"Dyndkarlsens tårer" af Josefine Ottesen, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019.
★★★★☆
Fra bagsiden:
Alfeprinsessen Lilja bor ved Nøkkerosesøen sammen med sin far Alfekongen, og vagtfrøerne Kvæk og Kvak. Lilja er sorgløs og elsker at flyve omkring sammen med sine alfevenner. En dag møder Lilja moslingen Mossi - en lille, grønhåret jordling, der slet ikke kan flyve. Til gengæld er Mossi modig og en god ven. Lilja får hurtigt brug for sit nye venskab, da alfedrengen Duni pludselig forsvinder. Måske er han blevet taget til fange af selveste Dyndkarlen?
Jeg er vokset op med Josefine Ottesens bøger om fepigen Roselil, og jeg var derfor spændt på, hvor tæt op af dem "Dyndkarlens tårer" ville ligge. "Dyndkarlens tårer" er heldigvis helt sin egen, og jeg nød at læse denne søde og hyggelige bog, om den nysgerrige alfepige Lilja.
Lilja er en sød, venlig, legesyg og utrolig nysgerrig alfepige, som man hurtigt kommer til at holde af. Hun gør ikke altid som hendes far ønsker, men vil meget hellere ud på eventyr og opleve verden.
Mossi er en sød, sjov og skøn mosling, der også elsker eventyr. Jeg holdt meget af ham og hans nysgerrighed, og hvordan han modigt kaster sig ud i tingene.
Lilja og Mossi bliver venner, selvom det ikke er normalt for en søalf og en jordbo, da de er alt for forskellige. De viser dog alle, at de ting de har fået fortalt, ikke stemmer helt overens med virkeligheden.
Jeg holdt også meget af Kvæk og Kvak, Liljas to skøre frøvagtmænd. De bliver sat på lidt af en prøve, med at holde øje med Lilja, og som voksen fik man lidt ondt af dem.
Josefine Ottesen er rigtig god til at fange læseren med sine beskrivelser af omgivelser og stemninger. Man bliver hurtigt grebet af universet og dets karaktere, og historien egner sig rigtig godt til en hyggelig højtlæsningsstund for de omkring 4-5 årige. Der er dog nogle steder, hvor den godt kan blive lidt uhyggelig for de små, men det bliver aldrig så skræmmende, at de ikke godt vil kunne klare det i selskab med en voksen. Bogen vil også sagtens kunne fungere til selvlæsning, da sproget er forholdsvist let og kapitlerne har en overskuelig længde, der er dog enkelte komplicerede ord, blandt andet nogle af navnene.
"Selv om vi måske ikke ved det, bærer vi alle på en sorg eller en længsel. I Spejldammen får vi øje på det. Lige i det øjeblik tager Dyndkarlen fat om ens hjerte og klemmer til, indtil man slipper sine tårer."
"Dyndkarlens tårer" er illustreret af Christian Højgaard, der på fineste vis fanger stemningerne og karakterende. Illustrationerne er rigtig flotte, og Njord på 2,5 år var meget optaget af dem under vores læsning. Det eneste lille men jeg har, er dog at illustrationerne er skiftevis sort/ hvid og i farver. Begge typer illustration er pæne, men jeg savnede at man havde været mere konsekvent, og valgt kun at gøre en af tingene, for det var tydeligt at dem med farver fangede min lille lytter mest.
Bogen indeholder desuden et flot kort over Nøkkerosesøen og det omkringliggende område, hvilket var fedt. Vi brugte det en del, da Njord synes det var sjovt at se, hvor Lilja og Mossi havde været.
"Dyndkarlens tårer" er en rigtig god, spændende og sjov bog for små og store. Det er en historie om venskab, sorg og mod, og det at acceptere hinandens forskelligheder og ikke frygte hinanden, for vi er jo slet ikke så forskellige. Bogens hovedfokus er dog sorg, og modet til at vise sine følelser, da det er noget vi alle føler fra tid til anden. Den viser at det er okay at give disse følelser plads, da det kan være med til at hjælpe os igennem svære tider.
Historien ligger op til mange gode snakke med ens børn, og Njord og jeg fik os en god snak om det at græde og være ked af det. Jeg glæder mig dog til at læse den igen for ham og Freyr, når de bliver ældre, da det er en hyggelig historie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar