lørdag den 9. november 2019

"Skygger i Skumringen" af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne.*
"Skygger i skumringen" af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum, af forlaget Facet, udgivet i 2019.
★★★☆☆

"Skygger i Skumringen" er otte noveller, der handler om det, der ikke burde kunne ske i virkeligheden, men som måske alligevel gør det. 
"Esben flår døren op og stirrer ned ad trapperne. Der er mørkt. Han kan ikke se hende dernede i skyggerne i entréen. Men han ved, hun er der. Det drypper. Han kan høre det, og han kan mærke kulden, der kommer sivende op ad trappen. Nu kommer hun."
Esben her svært ved at slippe mindet om familiens gamle nabo fru Sørensen, specielt da han en aften hører en underlig, dryppende lyd.
Sølvi forsøger at kæmpe sig gennem eksamenerne, men der er noget helt galt med hendes krop.
Og i tusmørket venter Patrick på Irma og Tobias med et gevær i hænderne.  

Jeg har tidligere læst "Sprækker i virkeligheden" der ligesom denne er en samling noveller af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum, og jeg havde derfor en klar forventning om at her ville komme nogle noveller der ville gribe mig, og som rigtig ville lege med det psykologiske. Det levede den klart op til, men ligesom med den foregående savnede jeg at mærke gyset. "Skygger i Skumringen" er dog stadig en spændende, tankevækkende og gribende samling noveller, der holdt mig fast fra start til slut.

"Skygger i Skumringen" består af otte noveller, og jeg går derfor ikke i dybden med de forskellige historier, da jeg ikke vil spoile noget. Jeg kommer derimod mere til at snakke om bogen som helhed.
Der var en del af historierne som fangede mig, og rørte noget i mig. De er dog mere mystiske og spændende, end deciderede uhyggelige, og jeg blev aldrig rigtig skræmt. Der var dog nogle stykker som var ret creepy, og hvor man godt kunne blive lidt paranoid sammen med hovedpersonerne, blandt andet "Dryp, dryp, dryp". Den novelle bekræftede virkelig, hvorfor jeg hader at være alene hjemme, med alle de mærkelige lyde man kan høre, og mørket, der kan gemme på alt muligt, og det er klamt for en meget paranoid person som mig. Så den gav mig en smule kuldegysninger.
Derudover kunne jeg rigtig godt lide den mystiske og melankolske stemning der var i både "Dét søen tager" og "Husker du". De var utrolig rørende, samtidig med de leger med en masse psykologiske elementer, og leger med både hovedpersonernes og læserens hjerne, hvilket var ret interessant, og gjorde hele oplevelsen mere spændende.
Der var dog flere af novellerne, udover de førnævnte, der spiller på psyken og sætter tanker i gang hos læseren. Nogle gange var de dog ret forudsigelige, men det gjorde egentlig ikke så meget, fordi de ofte fik leget med læseren alligevel, da man godt kunne blive lidt i tvivl om, hvad der var virkeligt, og hvad der var en drøm eller en forestilling, hvilket jeg godt kunne lide.
Der er dog også flere af novellerne der endte meget brat, og jeg følte ikke altid at man fik en forløsning, og jeg sad ofte tilbage med en følelse af at mangle noget. Særligt en af novellerne sluttede meget brat, og den blev derfor lidt underlig og uklar i sin hensigt, og jeg var ærlig talt lidt forvirret. Nogle gange kan det være meget fedt med åbne slutninger, men nogle af disse noveller kunne sagtens have været længere.

En ting som de to forfattere er rigtig gode til, er at skrive om psyken, og vise hvordan vores hjerner kan, som der også står på forsiden, fucke med os. Rigtig mange af dem er nemlig meget psykologiske, og spiller en del på angst, sorg, skyldfølelse og skam, ulykkelig kærlighed, mobning og den præstations kultur vi lever i, i dag og den stress det påfører unge mennesker, som stræber efter det perfekte. Alle novellerne viser på en rigtig god måde, med eller uden overnaturlige elementer indblandet, hvordan vores sind kan være lige så skræmmende som det paranormale, og hvad det kan få os til at tro og gøre. Jeg finder det virkelig spændende og forfriskende, når man leger med gysergenren på den måde.

Novellerne er skrevet i et letlæseligt sprog og er på mellem 10 og ca. 30 sider, med et lix-tal på 22. Men da novellerne er creepy og spiller så meget på det psykologiske, vil jeg nok anbefale den til de 13 årige og op efter. Camilla Wandahl og Caroline Ørsum har hver skrevet fire noveller, og der er ikke nogle af dem som de har skrevet i fællesskab. Man ligger dog ikke mærke til det, og hvis man ikke vidste det, ville man tro de alle var skrevet af den samme forfatter, hvilket jeg synes er rigtig fedt. De skriver begge rigtig godt og fængende, og man bliver grebet af deres beskrivelser og de sindsstemninger de får skabt i deres noveller.

"Skygger i Skumringen" er en god, mystisk, små creepy og rørende samling noveller, der giver stof til eftertanke. Samlingen kommer med en masse temaer, som man vil kunne tage op til diskussion i forhold til mentalsundhed. Så selvom den ikke skræmte mig fuldstændig og nogle gange endte lidt for brat, så gjorde den mig paranoid, og den greb mig og rørte mig, på en måde jeg ikke havde regnet med, at en samling gysernoveller ville kunne. Så hvis du er glad for historier der leger og fucker med din hjerne, så er "Skygger i Skumringen" et godt bud.




fredag den 25. oktober 2019

"Stenens Vogter" (Amulet #1) af Kazu Kibuishi

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Stenens Vogter" (org. titel "The Stonekeeper") af Kazu Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2007). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★★

"Stenens Vogter" handler om søskendeparret Navin og Emily, der sammen med deres mor flytter ind i et mystisk og gammelt hus. De opdager hurtigt, at huset er fuld af hemmeligheder. Da et monster bortfører deres mor, og fører hende igennem en magisk dør i kælderen, drager Navin og Emily afsted for at redde hende - og havner i en fantastisk verden befolket af onde elevere, hjælpsomme robotter, synske træer og talende dyr... 

Jeg har aldrig været den store tegneserie læser, og har af den grund også holdt mig lidt fra graphic novels. Men jeg havde hørt så utrolig meget godt om denne serie, så jeg blev alligevel nysgerrig. Nu er den så læst og jeg kan næsten ikke sige så meget andet end WOW, jeg vil dog gøre et forsøg. "Stenens Vogter" er en super god, medrivende og nervepirrende bog, som er virkelig svær at ligge fra sig, og så er det endda kun første bind i en serie på ni bøger!

Søskendeparret Emily og Navin er to meget søde og modige børn. De har begge oplevet et kæmpe tab tidligt i deres liv, især Emily der var tilstede på den skæbnesvangre dag. Af den grund kæmper de begge, og især Emily der er den ældste, for at holde familien samlet og beskytte sin familie lige meget, hvilke konsekvenser det kan have. Hun lytter dog også til fornuften og andres råd, for det meste i hvert fald.
Navin gør sit for at hjælpe, hvor han kan og snakke med Emily når hun handler overilet, men han er jo lillebror, så hun lytter ikke altid. Men de er som sagt meget modige begge to, og der skal meget til for at slå dem ud af kurs.
Miskit er et rigtig sødt kanin agtigt væsen, som hjælper og vejleder dem, hvor han kan. Og man kommer hurtigt til at holde af ham, og alle de andre robotter som de støder på.

Det er forfatteren selv der også har tegnet historien, og den er bare så fin. De eneste tegneserier/ graphic novels jeg sådan rigtig har læst er "W.I.T.C.H." og "Santa Claus - Historien om Julemanden" af Michael G. Ploog, og ellers har jeg aldrig fundet nogle der interesserede mig, udover måske deres flotte illustrationer. Men Kazu Kibuishi gør det godt, og jeg blev draget af de flotte og stemningsfulde illustrationer og den medrivende historie, som både teksten og illustrationerne beskriver. Illustrationerne er holdt i meget dæmpede farver, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. De underbygger rigtig fint stemningen i historien, og gør at det hele hænger sammen.

"Uden stenen vil alt omkring dig blive til støv. Lad magten blive din... så du kan redde din familie."

Jeg har nok altid frygtet at graphic novels ville mangle et eller andet, og at selve historien ville være lidt for tynd tekstmæssigt i forhold til illustrationer, men det var "Stenens Vogter" langt fra. Der står ikke meget, og sproget i bogen er holdt let, da målgruppen for denne graphic novel ligger fra 8 år og op. Men den tekst og dialog der er, spiller bare så godt sammen med illustrationerne, og jeg følte aldrig, at jeg manglede noget, det var mere som at læse en helt normal roman, bare med billeder, hvilket var super fedt. Der er nemlig så meget stemning i de illustrationer, og inden for få sider havde den mig siddende på kanten af stolen, med tårer der pressede sig på, på trods af at der næsten ikke var nogen tekst. Dette var igen super fedt, for jeg græder stort set aldrig til bøger. Nu kan jeg så sidde her og give min graviditet skylden, men selv hvis det er det som gør det, så er det sådan set ligegyldigt, for den rørte mig virkelig, hvilket var skønt. Derudover er det jo helt okay at græde og fælde en lille tåre en gang i mellem, når noget rør os, det sker bare sjældent for mig med bøger, men denne prolog rørte mig virkelig, for hold op den var intens.

"Stenens Vogter" er en utrolig spændende og god bog, som holdt mig fanget fra start til slut, og den overraskede mig virkelig positivt. Jeg ville ønske den havde fandtes da jeg var barn, for er sikker på jeg ville have elsket den, for den havde mange vibes hen af "W.I.T.C.H.". Jeg kan næsten ikke vente med at læse videre i denne serie, for at finde ud af, hvad der skal ske med Emily, Navin og de andre, samt forhåbentlig at lære mere om landet Alledia, og de mange væsener der lever der, specielt de onde elevere. "Stenens Vogter" er utrolig svær at lægge fra sig når man først er gået i gang, så jeg kan kun give citatet fra bogens bagside ret når den siger: "Let at læse, men svær at lægge fra sig." For det er den virkelig, og siderne vender nærmest sig selv.




tirsdag den 22. oktober 2019

"Gurli Gris' Julekalender med 24 små bøger" Baseret på TV-serien Gurli Gris

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Gurli Gris' Julekalender med 24 små bøger (org. titel "Peppa Pig - Mein Adventskalender - Mit 24 Büchern") baseret på TV-serien Gurli Gris, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog tysk). 
★★★☆☆

Fra bagsiden:
Kom i julestemning med Gurli! Gør julemåneden ekstra hyggelig og underholdende med 24 små papbøger, der hver især fortæller en lille historie om alle de sjove og julede ting, som Gurli og hendes familie og venner oplever i løbet af december. 

Gurli Gris er et stort hit herhjemme, og jeg var derfor ikke i tvivl om, at Njord ville blive rigtig glad for denne julekalenderbog. Han åbner og lukker den ivrigt, piller bøgerne ud og sætter dem tilbage, og fortæller om de velkendte figurer fra Gurli Gris. Så den er helt klart godkendt af ham. "Gurli Gris' Julekalender med 24 små bøger" er en sød og hyggelig julekalenderbog, der adskiller sig fra mange af de andre julekalenderbøger på markedet.

Bøgerne er på otte sider, og de fortæller alle på minimal plads, en sød lille julefortælling om Gurli Gris og hendes venner, og hvad de alle foretager sig op til jul. Derudover er både bøgerne og selve æsken fint dekoreret med de velkendte figurer i meget julede omgivelser. Det er meget hyggeligt, og giver en fin jule og vinterstemning.

Æsken de 24 små bøger ligger i, minder mig lidt om en chokolade julekalender, og bøgerne har også nogenlunde den størrelse. Personligt synes jeg næsten bøger bliver for små. De er gode og nemme for de små hænder at holde, men teksten og billederne i dem bliver bare virkelig småt og er dermed en lille smule svært at læse, hvilket jeg synes er rigtig ærgerligt, for historierne i dem er jo gode nok.

De små bøger har desuden den lille detalje at de har en lille snor, så man kan hænge dem op som julepynt, enten på juletræet eller som pynt på en gren eller lignende inde på sit værelse. Det er en meget sød og sjov idé, og bestemt ikke noget jeg har set før. Der er sikkert mange børn som vil synes det er sjovt i hvert fald.

"Gurli Gris' Julekalender med 24 små bøger" er en sød samling af julehistorier, der nok skal skabe lidt vinter og julestemning hjemme i stuerne. For selvom jeg måske synes at bøgerne er lige lovlig små i størrelsen, så hyggede både Njord og jeg os med dem. Og så synes de små jo det er meget sjovt at pille bøgerne ud og sidde med dem selv, og man kan helt selv bestemme, i hvilken rækkefølge bøgerne skal ligge. Så hvis du kender en Gurli Gris fan og har gode øjne, så vil disse bøger sikkert vække glæde.




mandag den 21. oktober 2019

"Tæl med Tjugga" af Emilie Melgaard Jacobsen

*Anmeldereksemplar fra forlaget Aronsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Tæl med Tjugga" af Emilie Melgaard Jacobsen, af forlaget Aronsen, udgivet i 2019.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Tjugga gør det hyggeligt at lære tallene 1-10 bedre at kende. En dejlig tællebog fyldt med naturelementer og skønne illustrationer, som du kan gå på opdagelse i sammen med dit barn.

Jeg kendte ikke noget til bjørnen Tjugga, før jeg blev introduceret til denne bog, og derfor var jeg spændt på at se, hvad det var for noget. Jeg vidste dog godt, at når nu det var en tællebog, var der nok ikke noget tekst som sådan, men det gør skam ikke noget, for den er nemlig super fin, og meget veludført, og har et rigtig fint efterårsvibe, som passer godt til årstiden. 

Tjugga er en sød lille bjørn, der i denne tællebog er ude i naturen for at tælle diverse ting, som snegle, mariehøns, blade, blomster, brombær og mange andre ting. Illustrationerne er rigtig fine, og har et sødt og barnligt udtryk, som jeg tror vil appellere til de fleste børn. 
Personligt er jeg ret glad for den lidt akvarelagtige stil illustrationerne har, samt de klare naturlige farver som motiverne har.

"Tæl med Tjugga" er trykt med giftfrie farver på 100% genbrugspap, og er derfor meget miljøvenlig i sin produktion, hvilket jo også er super fedt. Dog synes jeg lidt, at det mørke genbrugspap suger meget af farven fra illustrationerne til sig, hvilket er ret ærgerligt, da de derfor bliver lidt matte og til tider lidt mørke i udtrykket. Men når det så er sagt, så er den bare rigtig fin. Derudover er det skønt at der er brugt giftfrie farver, for så gør det ikke så meget, hvis der bliver tygget lidt i bogen, fordi den er uden de værste kemikalier, og det er jo perfekt med en baby på vej og en dreng der til tider stadig putter ting i munden.

Siderne i bogen er godt tykke, og kan dermed holde til lidt af hvert, og med en dreng på knap to år, som elsker bøger og bladre ivrigt igennem dem, og desuden holder af at kaste med ting, så er tykke sider det bedste.

Njord er så småt begyndt at tælle, nogle gange kommer tallene i den rigtige rækkefølge, andre gange kommer de lidt mere hulter til bulter, men det er sjovt at høre ham hygge sig med det. Vi har derfor siddet og kigget i bogen sammen, og talt tingene og snakket om motiverne, hvilket han synes er meget sjovt. Han er dog mest optaget af farverne og motiverne end det at tælle, men det er altså også nogle søde motiver, og jeg kan rigtig godt lide, at alle de ting man tæller faktisk er ting man finder ude i naturen.

"Tæl med Tjugga" er en rigtig fin og sød tællebog, som er hyggelig at læse sammen med sit barn, og snakke om motiverne, tallene og farverne.



"Kan du ingenting, Peddersen?" af Sven Nordqvist


*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Kan du ingenting, Peddersen?" (org. titel "Kan du ingenting, Pettson?") af Sven Nordqvist, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog svensk). 
★★★★☆

Fra bagsiden:
Findus kan sådan cirka alt. Kan Peddersen også det? Kan han løbe hurtigt og klatre i træer og hoppe hele vejen hen til hønsehuset? Heldigvis er der noget, de er lige gode til...
En hyggelig billedbog for de allermindste om gamle Peddersen og hans iderige kat Findus.

Jeg har altid holdt utrolig meget om historierne om Peddersen og Findus. Jeg tror egentlig aldrig, jeg selv har fået dem læst højt, men når jeg er stødt på dem, har jeg altid fundet dem meget søde og hyggelige. Så da jeg modtog denne fine billedbog om gamle Peddersen og hans skøre kat Findus, blev jeg rigtig glad, og Njord tog også rigtig godt i mod den. Den er lige så sød og hyggelig som forventet, og den bringer et lille smil frem på læben når man læser den.

Peddersen er en gammel mand der forsøger at følge med sin meget legesyge kat, der prøver at få ham til at udføre alt muligt, som han ikke rigtig er i stand til længere, grundet sin alder.
Katten Findus er på rigtig mange måder som et lille barn, der på en sød, legesyg og meget umiddelbar måde, stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor Peddersen, og indirekte voksne generelt, ikke kan de samme ting eller har den samme fantasi som han og børn. Han spørger f.eks. Peddersen om kan klatre i træer, hvilket er svært for en gammel mand, men det var noget Peddersen helt klart kunne da han var et barn. Derudover spørger han ind til, om Peddersen kan finde buklerne, som er nogle små, fjollede væsener som kun Findus kan se. Til gengæld viser Peddersen Findus, hvad de faktisk har tilfælles og som de begge to er gode til, blandt andet af hygge og hjælpe hinanden, hvilket jeg synes er super fint.

Billedbogen er på ca. 20 sider, og fungerer rigtig godt til højtlæsning for de mindste. Der er ikke meget tekst på siderne, der så er rigt dekoreret af Sven Nordqvists egne illustrationer, som i sig selv fortæller rigtig meget historie. For selvom illustrationerne er meget simple, så er de utrolig detaljerede, og store som små vil finde glæde og nye ting i dem, jo flere gange man læser og kigger bogen igennem.

"Kan du ingenting, Peddersen?" er en rigtig god, sød og hyggelig billedbog, som jeg nød at læse sammen med min søn. Njord er knap to år, og han var meget optaget af illustrationerne og snakkede ivrigt med, så den er klart et hit hos ham også. Så hvis du og dine børn er glade for Peddersen og Findus og den svenske charme, så er denne billedbog et godt bud på lidt hyggelig efterårslæsning.



onsdag den 16. oktober 2019

"Alene Hjemme" Baseret på filmen skrevet af John Hughes og instrueret af Chris Columbus

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Alene Hjemme" (org. titel "Home Alone") baseret på filmen skrevet af John Hughes og instrueret af Chris Columbus, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog engelsk).
★★★★★

Fra bagsiden:
En sjov og spændende historie om den juleaften, hvor Kevin var helt alene hjemme. 

Alene Hjemme vil altid være en af julefavoritterne herhjemme, på niveau med Love Actually. Det er bare ikke rigtig jul, uden man har set de to film i tv. Så begejstringen var stor da "Alene Hjemme" billedbogen kom ind af døren. Den er så sød og hyggelig, og jeg fik straks lyst til at gense filmen, for ca. 117. gang. 

Vi kender nok alle sammen historien om Kevin, der på uheldigvis bliver glemt af sin familie, da de tager afsted på juleferie, og hvordan han egenhændigt beskytter sit hjem mod to dumme indbrudstyve. Historien er her forkortet ned til billedbogsformat, men det fungerer bare super godt. Ligesom med de andre billedbøger i denne serie af filmklassikere mangler der en lille smule, når den bliver omdannet til billedbogsformat. Men alligevel mangler man ikke noget af betydning, og selv hvis man ikke kender historien i forvejen, så får man sådan set alle de vigtige detaljer med, og så kan man jo efterfølgende supplere med at se filmen. 

Bogen er på omkring 40 sider, og der er ikke særlig meget tekst på siderne. Sproget er holdt nemt og forståeligt, og den fungerer derfor rigtig godt til både højtlæsning og som letlæsning. Siderne er prydet med Kim Smiths skønne illustrationer, som jeg er ret vilde med. De er skøre, men den lidt naive streg passer bare så godt til historien. Kim Smith formår at holde sig troværdigt til filmen og de forskellige scener derfra, hvilket jeg synes er super fedt. Og så er jeg generelt bare vild med, at historien næsten allerede starter med det samme man åbner bogen, da illustrationerne der fint indleder historien og introducerer den lidt skumle gamle nabo, inden den egentlige historie begynder, samt at den efter historien i princippet er slut, giver lidt ekstra til historien og naboen.

"Alene Hjemme" er en virkelig god, sød og hyggelig billedbog, om familie, kærlighed og masser af mod. Den bringer julestemningen frem, og giver én lyst til julefilm, julemusik og julehygge, selv her i oktober måned. Den kan læses af folk i alle aldre, store som små, og hvis du elsker Alene Hjemme filmen, så er den et klart must. 

Jeg er vild med ideen om at lave filmklassikere og kultfilm om til billedbøger, så man kan dele historierne med sine børn, som måske ikke er gamle nok til at se filmene, men som alligevel skal have glæde af de skønne historier. Foreløbig er der udkommet tre billedbøger i serien. "E.T.", "Tilbage til fremtiden" og "Alene Hjemme".




mandag den 14. oktober 2019

"Månens Kald" (Mercy #1) af Patricia Briggs

*Gave/ anmeldereksemplar fra Tellerup, modtaget ved Bogbloggertræffet 2015, men alle holdninger er mine egne.*
"Månens Kald" (org. titel "Moon Called") af Patricia Briggs, af forlaget Tellerup, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2006). Læst på dansk (org. sprog engelsk).
★★★★☆

"Månens Kald" handler om Mercy, der efter en række mystiske hændelser, drages ind i et hæsblæsende komplot. Mercedes Thompson, også kaldet Mercy, er vokset op blandt varulve, men selv er hun walker - en formskifter der kan forvandle sig til en prærieulv. Da hendes nabo, den irriterende tiltrækkende Alfa i den lokale varulveflok, overfaldes og hans datter bortføres, må Mercy trække på alle sine bekendtskaber for at hjælpe ham. Derfor er hun nødt til at opsøge den varulveflok som bortviste hende som 16-årig... 

Jeg har i et godt stykke tid manglet motivationen og lysten til at læse, og meget af det pga. manglende energi grundet min graviditet. Det eneste jeg faktisk havde lyst til at læse var paranormal romance, med varvulve og vampyrer, og heldigvis havde jeg "Månens Kald" stående, og jeg slugte den råt. Den er virkelig god og fængende, og jeg kunne næsten ikke ligge den fra mig!

Mercy, eller Mercedes Thompson som hun rigtig hedder, er en karakter jeg virkelig holdt af. Jeg elsker stærke kvindelige karaktere, da jeg hurtigt bliver lidt træt af de kvinder der skal reddes af en mand. Men Mercy, hun tager ikke et nej for et nej, hun er stædig, og ingen skal bestemme over hende, og sige hvad hun skal eller ikke skal. Nogle gange bringer det hende lidt i problemer, da hun ofte handler lidt for hurtigt, men man elsker hende for det. Hun er vokset op hos varulve, men selv er hun formskifter, der kan transformere sig om til en prærieulv, og da hun ikke er medlem af noget varulvekobbel tør hun godt modsætte sig det meget mandsdominerede hierarki hos varulvene, der helst så at hun ikke brød så mange af deres regler. Hun virkede meget troværdig, og jeg synes det var fedt at hun udover at være handlekraftig og lidt badass, også kunne være en lidt usikker pige.
Adam holdt jeg også utrolig meget af. Han er Alfa i den lokale varvulveflok, og Mercys nabo. Han er flot, selvsikker, og til tider ret arrogant og flabet, men han er utrolig svær ikke at holde af, for han er meget, meget charmerende, hvilket Mercy også til tider kæmper med at modstå.
Samuel er en fyr fra Mercys fortid, som vækker gamle minder og følelser hos hende, som er svære for dem begge. Han er rigtig sød, men også lidt irriterende, da han prøver at beskytte hende hele tiden, selvom han også godt ved at det er håbløst.

"Månens Kald" foregår i nutidens USA, hvor de overnaturlige væsener har sværere og sværere ved at skjule sig for menneskene, grundet den nye teknologi inden for især det retsmedicinske felt. Der opstår derfor diskussioner inden for de forskellige racer, omkring hvorvidt de skal stå frem for offentligheden selv, og dermed have kontrol over det eller om de skal blive ved med at holde sig skjult, og håbe de ikke bliver afsløret. Dette skaber en masse konflikter, hvilket er farligt i de miljøer, da hverken varulve, vampyrer eller hekse er stilfærdige skabninger. Jeg synes det var en rigtig interessant og aktuel konflikt, da det også skaber en del problemer og udstødelse af personerne indenfor de pågældende racer, da almindelige mennesker er bange for dem, da de ikke forstår dem. Desuden synes jeg det er spændende at høre om de forskellige racer og deres historie, og jeg glæder mig til forhåbentlig at lære mere om dem i den næste bog.

"Jeg mener der skal gøres noget snart. Ikke i denne uge eller i næste, men heller ikke først om et år. Mine forbindelser i FBI's laboratorier fortæller at vi nærmest er en offentlig hemmelighed i de kredse. Ligesom Skyggeherskerne gjorde i sin tid, er jeg nået frem til at når det er uundgåeligt at vores eksistens bliver kendt, er det yderst vigtigt at vi bestemmer hvordan det sker."

Bogen er skrevet i jeg-form og man følger Mercy hele vejen igennem. Man følger Mercys tanker, bekymringer og oplevelser, og det fungerede rigtig godt. Jeg kunne specielt godt lide at høre lidt om hendes fortid, da det gav en hel del til hende og hendes handlemønster. Kapitlerne havde en god længde, med et godt og spændende flow, som gjorde det svært at ligge bogen fra sig.

"Månens Kald" er en rigtig god, spændende og fængende bog, som jeg slugte råt. Det er en bog fyldt med mystik, action, politiske intriger, magtkampe, kærlighed og udspekulerede komplotter. Siderne vender nærmest sig selv, og jeg kunne virkelig godt lide spændingen ved at gætte på, hvordan det hele mon hang sammen, for havde ærlig talt ikke regnet det ud. Derudover kunne jeg godt lide, at selvom der er lidt kærlighed i bogen, og to-tre søde fyre med, så bryder der aldrig et trekantsdrama ud, det kan nemlig godt blive lidt dræbene for historien, men det skete heldigvis ikke her, og det var rart. Denne bog var som sagt lige, hvad jeg havde brug for, og jeg vendte side efter side. Jeg glæder mig til at læse videre i serien, så jeg kan finde ud af, hvad der videre skal ske med Mercy, Adam, Samuel og de forskellige overnaturlige racer.