mandag den 25. januar 2021

"Trine Loppelil Sørøverhjerte - Normalfesten" af Majken Fosgerau Salomonsen

*Anmeldereksemplar modtaget af forfatter Majken Fosgerau Salomonsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Trine Loppelil Sørøverhjerte - Normalfesten" af Majken Fosgerau Salomonsen, af forlaget Gyldendal, udgivet i 2020. 
★★★★☆

Fra bagsiden:
"Alle mand på dæk!" brøler Sorte Sara, da hun smækker døren op til Trines nye klasseværelse, så både læreren og de andre børn måber. Trine ønsker bare af hele sit hjerte, at hendes mor ikke altid var så kommanderende. Og at hendes far ikke hele tiden gik rundt med et loppebur. Faktisk drømmer Trine allermest om, at hendes forældre var normale, for så ville hun have et helt almindeligt liv, akkurat som alle de andre børn. Men det er ikke så let, når ens mor er sørøverkaptajn for en flok gakkede sørøverkvinder, og ens far er loppedomptør for en håndfuld loppeartister. 

Jeg kendte ikke noget til denne bog, før jeg fik den i hænderne, udover at den lød sjov og havde en sød forside. "Trine Loppelil Sørøverhjerte - Normalfesten" er en rigtig sød, hyggelig og sjov historie, om pigen Trine der bare gerne vil være normal.

Trine er en sød, lidt usikker pige, der bare gerne vil passe ind. Hun er lige startet på en ny skole, igen, da hendes familie flytter rigtig meget. Hun drømmer om at passe ind i den pigegruppe der er i hendes nye klasse, som alle går i flot lyserødt tøj, med masser af glimmer, og er meget moderigtige. Det er bare ikke så nemt, når ens mor er sørøver, og tvinger én til at gå med bandana og stribede bluser i sørøverfarver. Derudover er hendes far loppedomptør, og render rundt og snakker med sine lopper, som ingen udover ham selv kan se. Trine hader det. Hun finder dog snart ud af, at tingene ikke er så lige til, og hun bliver overrasket på flere kanter. 
Trines forældre får ofte rodet sig ud i en masse ballade. De elsker Trine rigtig højt, men glemmer nogle gange at lytte til hende. Men da de endelig lytter, ender de med at gøre tingene endnu mere pinlige. Det er nemlig ikke altid nemt at være "normal". 

"'Både kloge og dannede mennesker kan være bange for lopper. Det er faktisk helt naturligt at være bange for dem. Lopper bider jo!' 'Det gør de i hvert fald ikke. Kun de uopdragne,' svarer far. 'Men de fleste lopper er uopdragne. Det er jo ikke så mange, der ligefrem opdrager deres lopper.' 'Så er det også deres egen skyld,' siger far." 

"Trine Loppelil Sørøverhjerte - Normalfesten" er en historie om at acceptere sig selv, og faktisk også sin familie. Den viser os at det måske er meget godt, at vi ikke alle sammen ligner hinanden. Trine vil bare så gerne være normal, og hun bryder sig ikke om at hende og hendes forældre skiller sig ud. Vi kan nok godt alle sammen genkende følelsen af at ens forældre er lidt pinlige, og man bare ønskede de var lidt mere som andres forældre. Men når de så gør et eller andet fedt, så er de alligevel meget søde, og så er det faktisk helt okay, at de ikke er lige som alle andre. Det ville alligevel være lidt kedeligt i længden. Trine opdager da også at det faktisk kan have nogle fordele at skille sig lidt ud. Desuden kan det være, at der faktisk er nogle som ville ønske, at deres liv ikke var så normalt og kedeligt, men derimod mere spraglet og festligt som hos en sørøverkaptajn og loppedomptør.

Sproget i bogen er let forståeligt, dog med nogle få lange og svære ord, hvor man måske skal have hjælp fra en voksen til at forstå dem. Kapitlerne er ikke voldsomt lange, og indeholder derudover nogle små fine illustrationer, hvilket gør bogen meget overskuelig at læse. 
Bogen er illustreret af Anne Hoberg, der med sine søde, lidt naive illustrationer får vist Trine, og hendes oplevelser på en meget humoristisk måde. Illustrationerne passer rigtig godt til historien og karaktererne. 

"Trine Loppelil Sørøverhjerte - Normalfesten" er en rigtig sød og sjov historie, der viser at vi alle er gode nok, præcis lige som vi er. Historien om Trine og hendes skøre forældre får én til at smile, men samtidig kan man også sidde lidt og krumme tæer på Trines vegne, da hendes forældre altså kan være ret pinlige. Bogen egner sig perfekt til en hyggelig højtlæsningsstund fra omkring 5 årsaldren, men kan også sagtens bruges til selvlæsning fra omkring 9-10 årsalderen. Jeg hyggede mig rigtig meget under min læsning, og var underholdt hele vejen igennem. Jeg glæder mig til at læse den med mine drenge, om nogle år. 




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar