandt meget spændende, da der ligger mange ting bag, som gør at man forstår ham lidt bedre, hvilket var fedt.

"Stenvogterens Forbandelse" er en super god bog, som holdt mig fanget fra start til slut og som jeg slugte råt. Den er mere hæsblæsende, intens og actionspækket end den første bog, og der sker mange ting, som gjorde at man aldrig kedede sig. Jeg er helt vild med denne serie, og jeg glæder mig virkelig meget til den næste bog i rækken udkommer, selvom jeg godt ved, at jeg skal vente et godt stykke tid endnu. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar